En præst ved navn Julie Damlund har på Kristeligt Dagblads debatsider 4. april i år et indlæg, som skarpt går i rette med Socialdemokratiets tanke om at flytte asylbehandlingen væk fra Danmark og til et eller flere modtagecentre i udlandet.

Hun kalder tanken kuldegysfremkaldende, fordi ”de mennesker, der således fordeles, fratages deres ansigter og deres livs fortælling. Det menneskelige møde i kød og blod tages bevidst ud af ligningen.”

Jeg skal ikke forfølge denne diskussion nærmere i dette indlæg. Så vidt jeg har forstået, så er idéen under alle omstændigheder særdeles vanskelig at gennemføre, måske umulig, fordi man ikke kan finde det land, som vil lægge grund til nogle sådanne modtagecentre.

Julie Damlund gør sig imidlertid videre nogle tanker om indvandringen til Danmark, som hun ikke kan se noget problematisk i. Hun fortæller f.eks. om sin søns børnehave:

Jeg har ikke tal på, hvor mange forskellige etniske baggrunde, der samles hver dag på Alfestuen, når der er morgensamling ... Men børnehaven er så dansk som noget. Der er intet udansk ved sommerfesten, fødselsdagsfejringerne, fastelavnsrisene, risengrøden og alle sangene, som … stort set er de samme, som jeg selv sang, da jeg gik i børnehave.

Og videre:

Det er klart, at indvandringen medfører forandringer i gadebilledet og i kulturen. Vi skal vænne os til, at samfundet rummer minoriteter, og den tilvænning kræver samtale…. Men er ikke-forandring virkelig et mål i sig selv? Og er vi mindre danske, fordi vi kan sige inshallah og spise med pinde? Hvor er de store strukturelle forandringer, der tåler sammenligning med en Reformation eller en Grundlov? Jeg kan ikke få øje på dem.

Ved lidt googling, så har jeg fundet ud af, at Julie Damlund har sit embede ved Taksigelseskirken på Østerbro. Tidligere har hun virket som præst i Gentofte kirke. Hvis hun har sin private adresse et lignende sted – hvad jeg dog ikke ved noget om –så er det klart, at hun kun kan få øje på de interessante og pæne sider af indvandringen. Og ja, vist kan det da virke berigende at se andre mennesker i gadebilledet end os nordboere, hvad enten det så er mennesker med asiatisk, sydlandsk, mellemøstligt eller afrikansk udseende. Vist kan det være en god ting, at vi kan købe eksotiske krydderier i små butikker ejet af indvandrere. Det kan være spændende at tale med folk med anden national baggrund end dansk og folk med en anden tro end den evangelisk-lutherske kristendom. F.eks. har min frisør på Nørrebro fortalt mig om borgerkrigen i Libanon, som han oplevede i sin barndom.

Selv bor jeg på Frederiksberg, så hvis jeg alene skulle dømme ud fra, hvad jeg ser, hvor jeg færdes, så ville indvandring også kun være noget med søde au pair piger fra Filippinerne, flinke grønthandlere og velopdragne indvandrerdrenge, som spiller fodbold med danske drenge.

Hvis det virkelig var det hele, så er jeg sikker på, at vi danskere sagtens kunne gå med til et forandret gadebillede. Og jeg er sikker på, at vi også gladeligt tog imod så mange flygtninge, det skulle være, hvis opgaven alene bestod i at skaffe indkvartering, hvorefter flygtningene stille og roligt gled ind i det danske samfund og fandt plads på arbejdsmarkedet.

Virkeligheden er jo blot en anden. De barske realiteter fortæller om massive problemer med integrationen af indvandrere fra mellemøstlige og nordafrikanske lande, også fra anden og tredje generation. Det gælder ringe danskkundskaber, lav deltagelse på arbejdsmarkedet og en stærk overrepræsentation i kriminalstatistikken.

