Man plejer at sige, at så snart man tør nævne den onde trolds navn, så bryder man hans magi og bringer hans ondskab til ophør.

Nu regner vi almindeligvis ikke med rigtige trolde; de hører hjemme i eventyrenes verden. Alligevel har talemåden også en relevans for den virkelige verden, for hvordan løse et problem, hvis vi kun tør skøjte på overfladen, og ikke har modet eller evnen til at gå til ondets rod?

Talemåden om trolden er jeg kommet i tanke om, da jeg forleden læste en ledende artikel i Berlingske, om det store problem med unge mænd fra Marokko, Libyen og Algeriet, som har søgt asyl i forskellige europæiske lande, også i Danmark. Asyl kan de ikke opnå, men hjemsendes kan de på den anden side heller ikke ret godt. I bedste fald kun med stort besvær og store omkostninger.

Det falder den gode lederskribent stærkt for brystet. Artiklen har den manende overskrift:

Hvorfor tager ingen ansvaret for at sende dem hjem?

Skribenten peger med rette på at:

”De omrejsende unge fra blandt andet Marokko, Libyen og Algeriet er ikke i nærheden af at kunne få asyl i Europa, de lever ofte et barskt og voldeligt liv på gaden, og ingen myndighed evner åbenbart at få fat om dem, før de har modtaget deres afslag på asyl, eller er rejst videre til næste land. Derfor sætter de unge nordafrikanere i dag deres utrygge præg på ikke bare København, men en stribe europæiske storbyer.”

Og videre:

”Når grupper af unge uden opholdstilladelse på den måde får lov til at sprede utryghed og frygt med deres kriminalitet i de københavnske gader og andre steder, er det dybt skadeligt for alle andre. Den mangel på konsekvens og forsøg på at skubbe ansvaret fra sig, der tilsyneladende præger mange europæiske lande, er med til at gøre det langt sværere at vinde accept for et asylsystem, der er indrettet på at hjælpe og yde beskyttelse til flygtninge fra krig og forfølgelse.”

Endelig konkluderes at:

”Derfor bliver man nødt til konsekvent at prioritere hjemsendelsen af afviste asylansøgere meget højt i hele EU. Det handler ikke kun om at undgå kriminalitet og etableringen af en underverden uden for al kontrol. Det er vigtigt nok. Men hvis man bare lader stå til over for disse grupper, bliver det endnu sværere at bevare legitimiteten og opbakningen til, at der er systemer, som rent faktisk fungerer ”

Det er alt sammen helt rigtigt. Lederskribenten er skam hård i filten, når han således forlanger ansvar og konsekvens om et ganske alvorligt problem, som I også kan læse mere om her.

Men én ting mangler. Troldens navn bliver ikke nævnt, men så skal jeg gerne være den, som gør det:

De internationale konventioner.

Disse konventioner, som blev til i en ganske anden tid end den vi har i dagens Europa, påbyder Danmark at sagsbehandle enhver, som sætter sin fod på dansk grund og påberåber sig asyl med henvisning til, at han er personligt forfulgt. Selvom han skulle få afslag, så kan han alligevel opnå ophold i Danmark i kraft af det såkaldte tålte ophold, hvis hans hjemland ikke vil tage imod ham, eller hvis de internationale konventioner forbyder hjemsendelse. Dermed opnår han muligheden for ophold i Danmark, hvor han ved kriminalitet, sort arbejde eller støtte fra landsmænd med fast ophold i Danmark alligevel kan opretholde en tilværelse, der er bedre end i det nordafrikanske eller mellemøstlige land, som han kommer fra.

Efterhånden kan det så endog være fristende at ville give disse afviste asylansøgere en mere normal tilværelse, for ville det ikke være langt bedre både for dem selv og Danmark? Synspunktet forfægtes af f.eks. Kristendemokraternes Stig Grenov, se her. Stig Grenov, som bestemt er et sympatisk og godt menneske, hævder at:

”Jeg kan ikke se, at vi har noget som helst problem i, at mennesker lever et almindeligt liv .... de skal bare have lov til at indgå i et normalt samfund. Det tjener både dem og Danmark bedst.”

