Den 12. april havde Politiken en artikel om mobning, hvor en forsker slår fast, at det ikke hjælper at straffe børn, som mobber andre.

Det kan I læse nærmere om her.

Så har man hørt det med, men når en forsker siger det, så må det jo bestemt være rigtigt. Jeg har i al min enfoldighed dog lidt svært ved at indse, at det ikke kunne være på sin plads at skride ind med et vist mål af strenghed, når det gælder noget så alvorligt som mobning – for at beskytte den svage mod den stærke. Navnlig, når man læser en så hjerteskærende beretning som denne her om renlivet ondskab børn imellem.

I sin bog Dødsdromen fortæller forfatteren Gordon Inc. på en af bogens første sider om sin barndomsven Karl:

en kejtet, tænksom og lidt genert dreng. Han gik på kommuneskole og blev mobbet, og de langhårede 60'er-lærere gjorde intet for at beskytte ham.

Vi hører så ikke ret meget mere til Karl, men når jeg læser i Dødsdromen slår det mig, at Inc.'s erfaringer på mange måder ligner mine egne, og i hvert fald tids- og miljømæssigt må falde meget godt sammen. Jeg begyndte i anden klasse en gang i begyndelsen af halvfjerdserne på en nyoprettet skole i en større nordsjællandsk by. En efter datidens forhold meget moderne skole, beliggende i landlige omgivelser. Selve skolebygningen var et mærkværdigt monstrum bygget i ét plan med en overdreven brug af glas til alle sider. I midten af bygningen var der en slags fællesområde, hvor vi havde lov til at opholde os i frikvartererne, men i øvrigt kunne vi også være i klasselokalerne eller udenfor efter eget valg. Personligt lærte jeg aldrig at sætte pris på de fysiske omgivelser, og jeg har dem stærkt mistænkt for at fremme den mobning, som fandt sted på skolen. I første klasse havde jeg gået i en almindelig skole midt i byen, men denne skole blev nu nedlagt. Den gammeldags skolegård fortjente næppe at blive idylliseret, men på mit barnesind virkede den trods alt mere tryg og overskuelig.

Jeg ved dog ikke med sikkerhed, om mobningen på den nye skole var værre end på den gamle; trods alt var en stor del af lærerstaben den samme. For øvrigt ved jeg heller ikke om mobningen var værre end i dagens folkeskole. Men den var der, og uden at lærerne og skoleinspektøren gjorde noget videre for at stoppe den. Om det så skyldes misforstået "60'er-tolerance" er måske ikke helt sikkert. Lærerne udgjorde et noget broget hold af ældre og yngre lærere; den gammeldags skole var der ikke mere, men ej heller havde en ny rigtigt taget form. På en måde var der tale om en sær hybrid, hvor visse lærere godt kunne lide at skilte med venstreorienterede og frisindede holdninger, som de så dog alligevel ikke kunne leve op til. Om vi kunne skrue tiden ca. 40 år tilbage, ville vi kunne overvære det ejendommelige og groteske syn af en lærer med langt hår og skæg, klædt i cowboybukser, en gammel sweater og træsko, gennemføre en undervisning som kunne være taget lige ud af Det Forsømte Forår, og hvor den iskolde rædsel krøb op og ned langs væggene. Den som ikke kunne lektien måtte nære en dyb angst for lærerens ubeherskede terror.

Jo, lærerne kunne sandt for dyden godt skælde ud. På den måde var der slet ikke tale om en frisindet og moderne skole. Selv mindes jeg en voldsom skideballe, som jeg fik af en ældre lærerinde. Jeg husker ikke nøjagtigt sammenhængen, men min forbrydelse bestod i, at jeg i et frikvarter havde placeret fodsålen på kanten af et bord for at binde min sko. Lærerinden præsterede et fuldstændigt hysterisk raserianfald, som man skulle mene kunne være brugt på en mere betydningsfuld sag. Jeg havde jo ikke ødelagt bordet, jeg havde ikke slået på mine kammerater eller i øvrigt generet dem.