Det er alt sammen kendsgerninger, og ikke vrangbilleder udløst af fordomme og fremmedangst eller hvad det nu er, man fra visse sider plejer at diske op med.

Hvad der ville ske, hvis vi ubekymret fulgte anvisningerne fra Zenia Stampe og Uffe Elbæk, det får vi ironisk nok en lektion i i den samme udgave af Kristeligt Dagblad.

Avisen bringer en artikel på forsiden med overskriften Tyske skoler kæmper med jødehad og hetz mod kvinder. Det er rædselsvækkende tilstande, der hersker på skoler, hvor et flertal af børnene kommer fra muslimske lande:

Boykot af kvindelige lærere, trusler mod jødiske elever og skolegårde med private vagtværn … Det er problemer, som i stigende grad plager tyske skoler med en meget høj andel af elever med indvandrerbaggrund. Sådan lyder advarslen fra blandt andre formanden for Det Tyske Lærerforbund (DL), Heinz-Peter Meidinger, efter at tyske medier for en uge siden kunne berette, at en jødisk pige på en folkeskole i Berlin er blevet truet på livet af muslimske klassekammerater, ”fordi hun ikke tror på Allah”. Eleverne skal også have vist pigen en henrettelsesvideo fra terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Senere i artiklen kommer det frem, at det er almindeligt, at kvindelige lærere på tyske skoler bliver overdænget med skældsord som ”tæve”, og det er ikke kun et enkeltstående tilfælde, men derimod en del af hverdagen. Tilsvarende beretninger kan man høre fra Sverige, se her. Men også i Danmark? Ja, også i Danmark, se her.

Se, det er så den anden side af indvandringen. Den side, der gør, at vi er mange som ikke kan dele Julie Damlunds frejdige optimisme. Vi har heldigvis endnu ikke nået tyske, svenske og franske tilstande i Danmark. Men hvorfor satse på, at man pludselig knækker koden, når det gælder integrationen af indvandrere fra de muslimske lande? Lad os da arbejde for, at Danmark forbliver et forholdsvist trygt og frit samfund, og at problemerne – som vi jo sandt for dyden også har i Danmark – forbliver på et niveau, som vi måske kan kalde tåleligt.

Tanken om at vi alle sammen, uanset nationalitet og religion, kunne leve side om side i et berigende fællesskab viste sig ikke at holde stik. Det har erfaringerne fra Tyskland og Sverige vist til overmål. Det er jo netop ikke blevet til fællesskab, men derimod ”dem og os” for fuld udblæsning. Hvor nidkært man end har vogtet over den gode tone.

Februar er ved at rinde ud. Det er en rar måned, kan i hvert fald være det. Vi kan se, at dagene er blevet længere. Vi kan skimte foråret. Og mere prosaisk, så har februar kun 28 dage, så der er ikke så lang tid til næste lønningsdag, som der ellers er.

Men som bekendt har februar ikke altid 28 dage. Hvert fjerde år har måneden nemlig 29 dage. Begrundelsen kan I læse nærmere om her. Jorden er ca. 365 døgn om at gå rundt om solen, men også kun ca. Man skal lægge omtrent et kvart døgn til. Derfor har man vedtaget, at vi hvert fjerde år skyder en ekstra dag ind, for ellers ville vi efterhånden skulle fejre Sankt Hans i snevejr og jul i bagende solskin, og vi ville måske også få alvorligere problemer end blot dét.

Den 29. februar falder i alle år, som kan deles med fire. Vi kalder disse år skudår. Det er de samme år, hvor der afholdes De Olympiske Lege, så det er nemt at huske. Dog er der en lille krølle på den regel: Hvis året er deleligt med 100, så vil den 29. februar kun forekomme, hvis året tillige også er deleligt med 400. Således havde vi den 29. februar i 2000, men ikke i 1900. Ej heller vil den 29. februar forekomme i 2100, men det er jo kun forundt de yngste af vores medborgere at komme til at opleve det. Det vender jeg tilbage til.

