I mine unge dage var der ikke noget som hed et jobcenter, ligesom der heller ikke var noget som hed borgerservice. Den gang hed det Arbejdsformidlingen og Folkeregistret.

Jeg nåede som ung færdiguddannet cand. polit. i 1989 at give møde på Arbejdsformidlingen i Hillerød nogle få gange. Første gang var for at melde mig arbejdsløs. Siden skulle jeg give møde vist nok en gang om måneden for at få et stempel eller en underskrift, som jeg så skulle sende til min A-kasse for at få min arbejdsløshedsunderstøttelse. Ja, det kaldte man dagpengene den gang.

I lighed med i dag skulle man for 28 år siden være ”aktivt jobsøgende”. Også den gang brugte man overflødige ord, for hvordan i alverden kan man søge arbejde uden et vist mål af aktivitet? Jeg sørgede omhyggeligt for at gemme de mange afslag jeg fik, hvis jeg skulle blive afkrævet dokumentation for min aktive jobsøgning. Det skete dog aldrig.

Disse afslag, som jeg stadig har gemt så mange år efter, er for øvrigt et interessant studium i, hvordan man får den bitre pille til at glide med. Ja, det vil sige mange brugte nu blot en standardformulering som ”Idet vi takker Dem for Deres ansøgning til stillingen som … skal vi hermed beklageligvis meddele Dem, at stillingen er besat til anden side.” (Den gang kunne det endnu forekomme, at man sagde ”De” til hinanden, navnlig i formelle skrivelser). Men andre var mere kreative. Én arbejdsgiver ønskede mig en passende optimisme til at finde en anden stilling. En anden havde minsandten med glæde behandlet min ansøgning, men kunne altså alligevel ikke tilbyde mig en stilling. Hvori glæden bestod for den pågældende arbejdsgiver får stå hen i det uvisse. Jeg havde jo faktisk kostet virksomheden et frimærke. (Den gang var der ikke noget som hed e-mail). En tredje arbejdsgiver fandt min ansøgning så interessant, at jeg kunne forvente at høre fra virksomheden, når de inden længe igen havde ledige stillinger. Den henvendelse har jeg dog endnu til gode!

Efter nogle måneder var der endelig bid. En jobansøgning gav resultat, og jeg kunne tiltræde en stilling som fuldmægtig på en statslig arbejdsplads. Jeg kunne glemme alt om Arbejdsformidlingen og stempler til A-kassen. Indtil for kort tid siden, hvor jeg atter stiftede bekendtskab med denne verden. Skæbnen ville, at en veninde til min kone blev skilt, og hun måtte søge hjælp hos kommunen. Veninden hedder Pat, og er i lighed med min kone fra Thailand. Jeg påtog mig at hjælpe Pat, og det blev en interessant opgave, hvor jeg lærte meget.

Det viser sig, at man for at opnå kontanthjælp skal søge to stillinger om ugen. Jeg hjalp hver uge Pat med at søge to stillinger, fortrinsvis rengøring og køkkenmedhjælp. Jeg indså, at danske virksomheder må blive overdænget med ansøgninger skrevet for ansøgningernes egen skyld. Pat og jeg var dog realistiske, og f.eks. valgte vi at se bort fra en stilling som køkkenchef på Søllerød kro! De stillinger man søger, skal man hver uge registrere på noget, som hedder joblog, hvor man skal logge sig ind med anvendelse af nemid. Hvor mange ryger af i svinget allerede på den konto? IT-svage borgere findes faktisk og bestemt ikke kun blandt ældre mennesker.

Dertil kommer, at man typisk søger stillingerne over internettet. Nogle gange sender man blot ansøgningen og CV pr. e-mail i klartekst, men andre gange skal man udfylde en formular på virksomhedens hjemmeside, hvor man bilægger ansøgning og CV som Word-dokumenter.

Endelig er der aktiveringen. Her fik Pat en fin behandling af sin kommune, idet hun fik et såkaldt nyttejob i en børnehave, hvor hun skulle hjælpe med rengøring og andre forefaldende opgaver. Arbejdstiden var rimelig taget i betragtning, at hun skulle arbejde for kontanthjælpen. Og hun slap for hjernedøde teambuilding øvelser, som ledige ellers vist nok kan blive udsat for.

