Denne artikel handler om den amerikanske økonom John Bates Clark (1841-1938), der i 1899 udgav sit hovedværk om fordelingen af samfundets indkomst. Bogen har titlen The Distribution of Wealth.

 

Som vi skal få at se senere i denne artikel, så er der en forbindelse mellem Clark og hans landsmand Henry George, der i 1879 udgav sit hovedværk Progress and Poverty - et værk, der ligeledes handler om indkomstfordelingen. Det skal dog med det samme siges, at indflydelsen fra George på ingen måde vedrører jordværdibeskatning, men er af rent økonomisk-teoretisk art.

 

Clark nåede vel næppe at få den mest fremtrædende placering i historien om den økonomiske teoris udvikling. I den økonomiske skole, der afløste klassikerne - klassikerne er økonomer som f.eks. Adam Smith, David Ricardo og John Stuart Mill - opnåede den engelske økonom Alfred Marshall en mere markant position. Afløserne for de klassiske økonomer kaldes som regel neoklassikere og til tider også marginalister. Det sidstnævnte begreb bliver sidenhen forklaret i denne artikel.

 

Formålet med artiklen er at give et eksempel på en økonom fra den traditionelle skole Jeg håber desuden at kunne give et dækkende indtryk af den tankegang og metode, der ligger i økonomisk teori.

 

Den retfærdige fordeling

 

The Distribution of Wealth er et ganske omfattende og omhyggeligt værk, der er skrevet i et forholdsvist klart sprog. Det afgørende for Clark er spørgsmålet om den retfærdige fordeling. Får alle klasser faktisk det, som de skaber rent produktivt, eller bliver en enkelt klasse udbyttet? Herom skriver Clark i bogens første kapitel

 

Den arbejdende klasses velfærd afhænger, om de får meget eller lidt; men deres holdning til andre klasser - og dermed den sociale stats stabilitet - afhænger først og fremmest af spørgsmålet om hvorvidt den mængde som de får, den være sig stor eller lille, svarer til hvad de producerer. Hvis de skaber en lille mængde af værdi og modtager alt af dette, så vil de måske ikke forsøge at revolutionere samfundet; men hvis det viste sig, at de producerer en meget stor mængde, og kun får en del af det, så ville mange af dem blive revolutionære, og det ville de være i deres gode ret til. Den anklage, der hænger over samfundet er "udbytningen af arbejdskraften". ”Arbejdere”, siges det, ”er konstant berøvet det, som de producerer. Dette finder sted inden for for konkurrencens love, og den måde konkurrencen naturligt finder sted på" Hvis denne anklage kunne bevises, så skulle alle retsindige mennesker blive socialister. (The Distribution of Wealth, Chapter I)

 

Clark kommer ikke nærmere ind på, hvor denne anklage om udbytning kommer fra. Selvfølgelig er socialisterne blandt disse anklagere men en anden gruppe kunne være tilhængerne af Henry George. Dette uddyber Clark ikke.

 

Det helt essentielle i Clarks tankegang er altså på den ene side arbejdets produktivitet, og på den anden side arbejdets aflønning. Stemmer de to ting overens? Det er det, som Clark vil teste i sin bog Han skriver videre om dette spørgsmål:

 

Der er ikke noget spørgsmål om ret eller uret ind involveret i det faktum, at lønninger falder fra halv anden dollar om dagen til en dollar. Men ved at tage en halv dollar fra den daglige betaling for hvert medlem af en gruppe af mænd, og give som gevinst til arbejdsgiveren, så rejses et kritisk spørgsmål om retfærdighed eller uretfærdighed. Spørgsmålet er: har arbejdsgiveren taget noget, som arbejderen har produceret? Netop dette spørgsmål vil altid versere mellem de arbejdende klasser. Hver dag overdrages der et beløb fra en klasse til en anden Er dette beløb bestemt efter et princip, som humaniteten kan kan godkende og bevare for altid? Behandler det mennesker retfærdigt? (Ibid)

 

For at besvare dette spørgsmål, så er det nødvendigt at opstille en sammenhængende økonomisk teori med fokus på fordelingen. Og spørgsmålet drejer sig ikke kun om arbejdskraft og løn, men også om kapital og kapitalrente. Denne teori vil vi se på i det næste afsnit.

 

 

Grænseprodukt og aflønning

 

Dette afsnit er ikke et referat af et bestemt kapitel i The Distribution of Wealth. Clarks redegørelse strækker sig over mange kapitler med utallige gentagelser og uddybninger. Jeg vil forsøge at beskrive Clarks teori i en forholdsvis sammentrængt form.

 

Clarks tankegang kan bedst beskrives, hvis vi forestiller os samfundets økonomi som et stort antal mindre virksomheder, der alle fremstiller varer. Der er altså ingen monopoler. Indsatsen fra alle disse virksomheder giver tilsammen en produktionsproces, hvor der i den ene ende er et input af produktionsfaktorer, og i den anden ende et output af varer.

 

Hvilke er disse produktionsfaktorer? Clark regner med to produktionsfaktorer: Arbejde og kapital. Til rådighed for produktionen er altså et givet antal arbejdstimer, som vi kalder L, og en given mængde kapital i form af jord, redskaber og maskiner, som vi kalder K. I praksis ville det være uhyre vanskeligt at måle både det samlede antal arbejdstimer og den samlede mængde kapital, som står til samfundets rådighed, men dette praktiske problem vil vi ignorere i teorien.

 

Teorien inddrager altså både arbejde og kapital. Samfundets samlede indkomst bliver fordelt mellem disse to klasser. Hvis den ene klasse får det, som den har skabt, så vil den anden klasse også få det, som den har skabt, hvorved spørgsmålet om ret eller uret er løst.

 

Det kan naturligvis virke meget kontroversielt, at Clark betragter jorden som en del af kapitalen. De klassiske økonomer, og også Hent George, regnede med tre produktionsfaktorer, jord, arbejde og kapital. Spørgsmålet tages op senere i denne artikel

 

Vi forestiller os endvidere, at al arbejdskraft og al kapital bliver anvendt. Der er altså ingen arbejdsløshed, og ingen fabrikker, der står tomme hen Der kan dog godt være jord, som ikke er inddraget i produktionen, f.eks. fordi frugtbarheden er for ringe. Der kan også være forskellige maskiner og redskaber, som er nedslidte og forældede, og som ejerne derfor ikke ønsker at anvende produktivt. Når vi således taler om kapitalen K, så mener vi dermed al den jord og alle de maskiner og redskaber, som ejerne ønsker at anvende selv eller leje ud til andre.

 

Vi kan da formulere den samlede produktion, som en funktion af den samlede mængde arbejdskraft og den samlede mængde kapital. Rent matematisk formuleres det således:

 

P=F(L,K)

 

P er den samlede produktion, som er et resultat af indsatsen fra arbejdskraften L, og kapitalen K. Denne funktion kaldes produktionsfunktionen, og den gælder både for den enkelte virksomhed og for hele samfundet. Vi antager, at hvis vi fordobler den samlede indsats af arbejdskraft og kapital, så vil den samlede produktion P også blive fordoblet.

 

Hvis denne antagelse er rigtig, så følger det også heraf, at hvis vi fordobler indsatsen af enten arbejdskraft eller kapital, så vil produktionen stige med mindre end det dobbelte. I økonomisk teori plejer man at formulere det således, at der et faldende grænseprodukt for produktionsfaktorerne. Vi kan forestille os en situation, hvor en ekstra arbejdstime vil forøge produktionen med 102, den næste arbejdstime med 101, og yderligere en arbejdstime hæver produktionen med 100 etc.

 

Vi vil først betragte spørgsmålet set fra den enkelte virksomheds side. En producent skal træffe en beslutning om hvor meget arbejdskraft, som han skal anvende i sin virksomhed. Han ser, at timelønnen er på 100. Den optimale beslutning for ham er altså at blive ved med at ansætte folk lige indtil det punkt, hvor den sidst ansatte forøger produktionen med 100 med en times arbejde, som jo er den timeløn, som han skal betale sine ansatte.

 

For hele samfundet anskues situationen lige modsat. Vi antager, at en ekstra arbejdstime vil forøge produktionen med 100. Da vil virksomhederne i den indbyrdes konkurrence lige netop byde timelønnen op på 100. Hvis en virksomhed betaler mindre end 100 i timen, så kan en anden virksomhed med fordel overbyde den første virksomhed. Den virksomhed, der betaler mere end 100 i timen vil lide tab. Så givet, at konkurrencen fungerer perfekt, og virksomhederne tilrettelægger deres produktion helt effektivt og rationelt, så vil den markedsbestemte timeløn netop blive budt op på 100, som er arbejdets grænseprodukt, altså den produktion, som en ekstra arbejdstime kan forøge produktionen med. Ligevægten opnås altså i kraft af, at alle virksomheder i deres planlægning af produktionen går til grænsen, hvor arbejdslønnen er lig med arbejdets grænseprodukt.

 

Vi behøver i øvrigt ikke at indskrænke os til at betragte alle arbejdere som lønmodtagere Man kan også tænke sig arbejdere, der arbejder som selvstændige. Hvis en arbejder kan tjene 100 i timen ved selvstændig virksomhed, så vil han ikke acceptere en timeløn på under 100 fra en arbejdsgiver. Hvis han ikke kan eller vil starte sin egen lille virksomhed, så er han alligevel, i kraft af konkurrencen mellem arbejdsgiverne, sikret en timeløn på 100.

 

Kapitalrenten bliver bestemt på nøjagtig samme måde. Efterhånden som vi forestiller os, at vi forøger indsatsen af kapital, så vil produktionen stige for hver enhed kapital, som indsættes i produktionen, men produktionsstigningen bliver stadig mindre. Kapitalen har ligesom arbejdskraften faldende grænseproduktivitet, og aflønnes lige akkurat med dets grænseprodukt - præcis som arbejdskraften. Hvis en maskine kan forøge produktionen med 100, så vil virksomhederne i indbyrdes konkurrence byde kapitalrenten op på 100 - et beløb, der altså tilfalder ejeren af maskinen. Igen kan ejeren naturligvis vælge selv at bruge maskinen i sin egen virksomhed.

 

Det følger altså heraf, at hvis vi forøger den samlede indsats af kapital, og arbejdskraften er konstant, så vil kapitalrenten falde, og arbejdslønnen vil stige, og omvendt hvis arbejdskraften forøges, og kapitalen er konstant.

 

Dette resultat synes at være i overensstemmelse med hvad, man intuitivt kan tænke sig. Den produktionsfaktor, der er knap, modtager en høj aflønning, mens den produktionsfaktor, der er rigelig, modtager en lav aflønning

 

Vi kan også tænke os et simpelt eksempel: 100 mænd arbejder i marken, men har kun én le til sin rådighed. De 100 mænd er arbejdskraften, mens den ene le er kapitalen Det er da indlysende, at en ekstra arbejder ikke vil forøge produktionen ret meget Det er ikke arbejdskraft, der er mangel på, men redskaber. Hvis vi derimod indsætter en ekstra le i produktionen, så kan der opnås en meget stor stigning i produktionen. Arbejderne vil altså have en forholdsvis lav løn, mens den heldige ejer af den ene le, vil modtage en forholdsvis høj kapitalrente

 

Vi ser altså, at hver faktor får netop det i aflønning, som den bidrager til at forøge produktionen med, givet at produktionen tilrettelægges helt effektivt, og konkurrencen fungerer aldeles perfekt. Netop den frie konkurrence er vigtig. Clarks model ville ikke passe på et feudalt samfund, hvor de små bønder under nærmest slavelignende forhold var bundet til en godsejer, som kunne forbyde sine fæstebønder at søge væk for at arbejde for en anden Teorien er altså knyttet til den liberale markedsøkonomi med frihed både for arbejdsgivere og arbejdstagere

 

Vi får samtidig en forklaring på, hvorfor der er kapitalrente Hvorfor skal man have et udbytte uden at arbejde? Det skal man, fordi kapitalen er produktiv. Indsats af kapital forøger produktionen, og skal derfor have det, som produktionen forøges med, når en ekstra enhed kapital indsættes. Kapitalrenten er altså ikke noget røveri fra arbejderne, for de får også hvad de bidrager med produktivt. Tilmed gælder det jo, at indsats af ekstra kapital forøger arbejdets grænseproduktivitet og dermed også lønnen. Man kan altså på en måde sige, at samarbejdet mellem arbejde og kapital er til gavn for både arbejdere og kapitalister. Dette samarbejde skal ikke forstås som en slags kooperativer, hvor virksomhederne i fællesskab ejes og drives af arbejdere og kapitalister. Arbejdernes og kapitalisternes rettigheder sikres i Clarks teori udelukkende af den frie konkurrence, og ikke af "økonomisk demokrati". Arbejderne har ingen ret til en andel af kapitalrenten, ligesom kapitalisterne ikke har nogen ret til en andel af lønnen.

