Venstrefløjen plejer gerne at fremstå som den svagestes beskytter. Det er naturligvis sympatisk, når man gerne vil værne den svage mod at blive forfulgt af den stærke.

Og så  sker der alligevel noget forunderligt, når to betingelser er opfyldt:

1) Den forfulgte er jøde eller kristen.

2) Forfølgeren er muslim.

Så er der besynderligt nok pludseligt lukket for det varme vand og empatien hos de anstændige. Man foretrækker at kigge den anden vej.

Det mest ekstreme eksempel er nok Malmøs tidligere borgmester Ilmar Reepalu. Han havde aldrig nogensinde hørt det mindste om, at jøderne overhovedet skulle have blot antydning af problemer i hans by:

Læs her.

Men også her i Danmark kan vi skam godt være med: For et par år siden opfordrede den radikale integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev jøderne til at blive væk fra en mangfoldighedfest:

Læs her.

Man nægter at være på den forfulgtes side, for at slippe for at få tilgriset sin politisk korrekte samvittighed. Så tror jeg ikke, at det kan blive mere usselt.

En lignende reaktion møder man, når det gælder de forfulgte kristne. Det problem skal helst nedtones mest muligt. Det gælder såmænd også mange præster i Folkekirken. De er sjældent at finde i forreste linje, når det gælder sympati og medfølelse for vores medkristne i lande som f.eks. Ægypten og Irak. Kan man så synke dybere i kristent selvhad?

Nu behøver vi såmænd ikke at rejse langt væk for at støde på kristenforfølgelser. Den slags finder skam også sted her i vores eget land. Debattøren Jomana Jojo Joy fortalte sidste år om den forfølgelse og chikane, hun som kristen blev udsat for på Nørrebro.

Læs her.

Og så bliver det endda rigtigt giftigt, når man erfarer, at selv i vores asylcentre må kristne flygtninge frygte for deres sikkerhed. Kan det så blive værre? Netop på et asylcenter skulle man sidst af alle steder være bange for forfølgelse. Men da forfølgerne altid er muslimer, så får de kristne den kolde skulder af de anstændige.

I kan læse mere om sagen her.

Og her.

Bemærk udtrykket ”religiøse spændinger”. Til andre tider hedder det ”religiøse konflikter”. Men det er en helt igennem fej omskrivning for det som reelt er problemet: nemlig renlivede kristenforfølgelser.

Konflikter? Der var også mange konflikter i Tyskland i 30'erne mellem jøder og nazister. Det var de to parter nok nogenlunde lige gode om...

Hvad bør så svaret være på problemet med chikane og forfølgelse af kristne flygtninge? Naturligvis kan der kun være et muligt svar, nemlig at en asylansøgning bringes til ophør, hvis man gør sig skyldig i chikane af andre flygtninge eller begår alvorlige lovovertrædelse i øvrigt, fx voldtægt og organiseret tyveri og indbrud.

Asylansøgere skal fra første dag gøres bekendt med, at sådan er reglerne i Danmark, gerne med indrykning af annoncer i arabiske aviser.

Vil et sådant tiltag være i overensstemmelse med internationale konventioner? Lad mig svare ærligt: Jeg aner det ikke, men absolut intet kunne interessere mig mindre.

Den som er på flugt fra forfølgelse deltager naturligvis ikke selv i at forfølge andre, og gør han det alligevel, så gives der kun én eneste løsning: Ud på røv og albuer.

For en god ordens skyld skal jeg gerne understrege, at de utvivlsomt mange tilfælde, hvor kristne asylansøgere plager livet af muslimer (ironi kan forekomme) naturligvis skal have den samme konsekvens.

Sidste år kunne Kristeligt Dagblad fortælle om en seminariestuderende, som i en eksamen i dansk havde skrevet følgende:

”I klassen der er dansk undervisning er der mange ting på spil som der også vedrøre andre fag som har for få timer som det ofte har været diskuteret i medierne og folkeskolen og tilsvarene - oss i min egen praktik.”

Se her

Det burde være løgn, men den studerende bestod faktisk. Hvis du har børn i skolealderen, så bliver de måske undervist af forfatteren til ovenstående tekst.

Og her kan man læse om om studerende på dyrlægestudiet, som ikke behersker noget så elementært som brøkregning.

