Nu har jeg fulgt ret godt med i debatten om finansloven. Og det var jo helt tydeligt, at ingen af ordførerne for de tre regeringspartier kunne gå på talerstolen uden at bruge ordene vi har verdens største offentlige sektor, og betaler verdens højeste skatter, og betaler verdens højeste overførselsindkomster til folk, der ikke er i arbejde.

Det hele er sikkert rigtig, men de glemte noget meget væsentligt, at kun et land i EU har et højere BNP pr. indbygger end Danmark, og det er Luxembourg, der tjener godt ved at være skattely for dem, der vil have naboen til at betale deres skat, men her i landet er der 926 danskere, der bor i udlandet med en skattegæld på 4 mia. kr. Det giver 4.319.654,43 kr. til hver af dem.

Og ud over de 926 er der jo mange andre med offentlig gæld, men trods det er de offentlige udgifter reelt ikke steget siden 1994, da vi var kommet over Schlüters kartoffelkur. Jeg beregner det pr. skatteyder, hvilket er det mest rigtige, og det giver sådan nogen dejlige, små letforståelige tal. Det var i 1994. 122.652 kr. Fortsat i 1994 priser var det i 2016.131.759 kr. en stigning på 7,42 pct. Årligt er stigning 0,33 pct. Aldrig tidligere har der i 22 år været en så lille stigning.

Og selve udgiftstrykket i pct. af BNP var i 1982 52,8 pct. og i 2016, 49,6 pct. Og det offentlige forbrug i pct. af det samlede forbrug var 34,3 pct. mod 34,9 pct. i 2016. Og i pct. af produktion i alt der kommer fra den private sektor var det i 1975 14,6 pct. og i 2016 14,8 pct.

Skatter og afgifter har jeg beregnet fra år 2000 til 2016 men fortsat i faste 1994 priser.  I procentvis stigning skal det blive det samme. I 2000 var skatter og afgifter pr. skatteyder så 118.591 kr., i 2016 123.031 kr. Det er en stigning på 3,7 pct. Den årlige stigning er 0,2 pct., og det er heller aldrig tidligere set.

Men sammen med denne til dels mikroskopiske stigning i offentlige udgifter, skatter og afgifter de sidste 22 år, har vi sikkert haft den hidtil største stigning i de ydelser vi modtager fra den offentlige sektor. Der er blevet 50.000 flere over 80 år, hvoraf mange har brug for hjælp. 230.000 flere udskrevne fra hospitalerne, af antal børn i daginstitutioner er der blevet 190.000 flere, under uddannelse efter folkeskolen 60.000 flere end i 1994. Men af offentligt beskæftigede til at udføre disse stærkt øgede ydelser. er der nu per 1.000 indbyggere 118. I 1987 var der 117, altså reelt ingen stigning i 30 år, og lønudgifterne til dem i pct. af BNP er 19.8.

Jeg ved ikke hvordan de beregner produktiviteten i den offentlige sektor, men på basis af disse kendsgerninger, alt med kilde offentlige finanser Danmarks Statistik, kan jeg ikke se andet, end en endog meget stærkt stigende produktivitet og den begyndte under en socialdemokratisk ledet regering.

Jeg vil nu i kommende indlæg tage fat på alle områder af den offentlige sektor og påvise, stærkt aftagende stigning i udgifterne i særdeleshed, i lønudgifterne til ansatte, sammen med stærkt stigende ydelser fra den offentlige sektor. Det er da en samfundsøkonomisk udvikling, der lige skulle passe blå blok.

Men den svage stigning BNP skyldes da netop, at der er blevet fyret ca. 35.000 i den offentlige sektor, og bliver de ikke straks ansat i den private sektor, så mister de købekraft, der medfører faldende omsætning og indtjening og beskæftigelse i de private erhverv, for alle forretninger sælger da ligeså gerne til en offentlig ansat som en ansat i den private sektor. Og faldende ydelser til kontanthjælp og dagpenge medfører også faldende indtjening i den private sektor. Det er derfor reelt alle disse besparelser, som blå blok arbejder for, der har været skyld i den lave vækst i BNP siden 2009.

At de naturkatastrofer vi for tiden ser er en følge af en CO2-udledning, langt større end hvad planterne og verdenshavene kan absorbere, kan vist ikke bortforklares. Men CO2-udledning kommer jo af al det, vi skaber ved arbejde og produktion, hvad enten det er positivt eller negativt.