 

Denne lighed mellem arbejde og kapital understreges også af det faktum, at Clark kategorisk afviser tanken om, at lønnen skulle være betalt af kapitalen - den gamle lære om en lønfond. Det var en teori, som også Henry George afviste. Såvel løn som rente kommer fra produktionen, og modsvarer arbejdets og kapitalens produktive indsats.

 

Det kan virke som vi i denne gennemgang forestiller os en klasse af arbejdere, der kun modtager løn, og en klasse at kapitalister, der kun modtager kapitalrente. Det er imidlertid ikke rigtigt. En person kan sagtens modtage både løn og kapitalrente, hvis han både arbejder og ejer kapital i et eller andet omfang Det vil i hvert fald typisk være tilfældet for ejere af mindre virksomheder, at de både ejer noget kapital, og arbejder i deres egen virksomhed. Vi skal endvidere tænke på, at arbejde også omfatter ledelse og planlægning, og ikke kun det rent manuelle arbejde.

 

Et andet spørgsmål, der rejser sig, er spørgsmålet om arbejdets og kapitalens karakter. Det kan virke som om, at vi kun forestiller os en type arbejde og en type kapital. I praksis ved vi imidlertid, at der er både faglærte og ufaglærte arbejdere, og forældede og moderne maskiner og redskaber. Tager Clarks teori højde for dette? Ja, for Clark forestiller sig, at man kan betragte den ufaglærte arbejder som en enhed arbejdskraft. Men som, Clark siger:

 

En dygtig håndværker repræsenterer imidlertid mere end en sådan enhed, og en succesrig forretningsmand repræsenterer mange af dem. (Ibid, Chapter VI)

 

Og tilsvarende med kapitalen

 

Et godt redskab vil også producere mere end et slet. Sådan et godt redskab repræsenterer imidlertid flere enheder kapital end det dårlige. (lbid)

 

Man skelner gerne i den økonomiske teori mellem den personlige
indkomstfordeling og den funktionelle indkomstfordeling. Den personlige indkomstfordeling angiver konkrete personers indkomst, uanset hvad kilden til denne indkomst er. Det er denne type af oplysninger man f.eks. kan ja oplyst i Danmarks Statistiks publikationer - oplysninger, der er hentet fra skattemyndighedernes oplysninger om skattepligtige indkomster. Sådanne oplysninger er naturligvis meget nyttige, hvis man gerne vil vide noget om forskelle i levevilkår. Den funktionelle indkomstfordeling knytter sig imidlertid alene til kilden til indkomsten. Hvor meget tjener arbejderne i kraft af deres arbejdsindsats, og hvor meget tjener kapitalistene i kraft af deres indsats af kapital i produktionen. Disse to grupper kan som sagt meget vel overlappe hinanden. Det er altså den funktionelle indkomstfordeling, som Clark beskæftiger sig med

 

Den grænsebetragtning eller marginale betragtning, der ligger i Clarks teori om indkomstfordeling, hvor aflønningen af produktionsfaktorerne netop er bestemt ved den pågældende faktors grænseproduktivitet, har fået en meget stor betydning for den neoklassiske økonomiske teori. Heraf følger så også, at de neoklassiske økonomer ofte kaldes marginalister, som det blev nævnt i indledningen til denne artikel.

 

Den marginale betragtning går igen i praktisk taget alle områder inden for økonomisk teori. Teorien er en generalisering af Ricardos teori om jordrenten, hvor jordrenten bliver bestemt som et stykkes jords produktivitetsoverskud i forhold til den ringeste jord i brug - den jord, som ikke giver noget afkast til ejeren i form af jordrente, og ofte kaldes marginaljorden.

 

Den marginale betragtning har igen ført til, at den økonomiske teori er blevet meget matematisk, hvor især differentialregningen er blevet anvendt flittigt. Clark gør dog ikke brug af matematik i The Distribution of Wealth, men bruger kun enkelte grafer til at fremstille sine teorier. Det gør, at i det mindste dele af bogen ikke burde være helt utilgængelig for personer uden egentlige fagøkonomiske forudsætninger. Desværre er bogen ikke oversat til dansk.

 

Model og virkelighed

 

Hvis man ikke er så vant til at beskæftige sig med økonomisk teori, så kan man nok få den tanke, om Clark virkelig forestiller sig, at hans teori helt perfekt beskriver virkelighedens verden. Svaret er nej. Alle økonomer arbejder med en eller anden simpel model af virkeligheden, men der er netop tale om en model, og ikke om virkeligheden selv. Modellen skal opfattes som en forenkling af virkeligheden, der bedst muligt beskriver nogle få udvalgte forhold, som skønnes af særlig interesse. Således ignoreres i Clarks teori om fordelingen spørgsmål som f.eks. penge, udenrigshandel og beskatning - forhold, som naturligvis kunne være interessante i en anden sammenhæng. Dermed bliver modeller en tilnærmelse til virkeligheden, og aldrig en eksakt beskrivelse af et konkret samfund.

 

Clarks vigtigste simplificering er antagelsen om det statiske samfund. Han forestiller sig en økonomi med en given mængde af kapital og arbejdskraft. Disse produktionsfaktorer anvender en given teknologi, dvs. der opstår ikke nye teknikker og opfindelser, der forbedrer arbejdets og kapitalens produktivitet i den periode vi betragter.

 

En anden vigtig forudsætning er den perfekte mobilitet for både arbejdskraft og kapital. Begge disse produktionsfaktorer søger derhen, hvor deres produktivitet, og dermed aflønning, er størst. I kraft heraf opstår en ligevægt, hvor udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft og kapital stemmer overens, og hvor enhver faktor er placeret optimalt, dvs. der hvor den giver det største bidrag til den samlede produktion.

 

Denne ligevægt vil aldrig opnås i den virkelige verden. Økonomien er uophørligt underkastet forandringer i form af tilgang til arbejdsstyrken, ny kapital, teknologiske forandringer, ændret efterspørgsel efter varer etc. Systemet vil således hele tiden arbejde hen imod ligevægten, men aldrig opnå den fuldstændigt.

 

Alt dette er Clark naturligvis udmærket godt klar over. Hans pointe er imidlertid, at de statiske love også virker i det dynamiske samfund. Hvis man altså forestiller sig, at man skal beskrive en økonomi i forandring, så må man først fastlægge de statiske love, og derefter introducere de dynamiske effekter, der hele tiden forandrer den statiske ligevægt fra en ligevægt til en anden. Det dynamiske samfund, opnår Clark dog kun at beskrive rent sporadisk.

 

Clarks grundmodel er således, at man går ind og beskriver økonomien på et givet tidspunkt i dens tilværelse. Man interesserer sig hverken for fortiden eller fremtiden, og forklarer altså ikke, hvordan f.eks. kapitalen er et resultat af fortidens investeringer. Det er denne metode, som økonomerne gerne kalder for statisk analyse,

 

Henry Georges indflydelse

 

Henry George opstillede i Progress and Poverty en simpel lønteori, hvor lønnen bliver bestemt, som det en arbejder kan opnå ved selvstændig virksomhed. (Se Progress and Poverty, Book III, Chapter VI). Hvis man kan tjene 100 i timen som selvstændig, så vil man ikke acceptere mindre fra en arbejdsgiver, På den anden side behøvet arbejdsgiveren så heller ikke at betale mere for at få fat i en mand til at arbejde i sin virksomhed, hvis han stiller lønmodtageren ligeså godt, som hvis denne havde arbejdet som selvstændig. Det man kan tjene som selvstændig er igen afhængig af adgangen til jorden, idet man skal bruge en grund til sin virksomhed, og det uanset om man driver landbrug, handel eller håndværk. Lønnen afhænger dermed af produktiviteten på den jord, som kan fås uden betaling af jordrente, altså den dårligste jord i brug. Hvis man vil have en bedre grund, så skal man betale forskellen (i forhold til den ringe grund) i jordrente til ejeren af grunden, og man opnår dermed ikke en højere løn.

 

Dermed ses det, at også i Georges teori, er lønnen bestemt ved arbejdets grænseprodukt. Dette inspirerede Clark til at opstille sin egen teori. Faktisk giver han George en meget fornem placering i The Distribution of Wealth. Clark skriver i sit forord:

 

Det var den påstand, der blev fremført af Hr. Henry George, om at lønningerne er bestemt ved den produktion, som en mand kan skabe ved at dyrke jord uden jordrente som først tilskyndede mig til at søge efter en metode efter hvilken arbejdets produktion overalt kan udskilles fra produktionen af samvirkende agenter, og særskilt identificeres. (The Distribution of Wealth, forord)

 

Senere i sin bog skriver Clark:

 

Hr. Henry George har korrekt sagt, at så længe jorden er så rigelig, at den kan fås uden videre, så kan en mand, som gerne vil arbejde i en butik kræve og også få en betaling, der er stor nok til at godtgøre ham for det, som han må opgive ved ikke at starte et landbrug. (Ibid, Chapter VII)

 

George bruger sin lønteori til at videreudvikle sin teori om udbytning af arbejdet. Når jorden nemlig er en nødvendig faktor i produktionen, så vil monopolisering af jorden gennem jordspekulation føre til, at der ikke er fri jord til rådighed for arbejdet. Arbejdslønnen bliver derved tvunget ned på eksistensminimum, da der for en arbejder ikke er noget alternativ til at acceptere et hvilket som helst tilbud fra en arbejdsgiver - der er ikke nogen fri jord, hvor arbejderen kan starte sin egen virksomhed. Og med stor arbejdsløshed, så tvinges arbejderne til at konkurrere lønnen helt ned på det lavest tænkelige niveau. Arbejdsløsheden bliver netop skabt af, at jordspekulationen spærrer for arbejdets adgang til jorden. Jorden er en nødvendig faktor overalt i økonomien, og ikke kun i landbruget.

 

Georges løsning er at beskatte jordrenten fuldt ud. Derved vil ingen besidde jord, som ikke anvendes produktivt; jordspekulation bliver en umulighed, og lønningerne vil stige til det niveau, der svarer til arbejdets produktivitet.

 

Alle disse forhold kommenteres slet ikke af Clark. Han betragter ikke jorden som særskilt interessant, idet den blot er en del af kapitalen. Dette vil vi undersøge nærmere i det næste afsnit.

 

Jord og kapital

 

Er der nogen grund til at betragte jorden som en særskilt interessant faktor i produktionen? Det spørgsmål kræver en nærmere undersøgelse, for hvis ikke jorden er specielt interessant, så falder Georges teori sammen. Georgismen må simpelt hen afvises som en grotesk overdrivelse, hvor et mindre interessant specialtilfælde pustes op og gøres til selve spørgsmålet.

 

De klassiske økonomer udviklede en teori for jordrenten, hvor jordrenten for et givet stykke jord er bestemt som jordens produktivitetsoverskud i forhold til den ringeste jord i brug. Hvis der er fri jord til rådighed, der ved en normal indsats kan give et udbytte på 100, så vil ejeren af et stykke jord med en produktivitet på 200, opnå et udbytte på 100. Klassikerne regnede med, at jordrenten kun var relevant i landbruget, mens George generaliserede teorien til at omfatte hele økonomien.

 

Afgørende for om man kan tale om en jordrente er altså, at der er jord til rådighed i forskellige kvaliteter, og disse forskelle er skabt af mange tænkelige omstændigheder. Al landbrugsjord har ikke den samme frugtbarhed fra naturens hånd og nogle erhvervsgrunde er mere gunstige end andre i kraft af f.eks. jernbaner og andre faciliteter.

 

Samtidig skal der være fri jord til rådighed, den såkaldte marginaljord, hvor der ikke skal betales jordrente. Marginaljorden sætter jo standarder, for hvilken jordrente der skal betales for at benytte mere gunstige grunde. Der er næppe den slags helt fri jord i moderne, og tæt befolkede lande som Danmark, men der er dog formodentligs steder i landet, f.eks. i Nordjylland og Lolland-Falster, hvor jord kan erhverves overordentligt billigt, således at betingelsen om marginaljorden kan siges at være nogenlunde opfyldt.