Når der bliver talt om et fald i niveauet på vores uddannelser, så bliver det ofte slået hen med, at sådan har folk sagt til alle tider. Det har folk måske, men nu tyder absolut alt på, at der efterhånden er noget om snakken.

Det har fået mig til at tænke tilbage på min egen gymnasietid 1980-83. Hvad var det for forventninger vi blev mødt med, da vi begyndte i 1. g?

Først og fremmest at vi kunne læse. Det ville være en absurd tanke at forestille sig, at blot én eneste af os skulle være mødt op uden at kunne læse en almindelig tekst. Jeg husker, at vi i 9. klasse havde læst George Orwells ”Kammerat Napoleon”. Det er en bog på omkring 100 sider, som er vældig nem at læse. Kan man ikke læse den på et par aftener, så har man intet at gøre i gymnasiet.

Dernæst blev det naturligvis også forventet af os, at vi havde lært at skrive. Den, som havde afleveret en dansk stil med så mange sproglige fejl som i den nævnte seminarieopgave, ville absolut ikke få mere end 6 (lige akkurat bestået på den gamle karakterskala), men nok snarere dumpekarakteren 5, da opgaven, udover at være sproglig ubehjælpsom, heller ikke virker alt for åndrig. Man ville så blive klar over, at man havde noget at præstere, hvis man drømte om selv at blive dansklærer.

I et fag som matematik var forudsætningerne for at følge med fra første dag egentlig ikke så store. Der behøvedes såmænd ikke ret meget andet end, at man beherskede den almindelig regning. Det blev så til gengæld også forventet. Matematiklæreren brugte altså ikke tid på at undervise i at sætte på fælles brøkstreg eller gange ind i en parentes. Det kunne man fra folkeskolen af, og kunne man det ikke alligevel, ja så havde man altså et efterslæb at indhente.

I fag som fysik og kemi husker jeg, at man begyndte helt forfra, så man i og for sig godt kunne følge med fra første dag, også hvis hvis man ikke havde været helt stiv i disse fag i folkeskolen.

I engelsk blev det forventet, at vi kunne læse en simpel tekst, og også samtale på et vist niveau. Jeg vil gerne dvæle lidt ved engelsk, for lige netop i det fag havde jeg store problemer. Jeg kunne nok læse det på et nogenlunde hæderligt niveau, men når jeg skulle sige noget, blev ordene til store kartofler i min mund. Sådan var der vel også et par andre kammerater, som havde det, men mange var særdeles dygtige til engelsk, og de fleste klart bedre end mig.

På den matematiske linje, som jeg gik på, skulle man til eksamen i engelsk efter 1. g, og resultatet for mig blev karakteren 5. Læreren fortalte mig, at det jeg havde forsøgt at sige, havde en englænder ikke forstået et ord af. Ikke særligt pædagogisk naturligvis, men jeg fik jo ikke den dårlige karakter, fordi læreren var et dumt svin, men fordi jeg havde forsømt at gøre noget ved faget allerede i folkeskolen, og derfor ikke havde niveauet til at følge med i gymnasiet.

Min pointe er, at niveauet i engelsk ikke blev sænket for min skyld. Naturligvis kan man sige, at det var synd for mig, at jeg fik en dårlig karakter, og at jeg blev ramt på mit selvværd. Det der imidlertid for alvor var synd for mig, det var da jeg tre år senere begyndte på universitetet, og skulle gå i krig med lærebøger på engelsk. Da kom jeg på det overarbejde, jeg burde have indledt allerede i skolen. Engelsk er simpelt hen ikke til at komme udenom nu om dage – det er ikke noget engelsklærerne har opfundet.

Fra tid til anden diskuterer vi karakterkrav. Bør man have et gennemsnit på f.eks. 4 eller 7 for at kunne begynde i 1. g? Det synes jeg ikke er så interessant. Det er endda sympatisk, hvis en dreng eller pige, som ikke var helt så flittig i folkeskolen, men nu er villig til at tage skeen over i en noget anden hånd, kan få chancen.

Det vi imidlertid må insistere på, det er, at niveauet fra første dag i gymnasiet svarer til, at alle elever har de elementære skolekundskaber:

Man kan læse en bog på dansk, man kan regne – også med bogstaver, og man kan læse og tale engelsk på et hæderligt niveau. Og er ens kundskaber alligevel ikke helt dér, ja så må man påregne at skulle præstere en ekstra indsats for at følge med.

