En højtstående politisk embedsmand i FN Peter Sutherland, nærmere bestemt ”UN’s Special Representative of the Secretary-General for International Migration” har talt stærkt for, at de europæiske lande skal åbne grænserne for såvel flygtninge, som indvandrere, der søger til Europa af økonomiske grunde.

Læs her:

Han kalder de økonomiske indvandrere stærke overlevere, som kan sikre Europas fremtid.

Hvad er det for en verden, som denne Mr. Sutherland lever i? Hvad gør, at der er mennesker som i den grad kan lukke deres øjne for virkeligheden?

Sandsynligvis har manden aldrig set andre indvandrere end søde aupar-piger fra Filippinerne. Et ophold på et par måneder i Rosengården i Malmø kunne muligvis blive en brat opvågnen til den virkelige verden, men det kommer nok ikke på tale. Som alle de andre anstændige har han givetvis valgt en bopæl med bekvem afstand til problemerne, hvorfra han kan sidde og moralisere over alle os andre uanstændige.

Har Mr. Sutherland nogensinde hørt om:

• ghettoerne i f.eks. Sverige, hvor politiet ikke tør komme, ej heller almindelige gammelsvenskere?

• jødernes problemer i forskellige europæiske lande, også i Danmark?

• at kristne flygtninge må frygte for deres sikkerhed på asylcentrene?

• dårlig integration i al almindelighed blandt indvandrere fra muslimske lande, f.eks. med ringe tilknytning til arbejdsmarkedet og kriminalitet?

Nej, alle disse ting er ham fjernt, for i lighed med de andre anstændige vælger han en redigeret udgave af sandheden, når den virkelige sandhed bliver politisk ukorrekt.

For nogen tiden siden fik vi en lignende opsang af paven, som jeg omtalte i dette indlæg.

Over for klamme belæringerne af den art, er det vigtigt at være stålsat.

Hvad enten det nu er den rigtige pave eller en af de andre paver, som pålægger os at ødelægge vores lande med en uansvarlig udlændingepolitik, så skal svaret være et rungende nej. Og også et nej til så meget som et eneste sekund at tage dem alvorligt.

Jeg ser dig næsten dagligt. Du har hovedet begravet i din smartphone, mens dit barn higer efter opmærksomhed. Higer efter at delagtiggøre dig i sine oplevelser og iagttagelser.

Men du ænser knapt nok barnet. Du er kun eller i hvert fald mest optaget af en ”livsvigtig” besked om, at din veninde har fået en ny taske eller, at der bliver pudset vinduer onsdag i næste uge på kontoret. Måske er det endnu et like på Facebook det gælder – vigtigere end et like fra dit barn.

Du handler hjerteløst mod dit eget kød og blod. Og så ser du tillige snot hamrende åndssvag ud. Men det sidste er selvfølgelig det mindste problem.

Hver gang et hold ansøgere om dansk statsborgerskab har været oppe i den afgørende prøve med de berømte 40 spørgsmål, så opstår der en heftig debat om disse spørgsmåls relevans. Er det nødvendigt at kende antallet af kommuner i Danmark? Er det nødvendigt at vide noget om Olsen-Banden? Og så alle de forventelige bemærkninger om, at ”det vidste jeg da heller ikke”, ”så har jeg måske slet ikke ret til at bo i Danmark” etc. Avisernes debatsider og de sociale medier flyder ligefrem over med en aldeles besynderlig disciplin, nemlig at man praler af egen uvidenhed. Navnlig synes det at være meget fint at være uvidende om begivenheder, som fandt sted i en fjern fortid for mere end ca. 20 år siden! Et dumt og flovt indlæg kan f.eks. findes, her, Kristeligt Dagblad 20/6-2016.