Dilemmaet er jo så blot det indlysende, at Danmark bliver et mere attraktivt samfund at søge asyl i, og vi vil få endnu flere asylansøgere, hvis sag vi er forpligtet til at behandle i henhold til de internationale konventioner. Og enten får de asyl eller også får de noget, som er halvvejs lige så godt.

Tilmed taler vi om mennesker fra lande, hvor integrationen bare ikke går særligt godt for nu at sige det mildt – hverken i Danmark eller andre europæiske lande.

For en god ordens skyld skal jeg gerne sige, at jeg bestemt ikke tror disse unge mænd fra nordafrikanske lande lever en misundelsesværdig tilværelse. Så lad os for Guds skyld ikke bruge det ækle ord bekvemmelighedsflygtninge, som vandt indpas i 80érne. Det ændrer bare ikke på den kendsgerning, at mange er på flugt fra dårlige økonomiske vilkår snarere end fra personlig forfølgelse. Og det er nu engang ikke en løsning på problemerne i dybt dysfunktionelle samfund at give ophold til alle mænd i den arbejdsduelige alder, som kan fægte sig vej til Danmark – måske efter at have betalt en menneskesmugler.

Vi kommer dermed til at hjælpe i flæng, og vi sætter sammenhængskraften over styr i vores tillidsbaserede land. Se til Sverige, som så langt øjet rækker vil være et meget utrygt og brutalt samfund.

Skal vi imidlertid undgå det, så kræver det, at vi – i modsætning til Berlingskes lederskribent – tør udtale troldens navn højt. Vi skal gøre op med de internationale konventioner, når de påbyder os at ødelægge vores land. Hård retorik er i sig selv uinteressant, for når dagen er omme, så gælder det alligevel – hvis vi fastholder disse elendige konventioner - at vi ikke kan udvise den somalier, som voldtager en pige på ti år. Og så kan det jo være det samme, om man hedder Inger Støjberg eller Zenia Stampe.

Vi må derfor af al kraft arbejde på at slå hul i den mur af fundamentalistisk tilslutning til konventionerne, som især præger et parti som Venstre. Små sprækker er der heldigvis allerede. Af og til kan man høre forsigtige pip fra repræsentanter fra f.eks. Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Tilmed hos SF er man vist ved at blive klar over, at det med indvandringen måske ikke kun er et paradis af kulturberigelse.

Men det er ikke nok, højst en begyndelse. Muren skal væltes helt. Så nævn troldens navn igen og igen og vis det mod, som man så ganske savner hos en lederskribent fra Berlingske.

Det har i mange år været almindeligt i England og USA at undgå hilsnen ”Merry Christmas”. I stedet siger man ”Season's greetings”, ”Best regards of the season” eller også til tider ”Happy Holiday”.

Som så meget andet kommer den slags galskab også før eller siden til Danmark. Her kan man f.eks. læse om, hvordan man i en virksomhed som IKEA har afskaffet enhver markering af julen og i stedet indført noget så festligt som en septemberfest!

Det burde være løgn. Når man undgår ordet jul, fordi man ikke ønsker at vække anstød hos den, som har en religion forskellig fra kristendommen, så er man efter min mening ude i den yderste perfektion, når det gælder dyrkelsen af den politiske korrekthed som afgud.

Tillige er der tale om en pleje af offerrollen. Man dyrker retten til at være krænket – ikke kun på egne vegne, men også, og måske endda først og fremmest, på andres vegne. Informationschefen fra IKEA siger meget afslørende:

”I stedet for at holde en julefest holder vi en septemberfest i forbindelse med virksomhedsårets begyndelse. Her får medarbejderne også en årsgave i stedet for en julegave. Vi ville ikke lave noget, der skulle være afhængigt af religion. Det hænger sammen med virksomhedens mangfoldighedspolitik. Det er ikke, fordi der var en særlig efterspørgsel fra medarbejderne. Men vi har været en af frontløberne på det område, at der skal være plads til os alle sammen både i forhold til religion og alt muligt andet. ” (min kursivering)

Nej, ingen efterspurgte julens afskaffelse, men lad os alligevel gøre det for en sikkerheds skyld, for det tilfælde at en eller anden medarbejder bliver dybt krænket og rystet i sin grundvold ved synet af et julehjerte eller af at høre ordene ”Glædelig Jul”.