Disse krav har vi åbenbart forsømt at stille, for hvordan skulle det ellers gå til, at nogle studerende på de videregående uddannelser ikke kan regne, og andre ikke kan sætte to ord sammen?

Hvad er konsekvenserne, hvis vi ikke retter op på det katastrofalt dårlige niveau i vores uddannelsessystem? Tja, vi kan jo blot tænke på, at den dag vi bliver ramt af en blindtarmsbetændelse, så har vi glæde af komme i hænderne på en læge, der i sine unge dage terpede anatomi til han brækkede sig. Og som i gymnasietiden var flittig med fag som fysik og kemi.

Og så er der den med globaliseringen. Det kan jo godt være, at vi danskere kan blive enige om, at vi skal have det hyggeligt med hinanden, og bare vi li'som forstår hinanden og så'n, så er alt godt. Men hvad når vi skal præstere noget på skrift og på engelsk, som folk fra andre lande skal læse? Kan vi så forvente at blive taget alvorligt, hvis vi præsterer tekster, som er fulde af grammatiske fejl?

Det haster med at få rettet op på niveauet i vores uddannelsessystem. Og det skal naturligvis være på alle niveauer. For helt åbenbart gælder det jo, at et ringe niveau i folkeskolen forplanter sig til gymnasiet og derfra videre til universiteterne.

I kender det måske godt. Man mener at kunne se en eller anden tendens i tiden, men så kan man jo alligevel blive i tvivl. Er den pågældende ting nu virkelig ny, eller har den været der også for både 10, 20 og 30 år siden?

Jeg vover dog et øje. Min påstand er, at tiden er præget af en fortvivlende pænhed. Ikke sådan at forstå, at der er noget fortvivlende ved, at vi opfører os pænt – hvad alle jo desværre ikke gør hele tiden. Men pænhed forstået som manglende vilje til at sige fra. Manglende vilje til at at slå i bordet, når vi bliver udsat for urimeligheder.

Jeg har naturligvis pligt til at blive lidt mere konkret med et eksempel:

Mange husker nok, at der sidste efterår var en omtale i medierne af et ruskursus, hvor de unge studerende blev udsat for en grænseoverskridende leg. Legen bestod i, at drengene skulle stille sig op med en banan mellem benene, og så skulle pigerne... Nå ja, I kan selv tænke jer til resten. I kan se en omtale her:

Se her

Så er det jeg klør mig selv i nakken og tænker: Hvorfor siger pigerne ikke fra – for det var vist nok dem, det var værst for? Hertil siger Sara Ferreira fra Dansk Kvindesamfund:

”Det lyder utrolig grænseoverskridende. Når man begynder på et studie, er man sårbar og vil gerne passe ind. Her har rusvejlederne et kæmpe ansvar for, at alle føler sig godt tilpas. For det kan være svært for både kvinder og mænd at sige fra og sætte grænser i et helt nyt miljø.”

Ja, naturligvis. Det kan være svært. Vi kender det jo også fra vores skoletid, at det ikke var rart at være den eneste til en eller anden ting.

På den anden side: Der er dog nok 25-30 piger på et sådant ruskursus. Så kan det da ikke passe, at der ikke er bare ét rivejern – og det skal forstås positivt – som mander sig op og siger ”Pak jeres elendige svineri sammen. Det her bliver i hvert fald uden mig”. Så bliver det nemmere for de andre piger også at sige nej.

Men jo, det kan passe. Rivejernet var der ikke, så vidt jeg har kunnet læse mig til. Hvad værre er: Ingen synes at kunne tænke den tanke, at hun burde eller eller dog i det mindste kunne være der.

Hvis du er et ungt menneske, som efter sommerferien skal begynde på en uddannelse, så ved du nu, hvad du kan risikere.

Hvad vil du så gøre? Vil du blot rette ind? Damen fra Dansk Kvindesamfund hævder, at du nok ikke kan andet. Det anerkender jeg ikke. Du skal i hvert fald vide, at hvis du faktisk tager mod til dig og siger ”nej, nej og atter nej, og kun nej og nej igen” - nej til svineri og idioti – så vinder du din egen selvrespekt, og den er næsten ethvert offer værd. Men du vinder givetvis også de andres respekt. Du demonstrerer, at du ikke blot er et viljeløst offer, som kan lokkes og manipuleres til hvad som helst.