Nu må det nødvendigvis efter statistikkens love ske, at der bliver født børn den 29. februar. Sæt nu der f.eks. blev født en dreng den 29. februar 1976. Vi kan kalde ham Anton. Det har i og for sig ikke nogen konsekvenser, at han blev født netop den 29. februar. Antons forældre kunne blot, mens han var barn, vælge at holde fødselsdagen 28. februar eller 1. marts i ikke skudår. Og nu da Anton er blevet voksen, bestemmer han jo selv.

Dog kan man gøre en ganske pudsig betragtning gældende. Første gang Anton oplevede en 29. februar efter sin fødsel var i 1980, anden gang i 1984, indtil dagen forekom for tiende gang i 2016, som er det seneste skudår vi har oplevet. Hvori består det pudsige? Jo, man kan nemlig hævde, at Anton, skønt han har alle en voksen mands kendetegn, kun er ti år gammel, siden han nu efter sin fødsel i 1976 kun ti gange har oplevet forekomsten af den 29. februar. Se, det er jo mere end almindeligt sjovt. Det er intet mindre end hysterisk grinagtigt.

Hvis I skulle være så heldige at have Anton som kollega, så har I nu hvert år muligheden for at lade jeres vid spille. Når den 28. februar oprinder – det er i år en onsdag – så skal I så snart I møder Anton om morgenen komme med en replik i stil med:

”Hej Anton, tillykke med fødselsdagen. Nå nej, det er jo ikke din rigtige fødselsdag, ha, ha, ha. Du har jo kun fødselsdag hvert fjerde år, ha, ha, ha. Hvor gammel er det egentlig du er, ha, ha, ha. Er du begyndt i skolen, ha, ha, ha”. Etc., etc.

Det er meget vigtigt, at I griner højt, for at disse åndrigheder kan tage sig så meget desto mere vittige og originale ud. Hvis nye kolleger er kommet til i det seneste år, så skal I meget omhyggeligt forklare dem hvilken ejendommelighed, der knytter sig til Antons fødselsdag. Det med at Anton ”kun har fødselsdag hvert fjerde år” kan ikke gentages tit nok, og det skal naturligvis helst ske, mens Anton også hører på, så han ikke går hen og glemmer, at den 29. februar kun forekommer hvert fjerde år. Der er naturligvis ikke noget i vejen for at bore yderligere i den sjove fødselsdag i dagene derefter; det kan dog godt være, at I så efterhånden skal holde inde.

Men så kan I jo vende tilbage med fuld styrke til næste år, hvor den 28. februar falder på en torsdag. Efter et helt år vil de samme morsomheder tage sig aldeles nye og overraskende ud, så fornyelse fra jeres side er helt overflødig. Det er en stor behagelighed, når man skal være morsom. Dog kan I få et tip med på vejen. Når vi kommer til 2028, som jo er et skudår, så vil Anton opleve en 29. februar for trettende gang efter sin fødsel i 1976. Og så kan I more jeres kolleger med, at Anton nu omsider er blevet teenager! Alle vil med garanti få ondt i maven af grin.

Sæt nu imidlertid, at Anton ikke er født 29. februar 1976, men derimod 29. februar 2012. Han skal så begynde i 0. klasse efter sommerferien – det som i min barndom hed børnehaveklassen. Så kan morsomhederne kredse om, at Anton nok hellere må blive i vuggestuen, måske patter han stadig hos sin mor, og han går sikkert også med ble. I kan utvivlsomt selv finde på andre sjove indfald.

Anton vil så blive forberedt på, hvad han har i vente fra nu af og resten af sit liv. Når han når sit livs aften, bliver det endda endnu sjovere, selvom man knap skulle tro det muligt. Hvorfor det? Jo, som jeg før fortalte, så forekommer den 29. februar ikke i 2100, når Anton fylder 88 år. ”Nå nej, kun 22 år, ha, ha, ha. Nå nej, ikke engang 22 år, ha, ha, ha. Anton er stadig kun 21 år gammel, ha, ha, ha.” Han må lide den tort, at han nu må vente endnu fire år på, at han har ”rigtig fødselsdag”.