Men det sidste havde måske også været knapt så slemt? For lige netop når det gjaldt mobning svigtede lærerne på det groveste. Det værste jeg overværede var, da vi i fjerde klasse fik en ny dreng i klassen, som kom fra Jugoslavien. Han blev hurtigt skydeskive for alskens ondskab. Forsvarsløs som han jo var, uden at kunne sproget. Ingen lærer drømte om at gribe ind.

Nu har jeg ikke selv børn, så jeg kender kun til problemet med nutidens mobning ud fra hvad jeg kan læse mig til. Måske er der trods alt en del mere fokus på mobning, end da jeg var barn i 70'erne. Alligevel virker det dog som om, at det samme svigt også finder sted i dag. Og hvorfor må lærernes og skoleledernes pligt til at gribe ind næsten ikke diskuteres? Foruden naturligvis også forældrene ansvar.

Jeg har grundet meget over problemet. Nu tror jeg slet ikke, at man fuldt ud kan beskytte børn mod de knubs livet giver. Ligesom politiet ikke kan møde op og skrive rapport, når jeg er blevet trådt over tæerne i bussen. Tonen mellem børn kan jo være hård. Snart står den ene for skud, snart den anden. Men hvor går så grænsen til den egentlige mobning? Det er i virkeligheden et tåbeligt spørgsmål, for vi ved jo udmærket, hvornår grænsen er overskredet. Og det er den i hvert fald for længst, hvis et barn har ondt i maven af angst inden en skoledag. Kun gemen fejhed nægter at se noget som helst andet.

Men hvorfor svigter lærerne? Ja, det kan jo slet og ret skyldes almindelig dovenskab og konfliktskyhed. Det er i sig selv utilgiveligt, men i grunden også ret banalt. Måske spiller det også ind, at lærerne i deres egen selvforståelse yder en fremragende indsats, både fagligt og socialt. Og det er jo logisk set meningsløst at stille skærpede krav til den, der allerede præsterer det ypperlige.

Men jeg tror også, at svigtet finder sted af en mere fundamental grund, som bunder i en misforstået humanisme. En humanisme, som nægter at se ondskaben i øjnene, men foretrækker at fortolke den anderledes. Det vil sige, at når Kim og Brian er på nakken af Søren, så er det muligvis nok synd for Søren, men i dybeste og egentligste forstand er det i virkeligheden Kim og Brian, som det er synd for! Den som mobber har et svagt selvværd, har jeg hørt. Og så siger det sig selv, at der ikke kan være tale om med strenghed at gribe ind over for de to følsomme drenge! Derved kunne de jo lide ubodelig skade. Ak ja, det er den milde humanisme, som så ofte ender med at svigte den svageste.

Det er muligt, at strenghed over for mobberne ikke ville løse alle problemer, men mon dog ikke at strenghed trods alt kunne gøre en betydelig forskel? Og nok så væsentligt: Hvorfor bliver spørgsmålet pure afvist?

Nu siger jeg, at lærerne i min egen skoletid ikke viste nogen særlig nidkærhed over for mobning. Jeg husker dog en undtagelse, men her var der godt nok også tale om en lærer, som var blevet mobbet! Efter at vores klasse havde forvandlet en time i husgerning til det rene anarki, blev det for meget for den stakkels lærerinde. Hun betroede sig til en af de mere håndfaste lærere, som straks greb ind med en gedigen skideballe sammen med inspektøren og på dennes kontor. Det skaffede i hvert fald for en tid lærerinden i husgerning mere tålelige vilkår. Strengheden kunne altså gøre en forskel. Vi var ikke så forhærdede, at et besøg på inspektørens kontor slet ikke gjorde indtryk. At lærerne ikke ville se på, at en kollega fik forpestet sin tilværelse var sympatisk, men en tilsvarende solidaritet udviste de altså aldrig med eleverne!

Jeg ville ønske, at pressen ville sætte langt mere fokus på mobning, men altså også, og især, lærernes og forældrenes rolle. Det er ikke nok med en masse ord om, hvor slem mobning er, og hvordan den kan skade et barn for livstid. Det ved vi godt allerede. Nej, skolen må kunne tåle at blive udsat for kritiske spørgsmål. Når grov mobning finder sted på en skole, så er der efter min mening tale om, at skolelederen har gjort sig skyldig i grov pligtforsømmelse.