Men nu taler vi jo om helt unge mennesker på måske 19-20 år, som kun har været på studiet i et par uger. Og jeg indledte med at tale om en generel tendens.

Nu tager jeg imidlertid fat på mit andet eksempel, og det er noget selvoplevet, som på sin vis kan sammenlignes med ruskurset med de ”sjove lege”. Sidste år deltog jeg i et seminar i forbindelse med mit arbejde. Vi var nok omkring 100 kolleger, der mødtes et sted ude i byen og væk fra vores sædvanlige arbejdsplads.

Min historie begynder, da vi kommer tilbage fra frokost. Her bliver vi præsenteret for en coach – endda en særdeles fremmelig en af slagsen, får vi at vide.

Jeg fatter øjeblikkeligt uvilje mod manden. Han taler med en vildt overdreven jysk dialekt. Hans mimik og kluklatter er stærkt ubehagelig og mistillidsvækkende. Han leder nærmest tanken hen på klovnen Pennywise i Stephen Kings fortælling om Det Onde.

Han fortæller næsten med det samme, at han i tilgift til sin bestilling som coach, for så vidt som det kan kaldes en bestilling, også er massør. Og han lader endda forstå, at han fra tid til anden praktiserer happy end massage. Dog uden at tage ekstra betaling!

Og han har dermed tegnet billedet af sig selv som en helt igennem klam og uappetitlig stodder. Jeg har for min part i hvert fald aldrig overværet noget så klamt. Og heller aldrig noget så upassende. Jeg mener: vi sidder, hvor vi sidder, fordi vi passer vores arbejde. Havde vi siddet et andet sted, havde vi principielt gjort os skyldige i pligtforsømmelse. Og så skal vi overdænges med slibrigheder.

Han begynder nu at tegne og fortælle. Vist nok om noget med kommunikation mennesker imellem. Jo, kusken kan skam også fine ord. Jeg kigger imidlertid væk fra tavlen, og prøver på at tænke på noget andet. Jeg kan få øje på flere kolleger, der heller ikke ser ud til at more sig synderligt. Dog har manden besynderligt nok sine tilhængere. Jeg må være blevet til på en helt anden planet, end hvor de kommer fra.

Så fortæller manden endelig, at nu skal vi minsandten have en rigtig teambuilding øvelse. Og så har jeg fået nok. Jeg skal død og pine ikke deltage i en idiotisk og nedværdigende øvelse ledet af ham. Jeg rejser mig simpelt hen fra min plads og forlader lokalet. Ikke fordi jeg er særligt modig, men fordi jeg ganske enkelt ikke kan blive. På min vej mod døren råber kusken et eller andet dumt efter mig, som jeg ikke husker nu. Det er ligegyldigt. Det giver ingen mening at forvente god opdragelse og situationsfornemmelse af en mand, som er i fuld gang med at demonstrere, at han ikke ejer nogen af delene.

Hvor mange kolleger fulgte mit eksempel? Antallet af kolleger, som fulgte med mig, er det tal, som efter sigende skulle være opfundet af araberne. Og det endda selvom jeg siden på forskellig vis har erfaret, at adskillige kolleger var enige med mig.

Det er så uendeligt trist. Ikke for min skyld. Det havde da været flot, om vi havde været 30-40, som havde udvandret, men det behøves ikke for min skyld. Jeg er godt tilfreds med min egen reaktion. Jeg ved, at jeg ikke kunne have deltaget i øvelsen med min selvrespekt intakt.

Og jeg blev ikke efterfølgende udsat for det mindste problem på min arbejdsplads. Tværtimod sagde både min chef og hans chef, at når jeg havde det som jeg havde, så var det eneste rigtige at gå.

Så drop pænheden. Du risikerer sandsynligt intet derved. Men hvis du blot altid retter ind, så er risikoen, at du hver gang føler lede ved dig selv.

Som jeg sagde tidligere: Selvrespekten er næsten ethvert offer værd. Men dén kan du kun selv vinde.