Vi må regne med, at hele plejehjemmet dør af grin, men så er ældrebyrden jo blevet dét mindre i Antons kommune. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Jeg ønsker mine læsere et dejligt forår.

Sidste år kort før jul bragte Kristeligt Dagblad en forsideartikel med den triumferende overskrift:

Julegudstjenesterne er blevet et flagskib for kulturkristendommen

Avisen skriver:

Dagen er vokset til folkekirkens største folkelige succes. Og når kirkerne i morgen slår dørene op til julegudstjenester, regner næsten en fjerdedel af befolkningen, 24 procent, med at dukke op, lyder svaret i en meningsmåling, Kristeligt Dagblad har fået foretaget af analyse-instituttet YouGov blandt et repræsentativt udvalg af danskerne.

Lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen siger til avisen:

Danskerne synes, at folkekirken kan noget. Og de gode oplevelser i kirkerne, blandt andet til julegudstjenesterne, er en vigtig grund til, at mange med stor frejdighed vil kalde sig kulturkristne. Det er denne gode kontakt til kirken, der er selve motoren i kulturkristendommen.

Selv blev jeg nærmest noget forstemt, da jeg læste artiklen. Og det er naturligvis ikke fordi jeg har ondt af, at folk har en god oplevelse ved at gå til julegudstjeneste. Dog vækker det min forundring, at så mange danskere år efter år går i kirke for at høre beretningen fra Lukas-evangeliet om Jesu fødsel, men åbenbart ikke er spor nysgerrige efter at høre fortsættelsen, høre hvad Jesus sagde og gjorde som voksen. Men lad det ligge i denne omgang. Nej, min forstemthed skyldes denne tilføjelse til ”kristen” i form af ordet ”kultur”, som mange synes de er nødt til at bruge.

Hvad i djævelens skind og ben vil det sige at være kulturkristen? Og hvordan kan man ellers være kristen? Jeg synes jeg har hørt, at det betyder, at man tager den kultur til sig, der følger af, at Danmark i 1.000 år har haft kristendommen som flertallets religion. Hvad ellers? Det er jo så selvfølgeligt, at det nærmest er overflødigt at nævne. Undtaget herfor er vel kun gruppen af indvandrere, og deres efterkommere, hvoraf mange jo i øvrigt har en anden religion end kristendommen. Så hvorfor ikke blot kalde sig kristen, hvis man da ellers er døbt og ikke har sluttet sig til en anden religion?

Den eneste måde man kunne fylde begrebet kulturkristendom med mening er at forestille sig, om man kunne være kristen, men ikke kulturkristen. Er det muligt? Ja, hvis man bliver døbt med den kristne dåb, men er vokset op i et land, hvor kristendommen står svagt, så har man ikke fra sin barndom opnået en fortrolighed med nogen kristen kultur. Det er der eksempler på i Danmark, f.eks. blandt iranske indvandrere. De kan dermed ikke kaldes kulturkristne. De kommer fra et land, hvor islam er den altdominerende religion, og naturligvis gennemsyrer kulturen dér. Modsat de fleste af os andre i Danmark. Vi har modtaget den kristne dåb, og er dermed selvsagt kristne. Og det gælder uanset inderligheden af vores personlige tro, uanset hvor hyppigt vi går i kirke og uanset hvor hyppigt vi beder og læser i Bibelen. Men da vi tillige er vokset op i et land, hvor kristendommen har domineret som religion i århundreder, så er vi uvægerligt blevet påvirket af den kristne kultur, og man kunne derfor kalde os kulturkristne.