Men nu har jeg fulgt ret godt med i debatten om finansloven, og ved i TV at se de naturkatastrofer i Houston og De Caribiske øer. Og nu ligeledes Florida og de fattige lande i Sydøstasien Nepal og Bangladesh. På internettet har jeg set hvorfra de største udledninger af CO2 kommer:

Fra fossile brændstoffer og cement 32,5 mia. tons

Fra dyr og mennesker 15,8 mia. tons

Afbrænding af skov 3,3 mia. tons

Det er i alt 51,3 mia. tons, men mon ikke, der er noget, der ikke er medregnet? Hvor meget CO2 udledes der ved produktion af krigsmateriel, og de krige der føres, og hvor meget er der udledt ved Mærsk McKinney Møllers transport af våben fra USA til mellemøsten? Og hvor meget skal der udledes ved genopbygning af byer i mellemøsten, lagt i ruiner af bomber fra fly i luften og fra artilleri på landjorden?

Af CO2skulle verdenshavene optage 9,5 mia. tons og planterne 10.6 mia. tons, i alt 20,1 mia. tons mod at der udledes 51,3 mia. tons der er altså ikke balance i CO2-regnskabet.

På internettet er der søjler, der viser hvilke lande, der skaber denne ubalance, og det er de velhavende lande og ikke Bangladesh og Nepal, der netop er hårdt ramt af de naturkatastrofer, der skabes af de velhavende landes produktion og forbrug.

Men trods disse kendsgerninger taler de tre regeringspartier kun om behovet for stigende velstand og økonomisk vækst. Dem i Houston, på de Caribiske øer og nu også i Florida, der ved disse naturkatastrofer, skabt ved en produktion og forbrug, der medfører CO2-udledning, der langt overstiger, hvad verdenshavene og planterne optager, har fået alt ødelagt. De taler næppe om behovet for økonomisk vækst. For dem gælder det om at redde sig selv.

Under debatten om finansloven har der også været debat om hvilke biler, der udleder mest CO2. Men ingen debat om, hvor meget CO2, der udledes ved globaliseringen, den omfattende transport over verdenshavene. Men da alle verdens råstoffer ikke er lige fordelt over alle lande, kan transport over verdenshavene ikke undgås. Men jeg har lige læst, at alene Mærk-koncernens 1.000 skibe udleder 34 mio. tons CO2, og udledning i alt fra Danmark er 38 mio. tons, og skibstrafikken er ikke medregnet. Det viser, at skibstrafiklen over verdenshavene er den værste udleder af CO2.

Jeg har lige på internettet fundet frem til 3-4 økonomer, der stiller spørgsmål ved globaliseringen, hvor flere og flere varer flyttes rundt på kloden og det internationale transportarbejde, hvor transporterede ton varer pr. km vokser og vokser. Udviklingen giver store økonomiske muligheder for Danmark og mange andre lande, men globalt set har den øgede internationale samhandel en markant skyggeside:

Den er ledsaget af eksplosiv vækst i energiforbruget med store klima-, miljø- og sundhedsskader til følge. Politikerne i Danmark og det øvrige EU er enige om det fornuftige i at begrænse energiforbruget så meget som muligt inden for landenes grænser. Men ikke når det gælder energiforbruget til international transport af varer og mennesker.

Det mener, professor på RUC, Bent Sørensen. Han er foruroliget over den konsekvens af globaliseringen, at stadig flere varer cirkulerer mellem f.eks. Europa og Sydøstasien 3-4 gange før de er klar til salg. Når den praksis kan betale sig skyldes det de lave priser på energi til international transport. I dag koster det blot 3.000 kr. at sejle en 20 fods container fra Århus Havn til Shanghai. Derfor ser det ud som om, det er billigere at få fremstillet sine varer i Østen. Men det er kun, fordi der foregår en unfair prissætning af transporten, siger Bent Sørensen.

Det værste er den globale handel med fødevarer. Det kan da næppe være muligt, at animalske fødevarer efter transport over Atlanterhavet og per lastbil, evt. helt til Californien, skulle kunne konkurrere på pris, med nøjagtig samme varer som farmere i Californien også producerer, hvis alle udgifter til transport over Atlanterhavet blev betalt. Og interessant er det, at danske landmænd også er på det japanske marked for animalske fødevarer, og konkurrerer med farmere i USA. Og det er vel efterhånden ikke er ret mange, der ikke vil erkende, at de naturkatastrofer vi nu ser, har direkte relation til vareproduktion og forbrug langt udover hvad miljø og klima kan absorbere. Det er derfor tåbeligt når blå blok og vel også Socialdemokratiet, taler om behov for mere beskæftigelse.