 

Ideen om jordrenten er altså korrekt nok, hvilket Clark overhovedet ikke afviser. Men han fastholder, at kapitalrenten er bestemt på nøjagtig den samme måde Hvis vi nemlig betragter en økonomi på et givet tidspunkt, så vil der til rådighed for produktionen være redskaber og maskiner af vidt forskellig kvalitet. Der vil på den ene side være helt moderne maskiner med høj produktivitet, og på den anden side forældede maskiner, som kan erhverves praktisk taget gratis. Disse maskiner produceres ikke mere, men er erstattet af andre og mere moderne og effektive udgaver Så uanset at der i sin tid var omkostninger forbundet med at producere dem, så er disse maskiner nu for ringe til, at der kan afkræves en leje for dem af betydning. Alligevel kan de godt have en brugsværdi for de mennesker, som ønsker at anvende dem. På den måde vil den person, der ejer et bedre redskab opnå et merudbytte, som nøjagtigt svarer til den jordrente, som ejeren af et stykke jord får, hvis hans Jord er bedre end marginaljorden. Der er derfor slet ikke brug for en særskilt lov for jordrenten, idet jorden er en del af kapitalen.

 

Clark mener ikke, at det er en relevant indvending, at mængden af maskiner og redskaber kan forøges mens udbuddet af jord ligger fast For på et hvilket som helst givet tidspunkt, der ligger kapitalen også fast. Man kan ikke fra det ene øjeblik til det næste fordoble mængden af kapitalgoder.

 

På et hvilket som helst tidspunkt, der er mængden af den eksisterende kunstige kapital lige så fast som mængden af jord ... Yderligere gælder det, at en skelnen mellem jord og andre kapitalgoder, grundlagt på den kendsgerning, at jorden ikke kan forøges, og at andre ting godt kan, helt åbenbart ikke har nogen gyldighed i et statisk studium; for selve den statiske antagelse udelukker enhver forøgelse af kapitalen. (The Distribution of Wealth, Chapter XXII, min kurssivering)

 

Og det er naturligvis også korrekt Hvis vi forestiller os en økonomi helt uden forandring, som er forsynet med jord, redskaber og maskiner, så vil der ikke være nogen principiel forskel på at eje et frugtbart stykke landbrugsjord eller eje en moderne og meget effektiv mejetærsker. Begge dele vil give et udbytte til ejeren bestemt efter nøjagtig de samme principper. Den gode jords udbytte bestemmes i forhold til den ringeste landbrugsjord under opdyrkning, og den moderne mejetærskers udbytte bestemmes i forhold til den ringeste mejetærsker, som nogen landmand anvender.

 

Spørgsmålet er så, om det alligevel ikke gør en forskel, at det har kostet arbejde at fremstille mejetærskeren, mens jorden er givet fra naturens hånd. Det er klart, at det ikke gør nogen forskel på det korte sigt, for da kunne mejetærskeren ligeså godt være faldet ned fra himmelen. Derfor er der, så længe vi holder os til Clarks statiske analyse, ganske rigtigt ikke nogen forskel på jord og maskiner eller, om man vil, natur- og menneskeskabt kapital.

 

Vi kunne endda i princippet ligeså vel beskatte maskiner som jord. Fordelen ved jordbeskatning er jo, at ejeren af jorden ikke kan trække jorden ud af produktionen som modtræk mod beskatningen, mens beskatning af arbejdsindtægter kan tænkes at dæmpe arbejde og initiativ, og dermed medføre det, som økonomerne som regel kalder en forvridning. Beskatning af jord kan aldrig føre til den slags forvridninger. Men maskinerne er jo på det korte sigt også fast i mængde. Så hvis vi ser bort fra, at der helt sikkert ville være et kontrolproblem forbundet med at beskatte maskiner og forskellige redskaber, så kunne vi nøjagtig lige så godt beskatte kapital som jord.

 

Nu er beskatning ikke til diskussion i Clarks bog, så disse bemærkninger skal mere ses som en illustration af den lighed, der består mellem jord og kapital på det korte sigt.

 

Men hvad hvis vi forlader det korte sigt? Er der da nogen forskel på jord og maskiner? Ja, for i det lange løb er vi nødt til at tage i betragtning, at maskiner skal produceres, hvad jord ikke skal og ikke kan. Beskatning af maskiner ville medføre en helt urimelig forvridning, for den fabrik, der f.eks. producerer mejetærskere, skal have en ligeså god fortjeneste på mejetærskere som på produktion af andre varer. Ellers vil fabrikken før eller siden kaste sig over at producere andre varer. Den landmand, der skal anskaffe sig en mejetærsker må altså betale fabrikken den fulde omkostningsbestemte pris, og samtidig bære den løbende beskatning af mejetærskeren. Det kan så igen medføre den forvridning, at landbruget bruger færre mejetærskere, end det der er optimalt for den samlede samfundsøkonomi.

 

I det lange løb gælder også, at hvis der skulle være et meget højt udbytte forbundet med at besidde mejetærskere, f.eks. fordi kornpriserne er høje, så vil prisen på mejetærskere også stige. Det medfører, at der vil blive udbudt flere mejetærskere på markedet, og det kan både ske ved indenlandsk produktion og import, hvorved prisen bliver konkurreret ned. Det fører så igen til, at flere landmænd får adgang til at producere mere korn til høje priser, og efter nogen tid bliver prisen på korn konkurreret ned. Den unormalt store fordel ved at besidde en mejetærsker er dermed reduceret til den helt almindelige fordel, som der ved at besidde et hvilket som helst kapitalgode.

 

Det siger sig selv, at den samme mekanisme aldrig kan gælde for jord. Der kan ikke bringes mere jord til markedet, således at jordpriserne bliver konkurreret ned. Der er altså en permanent fordel forbundet ved at eje jord, mens en særlig fordel ved at eje en eller anden maskine kun kan være midlertidig.

 

Dermed har vi påvist, at det er berettiget at give jorden en særlig plads i den økonomiske teori. Og det gælder navnlig, når vi taler om beskatning. Som vi har set, så giver det god mening at beskatte jordens værdi, mens det vil være dybt betænkeligt at beskatte redskaber og maskiner, selv hvis vi ser bort fra den administration og kontrol en sådan skat vil medføre.

 

Konklusion

 

Clarks værk The Distribution of Wealth giver et udmærket billede af den konventionelle økonomiske teori. Samtidig er Clarks arbejde præget af nogle overordentligt sunde principper. Det gælder for det første nogle udmærkede tanker om en retfærdig fordeling – den som arbejder, skal også have udbyttet af sit arbejde. For det andet gælder det den meget omhyggelige økonomiske analyse. Derfor kan Clark udmærket læses med stort udbyte af den morderne læser, også fordi det under alle omstændigheder kan være interessant at læse ældre økonomisk litteratur.

 

Det særligt interessante netop for Clark er hans afhængighed af Henry George. George opnåede jo aldrig selv at få nogen særlig stor plads i den økonomiske teorihistorie, hvor Clark har en noget mere fremtrædende plads (omend ikke blandt de allerstørste koryfæer). Clarks afhængighed af George bliver i øvrigt som oftest fortiet af forfatterne til de mange forskellige værker om den økonomiske teoris udvikling. Der kunne ellers være et godt belæg for at betragte George som bindeleddet mellem den klassiske og den neoklassiske økonomi.

 

Alligevel er der jo helt klart store forskelle mellem George og Clark. Hvor den sidstnævnte leverer en slags forsvar for det eksisterende samfund, men altså godt nok pakket ind i en abstrakt økonomisk teori, så er Georges arbejde et voldsomt stykke samfundskritik., som munder ud i det radikale forslag om en fuld beskatning af jordrenten. Den slags ligger Clark uendeligt fjernt, idet han helt afholder sig fra direkte at drage politiske konklusioner.

 

Derved bliver George så afgjort den mest spændende tænker af de to økonomer. Han radikale forslag om beskatning af jordens værdi har bevaret sin relevans.

Denne artikel blev første gang udgivet i tidsskriftet Grundskyld, 1997:4.

I alle civiliserede samfund er det nødvendigt, at borgerne betaler skat til det offentlige En nærmere redegørelse herfor burde være overflødig. Derfor er alle skattenægterbevægelser både vulgære og asociale, og appellerer udelukkende til primitive og egoistiske instinkter hos en del af befolkningen Skattesnydere bør aldrig forsynes med en glorie, som var de en slags frihedskæmpere.

 

Derimod er det både rigtigt og nødvendigt i alle demokratiske samfund, at man diskuterer dels den samlede skattebyrde, og dels hvilke skatter, som er de bedste.

 

Det sidste vil jeg undersøge nærmere i denne artikel, idet jeg tager udgangspunkt i den amerikanske økonom Henry George og hans hovedværk fra 1879 Progress and Poverty (på dansk Fremskridt og Fattigdom).

 

Udgangspunktet skal alene være hvilke skatter, der er retfærdige, og hvilke skatter, der har de bedste virkninger på samfundsøkonomien. Spørgsmålet om skatternes popularitet er derimod ikke afgørende Skatter bliver næppe nogensinde populære. Men hvis det viser sig, at en god skat er særlig upopulær, så må opgaven aldrig blive at bekæmpe denne gode skat. Dermed forsøger man jo blot at vinde en billig popularitet ved at appellere til uvidenheden. Opgaven må tværtimod være at gøre den gode skat, om ikke ligefrem populær, så dog accepteret. At der er mange politikere, der har taget den første opgave til sig med kyshånd, og ladet den anden og sværere opgave hvile, det behøver vist ikke nogen nærmere dokumentation.

Hvorfor skal jordens værdi beskattes?

Fremskridt og Fattigdom handler egentlig ikke som udgangspunkt om skatter, men derimod om indkomstfordeling. Alligevel får spørgsmålet om beskatning en meget vital betydning for Henry George, idet han i sin analyse af de økonomisk:e sammenhænge kommer frem til, at man kan komme fattigdommen til livs, hvis samfundet reelt fjerner den private ejendomsret til jorden gennem en meget kraftig beskatning af jordens værdi. Dermed fjerner man den særfordel, som jordejeren nyder på bekostning af det øvrige samfund. Man gør jordspekulation og monopolisering af jorden til en umulighed. Da jorden er en nødvendig faktor i produktionen, så vil jordbesiddelse som en kilde til udbytning af den arbejdende befolkning, som kun har deres arbejdskraft at sælge, være elimineret effektivt, og arbejdslønnen vil stige til et niveau, der svarer til arbejdets produktivitet

Det provenu, som jordværdiskatten giver, kan bruges til at nedsætte andre skatter og afgifter. Faktisk mener George, at man kan I:omme så vidt, at alle andre skatter helt kan afskaffes, så alle de offentlige opgaver fuld ud finansieres af en eneste skat på jordens værdi.

Reformen kan retfærdiggøres rent etisk derved, at jorden er skænket os alle i fællesskab af naturen; intet menneske har skabt jorden ved sit eget arbejde. Derfor er den private ejendomsret til jorden ikke retfærdig. Det nytter ikke noget at sige, at folk jo har betalt for deres jord, og derfor har den fulde ret til at besidde den. Handel kan aldrig gøre uretmæssig ejendom retmæssig Desuden, og det bør understreges meget kraftigt, så forestiller George sig bestemt ikke, at jorden skal nationaliseres i socialistisk forstand; jorden skal forblive i privat besiddelse, hvor ejeren af jorden blot betaler jordværdiskatten til samfundet Hvis jordejeren f.eks. er landmand, så bestemmer han selv, hvordan han vil dyrke sine marker. Dermed respekterer reformen fuldt ud den frie markedsøkonomi

 

Men kan reformen rent faktisk også lade sig gøre? Hvis der var tale om et tiltag, som i praksis ville medføre store uhensigtsmæssigheder for samfundsøkonomien og den offentlige administration, så ville det ikke nytte så meget, at reformen i teorien var god og retfærdig.

Opgaven må derfor blive at fastlægge kriterierne for en hensigtsmæssig beskatning, og så se om skatten på jordværdierne kan opfylde disse kriterier. Det er netop det, som George gør i Fremskridt og Fattigdom. Han mener, at de gode skatter bør opfylde følgende betingelser:

 

1) De skal hvile så let som muligt på produktionen, så denne ikke hæmmes af beskatningen.

 

2) De skal være nemme og billige at opkræve, og falde direkte på betaleren.