Det mest tragiske man til tider kan høre, det er, at børn godt nok ikke erhverver sig så mange håndfaste kundskaber i skolen, men til gengæld en rig fond af sociale kompetencer! Igen har ingen vovet at stille det enfoldige spørgsmål: Hvordan kan sociale kompetencer gå hånd i hånd med grov mobning? Modsætningen skriger da til himmelen. Der er jo tale om, at skolen svigter både fagligt og socialt.

Hvor længe vil vi se på, at mobningen fortsætter, og hvor længe vil vi tåle, at lærere, skoleledelse og forældre til mobberne krybber uden om deres ansvar? Svaret blæser i vinden.

Forfatteren Finn Søeborg har i sin novellesamling Ventesal for ikke-rygere en historie ved navn De voksnes rækker. Fortællingen handler om en pige, Lotte, som netop er blevet konfirmeret og fejrer begivenheden sammen med sine forældre og gæster.

Hen over maden er der en gæst, der begejstret omtaler præsten: ”Ham skulle I altså have hørt. Frisk og ligetil og ikke alt det der med Jesus og Vorherre”.

Nu har Lotte ganske vist netop bekræftet sin dåb – den dåb, hvor blandt andet disse ord blev sagt til hende:

Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Jesus var som bekendt ham, som hellere end at rette ind lod sig korsfæste. Men det skal vi vel trods alt ikke tage alt for tungt! Mener altså en af gæsterne ved Lottes konfirmationsfest. Det synes også at være den udbredte holdning blandt mange præster i Danmark og mindst én biskop. Søren Kiekegaard skrev i sin voldsomme kirkekritik i 1855: ”Vær Pjat og du skal se alle Vanskeligheder forsvinder”. Den lære synes man at have taget til sig! Det vil jeg her give nogle eksempler på.

Sagen om præsten Thorkild Grosbøll er velkendt. Han benægtede som bekendt eksistensen af Gud, og modtog, så vidt jeg husker, belønning i form af velvillig omtale i dagbladet Politikens spalter, og så kan intet bedre jo vederfares et moderne og veloplyst menneske med frisindede holdninger. Inden for det seneste år har vi så også haft sagen om en anden præst, Per Ramsdal, der ønsker alle de ”overnaturlige” ting fjernet fra vores trosbekendelse. Se her.

Det, som ærgrer mig ved disse sager er, at ateisterne jo må slå sig på lårene af grin. En præst i Folkekirken – ja endda flere - som ikke tror på Gud. Så kan det dårligt blive morsommere. Men de må da også gnide sig i hænderne i de mere bibelfundamentalistiske sekter: ”Kom til os, hos os tror vi faktisk på Gud.”

John Lennon synger i en velkendte sang - frit oversat til dansk - ”Forestil jer, at Himmelen ikke findes”. Man kan vel med en vis ret sige, at kirkens budskab nærmest burde være det modsatte. Det er der så åbenbart præster, som ikke rigtigt kan forlige sig med!

Men det stopper ikke her. For kort tid siden var der en gudstjeneste i Københavns Domkirke, hvor en imam medvirkede og læste op af koranen. Se her. Hvad der ivrigt forsvares af Københavns biskop Peter Skov Jakobsen og domprovst Anders Gadegaard.

Samme Gadegaard mener i øvrigt i fuld alvor, at vi i Folkekirken bør samle ind til bygningen af moskeer. Det svarer til, at jeg skulle hjælpe Jehovas Vidner med at dele ”Vagttårnet” og ”Vågn op” ud. Nu har jeg ganske vist ikke det store problem med Jehovas Vidner, men jeg er blot af den opfattelse, at skal deres udgave af kristendommen vinde fremgang, så må det være tilhængerne selv, som gør arbejdet.