Men det er jo ikke i den betydning man sædvanligvis bruger begrebet. Og det lider endvidere også af den svaghed, at man netop ikke nævner hvad kulturkristendommen står i modsætning til. Det giver kun mening at tale om nordsjællændere, fordi der også bor mennesker i det sydlige Sjælland. Og det giver kun mening at tale om kemiingeniører, fordi der også findes andre slags ingeniører.

En nordsjællænder kan naturligvis ikke have problemer med at blive kaldt sjællænder, og en kemiingeniør vil ligeledes ikke se noget galt i at blive kaldt ingeniør.

Så har en kulturkristen vel heller ikke noget imod at kalde sig selv kristen, så meget mere som vi har set, at tilføjelsen af ordet kultur så godt som ingen mening tilføjer? Eller hvad? Det er netop her min forstemthed bliver vakt. Jeg aner i ordet en distance til kristendommen. En måde hvorpå man kan tillade at kalde sig kristen uden at blive rød i hovedet. Og hvor man godt kan gå i kirke til jul, men ellers ikke, for dertil rækker frejdigheden ikke.

Forfatteren Mogens Wenzel Andreasen fortæller i sin humoristiske roman Leila, min Leila om en yngre mand ved navn Eskild. Eskild mister sin hustru Leila, da hun afgår ved døden efter få måneders sygdom. Tabet får ham til at få øjnene op for troen, og han overvejer også at gå i kirke. Det kan han dog trods alt ikke bekvemme sig til. Tænk hvis han møder nogen han kender på vej ud af kirken! Han forestiller sig spørgsmål i stil med ”Hvad er den af, Eskild? Er du gået hen og blevet hellig?” 

Jeg var ikke selv i kirke sidste år den 24. december. Jeg har faktisk aldrig været til en julegudstjeneste. Jeg var derimod i kirke Anden Juledag, som også bliver kaldt Sankt Stefans Dag efter den første kristne martyr, som blev stenet til døde for at bekende troen på Kristus. Man kan læse beretningen i Det Nye Testamente i skriftet Apostlenes Gerninger. Mon Stefan tænkte på at kalde sig kulturkristen!? Beretningen bør minde os om, at det ikke alle steder i verden er risikofrit at praktisere sin kristne tro. Læs her om hvordan der i Nigeria og Ægypten i december sidste år blev myrdet ca. 100 kristne. Kristne, der altså i lighed med Stefan døde for deres tro. Mildest talt en større risiko end at få spydige spørgsmål af venner og bekendte. Det sætter tingene i relief, og gør ordet kulturkristendom så meget desto mere flovt og sølle.

En anden tekst der blev læst op fra Det Nye Testamente Anden Juledag var dette afsnit fra Matthæus-evangeliet, kapitel 10:

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Hvilket spillerum er der her for en lusket tilgang til kristendommen med forbehold og krydsede fingre? Jeg ser intet.

For knap et år siden skrev jeg et indlæg på min blog troldens navn om en lederskribent hos Berlingske, som hård i filten kræver handling, når det gælder afviste asylansøgere, der ikke bliver sendt tilbage til deres hjemlande. Alligevel har han ikke modet til at sætte ord på det helt afgørende problem, nemlig Danmarks bevidstløse tilslutning til internationale konventioner.

Nu gentager historien sig i en ny udgave med denne leder i Berlingske. Det er troligt, at lederskribenten er den samme, for heller ikke i denne leder kommer han frem til den indlysende konklusion. Han begræder, at Danmark har opgivet at tage imod kvoteflygtninge, men stadig tager imod spontane asylansøgere. En prioritering, som er aldeles forrykt, både menneskeligt og økonomisk, men som er os påtvunget af konventionerne.

Lederskribenten er så elskværdig at servere alle argumenter for at udtræde af disse internationale konventioner på et sølvfad:

For det er de spontane asylsøgere, der er det store problem. De udstiller, at Europa alt for længe har været ude af stand til at beskytte sine egne, ydre grænser, og at de principper, det internationale asylsystem i årtier har bygget på, blandt andet gennem Dublin-forordningen, reelt er brudt sammen. De er brikker i en asylindustri drevet af blandt andet kyniske menneskesmuglere, som ingen kan være tjent med at understøtte. Og migranternes og flygtningenes strabadserende rejser mod det forjættende kontinent indebærer desværre, at alt for mange mennesker omkommer særligt under den farefulde færd over Middelhavet.