 

3 De skal være sikre i den forstand, at de ikke giver anledning til svindel og korruption, eller i det hele taget på nogen måde tilskynder eller fristet til ulovligheder.

 

4) De skal falde ligeligt og retfærdigt på borgerne.

 

Ikke overraskende kommer George i sin analyse frem til, at skatten på jordværdierne bedst opfylder disse betingelser, men lad os se nærmere på hans argumentation.

 

De fleste skatter hviler under en eller anden form på den økonomiske aktivitet, som virksomme borgere udøver. Det gælder indkomstskatter og forbrugsafgifter. Det gælder også skatter, som falder på formuegoder som bygninger og maskiner Disse skatter kan derfor betyde, at initiativet svækkes, og at det bliver dyrere at besidde nyttige redskaber i produktionen. Herom skriver George:

Således vil skatter, der mindsker arbejdernes fortjeneste eller kapitalisternes afkast, tendere mod at gøre den første mindre flittig og opfindsom, og den anden mindre tilbøjelig til at spare op og investere. Beskatning, som falder på produktionsprocessen udgør en kunstig hindring for skabelsen af velstand. (Fremskridt og Fattigdom, Bog VIII, Kapitel III)

 

Men man kan jo spørge, om det ikke blot er en nødvendig omkostning for samfundet - givet at der skal opkræves et vist beløb i skatter for at betale for de fælles opgave? Ikke i det omfang der findes andre skatter, som ikke har de nævnte forvridende egenskaber. Jordværdiskatten er en sådan skat, for jordens værdi er skabt af samfundets vækst, og ikke af den enkelte jordejer. Ikke desto mindre kan jordejeren afkræve en betaling for brug af jorden - det beløb, som George og andre økonomer kalder jordrenten. Denne indkomst har jordejeren udelukkende i kraft af sit ejerskab af jorden. Ikke i kraft af nogen aktiv og produktiv indsats. Derfor kan jordrenten beskattes så kraftigt det skal være, uden at svække initiativ og produktion det mindste, og derfor foreslår George, at denne særlige indkomst beskattes 100 pct.

Skatter kan pålægges jordens værdi indtil hele jordrenten er taget af staten, uden at reducere arbejdslønningerne eller kapitalens afkast med én tøddel; uden at hæve priserne på en eneste vare, eller på nogen måde gøre produktionen vanskeligere. (Ibid)

 

Og så er jordværdiskatten endda endnu bedre end som så. For den gør en ende på al jordspekulation, som udgør en hindring for produktionen. George konkluderer om skatternes indvirkning på produktionen:

 

Beskat industrifolk, og effekten er at industrien hæmmes. ... Beskat kapital, og effekten er at drive den væk. Men hele jordens værdi kan inddrages ved beskatning, og den eneste effekt vil være at stimulere virksomheden, at åbne nye muligheder for kapitalen, og forøge produktion af velstand. (Ibid)

 

Efter min mening er det dette punkt, der for alvor gør Georges argumentation fascinerende: Ikke alene opnår man en gunstig effekt ved jordværdibeskatningen i kraft af at andre og skadelige skatter kan lempes eller helt afskaffes. Man opnår også at fjerne den jordspekulation, som ifølge Georges teori har en langt mere skadelig effekt på samfundsøkonomien og indkomstfordelingen end alle de dårlige skatter tilsammen. Gevinsten er altså dobbelt. Perspektivet i Georges reform er således langt mere omfattende end blot dette at skifte dårlige skatter ud med en god skat. Visse tilhængere af Henry George i USA taler om jordværdiskatten som en "incentive tax", som lidt frit kan oversættes med "skatten, der tilskynder" eller måske "skatten, der opmuntrer". Og det udtrykker på glimrende vis kernen i Georges skattefilosofi.

 

Så er der spørgsmålet om de administrative omkostninger ved at opkræve skatterne og beskatningens sikkerhed. Her, siger George, er det klart, at der ikke behøves noget stort apparat for at opkræve jordværdiskatterne. Jorden kan ikke skjules, så selve genstanden for beskatningen kan der ikke herske usikkerhed om. Alle andre skatter kræver derimod en hærskare af embedsmænd; f.eks. kræver toldafgifter en omfattende grænsekontrol, og fører alligevel til skattesnyd og umoral.

 

Kravet om lighed og retfærdighed er fuldt ud opfyldt, når man etisk kan begrunde, at jorden er samfundets fælles ejendom, og jordrenten en indkomst, som alle virksomme borgere er med til at skabe. Desuden må man forudse, at når monopoliseringen af jorden bringes til ophør, så vil der komme mange flere jordejere til, som så direkte skal betale jordværdiskat. Folk, der lejer jord til deres virksomhed, vil nyde godt af en lavere jordrente, og lønmodtagere vil få en højere arbejdsløn. George forudser, at når jordspekulationen standser, så vil arbejdsløshed og økonomiske kriser forsvinde, og dermed vil alle borgere altid kunne finde beskæftigelse. (George behandler spørgsmålet om jordspekulationen som den primære årsag til de økonomiske kriser i Fremskridt og Fattigdom, Bog V, Kapitel l.) Der findes naturligvis meget store jordejere, som vil lide tab, når jordrenten fuldt ud inddrages gennem beskatning, men selv de har praktisk taget altid anden ejendom end jord, som giver dem en betydelig indkomst:

 

Hertugen af Westminster, som ejer en betydelig del af Londons jord, er sandsynligvis den Største jordejer i verden. At tage hele hans jordrente fra ham, ville reducere hans enorme indkomst betydeligt, men han ville stadig have alle sine bygninger og indkomsten fra dem, og utvivlsomt megen personlig ejendom i talrige andre former. Han ville stadig have, alt han overhovedet kunne nyde, og et langt bedre samfund at nyde det i. (Ibid, Bog IX, Kapitel III)

 

Samlet må man altså sige, at når George hævder, at alle, eller næsten alle, vinder ved hans reform, så skyldes det, at selve skatteomlægningen giver anledning til så store økonomiske fremskridt for samfundet, at der åbnes nye muligheder for produktion og virksomhed. For isoleret set kan en skatteomlægning jo kun betyde, at nogle skal betale mere og andre mindre.

Skal alle andre skatter helt afskaffes?

For George er der slet ikke nogen tvivl om, at den fulde beskatning af jordrenten klart kan overflødiggøre alle andre skatter:

I ethvert civiliseret samfund … er jordens værdi … tilstrækkelig til at klare alle de offentlige udgifter. (Ibid, Bog VIII, Kapitel II)

Det gør George så stort set ikke mere ud af. I hvert fald er der ikke nogen selvstændig passage i Fremskridt og Fattigdom, hvor problemet om jordrentens størrelse contra de offentlige udgifter diskuteres, ej heller noget sted overvejes muligheden af jordværdibeskatning i kombination med andre skatter. Der ligger ikke nogen eksakte beregninger til grund eller statistiske analyser bag Georges standpunkt., som i øvrigt heller ikke kan begrundes rent teoretisk; teorien om jordrenten siger ikke noget om, hvor stor den vil være i forhold til samfundets samlede indkomst. Georges antagelse må derfor udelukkende bygge på en fornemmelse; alle og enhver kan se, at jorden er overordentlig værdifuld, og derfor må udgøre et tilstrækkeligt grundlag for de nødvendige skatteindtægter.

Jeg skal ikke gå ind i en nærmere diskussion af, om jordrenten i dagens Danmark ville være stor nok til at finansiere alle de offentlige opgaver. Jeg vil i stedet pege på, at Georges reform ikke på nogen måde ville blive invalideret af, at alle andre skatter ikke blev afskaffet helt. Der ville helt klart være gunstige effekter forbundet med blot at sænke f.eks. indkomstskatterne. Og husk igen, som vi så i forrige afsnit: Alene det, at jordrenten beskattes fuldt ud har en gunstig effekt på økonomien – uanset skattelettelsen – ved at jordspekulationen fjernes effektivt.

Det skal også pointeres, at der er visse skatter, som vi næppe ønsker at afskaffe, eller blot sænke. Det drejer sig især om afgifter på energi, som udover at give et provenu til statskassen, også tilskynder til energibesparelse, og dermed mindre forurening. Man kan også nævne afgifter på tobak og alkohol, som tilskynder til et lavere forbrug af disse sundhedsskadelige produkter.

Trods dette forbehold, så må Georges vision om et samfund jordværdiskatten som eneste skat, siges at være den rette ledestjerne.. Man kan ikke helt præcist forudsige, hvor tæt man kan komme på dette mål. For mig at se er det vigtigste, at vi opnår den fulde beskatning af jordrenten. Hvor store skattelettelser, der så kan komme på tale, er også meget vigtigt, men ”kun” det næstvigtigste.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i tidskriftet Grundskyld 1998:3

For alle grene af socialismen og kommunismen har det altid været et grundsyn, at den økonomiske for­deling i det kapitalistiske samfund er uretfærdig. Hvad der så mere præcist har ligget i en uretfærdig fordeling, og hvordan dette onde kan bringes til ophør, det har der været mange forskellige bud på, hvoraf yderpunkterne på den ene side har været kommunismen, som har hævdet, at staten burde over­tage hele produktionen og dermed sikre den retfærdige fordeling gennem centrale beslutninger, mens på den anden side den demokratiske socialisme i stedet har satset på fagforeninger og omfordeling gennem skatte- og socialpolitikken, men uden egentlig at ville afskaffe det kapitalistiske system, hvis man her­med forstår et markedsøkonomisk samfund. Fælles for socialistiske partier synes under alle om­stændig­heder at være en skepsis over for markedsmekanismen, som enten skal tøjles eller på det nær­meste af­skaffes. I denne sammenhæng skal det dog også bemærkes, at der ikke, i hvert fald ikke i Danmark, findes politiske partier, der ikke går ind for en eller anden form for regulering af markeds­økonomien. Det kan f.eks. være regler for arbejdssikkerhed, forbrugerbeskyttelse og miljø­regler.

 

De forskellige afskygninger af socialismen vil det selvsagt føre for vidt at behandle her. I stedet vil jeg i denne artikel forsøge at afdække et enkelt kernepunkt i den klassiske marxisme, nemlig udbytningen af ar­bejdskraften.

 

I mange år, men navnlig efter Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991, har der været talt og skrevet meget om kommunismens totale fallit - både moralsk og økonomisk. En vurde­ring som jeg personligt tilslutter mig fuldt ud i lighed med de fleste andre. Blot skal man ikke blande denne berettigede for­dømmelse af kommunismen, som den kom til fungere i praksis, sammen med en vurde­ring af Karl Marx selv. Marx gav sig mest af med at analysere og kritisere det kapitalistiske sam­fund, og i langt mindre grad med at skitsere det kommunistiske samfund. Så derfor bør man nok ikke på forhånd ude­lukke, at et studium af Marx' skrifter på visse punkter kan føre til nogle vigtige indsig­ter, selvom man så af mange forskellige grunde vil vælge at afvise marxismen i sin helhed som politisk ideologi.

Den marxistiske model

Den klassiske, engelske nationaløkonomi (de mest kendte navne er Adam Smith, Thomas Robert Malthus, David Ricardo og John Stuart Mill) fra det 19. århundrede forestillede sig samfundsøkonomien inddelt i 3 grupper, nemlig jordejerne, som modtager jordrente, kapitalisterne, som modtager rente el­ler profit og arbejderne, som modtager løn. Samme model blev anvendt af den amerikanske økonom Henry George, som dog gjorde en del ud af at understrege, at inddelingen i disse 3 grupper ikke nød­vendigvis er en personlig inddeling, idet den enkelte person godt kan modtage alle 3 typer af indkomst, hvis han både ejer jord, kapital og arbejder. Samtidig understregede George, at løn er løn, uanset om den hidrø­rer fra arbejde i egen virksomhed eller som lønmodtager. Det gør heller ikke nogen forskel, om den der arbejder i sin egen virksomhed har andre ansatte. Indkomsten fra det udførte arbejde er stadig løn. (Georges syn på udbytning behandles senere i denne artikel).

 

Den model Karl Marx opstiller er noget anderledes. Han forestiller sig samfundet opdelt i 2 grupper, nemlig arbejdere og kapitalister. Arbejderne sælger deres arbejdskraft til kapitalisterne, og modtager til gengæld løn. Den samlede indkomst skabt i en virksomhed minus lønnen giver altså ka­pitalisternes ind­komst profitten.