Men, men, men… Der var også en slange i Paradiset. Jobcentrene arrangerer med jævne mellemrum noget de kalder jobcafé eller måske jobspeed. Jeg fulgtes med Pat et par gange, og har sjældent oplevet en så forbandet nedladende behandling af voksne mennesker. Der var f.eks. et skingert fruentimmer, som præsenterede nogle stillinger med rengøring på et hospital i hovedstadsområdet. Som om hun talte til en flok uartige børn, lod hun forstå at:

her gælder det om at være præcis. Så hvis man har fået at vide, at man skal møde kl. 6.00, jamen så møder man også kl. 6.00.

Bemærk den idiotiske og komplet meningsløse brug af ordet ”jamen”, som er så udbredt nu om dage.

Når du ikke kan tale ordentligt dansk, jamen hvordan kan du så forvente, at vi skal tage dig alvorligt?

Men den nedladende behandling er måske tilsigtet, så i hvert fald de mest ressourcestærke modtagere af kontanthjælp bliver skræmt langt væk og konkluderer, at ”skal det være på den måde, jamen så skal jeg nok finde arbejde på egen hånd”. Det ville der i hvert fald være en vis logik i.

Det lykkedes heldigvis for Pat at finde arbejde, og min sidste berøring med Jobcentret i denne omgang var, da jeg skulle ringe og fortælle denne lykkelige begivenhed på Pats vegne. Det viste sig at være lidt af en udfordring. Da jeg tastede nummeret, blev jeg udsat for en sand labyrint, hvor jeg gang på gang skulle trykke 1, hvis jeg ønskede dit, 2 hvis jeg ønskede dat, og 3 hvis jeg ønskede dut. Man kan vælge mellem dansk og engelsk tale, og man har ikke en kinamands chance for at komme frelst igennem, hvis man ikke behersker et af disse to sprog på et særdeles glimrende niveau, hvad Pat som thailænder desværre ikke gør. Det fortalte jeg også til sagsbehandleren, da jeg omsider nåede igennem forhindringsløbet. Hun var nu heldigvis en sympatisk og forstående dame, og jeg fik hendes direkte telefonnummer.

Hvad har jeg så lært af hele denne historie? Tja, først og fremmest er det jo altid godt at vide, hvad andre mennesker må slås med. I det her tilfælde vores arbejdsløse medborgere. Og dernæst er det jo også en god nyhed, at man faktisk kan finde arbejde i Danmark, også selvom man ikke er så fremragende til hverken dansk eller engelsk.

Men først og fremmest slår det mig, at når nu Pat fra sin kommune blev mødt med ganske kontante krav om jobsøgning og aktivering til gengæld for kontanthjælp, hvorfor bliver så ikke alle andre indvandrerkvinder udsat for de samme krav? Læs her i Den Korte Avis om, hvordan kvinder fra Somalia på det nærmeste får borgerløn uden krav om modydelse.

Det burde dog være oplagt om disse kvinder – og deres mænd med – fik at vide, at det ganske vist er helt legitimt i Danmark at vælge en tilværelse som hjemmegående husmoder. Det bliver så blot uden en ydelse fra det offentlige.

Deres excellence,

Det er med stor sorg og bestyrtelse jeg erfarer, at Deres regering har krænket trosfriheden ved at forbyde det kristne trossamfund Jehovas Vidner. En dansk statsborger bosat i Rusland sidder fængslet uden at have begået nogen anden forbrydelse end at deltage i et religiøst møde i et privat hjem, og uden nogen udsigt til en retfærdig rettergang.

Jeg tilhører ikke selv Jehovas Vidner, men i lighed med de fleste andre danskere den evangelisk-lutherske kirke. Imidlertid kender jeg dem som sympatiske og loyale borgere. Der bor ca. 15.000 Jehovas Vidner i Danmark, og de volder ikke det danske samfund nogen problemer overhovedet. At beskylde dem for ekstremisme er både absurd og groft krænkende af Deres regering.

Jehovas Vidner troslærdomme afviger på nogle punkter fra de traditionelle kristne kirker, men det er en del af religionsfriheden, at statsmagten ikke tager stilling til hvad, der er sand og hvad der er falsk lære.

Jeg har forstået, at religionsfriheden er garanteret i Deres lands forfatning, men denne garanti viser sig nu helt åbenbart ikke at have nogen værdi overhovedet.

Da Rusland i 1991 lagde det kommunistiske diktatur bag sig, var vores klare forventning, at vi nu kunne byde Deres land velkommen i kredsen af frie og demokratiske lande. I stedet må vi med smerte erkende, at Rusland tværtimod med hastige skridt bevæger sig mod de tilstande, som herskede under Joseph Stalin.