Det er et system, en industri, som alle ville være tjent med at få gjort endeligt op med, også fordi det er så uretfærdigt: I virkeligheden er det i mange tilfælde nogle af de mest ressourcestærke flygtninge, som ad disse veje får asyl, mens andre, der i højere grad kunne have hjælp behov, lades tilbage og i stikken.

Og videre:

Vi ved, at muligheden for at sikre en fornuftig integration også hænger sammen med antallet af flygtninge og migranter særligt fra Mellemøsten og Afrika, som kommer hertil. Den årlige rapport fra Danmarks Statistik, »Indvandrere i Danmark«, hvis 2017-udgave udkom i denne uge, bekræfter blot dette. Realiteten er, at mange flygtninge ender som indvandrere. Og realiteten er, at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere ofte udgør en fortsat udfordring for det danske samfund: De klarer sig dårligere i skolen, beskæftigelsen blandt dem er lavere, alt for mange lever på overførselsindkomst, og kriminalitetsraterne er for nogle gruppers vedkommende forfærdende.

Og endelig hedder det i den ledende artikel:

På den ene side har man altså et asylsystem, der er brudt sammen, og hvor de holdbare, permanente løsninger ikke er fundet endnu. På den anden side har man et system med kvoteflygtninge, som egentlig er det ideelle, men hvor man – som Danmark nu gør – kan handle for at begrænse tilstrømningen og dermed presset også i forhold til integrationen.

Hvordan kan man være kommet så langt i indsigt, så langt i sine overvejelser, om hvad der er indlysende ret og rimeligt, og så alligevel ikke kunne se den soleklare konklusion:

• Afskaf retten til at søge om asyl i Danmark.
• Lad os tage imod et vist antal kvoteflygtninge, muligvis 500 om året, muligvis nogle flere.
• Forøg gerne hjælpen i nærområderne med basale fornødenheder, mad, medicin, rent drikkevand etc.

Er der internationale konventioner som står i vejen herfor? Så opsig disse konventioner.

Alt det kan vi gøre med god samvittighed. Aktuelt, så hjælper vi, som lederskribenten også nævner, de stærkeste flygtninge, som kan skaffe sig vej fra Afrika eller Mellemøsten til det nordlige Europa. Hvorimod de svageste, som ikke har råd til en menneskesmugler, bliver svigtet.

Er det humant? Er det for den sags skyld kristent? Svaret giver vist sig selv, hvis man bruger både sit hjerte og sin forstand.

”I den ideelle verden, var det kvoteflygtninge vi hjalp, men…” lyder det fra lederskribenten. Betragtningen er aldeles absurd. Verden er aldrig ideel, men af og til er det faktisk muligt at træffe rigtige valg.

• Et valg, hvor vi prioriterer at hjælpe de svageste.
• Et valg, hvor vi tilstræber, at flest mulige kan få hjælp for de samme penge.
• Et valg, hvor vi bevarer sammenhængskraften i vores land, så vi undgår flere ghettoer og parallelsamfund med alle de skader de forvolder.

Hvor svært kan det være at indse?

De fleste forbinder, vil jeg tro, fundamentalisme med tilhængere af ekstreme grupper som f.eks. Islamisk Stat og Al-Qaeda. Oprindelig betyder begrebet imidlertid noget helt andet, nemlig en tro på, at hvert et ord i Bibelen er bogstavelig sandhed, således at Adam og Eva skal betragtes som historiske personer på linje med Christian 4. og Jens Otto Krag.