 

Ud fra en sådan model er det klart, at arbejderne er lønmodtagere og kapitalisterne er arbejdsgi­vere. Hele den sidstnævnte gruppes indkomst er at betragte som profit, og der er slet ikke nogen særlig grund til at skelne mellem løn for at lede og organisere produktionen, kapitalrente og jordrente. Det stammer alt sammen i sid­ste instans fra en og samme institution, nemlig den private ejendomsret til produktions­midlerne. Denne institution er også kilden til den marxistiske tese om udbytningen af ar­bejdskraften.

 

Bag denne tese ligger også en antagelse om, at der i det kapitalistiske samfund sker en stadig større koncentration af produktionsmidlerne på færre og færre hænder. Det indebærer, at uanset at der kan være små, selvstændige erhvervsdrivende, som skaber deres løn i egen virksomhed, f.eks. i håndværk eller landbrug, så bliver disse små virksomheder et mindre og mindre betydende fænomen, som man kan ignorere i en økonomisk model uden at gøre alt for megen vold på virkeligheden. Normalt betrag­tes forenklinger som en stor dyd i økonomisk teori, så man må naturligvis indrømme Marx den samme ret som alle andre økonomer til at opstille forenklede forudsætninger for så meget skarpere at opnå nogle vigtige konklusioner.

Lønarbejde og kapital

Sådan hedder et lille skrift, som Marx udgav i 1849. Det blev genoptrykt i 1891 af Marx' nære ven og medarbejder Friedrich Engels, som lavede et par mindre rettelser og tilføjede sit eget forord. Der er tale om et populært indlæg, som var beregnet som propaganda blandt arbejderne. Trods skriftets be­skedne omfang, er det alligevel muligt klart at identificere den økonomiske teori om udbytningen af arbejds­kraften. Heldigvis, for at give sig i kast med Das Kapital i sin helhed er ikke nogen helt ringe udfor­dring! Bogen er dog oversat til dansk.

 

Hovedsynspunktet hos Marx er, at i det kapitalistiske samfund er arbejdskraften gjort til en handels­vare på linje med alle andre varer; ligesom enhver vare har en markedspris som er dannet ud fra ud­bud og efterspørgsel i konkurrence mellem sælgere og købere, så har arbejdskraften også en markeds­pris, nem­lig lønnen.

 

Marx regner, i lighed med andre økonomer, med at varepriserne er omkostningsbestemte, således at forstå, at hvis f.eks. en vare A kræver 2 arbejdstimer at fremstille, mens en anden vare B kræver 1 ar­bejds­time, så vil A have en dobbelt så høj pris som B, f.eks. 200 kroner for A og 100 kroner for B. Denne antagelse om prisdannelse er naturligvis ikke særlig kontroversiel, men man skal dog bemærke, at disse omkost­ningsbe­stemte priser i og for sig ikke sikres ved, at producenterne lægger omkostnin­gerne oven i pri­sen, som mange mennesker vist nok forestiller sig. Derimod gælder det, at hvis pri­serne så at sige er ude af trit med omkostningerne, så der f.eks. kan tjenes en ekstraordinær stor profit på A, og tilsva­rende en mindre profit på B, så vil kapitalen efterhånden søge over i produktion af A, og væk fra pro­duktion af B, hvor­ved udbuddet af A stiger og prisen falder, mens omvendt udbuddet af B falder og prisen stiger, og denne proces fortsætter indtil det punkt, hvor priserne er i overensstem­melse med om­kostnin­gerne. Det er markedet, og ikke de enkelte producenter, som lægger omkostningerne oven i prisen. Den slags omkostningsbestemte priser kaldte de klassiske økonomer for naturlige priser. På det punkt har Marx overtaget klassikernes metoder og begrebsapparat.

 

Det næste spørgsmål bliver så, hvordan prisen på arbejdskraft, altså lønnen, bestemmes. "Ganske på samme måde som andre varer" lyder svaret fra Marx. Arbejdskraften skal ganske vist ikke produceres som andre varer, men arbejdskraften skal opretholdes med en løn til at erhverve sig nødvendige goder som mad, tøj og husly. Imidlertid gælder det, at denne løn er mindre end den værdi, som arbejdskraften producerer, og dermed opstår det berømte begreb merværdi. Det er naturligvis det samme som profit, men ordet merværdi signalerer, at kapitalisternes indkomst er et overskud, som de ikke selv har præste­ret, men er skabt af arbejderklassen, der producerer en større værdi end den får som løn, for det er alene arbejdskraften, som skaber værdier. Skønt kapitalen naturligvis er meget nyttig i produktionens tjeneste, så er den jo også skabt af ar­bejde, Marx definerer kapital som ophobet arbejde, og er derfor i og for sig ikke en selvstændig kilde til skabelse af værdi.

 

Marx og Engels formulerer det således, at arbejdsdagen kan tænkes opdelt i 2 dele: en del, hvor arbej­deren ar­bejder for sin løn, og en anden del, hvor han arbejder gratis for kapitalisten. Med Engels' ord i forordet til Lønarbejde og Kapital, hvor Engels forestiller sig et tænkt eksempel med en arbejder, som har en dagløn på 3 mark:

 

Vi antager ... at arbejderen på tolv timer har tilført de an­vendte råstoffer en ny værdi på 6 mark ved sit arbejde, og ka­pitalisten realiserer denne nye værdi ved at sælge det færdige stykke arbejde. Deraf be­taler han arbejderen hans 3 mark, men de andre 3 mark beholder han selv. Når nu arbej­deren på tolv timer skaber en værdi af 6 mark, så må han i seks ti­mer skabe en værdi af 3 mark. Han har altså alle­rede godt­gjort kapitalisten modværdien af de 3 mark, han har mod­ta­get i ar­bejdsløn, efter at han har arbejdet for ham i seks ti­mer. Efter seks timers arbejde er de kvit, den ene skylder ikke den anden en rød øre.

'Holdt!' råber nu kapitalisten. 'Jeg har lejet arbej­deren for en hel dag, for tolv timer. Men seks timer er kun en halv dag. Klem bare på igen, indtil de an­dre seks timer også er omme - først da er vi kvit. Og arbejderen må så virkelig rette sig efter sin "frivilligt" indgåede kontrakt, ifølge hvilken han har for­pligtet sig til at arbejde tolv hele timer for et arbejdsprodukt, som koster seks arbejdstimer.

 

Og Engels fortsætter, og uddyber begrebet merværdi:

 

Arbejdskraften er en vare i vort nuværende kapita­listiske sam­fund, en vare som enhver anden, men dog en ganske sær­lig vare. Den har nemlig den ejendommelige egenskab at være en værdiskabende kraft, en kilde til værdi, en kilde, der ved egnet be­handling er kilde til mere værdi, end den selv besid­der. På produktionens nuværende stadium produce­rer den men­neske­lige arbejdskraft på en dag ikke blot en større værdi, end den selv besidder og ko­ster; med hver ny viden­skabelig opdagelse, med hver ny teknisk opfindelse forhøjes dens daglige produk­tionsoverskud over dens daglige omkost­nin­ger, og derved for­kortes altså den del af arbejdsda­gen, hvor arbejderen frem­bringer erstatningen for sin dagløn, og på den anden side for­længes altså den del af arbejdsdagen, hvor han må forære ka­pitali­sten sit arbejde uden at blive be­talt for det.

 

Marx og Engels forudsætter altså, at udviklingen går i retning af en stadig større ulighed. Lønningerne kan nok under gunstige omstændigheder stige (det er dog ikke engang givet), men slet ikke i samme takt som stigningen i profitten. Heraf følger så også marxismens tese om det kapitalistiske samfunds uundgåelige sammenbrud. Før eller siden vil den økonomiske ulighed nå et niveau, der skriger til Him­len, og arbejderklassen vil tage magten ved en revolution og omstyrte det kapitalistiske samfund og skabe det socialistiske med produktionsmidlerne som fælles ejendom.

Bliver arbejderklassen udbyttet?

Dette spørgsmål er vanskeligt at besvare, hvis man kræver både et teoretisk og praktisk svar. Hvis vi først tager det praktiske, så vil man jo nok sige, at et studium af de sociale forhold i Stor­britan­nien i forrige århundrede, eller et studium af f.eks. de sydamerikanske lande i dag, godt kan ret­færdig­gøre en intuitiv antagelse om, at arbejderklassen ikke altid får det igen, som den skaber produk­tivt. Denne so­ciale indignation kan være en god motivation til at studere de økonomiske sammen­hænge, men hvis det har været den egentlige ledestjerne for Marx, så har det samme også været tilfæl­det for borgerlige og liberale økonomer og samfundstænkere.

 

Så er spørgsmålet imidlertid, om den marxistiske tænkning i virkeligheden når ret meget ud over den sociale indignation. I hvert fald virker det temmelig vilkårligt, når Marx antager, at alene arbejderklas­sen ska­ber alle værdier, for samtidig ville end ikke Marx påstå, at arbejderklassen uden kapitalisterne og virksomhederne kunne skabe den samme produktion. Tværtimod, så er det direkte en del af Marx' teori, at det er den kapitalistiske konkurrence, der skaber fremskridtene i produktivitet. Det virker altså rime­ligt at antage, at værdierne skabes i samarbejde mellem på den ene side initiativrige forretnings­folk og investorer, altså "kapitalist­klassen", og på den anden side arbejderne. Man kunne derfor i virke­ligheden sagtens vende Marx' ar­gument på hovedet og antage, at det alene er kapitalisterne med deres sindrige organisering af pro­duktionen, der skaber værdierne, og at arbejderne således ikke har fortjent noget som helst ud over det tørre brød. Hvis dette argument føles forkert, så er Marx' det ikke i mindre grad.

 

Hvis man alligevel vil fastholde forestillingen om profitten som en gratis erhvervet indkomst, der ikke reelt bunder i en produktiv indsats, så dukker der også et andet problem op. Hvorfor vil virksomhe­derne så ikke i indbyrdes konkurrence efterspørge den produktive arbejdskraft i iver for at erhverve sig denne "gratis indkomst", og dermed byde lønnin­gerne op? Den økonomiske teorihistoriker Mark Blaug skriver herom i sin bog fra 1961 Economic Theory in Retrospect:

 

Under fuldkommen konkurrence må man tænke sig, at kapi­talisterne - hvis individuelle bidrag til den samlede produktion er for lille til at påvirke priserne - ville øge produktionen i be­stræbelserne på at er­hverve sig mere merværdi indtil lønnin­gerne bliver budt op, og merværdien bliver reduceret til nul. (Economic Theory in Retrospect, 4. udgave 1984, Chapter 7)

 

Det marxistiske svar på dette problem fin­des ganske vist. De tilbagevendende økonomiske kriser med arbejdsløshed trykker lønnen ned; kon­kurrencen er udelukkende i kapitalisternes favør, og arbej­derne har ikke noget andet valg end at ac­ceptere et hvilket som helst tilbud fra en kapitalist. Men dertil er at sige, at økonomiske kriser ikke kun fører til ledig arbejdskraft, men også til ledig kapital - tomme fa­briksbygninger og ubenyttede maski­ner, som jo så burde underbyde den beskæftigede kapital, og der­med sænke profitten. Ydermere gæl­der, at Marx' teori ikke i første række har arbejdsløsheden som det væsentligste argument for udbyt­ningen; arbejdsløsheden er højst at betragte som et supple­rende argu­ment. Udbytningen kan henføres til den private ejendomsret til produktions­midlerne, og vil dermed også finde sted un­der fuld beskæftigelse, hvis vi skal fastholde Marx' teori.

 

Hvad bliver da tilbage af den marxistiske teori om fordeling, dersom vi må opgive tesen om kapitali­sternes udbyt­ning af arbejderklassen? For mig at se er der 2 centrale pointer, som kan virke som lede­stjerner i søg­ningen efter en mere holdbar teori end den marxistiske, men hvor visse af Marx' indsigter alligevel bevares.

 

For det første gælder det, at hvis vi vil søge efter en udbyttende klasse, så skal vi søge efter en gruppe, der på en eller anden måde har fat i den lange ende, og som sidder med alle trumferne, når sam­fundets indkomst skal forde­les. Marx mente, at denne gruppe var kapitalisterne, men som vi har set, så er det svært at begrunde, at blot dette at eje en fabrik og maskiner skulle kunne begrunde en magt til at trykke lønnen ned, i hvert fald hvis vi forestiller os en økonomi med mange virksomheder, som ind­byrdes kon­kurrerer om ar­bejdskraften. Det er normalt tilfældet. Skønt monopoler kan forekomme in­den for enkelte brancher, så vil økonomien under ét normalt være drevet af mange forskel­lige virk­som­hedsejere, som indbyrdes konkurrerer om arbejdskraften.