Jeg har erfaret, at angrebet på Jehovas Vidner i Rusland nyder opbakning blandt russiske politikere og den ortodokse kirke.

Derfor opgiver jeg en ferierejse til Rusland, hvor jeg ellers sammen med min hustru havde tænkt mig at besøge Sct. Petersborg i det tidlige efterår. Som forholdene er nu, ville jeg imidlertid umuligt kunne føle nogen glæde ved at beskue de ellers meget smukke katedraler i Sct. Petersborg, når jeg nu ved, at der fra disse forkyndes had mod alle trosretninger forskellig fra den ortodokse kirke.

Som protestant – og altså dermed ikke ortodoks – må jeg endvidere frygte for min sikkerhed i Deres land, der nu helt åbenlyst er præget af stor religiøs intolerance. Af denne grund bliver jeg borte fra Rusland og opfordrer alle andre danskere til at gøre det samme.

Med højagtelse

Karsten Larsen

Aminah Tønnesen hedder en meget begavet og sympatisk muslimsk debattør. Hun er en utrættelig forsvarer af islam som en fredens religion. Således har hun f.eks. et læserbrev i Kristeligt Dagblad 12. juni i år. Om de tilsyneladende krigeriske vers i Koranen skriver hun at der:

ikke er tale om carte blanche til at dræbe alle ikke-muslimer, men om tilladelse til at forsvare sig mod angreb fra hedninge, der har brudt en indgået fredspagt ved at angribe muslimerne med våben i hånd. Læser man versene i deres rette sammenhæng, viser det sig, at der i alle passager er tale om et forsvar imod angreb udefra.

Og videre skriver hun:

Det handler kort sagt om noget så banalt som at læse Koranen på dens egne præmisser – og betragte den som et personligt budskab, som den enkelte efter bedste evne skal overføre til sit eget liv på en fornuftig og meningsfuld måde.

I kan læse en mere detaljeret redegørelse af Aminah Tønnesen her.

Et andet emne, som optager hende er dyrevelfærd, og hun fortæller her om, hvordan Koranen opfordrer os til at behandle dyrene med respekt og omsorg som Guds skabninger. Når man tænker på de uhyggelige beretninger om grusom dyremishandling i indvandrerghettoen Vollsmose i Odense, så burde Aminah Tønnesens skrift om dyrevelfærd husstandsomdeles i denne bydel. Og dog er det måske alligevel ikke nogen gennemførlig idé? For nogen tid siden kom det frem, at postbuddene i Vollsmose bliver udsat for trusler og chikane, læs her.

Og hvor vil jeg så hen med de eksempler? Jeg vil fremhæve, at det bestemt er muligt, at islam bør betragtes som en fredens religion, der tilskynder alle muslimer til at være gode og loyale borgere i deres land, og til at leve i fred med folk af alle religioner. Det ser blot ud til, at ikke alle muslimer, og navnlig ikke de unge mænd i ghettoerne, ser sådan på sagen. Og så kan det egentlig være ret ligegyldigt, hvad der står i Koranen, og hvordan de og de vers bør fortolkes. Det kan kun have interesse for særligt religionsinteresserede.

Så godt som hver gang vi ser et nyt problem dukke op, så viser det sig at have forbindelse til indvandring fra lande, hvor islam er flertalsreligionen. Sidste år hørte jeg for første gang om, hvordan studenterne i visse bydele i København bliver mødt med kasteskyts, når de fejrer deres eksamen med på skift at besøge deres forældre. Problemet viste sig dog at have eksisteret i nogle år, men var absolut ukendt i min ungdom. Og Gud og hvermand ved jo godt, at det ikke er unge mænd fra Vietnam, Thailand eller Argentina, som begår uhyrlighederne

Listen over problemer er desværre lang. Jeg nævner i flæng, men I kan selv føje flere til:

^Butiksran

^{Chikane af ambulancefolk}

Forfølgelse af kristne flygtninge, som jeg har skrevet om i et indlæg på min blog.

Har det så noget med islam at gøre? Jeg ved det ikke, jeg er ikke religionssociolog. I grunden finder jeg også spørgsmålet ret uinteressant. Sandsynligvis er der ikke tale om, at de unge mænd og drenge i ghettoerne efter nøje granskning af Koranen kommer frem til, at det vil være en god islamisk gerning at kaste sten efter ambulancefolk.