Et par kendsgerninger kunne nok være på sin plads til belysning af sagen:

Ingen udlænding har krav på dansk statsborgerskab. Det følger af Grundloven, hvor der i § 44, stk. 1 står: ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.” Deraf følger klart, at når vi giver dansk statsborgerskab til en udlænding, så er det en gave vi skænker til den, som har fortjent den. Og hvem som har fortjent den, dét bestemmer alene Folketingets flertal. Om man så har har skrevet en doktorafhandling om Grundtvig – på dansk – så har man stadig ikke krav på dansk statsborgerskab. Det er stadig en gave man får skænket.

Naturligvis er der en praksis for hvem som Folketinget optager på listen. Forud for den forkætrede prøve er der nogle strenge men også retfærdige krav. Man skal allerede have opnået den permanente opholdstilladelse, hvilket bl.a. kræver gode kundskaber i dansk og en flerårig tilknytning til arbejdsmarkedet, samt naturligvis at man ikke har været straffet for alvorlige forbrydelser. Først da kommer man på listen over nye danske statsborgere, som Folketinget vedtager ved lov – nøjagtigt som Grundloven foreskriver.

En praksis er imidlertid netop kun en praksis, som Folketinget suverænt kan beslutte at fravige. Det er sket i hvert fald én gang før, hvor en islamist blev fjernet fra listen på foranledning af den konservative Naser Khader.

Principielt kunne man også tilføje personer, som godt nok ikke opfylder kravene ifølge praksis, men som man alligevel af andre grunde mener fortjener gaven.

Hvor er så retssikkerheden henne? Den er der skam slet ikke, og den skal ej heller være der, for når det gælder tildeling af dansk indfødsret, så findes der ingen anden ret end Folketingets ret til at bestemme, hvem som har fortjent dette store privilegium.

Hvis enkelte skulle tro det, så skal det lige slås fast, at man ikke bliver udvist af Danmark, hvis man dumper til prøven! Man kan stadig bo og arbejde i Danmark, så længe man ikke begår alvorlige forbrydelser, hvad man jo blot kan lade være med. Man har endog samme ret til sociale ydelser som danske statsborgere. Det følger nemlig af den permanente opholdstilladelse. Det er en ret som f.eks. familiesammenførte ægtefæller ikke har, og de skal for øvrigt også forlade Danmark i tilfælde af skilsmisse eller den danske ægtefælles død.

Men hvorfor nu denne prøve? Er den virkelig nødvendig? Jeg personligt finder den aldeles rimelig. Det er helt i orden, at hvis man vil Danmark så meget, at man ligefrem ønsker dansk statsborgerskab, så må man også demonstrere viden og interesse for det nye land. Hvis jeg f.eks. ønskede statsborgerskab i Israel, så ville det da være naturligt, om jeg havde et vist kendskab til Det Gamle Testamente, at jeg kendte til den historiske baggrund for oprettelsen af det moderne Israel, og at jeg havde hørt om seksdags-krigen. Nu vælger vi så at stille nogle spørgsmål, så man kommer lidt rundt om dansk historie, kultur, politik og retslige forhold. Vi belønner dermed en bred viden.

Der findes vel vigtigere ting end Olsen-Banden, det må jeg medgive. Men mon ikke, at en prøve udelukkende med tunge og ”vigtige” spørgsmål også ville blive en betydeligt sværere prøve? Og så ville vi have balladen med dobbelt styrke.

Men er prøven nu så svær? Jeg synes det ikke. Når det er sket, at jeg har taget prøven, så har jeg som regel fået 40 ud af 40 rigtige, og der findes større klæbehjerner end min. Denne gang havde jeg dog en enkelt fejl, men der er plads til otte smuttere i alt, hvis man skal bestå. Tilmed gælder det, at man ved alle spørgsmålene har tre svarmuligheder og noget skriftligt materiale, som man kan læse på, inden man går op til prøven. Så nej, prøven er ikke svær og urimelig. Den er tværtimod meget lempelig.

Endelig vil jeg fremhæve de mange gode muligheder, som man har for at forbedre sit kendskab til Danmark:

Læs nyhederne hver dag på nettet og se gerne TV-avisen så ofte som muligt. Følg med i politiske debatter. Få indsigt i hvad de forskellige partier står for.