Selvom fundamentalisme altså ikke behøver at have spor at gøre med tilslutning til terroristiske bevægelser, så kan det ikke desto mindre være kritisk, når man vælger at suspendere både sin forstand og sin samvittighed i blind tro og betingelsesløs tilslutning til ord på et stykke papir. Vi ser det i disse år med den nærmest religiøse dyrkelse af menneskerettighederne og de internationale konventioner.

Denne fundamentalisme har som konsekvens, at en forhærdet bandeleder og voldsforbryder ikke kan udvises til sit hjemland Pakistan, da en udvisning skønnes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Danske borgeres ret til at kunne færdes trygt og sikkert i eget land vægtes lavere. Se her.

Radio 24/7’s program ”55 minutter” har den 10. oktober en hel udsendelse viet til emnet. Udsendelsen har den meget sigende titel Danske domstoles afmagt overfor kriminelle udlændinge.

Adskillige politikere har i den seneste tid vredet hænder af fortvivlelse, og de lover stramninger, så flere kriminelle udlændinge kan udvises. Men de lover en vare, som de ikke har på hylden. Statsminister Lars Løkke Rasmussen slog i sin Grundlovstale i år fast, at det aldrig kommer på tale, at Danmark bryder med de internationale konventioner. Statsministeren indrømmer, at konventionerne indebærer visse ”udfordringer”, men:

Det må ikke føre frem til den konklusion, at når de internationale regler ikke er gode, så skal vi bare melde os ud. Det vil være en farlig chancesejlads. Men vi skal sige fra og tage kampen op for at ændre dem.

Imens statsministeren væver om ”udfordringer”, så tager volden til i København og andre danske byer. Næsten daglig hører vi om skyderier i gaderne. Helt nye typer af forbrydelser ser dagens lys. Hjulbolte bliver løsnet på biler. Snore bliver spændt ud på stier til stor fare for cyklister. Studenter bliver mødt med kasteskyts, når de fejrer deres eksamen. Brandmænd og ambulancefolk bliver udsat for stenkast, når de skal udføre deres arbejde. Osv., osv.

Dertil kommer skændslen over alle skændsler, nemlig at det nu er blevet nødvendigt at beskytte den jødiske synagoge i København med bevæbnede soldater.

Alt sammen massive problemer, som har sin rod i en fejlslagen udlændingepolitik. De danske politikere skal da have den anerkendelse, at de siden 2001 har gennemført visse stramninger af udlændingepolitikken. Det har ført til, at vi ikke endnu har svenske tilstande. Ikke endnu… Men også i Danmark bevæger tingene sig i den gale retning.

Det er derfor på tide, at vi tager det endelige opgør med de internationale konventioner. Konventioner, der forhindrer os i at gøre det rigtige, skal naturligvis opsiges. Det er kun blind fundamentalisme, som kan bifalde konventioner, der påbyder os at ødelægge vores land.

Det problem omtalte Mikkel Bjørn Sørensen i sin tale på Nye Borgerliges årsmøde, som blev holdt 14. oktober i år i Vejle. I kan se talen her.

Han taler om dyrkelsen af menneskerettighederne som ideologi, og siger:

Når ideologi får lov til at overtrumfe virkeligheden, så har det altid ubehagelige konsekvenser. Og når man som gæst i vores land kan begå modbydelig kriminalitet og stadig få lov til at blive, så er det på alle måder ud af trit med enhver form for menneskelig anstand, og har for længst udviklet sig til en fuldtonet tragikomisk farce. Dette til trods har vi en regering, ja sågar en regering der kalder sig selv borgerlig, der hellere vil forsvare overstatslige konventioner end de vil forsvare Danmark og det danske folks ret til frihed og sikkerhed i eget land.

Jeg vil supplere med at sige: Hvis det er en menneskerettighed for en afstumpet voldsmand med udenlandsk statsborgerskab at have ophold i Danmark, så har vi nået vanviddets overdrev. Hvor altså statministeren og hans partifæller befinder sig. Hvornår siger vi som folk, at nok er nok?