Lad os håbe, at disse tosserier trods alt forbliver et begrænset fænomen i Danmark. For hvad er det i grunden, som er på spil? Jeg er ikke i tvivl. Det drejer sig om et spil, hvor kristendommen langsomt, men systematisk skal trænges i baggrunden til fordel for multikultur og såkaldt ”mangfoldighed”. Og et spil hvor cheferne fra f.eks. IKEA deltager i rollen som nyttige idioter.

Men betyder det virkelig så meget, om vi ønsker ”Glædelig Jul” eller noget andet her i december? Isoleret set kunne det naturligvis være ret harmløst, men djævelen har det med at gemme sig i detaljen, og hvad sker der, hvis vi umærkeligt efterhånden vænner os til at nedtone julen og kristendommen? Se til Sverige, hvor jeg kan give to eksempler:

Flere skoler afskaffer det traditionsrige Luciaoptog, se her. Det blev så det næste. (Ikke at vi slet ikke kan være med i Danmark, se her).

Men det bliver endda meget værre end det. Her kan man læse om, hvordan den svenske biskop Eva Brunne i dybeste alvor foreslår, at korset på en sømandskirke skal fjernes af hensyn til anderledes troende. Hvor langt kan man komme ud i kristent selvhad? Åbenbart meget langt, når man efterhånden accepterer et klima, hvor kristendommen værsgo har at gå stille med dørene og stikke piben ind.

Og forslagsstilleren er jo så vel at mærke ikke en eller anden tilfældig debattør, men biskop i den svenske kirke. Men ved nærmere eftertanke kan det måske dog ikke give anledning til den store undren. Siden svenskerne nu åbenbart har besluttet at smadre deres dejlige land med en vanvittig udlændingepolitik, så følger det helt naturligt, at også kirken vælger at begå åndeligt harakiri.

Der er altså god grund til at være på vagt. Lad os f.eks. holde øje med forholdene på vores egen arbejdsplads. Laver ledelsen julefrokosten om til en vinterfest? Sker det, så protester, og hjælper det ikke, så bliv hjemme fra festen. Og får vi julekort fra kolleger fra udlandet med ”Season's greetings” så besvar dem med ”Merry Christmas”.

Netop erfaringerne fra Sverige viser, at eftergivenhed på dette område ikke er gratis. Hvad bliver det næste? For det næste kommer så sikkert som amen i kirken, skønt dette amen måske efterhånden ikke er så sikkert endda.

Jeg går ofte tur på Østerbro. Hvert år i december kan jeg med forstemthed i sindet se hilsnen på den amerikanske ambassade til det danske folk ”Happy Holiday”. Hvis nu ambassadøren for De Forenede Stater tilfældigvis skulle læse med, så har jeg denne besked til ham:

Deres Excellence,

Hvis De og Deres regering ikke kan få Dem selv til at ønske mig en glædelig jul, så vil jeg så afgjort foretrække, at De ikke ønsker mig noget overhovedet. Fri mig for Deres sjofle og kastrerede julehilsen.

Med højagtelse

Karsten Larsen

Partiet Nye Borgerlige, som jeg har valgt at tilslutte mig, har som et væsentligt programpunkt, at al asylbehandling skal bringes til ophør i Danmark, så vi alene hjælper i nærområderne med mad, rent vand, medicin, telte, tæpper og andre basale fornødenheder. Denne hjælp må gerne blive forøget massivt, ligesom vi også kan tage imod et vist antal kvoteflygtninge.

Der er en række gode grunde til dette opgør med den danske asylpolitik; den væsentligste er, at som det er i øjeblikket, så viser vi solidaritet med ham, som kan betale en menneskesmugler, mens vi lader resten i stikken. Det er hverken humant eller for den sags skyld kristent. Det er ren vilkårlighed forårsaget af vores bevidstløse tilslutning til de såkaldte internationale konventioner. De blev til i en anden tid, og er ikke gearet til at løse nutidens problemer i Europa med indvandring fra først og fremmest mellemøstlige og nordafrikanske lande.

Nu befinder der sig aktuelt et antal asylansøgere i Danmark. De skal naturligvis have en ordentlig og fair behandling. Så viser der sig imidlertid et aldeles uhyrligt problem. Et problem som er dukket op i de seneste år:

Kristne asylansøgere bliver forfulgt på vores asylcentre af muslimske asylansøgere.