Så naturligvis, kan man da godt hævde, at problemerne ”ikke har noget med islam at gøre”, som den liberale debattør Rasmus Brygger skriver om her. Men hvad skal vi bruge den indsigt til? Helt åbenlyst skyldes de problemer, der truer med at gøre Danmark til et brutalt og utrygt samfund, entydigt indvandring fra muslimske lande. Se blot til Sverige, hvor problemerne er mangefold større, og hvor lovløsheden breder sig til flere og flere bydele i de store byer. Og hvor det intet har nyttet at vogte nidkært over den ”gode tone i debatten”.

Derfor er det også et helt legitimt forsvar af vores land, når vi fører en restriktiv indvandringspolitik. Næste skridt bliver et opgør med de internationale konventioner, som jeg har skrevet om i dette indlæg. Det er kort sagt aldeles vanvittigt, at konventioner skrevet i en anden tid påbyder os at smadre vores land.

Og nej, det drejer sig aldeles ikke om ”hetz mod islam” og om at ”skabe fjendebilleder” og ”lægge muslimer for had”. Og nej, det er naturligvis ikke alle muslimer, som er voldsmænd og terrorister. Vi kender sikkert allesammen en flink muslimsk frisør eller grønthandler. De fredelige muslimer skal blot blive ved med at leve i fred med det danske samfund. Og Aminah Tønnesen skal vedvarende udbrede sit gode budskab om islam som fredens religion. Gid hendes indsats må bære frugt.

Men så skal vi også samtidig se på virkeligheden, som den faktisk er, og ikke som vi ville ønske den så ud. Og handle ud fra det, som vi erfarer.

Virkeligheden er ulykkeligvis, at indvandring fra muslimske lande har skabt og til stadighed skaber problemer.

Endnu engang er blasfemiparagraffen til debat. Senest har Enhedslisten stillet beslutningsforslag i Folketinget om at afskaffe paragraffen. Det samme ønsker kirkeministeren, se her.

Jeg tilslutter mig helhjertet dem, som ønsker paragraffen hen, hvor peberet gror. Og det af den simple grund, at ytringsfriheden må omfatte enhver form for satire og kritik, også når det gælder religion. Det er ikke noget særligt originalt synspunkt, det vedgår jeg gerne.

Imidlertid vil jeg i dette indlæg anlægge en noget anden synsvinkel på spørgsmålet om blasfemiparagraffen. Et af argumenterne for at bevare paragraffen er, at der skal være en grænse for hvilke grovheder man må begå over for det, som for andre mennesker er helligt og dyrebart. Den slags indlæg kan man ved passende søgning på google finde masser af, f.eks. af chefredaktøren for Kristeligt Dagblad Erik Bjerager. Paragraffen forsvares også gerne af biskopperne. Ofte med ordene ”vi skal vise respekt for hinandens religiøse overbevisninger, også andre religioner end vores egen”.

Det lyder sympatisk, men sådan er virkeligheden jo ikke. Jeg synes, at jeg kan huske indlæg på religion.dk, hvor der har lydt ret så knubbede ord om de mere særprægede udgaver af kristendommen som f.eks. Jehovas Vidner og mormonerne. Selv må jeg da også medgive, at jeg ikke nærer en afgrundsdyb respekt for astrologi og numerologi, som vel også er en slags religioner.

Betragt engang paragraffens ordlyd:

Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Men det er jo den rene løgn. Den som forhåner andre menneskers religiøse følelser kan gøre det risikofrit. Tænk på Trilles sang om ”Øjet”, hvor det bl.a. lyder:

Vorherre fik aldrig selv ild på sin cigar, for han ordnede jo Maria pr. vikar.

Sangen blev i sin tid frifundet, og så er det man må spørge sig selv: Hvad er så blasfemisk? Her er der jo tilmed tale om en ytring, som direkte rammer en troslærdom, nemlig læren om jomfrufødslen, som er nævnt i vores trosbekendelse. Her bekender vi om Jesus, at han er undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria, hvad enten vi så forstår det bogstaveligt eller symbolsk. Så Jesper Jensens tekst er altså ikke blot en almindelig vulgaritet vendt mod religion. Den er meget giftigere end som så. Så vidt jeg ved, kan man stadig finde sangen på Danmarks Radios hjemmeside. I forbifarten kan jeg for øvrigt nævne, at også koranen hævder, at Jesus blev født af en jomfru, så sangen om ”Øjet” er også en krænkelse af muslimer.