 

For det andet har Marx utvivlsomt ret ud fra et synspunkt om retfærdighed, at enhver bør have en af­lønning, som svarer til vedkommendes produktive indsats. Hvis det var rigtigt, at kapitalisterne kunne indkassere et overskud ude nogen indsats, ja så burde vi alle blive marxister.

 

Det vil sige, at selvom vi afviser, at det at være kapitalist - ejer af produktionsmidler - og arbejdsgiver ikke uden videre gør én i stand til at udbytte, så har vi ikke dermed påstået, at udbytning aldrig kan finde sted. Den oprørende fattigdom, der kan konstateres i visse dele af verden side om side med store rigdomme, gør det tværtimod uhyre fornuftigt at antage, at økonomisk udbytning forekommer i stor målestok.

 

Spørgsmålet er imidlertid så: Hvad er kilden til udbytning? Det vil jeg behandle i det følgende.

Det primitive samfunds økonomi

Hvis vi skal danne os et begreb om økonomiske sammenhænge, så er det bedst at simplificere mest mu­ligt. Vi vil derfor i det følgende antage en primitiv økonomi, som den må have set ud før civilisati­onens indtog. Vi vil simpelt hen antage et samfund af samlere, der lever af bær og rødder, som samles i sko­ven. Hvem som helst kan gå ud i skoven og samle bær, og hvem som helst er også nødt til det for at overleve.

 

Det er indlysende, at den økonomiske fordeling er meget simpel under disse omstændigheder. Alle og enhver aflønnes med de bær og rødder han selv samler, og råder frit over dette udbytte. Det betyder ikke nødvendigvis, at alle får det samme, for udbyttet - lønnen - afhænger jo af indsatsen. Men for­skelle i løn kan udelukkende henføres til forskelle i flid og dygtighed, hvorved forskellene vel næppe kan siges at være uretfærdige.

 

Kan man forestille sig en arbejdsgiver i denne primitive økonomi? Ja, det kan man faktisk godt. En mand kan bede en anden om hjælp til bygge en hytte. Hvor meget skal medhjælperen da have i løn? Ja mon ikke han vil kræve at få en mængde bær og rødder svarende til det han kunne have samlet i det tidsrum, som han nu skal bruge på at hjælpe med at bygge hytten? Et udbytte, som man nok med no­gen rimelighed kan antage er kendt af begge parter. Vi ser altså, at "arbejdsgiveren" ikke er i stand til ud­bytte sin medhjælper. Der er tale om ligeværdige parter, som indgår en frivillig kontrakt eller aftale, og den er virkelig frivillig, for det havde jo stået frit for medhjælperen at afvise at hjælpe med at bygge hytten og i stedet have samlet bær på egen hånd, have opretholdt sin status som "selvstændig erhvervs­drivende".

 

Kan man også tænke sig kapitaldannelse under så primitive økonomiske omstændigheder? Svaret er stadig ja. Man kan forestille sig, at en mand begynder at flette kurve af græs eller grene for at gøre ind­samlingen af bær mere effektiv. Eftersom kurvene ikke skal forbruges direkte, men derimod skal indgå som et hjælpemiddel i indsamlingen - produktionen - af bær, og da kurvene ikke uden videre blot fin­des, men skal fremstilles ved menneskeligt arbejde, ja så er der tale om kapital i dette ords økonomiske be­tydning.

 

Giver denne "kapitaldannelse", denne "opfindelse af ny teknik" anledning til udbytning? Nej, det er næp­pe tilfældet, for det er vanskeligt at forestille sig, at den kundskab det er at flette kurve kan mono­polise­res; grene og græs står jo til rådighed for enhver, og dermed vil det merudbytte, der kan opnås ved at plukke bær ved hjælp af kurve, blive alment.

 

Vi kan endda allerede nu på dette trin i den økonomiske udvikling forestille os en "rigtig kapitalist". En mand bruger en betragtelig del af sin tid på at flette kurve - han sparer op og investerer - og i en senere periode holder han op med at arbejde, og lever udelukkende af at leje sine kurve ud til gengæld for bær; han modtager med andre ord rente i indkomst. Det kan stadig ikke give anledning til noget, som med rette kan kaldes udbytning, for hvis denne rente nåede et eller andet niveau, som man måtte op­fatte som urimeligt, ja så ville flere andre opdage fidusen, og flette kurve med henblik på udlejning, og så ville prisen på at leje en kurv i en given periode - renten - blive konkurreret ned på et niveau, som markedet anser for rimeligt. Renten kan naturligvis også i en periode komme ned på et urimeligt lavt niveau, men så vil der ske det, at nedslidte kurve ikke erstattes af nye, og så vil renten stige indtil det rimelige niveau er nået.

 

Hvis vi for fuldstændighedens skyld betragter det tilfælde, hvor kun én mand kan flette kurve - hvad der ikke er særligt realistisk - så ville det store udbytte han kunne opnå ikke henføres til kapitalbesid­delse, men derimod til besiddelsen af et monopol. Som vi har set, så kan det slet og ret at være kapita­list næppe monopoliseres.

 

Den primitive økonomi kan vi i øvrigt godt gøre lidt mere udbygget. Vi kan antage udvikling af jagt og fiskeri, hvormed der opstår behov for produktion af økser, pilespidser, fiskekroge, små både mv. Men uanset, at vi føjer disse ting til, så vil vi aldrig kunne begrunde udbytning af arbejdskraften. Der vil sta­dig gælde de samme sammenhænge som allerede beskrevet, så længe der er fri adgang til at jage, fiske, samle bær og fremstille redskaber.

Udbytningen kan forklares - Henry Georges løsning

Man kunne af forrige afsnit få det indtryk, at det primitive samfund er det ideelle samfund. Er det rig­tigt? Naturligvis ikke helt. "Naturfolk", om sådanne stadig findes, lever et liv med meget store mangler i sammenligning med de civiliserede samfund. At opremse alle disse mangler er vel overflødigt. Alligevel er det i hvert fald fascinerende, at et primitivt samfund ikke har det, som vi sædvanligvis kalder "økonomiske pro­blemer". Arbejdsløshed og udbytning må betragtes som noget helt umuligt, ja alene tanken er alde­les ab­surd.

 

Hvordan kan det være? Hvorfor har det primitive samfund denne åbenlyse fordel i forhold til civilise­rede sam­fund, som dog har masseproduktion af en mængde goder og også kan opfylde mere raffine­rede be­hov? Hvorfor er fattigdommen så at sige civilisationens svøbe?

 

Den amerikanske økonom Henry George, skrev herom i sit hovedværk Progress and Poverty fra 1879:

 

Den samlede produktion i en vild stamme er beske­dent, men hvert enkelt medlem er i stand til have et uafhængigt liv. Han kan bygge sin egen bolig, ... fremstille sit eget tøj ... Han har al den viden om na­turen, som stammen besidder - véd hvilke plan­ter, som er velegnede som føde, og véd hvor de kan findes ... Han kan blive afskåret fra sine fæller og stadig leve; og så­ledes besidder han en selvstændig magt i forhold til det sam­fund han er medlem af. (Progress and Poverty, Book V, Chapter II)

 

Denne uafhængighed gælder ikke for arbejderen i det moderne, civiliserede samfund. Faktisk mener George, at mange arbejdere lever så ringe, at de ville være bedre tjent med at få "den vildes" lod i til­værelsen. Hvorfor det? Georges svar er, at det er fordi jorden i det moderne samfund er gjort til privat ejendom. Ondet er altså ikke, som Marx mente, den private ejendomsret til maskiner, redskaber og byg­ninger. Ondet er den private ejendomsret til det element, som disse ting skal udvindes fra. For at bo og arbejde skal man have adgang til jord, og for at få denne adgang skal man betale en afgift til ejeren af jorden, og det er det beløb, som George og andre økonomer kalder jordrenten.

 

I det primitive samfund er alle mennesker naturligvis også afhængig af adgangen til jorden, men denne adgang er en selvfølge, for ingen kan sætte sig på jorden og kalde den for sin. Anderledes går det efter­hånden som samfundet udvikler sig, og befolkningen vokser. Så bliver jorden med tiden et knapt gode, som får en økonomisk værdi, der vedblivende vokser i takt med samfundets udvikling. George obser­verede, hvordan denne udvikling i USA efterhånden førte til en direkte spekulativ tilegnelse af jorden; jorden blev opkøbt i store mængder, og ejerne hå­bede senere at kunne sælge jorden med stor fortjene­ste. Denne jordspekulation resulterede i en yderli­gere stigning i jordrenten - ud over det som produkti­onen egentlig berettigede til, og det var det som førte til lave lønninger, ofte på eksistensmini­mum.

 

Hvor skal man gå hen for at arbejde? Enten skal man starte egen virksomhed, og det kræver en grund, som man skal betale dyrt for i leje eller købspris, hvorved man ikke har meget tilbage til sig selv. Eller også skal man søge arbejde som løn­modtager, men ligesom vi tidligere så, at en "arbejds­giver" i det primitive samfund må godtgøre en medhjælper det, som denne kunne have tjent på egen hånd, så gæl­der denne sammenhæng også i det moderne samfund. Hvis man kun kan tjene meget lidt på egen hånd, fordi adgangen til jorden er så kostbar, så er ingen nødt til at tilbyde en arbejdssøgende en højere løn; han er nødt til at acceptere et hvilket som helst tilbud om lønnet arbejde - om det så er til en sul­teløn.

Dermed har vi en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor udbytning af arbejdskraften og stor fattigdom kan forekomme i moderne økonomier - til trods for en stor produktion af talrige og raffinerede goder. Jor­den og alle naturressourcer, som al tænkelig velstand skal skabes af, er gjort til privat ejendom, og eje­ren har den fulde ret til at indkassere den højst mulige fortjeneste af sit privilegium.

 

Er løsningen da at afskaffe jordrenten? Nej, det er en umulighed, for man kan ikke blot vedtage, at jor­den ikke må have en økonomisk værdi, for det har den givet samfundets udvikling. Det er heller ikke praktisk muligt og ønskeligt at dele jorden ud til alle borgere i lige store portioner; det ville i øv­rigt al­drig blive retfærdigt.

 

Men faktisk er løsningen at afskaffe den private ejendomsret til jorden. Spørgsmålet er alene, hvordan det kan gennemføres i praksis. Georges løsning er at beskatte jordrenten 100%. Hvis jordrenten nød­vendigvis skal være der, og det skal den, så er problemet alene, hvem denne indkomst skal tilfalde. Det indlysende svar må være: alle borgere i fællesskab. Jorden er givet os fra naturens hånd, så derfor bør jordrenten ikke tilhøre privatpersoner, men være fælles ejendom. Dermed bliver udbytningen bragt til ophør i kraft af to effekter:

 

For det første får alle borgere jordens værdi igen i kraft af offentlige tjenester, som betales af jordren­ten, og så kan andre skatter sænkes. George mente endda, at alle andre skatter helt kan afskaffes. Man kan også udtrykke det sådan, at den der besidder jord giver en økonomisk kompensation til den, der ingen jord har.

 

For det andet elimineres jordspekulationen, for under kraftig beskatning af jordværdierne vil ingen be­sidde jord, som ikke udnyttes aktivt, hvad enten det så er til landbrug, handel, industri eller bolig. Der­med bliver jordrenten sænket til et naturligt niveau, og lønningerne stiger tilsvarende. Det er ikke noget problem, at arbejdskraften er en handelsvare, når blot betalingen er rimelig.

 

Konklusionen er altså, at Marx' kritik af det kapitalistiske samfund både skød over og forbi målet. Kri­tikken var i virkeligheden ikke gennemgribende nok. Marx standsede på et vist trin i sin analyse, nem­lig ved den private ejendomsret til produktionsmidlerne, og så den som årsagen til udbytningen af ar­bejds­kraften. Han indså ikke, at det ikke er ligegyldigt, hvad det er, som gøres til privat ejendom - det men­neskeskabte eller det naturgivne. Som vi har set, er det af vital betydning at kunne skelne.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i tidskriftet Grundskyld 1999:3

Den amerikanske økonom og samfundsreformator Henry George (1839-97) formulerede i 1879 i sit hovedværk Progress and Poverty (i dansk oversættelse Fremskridt og Fattigdom), sit forslag til en økonomisk og social reform. En reform, som han mente for altid kunne gøre en ende på fattigdom og udbytning af arbejderklassen.