Læs

Her og her

Forfølgelsen kan bestå i f.eks. tilråb, natlige forstyrrelser, trusler og vold.

Først vægrer man sig ved at tro, at det kan være rigtigt. Er der tale om en misforståelse? Har chikanen af kristne nok fundet sted, men kun i ganske få tilfælde? Måske er det blot konflikter, som nu en gang kan opstå mennesker imellem, og hvor den ene tilfældigvis er kristen og den anden tilfældigvis muslim?

For det kan da umuligt tænkes, at den som er på flugt fra forfølgelse, straks han er i sikkerhed i et fredeligt land, giver sig til at forfølge og chikanere andre flygtninge? Nej, den tanke burde ikke kunne tænkes, men nu tegner der sig efterhånden et klart mønster. Det er nøjagtigt de samme historier, som dukker op igen og igen, både i Danmark og i andre lande.

Kristne asylansøgere bliver forfulgt og chikaneret fordi de er kristne, og forfølgerne er muslimer.

I kan selv med passende søgeord google jer frem til mange andre tilfælde - i Danmark såvel som i andre lande, f.eks. Tyskland. Og gang på gang er reaktionen den samme fra politikere, myndighedspersoner og Røde Kors folk: Der er nok højst tale om enkeltstående tilfælde. Problemet søges nedtonet mest muligt.

Læs her om hvordan en asyldirektør med himmelvendte øjne bedyrer, at man skam ikke blander sig i beboernes religion på et asylcenter.

Som om det havde noget som helst med sagen at gøre. Samtidig lader hun forstå, at problemet med forfulgte kristne på asylcentrene er et problem, som hun aldrig, aldrig nogensinde har hørt det mindste om.

Ja, sådan er der en vis klasse af mennesker med en fænomenal evne til aldrig at komme i berøring med viden, som kunne forstyrre deres politisk korrekte samvittighed. I mine øjne er det udtryk for en uhyggelig følelseskulde og kynisme.

I Kristeligt Dagblad 16. november 2016 er der endnu en omtale, som I kan læse her.

Her kan man også læse om, at Venstres integrationsordfører Marcus Knuth vælger at lade som om, at de få tilfælde, som formelt bliver indberettet til myndighederne udgør hele problemet. At nogle kunne undlade at indberette chikanen af frygt for repressalier, det kan naturligvis slet ikke tænkes... I politik kan det muligvis af og til betale sig at spille idiot, men denne gode venstremand går ærligt talt temmelig vidt.

Jeg vil gerne dvæle ved ét af de tilfælde, som bliver nævnt i artiklen, nemlig en muslimsk beboer på et asylcenter på Morsø:

”som i længere tid har ageret politibetjent …  i forhold til ’acceptabel religiøs adfærd og udseende’. Det kulminerede …  i en konfrontation med … en beboer der får revet sin halskæde af og ødelagt, da denne betragtes som ’et kristent symbol’. ”

Denne beretning kan vi jo så tænke videre over. Hvorfor skulle denne muslim ændre adfærd, når og hvis han opnår asyl i Danmark? Efter alt at dømme vil han yde sit negative bidrag til, at det kvarter hvor han får bopæl, bliver et utrygt og brutalt kvarter. Han vil være til fare for kristne, som er konverteret fra islam, og sandsynligvis også for andre kristne indvandrere tillige med muslimer med et liberalt forhold til deres religion. Og hvorfor skulle han stoppe dér? Kunne han ikke også efterhånden blive til fare for gammeldanske kristne i områder med mange indvandrere? Det er desværre ikke den rene feberfantasi og paranoia fra min side. Læs her om hvordan en præst i Tingbjerg for et par år siden måtte opgive sit embede.

Kan den dag komme, hvor vi i Danmark skal holde kristne gudstjenester under politibeskyttelse? Nu påstår jeg ikke, at vi nødvendigvis kommer dertil. Men min pointe er til gengæld, at det så ikke er det politisk korrekte broderskabs fortjeneste. For de har afvist overhovedet at forholde sig til problemet med muslimers forfølgelse af kristne.

Når det gælder forfølgelse af kristne på vores asylcentre, så gives der én og kun én rimelig konsekvens:

Kristenforfølgere meddeles afslag på deres ansøgning om asyl, og de skal forlade Danmark.