Her i påsken begik Danmarks Radio et nyt stykke blasfemi, nemlig med en lille tegnefilm om Jesus på korset. Her er der så tale om blasfemi for fuld udblæsning, hvor både ”Øjet” og samtlige tolv tegninger godt kan gå hjem og lægge sig. Igen rammer Danmarks Radios satire en kristen troslærdom, for vi siger jo også om Jesus i vores trosbekendelse, at han er korsfæstet, død og begravet, og på tredje dag opstanden fra de døde. Som med sangen om ”Øjet” er tegnefilmen dermed ikke blot en tarvelig plathed om kristendommen. Den udgør en langt værre forhånelse end det. Men hvem tror på, at Danmarks Radio bliver slæbt i retten og dømt? Gud og hvermand ved jo godt, at det aldrig kommer til at ske. Og det er så endegyldigt cementeret, at man risikofrit kan begå de værste svinerier, i hvert fald, når det er kristendommen, som bliver ramt.

Krænker filmen mig personligt? Nej, såmænd ikke. Det som ærgrer mig er blot, at man vælger at gøre grin med kristendommen, for det er jo risikofrit. Man risikerer intet andet end at gøre en masse mennesker kede af det. ”Kunstneren” er simpelt hen intet andet end et ynkeligt skvat, men det skal naturligvis ikke være strafbart.

Nu er det imidlertid ikke mine private følelser, som det kommer an på. Paragraffen siger klart ”Den, der offentlig driver spot med…”. Den taler ikke om graden af den forargelse, som den blasfemiske ytring giver anledning til.

Og så er min pointe, at enten skal paragraffen væk, eller også skal vi tage den alvorligt, så vi rent faktisk straffer grove forhånelser af religion.

Jeg vil vove den påstand, at paragraffen bliver brudt adskillige gange om dagen. I kan f.eks. læse Kathrine Lilleørs og Sørine Gotfredsens blogindlæg. Det fejler sjældent, at de bliver udsat for grove udfald vendt mod kristendommen. Visse debattråde kan på det nærmeste svømme over af indlæg, som hævder at troende mennesker jævnt hen er syge i hovedet, og at al religion burde forbydes.

Den som kører over for rødt eller kører uden lys risikerer faktisk en bøde. Tilmed gælder det, at politiet fra tid til anden foretager razziaer for at straffe overtrædelser af færdselsloven, og ikke kun venter på anmeldelser. Og sådan skal det også være, for ellers skulle vi jo gøre det frivilligt at køre med lys og vedtage, at rødt lys kun er vejledende.

Tilsvarende med blasfemiparagraffen. Politiet burde prioritere, at en medarbejder overvågede debat om religion på internettet og læste satiriske blade. Og så jævnligt rejste sager mod de groveste forhånelser.

Det kommer ikke til at ske, og dermed er paragraffen om blasfemi til grin. Så afskaf den nu, jo før jo bedre. Andre lande lever fint uden en tilsvarende paragraf, så det kan vi også i Danmark.

Hvis man er så gammel, som jeg er, så kan man huske 80'ernes debat om økonomisk demokrati og overskudsdeling.

På et tidspunkt tegnede der sig faktisk et flertal i Folketinget for den skrækkelige tanke, at danske virksomheder skulle aflevere en del af deres overskud til en fond, som så vist nok skulle administreres af spidserne i dansk fagbevægelse med formanden for LO i toppen.

Det potentielle flertal blev sikret af Det Radikale Venstre, hvor Bernhard Baunsgaard skar igennem og fastslog: ”Vi skal have obligatorisk overskudsdeling, der er ingen vej udenom”.

Bemærk det snedige kneb, som jeg har sat i kursiv. Ganske vist er det ikke forbudt for Gud og hvermand at have en mening om overskudsdeling, men det betyder ikke noget, for det er Bernhard Baunsgaards mening, som er meningen over alle meninger. Hans mening er selve meningen, og som sådan hævet over almindelig plump polemik.

Dette kneb med at tyrannisere debatten finder vi også i den aktuelle debat om flygtninge og indvandrere i Europa. Denne indvandring kan hastigt omforme vores århundreder gamle lande. Hvad der naturligvis har voldt og volder store bekymringer i befolkningerne. Og med rette. Se blot til Sverige, hvor adskillige boligkvarterer er omdannet til små islamiske stater.