 

Georges forslag var et meget stærkt indlæg i den daværende samfundsmæssige debat om "arbejder­spørgsmålet". Blev arbejderklassen udbyttet, og hvordan kunne man i så fald sikre bedre kår for de dårligst stillede klasser, så alle mennesker kunne få glæde af de tekniske fremskridt.

 

Georgismen blev et alternativ til socialismen og kommunismen, og en langt mere radikal og enkel løs­ning end socialliberalismen. (Uden dog på noget tidspunkt at opnå en tilslutning af samme stør­relse).

Georges reform

Forslaget fra George, som han formulerede det i Fremskridt og Fattigdom, gik i al sin korthed ud på reelt at afskaffe den private ejendomsret til jorden gennem en kraf­tig beskatning af jordrenten, hvor­ved jordejernes særlige fordele i forhold til resten af samfundet elimi­neres. George så den private ejen­domsret til jorden, og den deraf følgende jordspekulation og monopo­lisering som den vigtigste årsag til udbytning.

 

Nationaløkonomisk kan læren formuleres således, at hele jordrenten inddrages gennem beskatning, og at alle andre skatter dermed afskaffes. Jordrenten er det økonomiske udbytte, som en ejer af en grund kan opnå i kraft af sin ejendomsret til jorden. Forslaget kaldes ofte for "single tax". Indførelse af én eneste skat på jordens værdi som erstatning for alle andre skatter.

 

Bag dette forslag lå netop nogle særdeles grundige og seriøse nationaløkonomiske overvejelser hos George, dels ud fra datidens gængse nationaløkonomi, og dels ud fra mere selvstændige, økonomi­ske teoridannelser.

 

Imidlertid var disse økonomiske overvejelser slet ikke enerådende hos George. Han var overbevist kri­sten, og var klart af den overbevisning, at hans forslag var i harmoni og samklang med kristen­dommen. Centralt for George var således et synspunkt om, at hans reform kunne forene alle tænke­lige krav til en ægte social reform. En reform som kunne gennemføres i praksis – den var national­økonomisk gen­nemtænkt og som kunne leve op til elementære etiske normer – normer som i sidste instans kan opfat­tes som kristne.

 

Således kan George siges at stå i modsætning til en af det 19. århundredes andre radikale tænkere, nemlig Karl Marx, hvis sociale filosofi var fjendtligt indstillet over for religion, jvf. de velkendte ord "Religion er opium for folket", hvorved Marx naturligvis mente, at religionens trøst ville lægge en dæmper på den sociale utilfredshed.

 

I det følgende vil jeg forsøge at kaste lys over den kristne og etiske side af Georges tænkning. Men først et par ord om forholdet mellem politik og religion.

Politik og religion

I modsætning til f.eks. de islamiske lande, så har man i den vestlige verden – hvor kristendommen er den dominerende religion traditionelt skelnet forholdsvis skarpt mellem politik og religion, og prin­ci­pielt betragtet disse som hørende til to helt forskellige sfærer af tilværelsen. Politik har at gøre med det offentlige liv, især for så vidt angår samfundets økonomi, mens religion helt og holdent tilhører privat­sfæren.

 

Denne opdeling kan vel muligvis føre tilbage til den tyske kirkereformator Martin Luthers tese om det verdslige regimente, som har at gøre med øvrighedens pligt til at opretholde lov og orden, mens den religiøse tro er henvist til det private liv, og fuldstændigt er at forstå som et personligt samvittig­heds­spørgsmål. Med Luthers ord det åndelige regimente. I hvert fald er Luthers opfattelse i overens­stem­melse med den vestlige skelnen mellem politik og religion.

 

Således har kristendommen ikke noget politisk budskab, den har ikke noget program for ”en bedre ver­den”, jvf. Jesu berømte ord til Pilatus i Johannesevangeliet, kapitel 18:

 

Mit Rige er ikke af denne ver­den.

 

Denne skelnen mellem religion og politik er vel i det store hele ganske sund for et moderne og de­mo­kratisk samfund med forfatningssikret religionsfrihed som f.eks. Danmark. Henvisningen af den religi­øse tro til det private liv må givetvis betragtes som et effektivt bolværk mod usund fanatisme og reli­giøs intolerance, der vil sammenblande Himmel og Jord.

 

Det er imidlertid slet ikke det samme som at sige, at en bestemt religions udbredelse i et samfund overhovedet ikke har politiske konsekvenser for et ellers "verdsliggjort" samfund. Ud af den person­lige, religiøse tro kan jo meget vel opstå en etisk overbevisning, som igen påvirker den politiske over­bevisning.

 

I Danmark har vi i mange år haft Kristeligt Folkeparti, som hævder at drive politik ud fra et kristent livssyn, men uden at sammenblande den politiske virksomhed med egentlig religiøs forkyndelse. Par­tiet har aldrig haft nogen meget stor tilslutning, men mon ikke Kristeligt Folkeparti nyder en vis sym­pati uden for kredsen af partiets egne vælgere?

 

Omvendt har et andet politisk parti som Danmarks Retsforbund, som bygger på Henry Georges tan­ker, ikke direkte støttet sig til kristendommen, men har i praksis været åben for alle, også for dem hvis til­gang til georgismen har været en anden end kristendommen.

 

Det er dette spændingsfelt mellem religion og politik – ikke så meget religionen i sig selv – som jeg skal for­følge nærmere i denne artikel, og jeg vil først og fremmest tage udgangspunkt i Henry Ge­orges lære.

Henry Georges brev til Paven

I 1891 udsendte PaveLeo XIII et hyrdebrev om arbejderspørgsmålet. Der var nærmest tale om et so­cialkonservativt indlæg i den verserende debat. Samtidig med at paven på mange måder indrømmede arbejderklassen ret til bedre kår – han var på ingen måde arbejderfjendsk – så vendte han sig ikke desto mindre skarpt mod Henry Georges reform, som jo reelt ville afskaffe den private ejendomsret til jor­den.

 

Uden at nævne George ved navn, så stemplede paven Georgismen som ugudelig og samfundsom­styr­tende.

 

Hyrdebrevet kaldte på et svar fra Georges egen hånd, og allerede samme år forelå det åbne brev til pa­ven i form af bogen Condition of Labor, som i den danske oversættelse kom til at hedde Arbejdets Kaar. Bogen blev oversat til dansk så tidligt som i 1898.

 

Der er tale om et meget ærbødigt brev, hvor George punkt for sætter sig for at påvise, at han reform er i overensstemmelse med kristendommen, at der på ingen måde er tale om en ugudelig reform, men at det tværtimod er den nuværende private ejendomsret til jorden, som er en krænkelse Guds love.

 

Hvordan begrunder George så dette standpunkt? I grunden kunne det siges på meget kort plads, men George påviser med utallige eksempler og uddybninger, hvordan hans reform er i dyb overensstem­melse med troen på én Gud som alles Fader.

 

Gud kan ikke have skabt noget menneske med en større ret til at være på jorden end andre menne­sker. En tanke, som jo også klart er udtrykt i den amerikanske uafhængighedserklæring.

 

Samtidig er mennesket ifølge sin natur udstyret med visse legemlige behov, som kræver at blive op­fyldt. Gud har skænket menneskene jorden og alle den rigdomskilder for at disse behov kan imøde­kommes, men samtidig givet mennesket pligten til arbejde derfor. Hvis alle skal have chancen for at få sine behov opfyldt gennem ærligt arbejde, så kan Guds gaver ikke være enkelte menneskers eks­klusive ejendom, på bekostning af andre mennesker.

 

George skriver herom:

 

Gud har ikke givet menneskene den opgave at fremstille noget af intet. Sammen med arbejdsbehovet og arbejds­ev­nen har han givet dem arbejdsmaterialet. Dette arbejds­ma­teriale er jorden: mennesket, der fysisk set er et landdyr, kan kun leve på og af jorden, og kan kun udnytte de øvrige elementer: luft, sol­skin og vand ved brug af jorden. Da menneskene er Skaberens lige skabninger, ligeberettigede under Hans forsyn til at leve og til­fredsstille deres behov, er de ligeberettigede til brugen af jor­den med dens rigdoms­kilder, og enhver ordning, der fornægter denne lige ret, er uretfærdig. (Arbejdets Kaar, Kapitel I)

 

Og George fortsætter, idet han grundigt tager sig for at påvise, hvori sand og retfærdig ejendomsret består:

 

At da menneskene er skabt som enkeltvæsener med indivi­du­elle behov og kræfter, er hver enkelt be­rettiget til at bruge sine kræfter og nyde sit arbejdes frugt …

Der opstår således, forud for al menneskelig lovgivning og grundet på Guds lov, privat ejendomsret til, hvad der frem­bringes ved arbejde, en ret, som besidderen kan overdrage til anden mand, men som det vil være tyveri at berøve ham mod hans vilje. Denne ejendomsret, der har sin rod i indi­videts ret til sig selv, er den eneste fuldgyldige ejendomsret. Den knytter sig til, hvad der er frembragt ved arbejde, men kan ikke om­fatte, hvad der er skabt af Gud.

Hvis f.eks. en mand fanger fisk på havet, får han ejendoms­ret til disse fisk, en ret, som han kan over­drage ved salg el­ler gave; men han kan ikke erhverve en lignende ejendoms­ret til havet, så han kan sælge det, give det bort eller for­byde andre at bruge det. Eller hvis han dyrker korn, da er­hverver han ejen­domsret til kornet, som hans arbejde frembringer. Men han kan ikke fordre en lignende ejen­doms­ret til solvarmen, som modnede kornet eller til jord­bunden, hvorpå det groede. Thi disse ting er stedse­varende gaver fra Gud til alle menneske­slægter, som alle har ret til at bruge, men ingen kan fordre som særeje. At knytte samme ejendomsret til de ting, som Gud har skabt, som den, der med rette knytter sig til, hvad der er frem­bragt ved arbejde, er at gøre indgreb i og fornægte den sande ejen­domsret. Thi den mand, som af sit arbejdsudbytte må be­tale en anden for brugen af havet eller luften, solskinnet eller jorden, kort sagt naturens rigdomskilder, bliver der­ved berø­vet sin retmæssige ejendom og altså plyndret. (Ibid)

 

Ovenstående citat udtrykker på bedste vis kernen i Georges syn på forholdet mellem troen på Gud og en samfundslære, som er i overensstemmelse hermed. Og så går George endda videre end blot dette slet og ret at fastslå, at hans lære etisk set er i overensstemmelse med kristen tænkning. Nej, re­for­men er meget mere end det. Den er intet mindre end den af Gud udtænkte plan for den menne­skelige civili­sation. Med Georges egne ord:

 

Thi Han, som forudså alt og forud sørgede for alt, han for­udså, at med befolkningens vækst og værk­flidens udvikling ville dannelsen af styrede stater blive både hensigtsmæssig og nød­vendig.

Så såre staten opstår, har den indtægt behov. I begyndel­sen, medens befolkningen er spredt, arbejdet uudviklet og statens opgaver få og ligefremme, er dette behov kun ringe; men med den voksende be­folkning og den fremskridende civilisation vokser statsvirksomheden, og der bliver behov for større og større indtægt. Han, som skabte verden og satte mennesket ind i den, Han, som forudbestemte sam­fundsdannelsen som et middel for mennesket til opnåelse af højere kræfter og til at komme til stedse bedre forståelse af Skaberens værk, han må også have forudset denne stigende trang til sam­fundsindtægt og sørget for dens tilfredsstil­lelse.

Med andre ord: Da det vok­sende behov for offentlige ind­tæg­ter, alt som samfundet skri­der frem, er et naturligt, af Gud be­stemt forhold, må der være en ret måde at tilveje­bringe dem på, en vej, om hvilken vi med sandhed kan sige, at det er den af Gud be­stemte vej. (Ibid)

 

Kun beskatningen af jordrenten kan leve op til disse elementære krav. Alle andre skatter berøver den enkelte, hvad han selv har skabt i kraft af sin egen indsats og flid, og er dermed umoralske. Mange skatter kræver desuden en sand hærskare af embedsmænd til administration og kontrol, og alligevel er resultatet skattebedrageri, korruption og umoral. Jorden derimod kan ikke gemmes af vejen, så der op­står aldrig nogen tvivl om genstanden for beskatningen.