Endnu mindre skal jeg da hjælpe med at udbrede en religion, som mener, at frelsen ligger i gerningsretfærdighed og tomme handlinger som f.eks. en måned om året at stå op før solopgang for at spise morgenmad. Muslimer må virke på religionsfrihedens vilkår. Det kan alle andre trossamfund uden for Folkekirken nemt finde ud af, så det kan muslimerne vel også. For en god ordens skyld skal jeg da gerne fremhæve, at jeg er en varm tilhænger af, at kristne, muslimer, ateister og alle andre omgås hinanden på en civiliseret måde.

Mon for øvrigt Gadegaard bekymrer sig om, Jehovas Vidner nu har alle de rigssale, som de har brug for? Vi kan lade spørgsmålet blive stående!

Endelig er der den mest forfærdelige sag, og det er danske præsters svigt af de forfulgte kristne. Forfølgelse af kristne finder ikke kun sted i mellemøstlige lande, men såmænd også hos os selv. Men mange danske præster foretrækker at give vores medkristne – både i Danmark og i andre lande - den kolde skulder. Læs om dette skammelige svigt her.

I efteråret 2014 var jeg i en bestemt anledning til gudstjeneste i en kirke, hvor jeg ellers ikke kommer. Dér oplevede jeg det helt og aldeles sensationelle, at præsten bad for de forfulgte kristne i Irak og Syrien. Noget lignende har jeg ikke oplevet hverken før eller siden. Men herregud, de kristne i de arabiske lande kunne jo også bare gå over til islam og så ellers holde op med at lave ballade og forstyrre dialogen med fredens religion!

Alt i alt tegner der sig et billede af en kirkelighed, som ikke mener, at kristendommen må spille nogen anden rolle end som en harmløs pauseklovn. Så er det jo ikke så sært, at respekten bliver derefter.

I øjeblikket kører Ateistisk Selskab en kampagne med en opfordring til at melde sig ud af Folkekirken. Og tilsyneladende har kampagnen haft en vis succes. Jeg er fristet til at kalde det løn som forskyldt for Folkekirken.

Så vidt jeg ved, findes der mennesker, der har meldt sig ud af Folkekirken i protest mod præster som f.eks. Søren Krarup og nu afdøde Jesper Langballe. Jeg kunne sandt for dyden også finde rigeligt med præster, som kunne få mig til at gå.

Det vil jeg dog ikke opfordre til. En klog mand sagde, at man ikke skal true med at gå. Man skal true med at blive!

Så jeg vil tværtimod opfordre til - og nu taler jeg jo til alle jer, der i hvert fald indtil videre har valgt at blive i Folkekirken - at vi tager Folkekirken alvorligt på trods af, at der er præster, som insisterer på pjat.

Det kan man gøre på forskellig vis. Det mest oplagte er fra tid til anden at vise sig i kirken. Nu ved jeg godt, at mange af jer vil sige, at I sådan set sætter pris på kirken, men ikke overrender den. Det er I i jeres gode ret til, men det er blot ikke en helt uproblematisk indstilling. I de kommende år kommer vi med garanti til at opleve kirkelukninger, og når man skal beslutte hvilke kirker, som skal lukkes, så vil man naturligvis skæve til antal kirkegængere. Så hvis I ikke ønsker, at det netop skal være jeres kirke – dér hvor jeres børn blev døbt og konfirmeret, og hvor I måske blev viet – som får kniven, så kan I ikke gøre noget bedre end at vise jer til gudstjenesten blot engang imellem, måske 5-10 gange om året.

Endnu bedre vil det endda være at blive valgt ind i menighedsrådet eller dog deltage i afstemningen. Der skal være valg til menighedsrådet i år. Menighedsrådene har som en meget vigtig opgave at ansætte de præster, som skal konfirmere jeres børn. Er I ligeglade med indflydelse i den sag? For et par år siden var der en sag fra en af de større byer i Jylland, hvor en gruppe forældre var utilfredse med den præst, som skulle have deres børn til konfirmationsundervisning. Det var vist noget med præstens holdning til vielse af homoseksuelle. Hvor var de forældre da menighedsrådet blev valgt? Det er aldrig gratis blot at overlade indflydelsen til alle de andre.