Det kan man naturligvis ikke tage sig af i toppen af europæisk politik. Læs her i Den Korte Avis om, hvordan EU-kommissær Federica Mogherini - med samme kneb som hos salig Bernhard Baunsgaard – forsøger at give sin mening en særlig autoritet:

Europæerne bør forstå, at vi af hensyn til vor økonomi og velfærd har behov for indvandring. Med den nuværende demografiske udvikling bliver vi nødt til at være bæredygtige. (min kursivering)

Og damen fortsætter sine belæringer med at slå fast:

Lad mig her fra starten af gøre det helt klart: Europa lukker ikke og vil ikke lukke sine grænser.

Javel, det drejer sig blot om, at vi skal lære at forstå, det som vi under alle omstændigheder er nødt til. Pavinden har talt!

Lad os aldrig nogensinde acceptere disse betingelser for en debat. Lad os aldrig nogensinde acceptere, at vi er forpligtede til at smadre vores lande med henvisning til nogle principper om åbne grænser og med henvisning til de såkaldte internationale konventioner.

Nej, vi har et valg. Vi kan vælge at vende om og genindføre ansvarlighed og rimelighed i udlændingepolitikken. Vi er aldeles ikke nødt til noget som helst.

Man må for øvrigt undre sig over, hvad det er for en virkelighed EU-kommissæren lever i. Hun må jo aldeles vende det blinde øje til de massive problemer, der er i de europæiske lande:

Hvor det f.eks. på det nærmeste er livsfarligt for et menneske med lys hud at færdes i visse forstæder til Paris.

Hvor jøder ikke kan færdes i sikkerhed, men må omdanne deres synagoger og institutioner til fæstninger.

Hvor der er eksempler på kristenforfølgelser begået af muslimske asylansøgere. Er det virkelig mennesker med sådan en indstilling, som Federica Mogherini i dybeste alvor mener skal redde Europas fremtid?

En tilsvarende faktaresistens finder vi hos det svenske medlem af Europa-Parlamentet Cecilia Wikström gengivet i Weekendavisen 10-16. marts 2017:

Modstanden mod at tage imod asylansøgere i et land som Ungarn er mig en gåde. Landet har en historie tilbage til 1956, da Sovjetunionen invaderede, hvor befolkningen flygtede i titusindvis og blev godt modtaget i Vesteuropa. Det samme kan man sige om Tjekkiet … Har disse lande glemt deres egen historie? Har de glemt, at vi alle er mennesker? .. Premierministrene i disse lande må vågne op.

Man kunne ønske, at Cecilia Wikström selv ville vågne op, men det er nok for meget at håbe på. Hendes henvisning til de ungarske flygtninge fra 1956 vidner jo om en himmelråbende historieløshed. Alle beretninger fra dengang fortæller, at ungarerne hurtigt integrerede sig og blev flittige og loyale borgere i deres nye lande, også i Danmark.

Vi skulle gerne og med glæde tage imod mange flygtninge fra alverdens fjerne lande:

Hvis opgaven alene bestod i at skaffe indkvartering til et antal mennesker.

Hvis vi som en selvfølgelighed kunne regne med, at hver eneste asylansøger virkelig var personligt forfulgt, og ikke snarere drevet af ønsket om at opnå bedre materielle vilkår end i hjemlandet.

Hvis vi med lige så stor selvfølgelighed kunne se bort fra ”flygtningebørn”, som lyver om deres alder.

Hvis kriminalitet blandt asylansøgere – hvad enten det drejer sig om smårapserier eller alvorlige forbrydelser som voldtægt – var helt og aldeles utænkeligt.

Hvis chikane af andre asylansøgere med en anden religion ligeledes var utænkeligt, for den som er på flugt fra forfølgelse deltager naturligvis ikke selv i at forfølge andre.

Hvis alle, når de fik asyl, hurtigt og efter lidt begynderproblemer, ville finde deres plads i et lokalsamfund og finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Er disse betingelser opfyldt i dagens Europa med flygtninge fra afrikanske og mellemøstlige lande? Det skal man vist hedde Federica Mogherini eller Cecilia Wikström for at påstå.

Så meget desto større grund har vi til med foragt at afvise deres klamme og moraliserende belæringer. Deres uvidenhed skriger ganske enkelt til himmelen, og vi er ikke så meget som et eneste sekund forpligtet til at tage dem alvorligt.