Se danske film og serier. På Danmarks Radios hjemmeside er der et væld af nye og gamle serier, og man kan på en underholdende måde lære meget om Danmark ved f.eks. at se Matador, men såmænd også Huset på Christianshavn.

Samme hjemmeside har for øvrigt også et afsnit med vort lands historie. Hvis man ser Paul Hammerichs Gamle Danmark og Leif Davidsens Danske drømme, så er man godt rustet. De to herrer er gode fortællere, så man kommer ikke til at kede sig. I samme afsnit er der så også flere film om anden verdenskrig og tillige en udsendelse om de dramatiske år i Danmark, hvor Struense tog magten fra Christian VII, men til sidst blev henrettet. Og et væld af andre emner.

Det er naturligvis ikke noget man har pligt til, og man behøver formodentlig end ikke at gøre det for at bestå indfødsretsprøven. Men det kunne jo hjælpe, og så har det en værdi i sig selv at forbedre sin viden om det Danmark, som man nu vil så meget, at man ønsker at blive dansk statsborger.

Men hvad nu med alle de fødte danske statsborgere, som ikke kan svare rigtigt på mindst 32 spørgsmål? Denne ret til uvidenhed har man naturligvis, når man er født som dansk statsborger, men den samme ret mener jeg blot ikke, at vi skal indrømme udlændinge, som ønsker dansk statsborgerskab. De må tværtimod vise, at de vil os for alvor.

Det er muligt, at halvdelen af alle danske gymnasieelever ikke kan bestå prøven. Det vil jeg så tillade mig at tage som en indikation af, at vi med prøven har ramt en passende sværhedsgrad. Vi kunne jo indføre en tilsvarende optagelsesprøve til gymnasiet. Idéen er hermed givet videre kvit og frit.

En muslimsk pige på en erhvervsskole i Hillerød har fået forbud mod at bede i frikvarteret på skolens fællesområde. Se her.

Direktøren for skolen Inger Margrete Jensen – åbenbart har skoler nu om stunder ikke en inspektør eller en rektor, men noget så fint som en direktør - udtaler:

Vi er en uddannelsesinstitution, og ifølge vores regler gælder det, at man ikke beder, mens man er på arbejde, og det er man, når man er i uddannelse.

Der forlyder absolut intet om, at pigen på nogen måde skulle have været til gene for andre elever eller personale; direktøren udtaler blot som en manisk besværgelse:

Det handler om, at man er på skolen, og i skolen beder man ikke.

Facebook og andre medier flyder over med en heftigt debat, hvor der godt nok er forsvar for pigen, men også de sædvanlige tarvelige platheder om, at religiøse mennesker gennemgående er syge i hovedet, og at al religion – herunder også kristendommen – skal forbydes.

Hvor står jeg så? I har måske bemærket, at jeg i andre indlæg har udtrykt kritik af islam, af indvandringen, og at jeg endvidere har tilsluttet mig partiet på ”den yderste højrefløj”, nemlig Nye Borgerlige.

Så jeg burde vel notere mig med tilfredshed, at en muslim bliver udsat for en restriktion eller måske ligefrem en bashing, som det vist nok hedder på moderne dansk.

På det punkt må jeg dog skuffe – om det så er mine politiske venner eller modstandere jeg skuffer. Fundamentalisme er ikke en rar ting, men det betyder ikke, at vi aldrig skal stå fast på visse principper. Og et meget vigtigt princip er religionsfriheden, som naturligvis også er retten til at tilslutte sig en anden religion end f.eks. min. Og det indebærer altså også retten til at praktisere ens religion, selvom det skulle være synligt for offentligheden. Synspunktet om, at religionsudøvelse altid skal være strengt privat er faktisk netop kun et privat synspunkt, og ikke et helligt princip hævet over enhver diskussion.

Nu siger det sig selv, at man ikke kan udøve religiøse ritualer uden hensyntagen til sine omgivelser. Pigen kan naturligvis ikke knæle ned på gulvet og højlydt bede sin bøn midt i en undervisningstime. Men har hun bedt bønnen i en pause kan det umuligt være til gene for andre.