Så jo, der er solide grunde til at tage Folkekirken alvorligt. Også selvom ikke alle præster og biskopper ønsker det.

Jeg er ikke den store ekspert i spørgsmålet om menneskeskabte klimaforandringer. Jeg kan kun lytte så godt jeg kan til debatten og til de eksperter, som alle andre har tiltro til.

Jeg vil ikke kalde mig selv klimaskeptiker – hvad det så end er for en størrelse. Derimod er jeg så afgjort klimatopmødeskeptiker. Det var pinligt at overvære optakten til COP15 i 2009 i København. I fuld alvor troede man vist, at topmødet ville sætte Danmark og København på verdenskortet, og at alverden derefter ville blive grebet af en uafvendelig trang til danske småkager og til at besøge Danmark som turist.

Ugen efter havde alle naturligvis glemt alt om Danmark.

Det, som imidlertid var særligt pinligt for den danske regering, var ikke så meget de udeblevne resultater. Det var den skændige aftale med Kina om dansk anerkendelse af den kinesiske besættelse af Tibet, og den dolk man dermed stak i ryggen på en ædel mand som Dalai Lama til fordel for Pekings røde fascister. En aftale, som blev indgået samtidig med klimatopmødet i København. Læs her.

Knapt så skændigt, men alligevel pinligt nok, det var hele stemningen i disse år, hvor man f.eks. udnævnte en charlatan som Al Gore til klimahelt og en saglig og sympatisk mand som Bjørn Lomborg til klimaskurk og ondskaben selv.

Denne lille film fortæller om, hvordan klimaforkæmperen over alle klimaforkæmpere gladeligt rejser rundt i privatfly, hvor han dermed udleder en masse CO2. Al Gore er så god udi egen overbevisning, at han må være hævet over de kedsommelige regler, som vi andre svin har at rette os efter. Fra tid til anden dukker der en historie op i USA om en ultramoralsk TV-prædikant, som bliver taget med bukserne nede i selskab med en prostitueret. Al Gore tilhører samme liga af femstjernede hyklere.

Til sammenligning kører Bjørn Lomborg på cykel og er vegetar, men det tæller ikke, når man hedder Bjørn Lomborg og ikke Al Gore.

I 2009 var jeg medlem af menighedsrådet i Frederiksberg sogn. Vi skulle stemme om ringning med kirkeklokkerne til fordel for COP15. Jeg stemte imod, fordi jeg ikke mente, at denne uværdige forestilling fortjente vores kirkeklokker. Jeg var desværre i mindretal.

Nu skulle det derimod være noget helt andet med det seneste topmøde i Paris – COP21 – som i modsætning til topmødet i København har skabt solide resultater, som lover godt for klimaet og dermed klodens overlevelse. Se f.eks. her. Det var så også – i lighed med de tidligere år – absolut sidste chance for at redde vor fælles jord...

Hvad betyder så aftalen? Ja, vi skal ”holde den globale temperaturstigning under to grader”. Det lyder meget godt, men hvad er det vi helt konkret skal gøre? Det har ingen endnu kunnet fortælle mig, og kan vi blot stole på, at vores danske regering og alle andre regeringer i verden har helt styr på de dele?

Det kunne jeg betvivle, så jeg har tilladt mig at mig at udtænke nogle regler, som vi alle hver især kan tage til os. Jeg har forstået, at det simpelt hen drejer sig om, at vi alle – og især i den velstillede del af verden – skal skrue ned for alle energikrævende aktiviteter, så vi dermed kan mindske udslippet af CO2. Dermed undgår vi global opvarmning, og vi undgår f.eks. ekstremt vejr med kraftigt regnvejr på de forkerte tidspunkter af året, som især skader høsten af afgrøder i udviklingslandene.

Mine forslag til leveregler er som følger:

Vi skal skære ned på vores forbrug af kød. Bedst var det, om vi alle blev vegetarer, men mindre kan gøre det. Produktion af kød er noget af det mest belastende for miljøet, og det kan I se mere om her og her.