Og står der elendige internationale konventioner i vejen herfor - det gør der givetvis - så skal de selvsamme konventioner flås i stumper og stykker. Ligesom vi naturligvis intet hensyn skal tage til eventuelle protester fra Angela Merkel.

Forekommer det aldrig, at kristne asylansøgere forfølger muslimer? Jeg kender ikke til den slags tilfælde, men læg endelig jeres viden frem, hvis I skulle være bedre orienteret. Og så skal konsekvensen selvsagt være nøjagtigt den samme.

For ca. tre år siden i forbindelsen med den kommunale valgkamp skrev jeg nedenstående indlæg til Frederiksberg-Bladet. Det blev mærkeligt nok ikke optaget. Nu da jeg har min egen blog, kan jeg imidlertid gøre indlægget tilgængelig for alle.

Det spørgsmål jeg rejste dengang er nemlig stadig aktuelt, og gælder både for Frederiksberg og resten af Danmark:

• Bevar grundskylden
• Ned med skatten på arbejde
• For alle danskere

PS.

Det eneste, der har ændret sig er, at jeg ikke længere er medlem af Liberal Alliance. LA fik i øvrigt 5 pct. af stemmerne ved kommunalvalget på Frederiksberg – den tilslutning man under alle omstændigheder lå til, som meningsmålingerne så ud dengang. Tilsyneladende var der ikke nogen grundskyldeffekt for LA.

Bevar grundskylden på Frederiksberg

Som medlem af Liberal Alliance på Frederiksberg er det med beklagelse, at jeg ser mit parti gennemføre en særdeles uklog kampagne mod den kommunale grundskyld.

Der er flere årsager til, at vi i videst muligt omfang bør vælge at beskatte jordværdierne fremfor indkomster skabt ved arbejde:

Grundskyldspromillen har i umindelige tider ligget på omtrent samme niveau. Alle boligejere i byen har dermed overtaget deres hus eller lejlighed på det kendte vilkår, at der til hver en tid skal svares lidt under 30 promille af grundens værdi - også hvis vurderingen stiger. Et vilkår, som naturligvis er indarbejdet i handelspriserne. Det er endog et kendt vilkår, at kommunalbestyrelsen kunne vælge at hæve promillen til 34. Ingen kan dermed hævde at være blevet snydt, som hvis grundskylden havde været en helt ny skat, som man straks havde sat på et højt niveau.

Jordens værdi afspejler, at Frederiksberg er et godt sted at bo og arbejde. Vi har sammen gjort Frederiksberg til det måske bedste sted i hovedstaden. Det er ikke den enkelte grundejers fortjeneste. Det er derfor retfærdigt, at vi som boligejere giver noget tilbage til fællesskabet alt efter hvor meget og hvor god plads vi besidder. Grundskylden er tillige markedsbestemt; den afspejler hvor meget vi er villige til at betale for en plet i vores by, og er dermed den skat vi som liberale bør prise fremfor alle andre skatter.

Dermed følger så selvfølgelig også, at de gode boliger med særlig gunstig beliggenhed går til dem, som kan og vil betale mest. Velhavende folk bruger gerne en del af deres indkomst på at bo godt. Grundskylden er derfor også en god skat fordelingsmæssigt. Men selvfølgelig kan der godt være en mangemillionær, som bor i en lille lejlighed i svømmehalskvarteret. Han slipper så nådigt i grundskyld, og det er som det skal være, for han besidder jo kun ganske lidt plads med en relativ ydmyg beliggenhed. Til gengæld skal han jo så betale meget i indkomstskat.

Netop indkomstskatten bør vi imidlertid holde nede, for det er en skadelig skat, som straffer den ekstra indsats. Et råderum vi udnytter til at sænke grundskylden er et råderum vi ikke udnytter til at sænke indkomstskatten. Man kunne jo omvendt spørge: Hvilke positive dynamiske effekter ville det give dersom vi valgte helt at afskaffe grundskylden og hæve indkomstskatten? Det ville der absolut ingen positive effekter være forbundet med, tværtimod. Det er der almindelighed enighed om hos den økonomiske sagkundskab, og netop beskatning af jordens værdi har økonomerne fra gammel tid anset som den bedst tænkelige skat, fordi den ikke tynger arbejde og initiativ.