Det hedder som sagt religionsfrihed, og derfor gælder det, at den muslim som måtte møde forbud mod at bede, forbud mod at læse i koranen og forbud mod at gå i moské har en ven i mig, uanset at jeg ikke selv tilslutter mig islam.

Man kunne jo også prøve at tænke lidt videre. I de seneste år har vi talt så meget om ytringsfriheden, og det skal vi selvfølgelig blive ved med. Så er det jo bare for dumt, hvis vi skyder os selv i foden med urimeligt restriktive tiltag vendt mod muslimer. Man kan lige se indlæggene på Facebook og andre steder: ”Der kan man bare se. Ytringsfriheden gælder åbenbart kun, når det drejer sig om om at svine muslimerne til...”

Og hvis vi skal tale de forfulgtes kristnes sag – og de kristne bliver voldsomt forfulgt i f.eks. mellemøstlige og nordafrikanske lande – så må vi selv holde vores sti aldeles ren her i Danmark. Så må vi ikke selv åbne en sårbar flanke: ”Hvad med jer selv? Hvordan er det I selv behandler muslimer i jeres land?”. Den slags tilfælde som pigen på skolen i Hillerød kunne såmænd nemt nok komme til udlandets kendskab.

Og ganske vist nyder muslimerne i Danmark naturligvis langt, langt bedre vilkår end de kristne i Syrien og Irak. Og sådan skal det også blive ved med at være. Men lad os da være aldeles konsekvente, når det gælder religionsfriheden. Lad os være så generøse, som vi overhovedet kan, også over for muslimer.

Kampen om islam gælder faktisk noget andet og vigtigere, og her er blot nogle eksempler:

• At vi som samfund ikke går på kompromis med vores frihed. At vi gang på gang må stå vagt om, at retten til at være muslim netop kun er retten til at være muslim. Der skal aldrig følge andre rettigheder med i købet.

• At vi, når vi erfarer, at kristne, jøder og homoseksuelle bliver forfulgt, ikke kigger væk af frygt for få tilgriset vores politisk korrekte samvittighed.

• At ytringsfriheden ubetinget omfatter retten til kritik og satire, også om religion, og også når religionen hedder islam.

• At vi er ærlige om, at de store problemer med integrationen ulykkeligvis netop har sin rod i indvandringen fra muslimske lande.

De virkelige og store kampe er der altså nok af. Så meget desto større grund er der til at være storsindede over for muslimer, der gør noget så fornuftigt som at tage en uddannelse, men som altså godt vil have lov til at bede en bøn.

Derfor mit forsvar for den muslimske pige. Hendes frihed til at sige ”Der er kun én Gud, og Muhammed er hans profet” er også min ret at bede Fadervor og for den sags skyld ateisternes ret til at købe reklameplads på busserne.

Jeg husker engang i 80'rne et interview med SF's daværende formand Gert Petersen. Den gang var statsministeren konservativ og hed Poul Schlüter. Forventningen var imidlertid, at den borgerlige regering snart ville blive afløst af et ”arbejderflertal” mellem Socialdemokratiet og SF, og på den baggrund spurgte en journalist fra TV-avisen, hvad en kommende arbejderregering ville gøre med underskuddet på betalingsbalancen. Gert Petersen kom ingenlunde i forlegenhed, men svarede frejdigt, at man ville træffe foranstaltninger til at nedbringe underskuddet! Næste dag bemærkede Ekstrabladets TV-anmelder syrligt: ”Hvorfor har ingen tænkt på det noget før?”

Et lignede tilfælde skete så omkring årsskiftet, hvor Sverige indførte skærpet grænsekontrol ved Øresund. Berlingske traf på stationen ved Københavns Lufthavn to svenske damer til en snak om flygtninge og indvandrere, og de kunne da godt se, at ikke alt i den sag var helt uproblematisk, men en af damerne havde ikke desto mindre svaret: Vi skal blot have integrationen til at virke! Igen, hvorfor har ingen tænkt på det noget før?