Behøver så mange mennesker at have en bil? Hvis man som mange af os både bor og arbejder i storbyen med små afstande mellem hjem og arbejdsplads, så kan en bil nemt undværes. Og alt under 10 km må regnes for en lille afstand. Hvis man i øvrigt har sit gode helbred i behold, kan man blot tage cyklen til arbejdet hver dag – eller gå. Dermed får man også løst sit motionsproblem, og man kan spare kontingentet til fitness. Bilen kan være svær at undvære for nogle – det medgiver jeg – men mange bilister må snildt kunne klare sig uden.

Så er der ferierejserne. Det må være slut med to årlige ferier til fjerne lande som fx Thailand. En ting jeg selv tidligere har gjort mig skyldig i. Man kunne jo som en regel sige: Højst én ferie hvert andet år med fly. Ellers må man være turist i sit eget land eller et naboland, og det kan jo også være interessant nok.

Køb gerne brugte ting. I genbrugsforretningerne kan man f.eks. få møbler så gode som nye til næsten ingen penge.

Endelig er der de mange tåbelige nyanskaffelser. Hvad skal I med et nyt køkken? Der var jo intet galt med det gamle. Smagte maden måske grimt? Nej, vel. Slid også f.eks. fjernsynet, PC'en og mobiltelefonen helt ned, før I køber nyt.

Så jo, der er skam flere ting vi godt kunne gøre selv, hvis vi ville. Men vil vi? Hvad skal overbevise os om at købe fiskefrikadeller, når vi både har lyst og råd til en bøf eller en svinekotelet?

Mange af jer kender nok TV3's program ”Luksusfælden”. En familie har i lang tid levet over evne, og modtager nu eksperternes forslag til et budget, der sætter tæring efter næring. Ofte slår familien sig i tøjret, for denne eller hin ting kan skam ingenlunde undværes. F.eks. er en bil en tvingende nødvendighed, for der er minsandten hele to km til nærmeste stoppested. I sidste ende tager familien alligevel som regel mod fornuft, for hvis der ikke skal skæres ned det ene sted, så må der jo skæres ned et andet sted. Ellers hedder det inden længe fogedret og tvangsauktion, og så ryger de sidste frihedsgrader sig en tur.

I lighed med familien, der står skoleret for Luksusfældens økonomiske eksperter, så kunne vi forestille os, at vi stod over for den store klimamester, som strengt lader os forstå, at vi med vores forbrug har skabt et eller andet antal millioner eller milliarder tons CO2 for meget. Men hvis vi skærer ned de og de steder, så kan vi gøre noget ved det. Vi har et valg. Vi behøver måske ikke at skære ned på alt, men nogle ting er vi nødt til at skrue ned for. Hvis ikke det ene, så det andet.

Ellers må sagen gå sin gang. Naturen har god tid, og skal nok klare sig – blot bliver det måske anderledes end vi bryder os om: Sultkatastrofer i de fattige lande, epidemier, folkevandringer og krige.

Men vi har altså et valg. Problemet er blot, at i modsætning til den familie, som i kraft af letsind og uforstand er blevet fanget af luksusfælden, så står vi som individer ikke på samme måde med kniven på struben. Det er kollektivt, vi har kniven på struben, og det forandrer alt. Hvorfor skulle jeg forsage en god bøf, når jeg ikke kan være sikker på, at ret mange andre gør det samme? Hvorfor skal jeg gå hjemme i kulden i Danmark i januar og februar og blive forkølet og deprimeret, når alle andre stryger til Phuket med sol, varme og lækre strande?

Og selv hvis noget kunne gøres politisk her i Danmark med f.eks. afgifter og forbud, hvorfor skulle den danske regering så gøre sig upopulær, når man ikke drømmer om at gøre noget lignende i andre lande?

Jeg har desværre ikke løsningen, men vi kunne håbe på, at en eller form for ny bevidsthed breder sig: ”Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land”.

Er det urealistisk at håbe på? Skal vi slå os til tåls med ”Efter os syndfloden” og ”Lad os spise og drikke for i morgen skal vi dø”?

Det er faldet Københavns integrationsborgmester Anna Mee Allerslev for brystet, at Nørrebro er blevet sammenlignet med den belgiske bydel Molenbeek, se her.