Jeg ser naturligvis gerne, at LA får indflydelse på Frederiksberg i de kommende fire år, men indflydelsen bør udnyttes til at sænke indkomstskatten mest muligt, så vi kan give København baghjul, og så gode skatteydere netop vælger Frederiksberg som deres by.

Partiet Nye Borgerlige er under stærk beskydning for at være fremmedfjendsk, og tilhængerne er ekstreme og rabiate.

Hvis man orker, så kan man læse en lang beskyldning her.

Så er det jeg undrer mig. Jeg har nu efter min tilslutning til partiet udelukkende truffet flinke og begavede mennesker, som argumenterer godt. Jeg har ikke set det ringeste tegn på ”ekstremisme”, ej heller har jeg hørt eller læst grove og generaliserende udfald mod udlændinge og muslimer, men naturligvis nok åbenhjertige tilkendegivelser, når det f.eks. drejer sig om asylansøgere, der begår alvorlig kriminalitet.

Hvad er det så egentlig, der binder os sammen i den nye politiske bevægelse? For mig at se én eneste ting. Vi vil ikke tillade, at de såkaldte internationale konventioner skal ødelægge vores land. Det multikulturelle eksperiment er foretaget, nemlig i Sverige, og det blev ingen succes. Drømmen om at alverdens folkeslag kan leve side om side i et berigende fællesskab, er blevet et mareridt. Erfaringen tilsiger dermed, at vi ikke skal følge anvisningerne fra Zenia Stampe og Uffe Elbæk.

I Danmark er vi endnu et stykke fra svenske tilstande, men vi har bestemt også vores problemer, hvad jeg tidligere på året skrev om i dette indlæg på min blog. Men måske kan vi endnu opnå at indkapsle problemerne så meget, at de trods alt bliver håndterbare.

Det har jeg svært ved at se kan være en ekstrem og rabiat position at indtage.

Hader vi muslimer? Overhovedet ikke, ligeså lidt som vi hader buddhister, Jehovas Vidner eller agnostikere. Muslimer, som vil leve i fred med det danske samfund, har intet at frygte fra os.

Vil vi slet ikke hjælpe flygtninge? Bestemt jo, men blot ikke med den nuværende model, hvor vi groft sagt giver ophold til den, som kan betale en menneskesmugler, men lader resten i stikken, for det siger konventionerne, at vi skal. I stedet vil vi hjælpe i nærområderne, hvor langt flere kan hjælpes for de samme penge. Det er ikke ondt og menneskefjendsk.

Vi vi lukke af for verden omkring os? Nej, og Danmark har for øvrigt altid været åben over for påvirkninger udefra – også uden EU - og det bliver vi ved med.

Hvem er de ekstreme?

For mig at se så er det ekstremt, når vores statsminister slår ud med armene som en anden Angela Merkel, og frejdigt erklærer, at vi klarer den. Læs her.

Det er ekstremt og rabiat, når vi af hensyn til konventionerne end ikke kan udvise udlændinge for selv alvorlige forbrydelser, se her om hvordan justitsminister Søren Pind fastholder disse elendige konventioner. Et artigt eksempel på hvad den betingelsesløse accept af konventionerne medfører, kan I læse om her.

Det er ligeledes ekstremt og rabiat, når alle de toneangivende i vores land efterhånden anser det som det nye normal, at vores jødiske medborgere ikke kan færdes sikkert på gaden, og at jødiske skoler og andre institutioner skal omdannes til fæstninger.

Og endelig er det ekstremt og rabiat, når kristne flygtninge må frygte for deres sikkerhed på asylcentrene, og kun får den kolde skulder fra myndighederne, politikere, Røde Kors folk og endog præster i Folkekirken.

Set i det lys er den reaktion, der nu tegner sig med det nye parti hverken ekstrem eller rabiat og vel egentlig heller ikke ”højreorienteret”, hvad det sidste så end vil sige. Reaktionen er tværtimod særdeles rimelig, fornuftig og jordnær.

Nej, det virkeligt ekstreme er den fundamentalistiske tilslutning til konventionerne - koste hvad det koste vil. Om så hele Danmark skal blive Rosengården!