Denne himmelråbende naivitet hos de to svenske damer kan vi jo så trække på skuldrene af, men langt alvorligere er det, når omtrent samme budskab lyder fra ingen ringere end Kristi stedfortræder på jorden, nemlig den katolske pave Frans. Læs en omtale i Kristeligt Dagblad her. Den dårlige integration af indvandrere i Europa er simpelt hen vores egen fejl, og vi har bare ikke gjort det godt nok. Løsningen er, at det skal vi gøre bedre. Kristeligt Dagblad bemærker dog, at paven ikke løfter sløret for konkrete løsninger...

Man må imidlertid formode, at man i alle de europæiske hovedstader meget gerne tager imod konsulentbesøg fra Vatikanet. Overalt har man kæmpet med integrationen af indvandrere – også fra anden og tredje generation – fra nordafrikanske og mellemøstlige lande, og uden at man for alvor har knækket koden.

I mellemtiden kan man jo så lide af en dårlig kristen samvittighed, når man som f.eks. jeg mildest talt ser med skepsis på det multikulturelle samfunds velsignelser. Den galej skal vi imidlertid ikke hoppe på. Vi kan så udmærket være både kristne og modstandere af en stor indvandring fra de lande, hvor integrationen erfaringsmæssigt bare ikke går godt.

Jeg vil prøve at undersøge spørgsmålet i sammenhæng.

For det er da umiddelbart så indlysende, at vi skal behandle mennesker i nød med næstekærlighed. Er det ikke simpelt hen ukristeligt, hvis vi afviser at behandle asylansøgninger?

Dertil kan man jo komme med forskellige betragtninger. Jeg husker en præst, som sidste år udtalte, at vi da sagtens i Danmark kunne modtage 200.000 flygtninge, for hvem i alverden bemærker, om vi i Danmark er 5,6 eller 5,8 millioner indbyggere? De svenske og tyske erfaringer viser så dog, at det kan man ikke ”sagtens”, men bortset fra det, hvad skal vi så stille op med asylansøger nummer 200.001? Hvad er kristeligt set det rigtige svar? Det findes ikke.

Som ungt menneske mente jeg, at jeg kunne læse et pacifistisk budskab ud af Jesu ord i bjergprædiken om at vende den anden kind til. Danmark var ganske enkelt kristeligt forpligtet til at nedruste totalt. Hvis man ville forfølge tankegangen, så skulle man jo så også afstå fra en hvilken som helst magtanvendelse, hvorved vi jo så skulle nægte at beskytte den svage mod den stærke. Meget kristent...

Jeg vil imidlertid tage udgangspunkt i en anden nytestamentlig tekst, nemlig lignelsen om den fortabte søn, som man kan læse i Lukasevangeliet kapitel 15:11-32.

En ung mand forlanger og får også sin arveandel, som han øder bort i et udsvævende liv med druk og hor. Til sidst – da det er gået ham meget ilde – søger han hjem til sin far, idet han håber at kunne få en beskeden stilling som daglejer, så han i hvert fald har føden. Han bliver dog modtaget som en konge til brorens store fortrydelse. Broren bliver dog af faren belært:

Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Nu er jeg ikke teolog, men jeg skulle mene, at budskabet er, at vi ikke skal forarges over, at Guds tilgivelse også kommer dem til gode, som ikke altid har handlet helt så godt og forstandigt som vi synes vi selv har.

Vi kunne til en afveksling prøve at tage lignelsen bogstaveligt. Du skal forestille dig, at du selv er ejer og leder af en virksomhed af en vis størrelse, måske ikke en stor koncern men dog en virksomhed med 50-100 ansatte. Så har du en række hensyn at tage til dine ansatte, kunder, leverandører og samarbejdspartnere, måske også til eventuelle aktionærer. Du kan ikke bare gøre som det passer dig, for du har pligt til at sikre, at alle parter er tilgodeset.