Det var fra denne bydel, at terrorhandlingerne i Belgien i sidste måned udgik. Bydelen er et af de såkaldte no go områder beboet af indvandrere fra Afrika og Mellemøsten, hvor politiet kun kan møde op meget talstærkt, og hvor almindelige belgiere ikke tør sætte deres ben.

Svarer det til Nørrebro? Naturligvis ikke. Jeg færdes hver dag på Nørrebro på min vej til og fra arbejde, og møder aldrig problemer. Min frisør, som er fra Libanon, har sin forretning på Nørrebrogade. Jeg ved ikke, om han er kristen eller muslim. Til gengæld ved jeg, at han er elskværdigheden selv. Det samme gælder den flinke iraker på Jagtvej, som reparerer min cykel, og som endog sidste år var så venlig at sælge mig en cykellås på kredit. Den slags små næringsdrivende blandt indvandrere er der masser af på Nørrebro og andre steder i København.

Hvis man betragter gadebilledet på f.eks. Nørrebrogade, så er der masser af indvandrerkvinder både med og uden tørklæde. Kvinder i burkaer forekommer, men ikke i stort omfang. Gammeldanskere og indvandrere ser ud til ofte at færdes sammen.

Så selvfølgelig svarer hele Nørrebro ikke til Molenbeek eller for den sags skyld Rosengården i Malmø. Eller de områder i Gøteborg, som nærmest må betegnes som små islamiske stater, læs f.eks. her.

Nu er det jo blot ikke sådan, at vi slet ikke kender til tilsvarende problemer i København. Hvad med præsten i Tingbjerg, som blev chikaneret ud af byen? Hvad med de butiksran, der jævnligt finder sted i Brønshøj og Nordvest? Og det er altså ikke almindelige butikstyverier, hvor en kunde putter en plade chokolade i lommen. Det er åbenlyse røverier ved højlys dag, hvor en gruppe indvandrerdrenge med stærkt truende adfærd frit forsyner sig, og hvor butiksejerne ofte end ikke tør kontakte politiet af frygt for hævnaktioner.

Så jo, vi har altså også problemerne i København og andre danske byer. Men rigtigt nok tyder alt på, at tingene er langt, langt værre i Sverige og Tyskland.

Den interessante tanke er imidlertid, at hvis vi nu kan sige, at vores problemer med integration trods alt har et niveau, som vi med optimistiske briller tør beskrive som håndterbare, skyldes det så, at vi allerede for flere år siden indførte en langt strengere udlændingepolitik end vores nabolande? Og at det er takket være denne stramme politik, at Anna Mee Allerslev og vi andre kan færdes trygt de fleste steder på Nørrebro?

Og det er jo altså en politik, som ikke er blevet støttet af hendes parti Det Radikale Venstre.

Min konklusion er, at vi på ingen måde skal tilbage til den udlændingepolitik, som blev ført i 80'erne og 90'erne med udlændingeloven fra 1983. Som endog ifølge den radikale politiker Benhard Baunsgaard ikke var nær liberal nok.

Vi må erkende, at en mand som Søren Krarup så rigtigt, da han tændte advarselslamperne i 80'erne. Den gang mente jeg selv, at hans synspunkter i bedste fald var stærkt overdrevne, for så mange indvandrere havde vi jo slet ikke...

Den stramme udlændingepolitik skal som et minimum fastholdes, men sandsynligvis strammes yderligere. Næste skridt bliver et helt nødvendigt opgør med konventionerne, som intet har at gøre i dagens Europa.

Det skal simpelt hen ikke længere være et gyldigt argument mod f.eks. at udvise kriminelle asylansøgere, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Hvis konventionerne forbyder os fremdeles at arbejde for et relativt trygt land baseret på tillid, så skal disse konventioner smides på møddingen.

Jeg har en helt. Ja, jeg har måske mange, men ham jeg tænker på lige nu hedder politimester Bastian. Han er en af hovedpersonerne i Thorbjørn Egners fortælling om Folk og røvere i Kardemomme by.