 

Når Gud således har anvist menneskene en både retfærdig og praktisk anvisning på fordelingen af Hans gaver, så er mennesket dermed også gjort ansvarlig. Hvis samfundene kaster vrag på denne guddom­melige anvisning, så bliver resultatet naturligvis derefter. Endnu en gang med Georges egne ord:

 

At den værdi, som jorden får ved samfundets vækst, er be­stemt til samfundets brug, bevises endelig ved at betragte de følger, som det har ikke at lade den tilfalde samfundet. Gud er i sandhed en nidkær Gud i den forstand, at intet uden skade og ulykke kan flyde af vore forsøg på at udføre noget på anden vis, end han har bestemt. Hvor de velsignel­ser, han tilbyder, skydes til side eller misbruges, vender de sig til forbandelser. Og just som det er skæbnesvangert for en moder at forholde sit barn den næring, der udvider hen­des bryst, når barnet er kommet til verden, således er det en kilde til samfundssygdom at nægte at tage til samfundets brug de værdier, som er be­stemte dertil.

Thi nægter man at tage til sam­fundets brug den stigende værdi af jorden i de voksende samfund, da nødven­diggør man skat­ter, der hæmmer frembringelsen af rigdom, for­kvakler omsæt­ningen og demoraliserer samfundet. Man la­der nogle tilegne sig, hvad rettelig tilkommer alle, men undla­der at benytte det eneste middel, som gør det muligt i et frem­skredent samfund at forene den besiddelsessikker­hed, der er nødvendig for frugt­bart arbejde, med den lige­stillethed overfor naturens rigdoms­kilder, der er den vigtig­ste af alle naturlige rettigheder.

På den måde grundlægger man samfundet på en uretfær­dig ulighed mellem menneskene og tvinger nogle til hos an­dre at tilkøbe sig retten til at leve, adgangen til at arbejde, de fordele, civilisati­onen bringer, og de gaver, Gud har til­tænkt dem. (Ibid)

 

Således lever Georges reform på én gang op til både praktiske og etiske standarder, og det er just re­formens egentlige styrke. For hvis der var tale om en reform, som nok i teorien var god og retfærdig, men i praksis aldeles umulig at gennemføre, så ville den jo ikke være stort værd andet end som nogle kønne tanker. Derfor gør George også en hel del ud af at forklare paven om nationaløkonomi­ske sam­menhænge.

Kristendom, georgisme og socialisme

Kristendommen bliver til tider sat i forbindelse med socialismen, med en fuldstændig ligelig forde­ling af alle goder. Og man kan da også godt med rette spørge, om ikke mennesket har pligt til at dele det han frembringer med sine medmennesker, uanset at han har skabt det ved flid og dygtighed. For besid­der han ikke netop sine evner fra Gud, så han i grunden ikke kan påberåbe sig ejendomsretten til det han skaber ved sit eget arbejde gennem anvendelse af de af Gud tilvejebragte rigdomskilder? Menne­sker med en kristen og socialistisk overbevisning er jo da heller ikke noget særsyn. Det Nye Testa­mente kan levere adskilligt, som måske kunne støtte en sådan socialistisk anskuelse. Mest op­lagt kunne være følgende, velkendte passage fra Lukasevangeliet, kapitel 18.

 

Og et medlem af jødernes råd spurgte Jesus: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nem­lig Gud. Du kender budene: ›Du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke begå drab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ « Han sagde: »Det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.« Da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Én ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da manden hørte det, blev han for­tvivlet, for han var meget rig.

 

Der findes adskillige andre eksempler, der demonstrerer Jesu omsorg og medfølelse for fattige, og der er tillige mange hårde ord mod de rige og mægtige. Jesu samtale med den rige mand bliver fulgt op af de berømte ord om, at det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje, end det er for en rig at komme i Himmelen!

 

Man kunne vel også fremhæve de første kristne, som der berettes om i Apostlenes Gerninger, kapitel 4, og som øjensynligt praktiserede en slags "kommunisme" inden for menigheden, hvor alle med­lem­mer så at sige ydede efter evne og nød efter behov:

 

Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu op­standelse, og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke no­gen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov. Josef, en levit, der stam­mede fra Cypern, og som af apostlene fik tilnavnet Barna­bas ­ det betyder Trøstens søn ­ solgte en mark, han havde, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.

 

Men at tage disse ord til indtægt for en politisk socialisme eller kommunisme er jo klart nok at spænde buen alt for vidt. Man må bemærke, at de kristnes ejendomsfællesskab jo byggede på frivil­lighed; man kunne kalde ordningen "frivillig kommunisme". Det står jo netop enhver frit at skænke frugten af sit eget arbejde – lovlig ejendom – til andre. Ud fra en dybfølt overbevisning om at følge Guds bud. Til­svarende er Jesu ord til den rige mand netop en op­ford­ring til ham om at handle frivil­ligt og individu­elt. Der kan derfor næppe tolkes noget politisk ind i disse Jesusord.

 

Og det er vel netop kernen i sagen. Der er forskel på Guds love og menneskers love. Det, som kan være smukt og rigtigt, når mennesker handler frivilligt og på egen hånd, det bliver til terror, når det skal gennemføres med tvang. Socialismen, som den blev praktiseret i det 20. århundrede, er vel do­ku­mentation nok herfor. For øvrigt lykkedes det jo ikke en gang for de socialistiske lande at afskaffe fattigdommen, og også disse lande havde en privilegeret klasse.

 

Derfor kan georgismen vel siges at være et bedre bud end socialismen på et praktisk og politisk pro­gram, som er i overensstemmelse med kristne etiske normer. Netop fordi georgismen ikke forud­sætter, at alle mennesker er engle. Georgismen tager i betragtning, at mennesket ønsker et per­sonligt materielt udbytte af sine anstrengelser, skønt denne trang jo måske i strengeste forstand kan siges at være selvisk.

 

Mennesker er ikke engle, men man kan måske nå frem til, at de i praksis ikke kan handle djævelsk over for hverandre. Også dette tager georgismen i betragtning. Hvis de økonomiske betingelser giver alle en lige chance ved at afskaffe institutioner, der fører til udbytning, så er temmelig meget jo nået. George så afskaffelsen af den private ejendomsret til jorden som den væsentligste reform hen imod dette mål. Og altså ikke en afskaffelse af den private foretagsomhed på det økonomiske område. Ge­orge så tværtimod positivt på den frie markedsmekanisme, og afviste at denne på nogen måde skulle kunne føre til udbytning.

 

Be­skatningen af jordrenten, og afskaffelsen af alle andre skatter, blev så Georges praktiske svar på, hvor­dan dette fundamentale krav kunne gennemføres i praksis: Jorden som alle Guds børns fælles ejendom.

 

Hvis ikke socialismen kan begrundes ud fra kristendommen, kan man så mere præcist sige, at geor­gis­men kan? Efter min mening nej. Man kan nok begrunde, at jorden med dens rigdomme nødven­digvis må være skænket alle mennesker i fællesskab af Skaberen, og altså ikke kan være enkelte menneskers ejendom, hvis man da går ud fra, at alle mennesker er skabt lige. Man kan så sige, at ge­orgismen er et praktisk svar på denne fundamentale antagelse.

 

Men omvendt kan vi naturligvis ikke i Bibelen finde skriftsteder direkte til støtte for den praktiske gennemførelse af Georges reform. Tættest på et skriftsted i Det Nye Testamente, der forener social indignation med en omtale af jorden, tror jeg er følgende fra Jakobs Brev, kapitel 5:

 

Og nu I, som er rige! I skal græde og jamre over den elen­dig­hed, der skal komme over jer. Jeres rig­dom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den for­tære jeres kød. I har samlet jer skatte til de sidste dage; tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører. I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagte­dagen! I har dømt og dræbt den ret­færdige, mod jer er han værgeløs. (Min kursivering)

 

Men forfatteren til Jakobs Brev - ifølge traditionen Jesu broder - råder de fortrykte til at vente på Her­rens komme, som så skal gøre en ende på al uret­færdighed. Ikke til at starte en politisk bevæ­gelse for beskatning af jordrenten!

 

Og dette viser vel klart, at vi skal vogte os for alt for bogstavelig at tage Det Nye Testamente til indtægt for et bestemt politisk program. Dertil er kristendommen i Det Nye Testamente i hele sit ud­gangspunkt alt for forskelligt fra noget politisk budskab, og rummer jo også hele tiden en opfordring – eller nok sna­rere en fordring – til den enkelte. Ifølge Markusevangeliet, kapitel 1 proklamerer Je­sus som det første i sin forkyndelse:

 

Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!

 

Omvendelse har jo nødvendigvis at gøre med den helt personlige samvittighed, og kan ikke me­nings­fuldt inddrages i et politisk pro­gram.

Georgisme – en økonomisk eller kristen reform?

Den kendte, danske forfatter Ebbe Kløvedal Reich, som meget varmt sympatiserer med Henry Ge­orge, betoner me­get forholdet mellem kristendom og georgisme. F.eks. skrev han i en artikel i Rets­forbundets blad Ret og Frihed i 1994:

 

Grundskyld er den bedste, mest visionære og mest jord­nære … idé om samfundet, der aldrig er blevet ført ud i li­vet …. Det er vi mange, der mener … Men hvis vi er så mange, hvorfor er idéen så aldrig blevet afprøvet?

En af årsagerne er måske, at ordet ”grundskyld” alene har svært ved at rumme alle de visioner og di­mensioner, som idéen rummer for Henry George. Det står hele i tiden i fare for at blive reduceret til en skatteteknisk fiks idé. For Henry George begynder det et helt andet sted. I skabelses­teologien og etik­ken. Vi er en del af Guds skaberværk. Jor­den, vi lever på, er en an­den del. Det særlige ved ejendoms­retten til jord – det der gør den ugudelig – er, at den ikke har noget at gøre med menne­skelig skaber­evne. Den priva­tiserer bare profitten af Guds ar­bejde.

Hvis man ikke begynder dér, hænger det ikke rigtigt sam­men. Hvis man på normalateistisk vis mener, at vi lever vo­res liv et tilfældigt sted i et tilfældigt univers på grund af en tilfældig blanding af mole­kylær biologi og darwinistisk ud­viklingslære, der har gjort os til herrer over kloden, er det svært at fast­holde, at ejendomsretten til jorden er noget helt særligt.

 

Ifølge Reich er der således i virkeligheden tale om en kristen reform, og ikke i første række en øko­nomisk reform. Ja uden at Georges tanker anskues i lyset af kristendommen giver reformen knap no­gen mening. Derfor kalder Reich da også i samme artikel Georges plan for en plan, der er

 

iklædt videnskabelige, nationaløkonomiske gevandter. Det kan anskues som en taktisk imødekom­melse af tidsånden. I slutnin­gen af det 19. århundrede var den positivistiske overtro på vi­denskaben fremtiden og den religiøse tanke fortiden.

 

Dertil skal efter min mening dog siges, at det er vanskeligt at læse Fremskridt og Fattigdom uden at blive slået af Georges klare økonomiske analyse. Og det er faktisk også tilfældet for Ar­bejdets Kaar. Og det er måske nok også muligt at tilslutte sig georgismen uden nødvendigvis at have en reli­giøs livsindstilling. Også ud fra et humanistisk synspunkt kunne georgismen nemlig "hænge rigtigt godt sam­men".

 

Og i hvert fald skal nationaløkonomien absolut med som en overordentlig vigtig del af Georges lære. Uden økonomien, så er det nemlig helt sikkert, at georgismen ikke hænger sammen. Derfor er de øko­nomiske sammenhænge i Georges lære ikke blot videnskabeligt pynt.

 

Det faktum, at George lærte sig nationaløkonomi på egen hånd, og med beskedne skolekundskaber som ballast, gør dog, at han er meget anderledes at læse end nogen anden økonom. At økonomi kan være en overordentlig kedelig videnskab er desværre ikke usandt. Men George som økonom er deri­mod aldrig kedelig.

 

Jeg er dog enig med Reich så langt, at georgismen netop for alvor giver mening, når den anskues i en kristen sammenhæng. Heldigvis er der da heller ikke i og for sig nogen modsætning mellem kristen­dom og økonomi. Det er to forskellige dimensioner af tilværelsen, som disse to kundskaber – om man da kan kalde kristendommen for en kundskab – leverer. I georgismen mødes de på smukkeste vis.