Lad os nu sætte, at din nærmeste medarbejder, som du altid har stolet blindt på, en dag begår groft underslæb i en størrelsesorden, som bringer virksomhedens overlevelse i fare. Ved offervilje fra dine ansatte og langmodighed fra dine kreditorer lykkes det med store anstrengelser at sikre virksomhedens fremtid.

Nu kommer bedrageren en dag tilbage sønderknust af anger og med stor vilje til at gøre alting godt igen. Hvad gør du så? Det siger sig selv, at du ikke kan give ham hans gamle stilling tilbage. Det forbyder de hensyn du har at tage til både dine ansatte og andre interessenter. Du kan måske – men også kun måske – tilbyde ham en underordnet stilling til en beskeden løn. Måske kan du prøve at skaffe ham en stilling i en anden virksomhed. Det kan være, at du ikke behøver at svigte ham totalt, men du kan altså ikke som faren i lignelsen slagte fedekalven til ære for en bedrager, hvor oprigtig hans anger end måtte være.

Vil du hjælpe er du nødt til at finde en løsning, hvor der tages hensyn til hvad som er ret og rimeligt alle forhold taget i betragtning.

På samme måde er vi som samfund tvunget til behandle spørgsmålet om flygtninge ud fra hvad der er ret og rimeligt, og hvad der er realistisk, hvis vi til stadighed skal sikre sammenhængskraften i vores land.

Denne erkendelse bør føre til, at vi gentænker de konventioner, som blev til i en anden tid, og hvor man slet ikke kunne tænke sig de problemer vi står over for i dag. Vi kan nævne i flæng:

• Flygtninge, som ofte er på flugt fra dårlige levevilkår snarere end personlig forfølgelse.

• Uledsagede ”flygtningebørn”, som lyver om deres alder for at opnå de privilegier, som bliver mindreårige flygtninge til del.

• Flygtninge, som begår alvorlig kriminalitet under deres ophold i modtagerlandet. Eksemplerne er efterhånden så mange – Køln Nytårsnat er ikke det eneste – at vi ikke kan blive ved med at snakke om "enkeltstående tilfælde".

• Afviste asylansøgere, som alligevel ikke kan sendes tilbage til deres hjemland, men som må blive i modtagerlandet på tålt ophold.

• Chikane af kristne asylansøgere begået af muslimer. Læs f.eks. her. Tanken burde ikke kunne tænkes, at den som er på flugt fra forfølgelse selv forfølger andre, og derfor har konventionerne ikke taget højde for den slags uhyrligheder.

Så uanset vores gode og kristne sind, så er vi tvunget til at gentænke, hvad der er ret og rimeligt.

Jeg nægter at lade mig pånøde en dårlig kristen samvittighed, fordi jeg ønsker et land med tryghed og frihed. Erfaringerne fra Sverige viser, at stor indvandring fra muslimske lande fører til et meget brutalt samfund med stor utryghed. Læs her om hvordan 50 bydele i Sverige er blevet til områder, hvor lovløsheden hersker. Og problemerne er jo heller ikke ukendte i Danmark, men har blot heldigvis ikke nået samme omfang som i Sverige.

Er det ukristeligt at arbejde for at undgå svenske tilstande i Danmark? For mig giver svaret sig selv. Og derfor tilslutter jeg mig et opgør med de konventioner, som forbyder os at være herre i eget hus.

Derfor kan vi alligevel godt gøre noget for flygtninge. Vi kan øge hjælpen til nærområderne, og vi kan tage imod nogle flere kvoteflygtninge.

Næstekærlighed? Som det er for tiden udviser vi ”næstekærlighed” over for den, som kan betale en menneskesmugler, for det siger konventionerne, at vi skal. Men den som sidder fast i elendigheden i en flygtningelejr er så åbenbart ikke vores næste....

Og paven? Han kan for min skyld rende og hoppe. Hans hellighed har mistet enhver ret til at blive taget alvorligt.