Thorbjørn Egner skrev bogen i 1955, og den er sidenhen udkommet på plade og opført som teaterstykke utallige gange, også i Danmark.

I kan her se en udgave opført af eleverne fra Nordsjællands Efterskole, og I kan også høre fortællingen oplæst af Thorbjørn Egner selv, her.

Bastian har skrevet en lov – kardemommeloven - med hvilken han holder justits i sin by. Og loven lyder i al sin enkelhed:

”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”

”Grei og snill” på norsk svarer nok til, når vi på dansk siger ”flink og rar”. Det rimer imidlertid ikke, så i Halfdan Rasmussens danske oversættelse blev det til:

”Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre som man vil.”

Så bliver vi naturligvis også mindet om, at vi skal huske at passe godt på os selv.

Kardemommeloven er i sin kerne både kristen og liberal. På sin vis minder den jo om den sammenfatning Jesus giver os, den gyldne regel:

Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. (Matthæusevangeliet 7:12)

Men kardemommeloven er også liberal, for der skal være plads til at være anderledes, til at være sær og stikke ud. Derfor er også den vredladne tante Sofie en del af fællesskabet. Og endog de tre røvere ender med at blive fuldt ud resocialiseret efter et kort og særdeles humant fængselsophold.

Udover at være politimester, så skal man nok også opfatte Bastian som byens leder. Vi hører i hvert fald ikke om nogen borgmester. I modsætning til vore dages politikere, så drømmer Bastian imidlertid ikke om at ansætte en spindoktor til at tænke tanker for sig. Ej heller har han brug nogen coach eller managementkonsulent Han kan selv.

Nu er fortællingen naturligvis fiktion, men alligevel er det rart at blive mindet om, at vi ikke behøver at gøre alting så kompliceret. At vi faktisk godt selv kan tænke tankerne uden hjælp fra den åndløse managementbranche.

I mit arbejdsliv har jeg gennem årene været på det ene kursus efter det andet. Aldrig har disse konsulenter haft det mindste at byde på. Sammen med mine kolleger har jeg været med til at bygge tårne af spagetti og flyvemaskiner af gamle aviser og tøjklemmer. Jeg har også skullet tegne mig selv som det dyr jeg helst ville være, hvad jeg dog nægtede!

Mange aktiveringskurser for ledige går ud på det samme. Se f.eks. her og her.

Naturligvis er konsulenterne udspekulerede folk. De kan sagtens gennemføre dele af kurserne med et tilsyneladende sagligt forløb. Men bagefter er det nemt at se, at det som har været på spil, har været de rene selvfølgeligheder.

Men påpeger man det, så er der altid en eller anden, som indvender at ”et eller andet har du vel fået ud af det” eller ”du er vel ikke ligefrem blevet dummere”.

Det er mageløst: Konsulenterne lever af at piske os til at stille større og større krav til os selv, men vi må ikke på vores side stille krav til dem om faktisk at levere en vare.

Klart nok: For de har ingen vare at byde på. De giver os stene for brød. Det seneste jeg har lært er, at jeg skal blive forandringskompetent. Indtil fornyelig anede jeg slet ikke, at der var noget som hed sådan. Men forandringer gennemgår vi hele tiden. Det var også en stor forandring for mig at skulle begynde i skolen, da jeg var syv år. Men jeg lærte at læse ”Bo så en ål i en sø” uden først at have gennemført et kursus i forandringskompetence!

Nu er der måske ikke noget i vejen med ordet kompetence, men det er blot i en sådan grad blevet skamredet af managementfolket, så det efterhånden giver mig kvalme, ligesom alle de andre ord, som hører hjemme i et spil bullshit bingo, se her:

Management og coaching er ganske enkelt det dummeste af alt dumt. Dummere end astrologi og numerologi. Selvom det dummeste naturligvis er, at der findes ledere, som velvilligt poster penge i denne elendige snylterbranche.

Nej, lad os bede om politimester Bastians ærlige snusfornuft. Han lader sig ikke snyde af vindbøjtler og charlataner. Og det kunne alle vores chefer passende tage ved lære af.