Spørgsmålet er, om ikke vi kunne få bedre velfærd ved mindre arbejde, og jeg mener det virkelig, blot al beskæftigelse baseres på et behov og ikke på penge. Derfor skal beskæftigelsen gå til den offentlige sektor, hvor der er samme antal beskæftigede pr. 1000 indbyggere som i 1987, trods mange flere ældre og de mange flygtninge, der skulle være ved at ruinere os. Men i de private serviceerhverv og finanssektoren, er der en voldsom forøgelse af beskæftigelsen og i særdeleshed af lønudbetalingerne. I disse erhverv tales der ikke om fare for lønstigninger. Jeg synes virkelig det kunne være skønt, hvis den politiske venstrefløj stod sammen. Og her regner jeg efterhånden kun med SF, Alternativet og Enhedslisten. Det er ikke fordi jeg er socialist, men jeg mener de tre partier bedst sikrer det fulde ud bytte af arbejdsindsatsen, med den aftagende stigning i offentlige udgifter sammen med stigende ydelser fra den offentlige sektor.

Bortset fra svinekortene der indførtes under 30’ernes verdenskrise, og blev afskaffet i 1940, havde al produktion i landbruget været baseret på den frie markedsøkonomi, og der var kommet en god økonomi i landbruget. Det kan tydeligt ses ved, at salgsværdien af landbrugets produktion fra 1945 til 1955 steg med 92 pct., men gælden kun steg med 32 pct. Det havde helt sikkert medført, at mange kunne kalde sig for selvejere, ikke kun på papiret men virkelige selvejere.

Sidst i 50’erne begynder der at komme prisfald på alle animalske varer. Jeg husker tydeligt alle de beklagelser, der kom fra landbruget i 1957. Det var med kilde Landbrugsstatistik, priserne på svinekød det var helt galt med. Jeg husker tydeligt den daværende præsident i landbrugsrådet Hans Pinstrup talte om, at det kunne vist blive nødvendig med indførsel af svinekort igen for at bremse den alt for store stigning i svineproduktionen.

Jeg tog så ind på det store bibliotek i Vejle for at se, om der i Vejle Amts Folkeblad kunne findes noget om alle de beklagelser fra landbruget, og jeg gættede på, at det var sikkert april kvartal jeg skulle have. Jeg havde gættet rigtigt, for jeg begyndte på den første side, og jeg skulle i hvert fald ikke mere end 14 dage hen i april måned, før jeg så en udtalelse fra generalforsamlingen i Ringkøbing landboforening, der også gik på at det kunne blive nødvendigt med svinekort igen. En gik endog så vidt og talte om, at der måske skulle lovgives om, hvor mange søer hvert landbrug måtte have.

Og det var meget interessant for mig denne dag, for lige inden jeg ville forlade biblioteket, ser jeg en stor forsideartikel ”Voldsomme prisstigninger på Bacon i England”, og landmændene var glade, for det var altså kun en 14 dages krise.

Det er i grunden interessant det med landbruget, der ellers altid politisk taler om, at intet er bedre til at sætte priserne end den frie markedsøkonomi. Men for landmændene gælder det kun, til der kommer et lille prisfald på deres varer, så har man intet imod lidt politisk styring, blot det giver penge. Når jeg nu i en alder af 86 år, og mit politiske engagement kan huske Politiske udtalelser langt tilbage i mine ungdomsdage, er der intet bedre til at få dem frisket op end lidt studier i gamle aviser eller Folketingets forhandlinger. Der blev nu ikke talt mere om svinekort.

Men spørgsmålet er dog, om det ikke var denne 14 dages krise, der medførte de første virkelige krav om offentlige støtteordninger og politisk styring af landbruget. Næppe ret mange husker bedre end jeg, hvordan det hele politisk udviklede sig for landbruget sidst i 50’erne da jeg  i 1957  var folketingskandidat for Retsforbundet. Dette år havde landboforeningerne sammen med husmandsforeningerne afleveret et fælles oplæg til den nydannede trekantregering af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet. I oplægget stillede man omfattende krav om økonomiske støtteordninger. Væk var al tale om fra partiet Venstre, at intet er bedre til at sætte priser end den frie markedsøkonomi

Året efter indførte regeringen en kornordning med mindstepriser, det vil sige politisk styring af amtsskatterne blev gjort konjunkturbestemte. Der blev givet penge til en reklamekampagne for mere ”gris på gaflen” og ”mejerigtige” mælkeprodukter, men der blev også skabt lovgivningsmæssigt grundlag for at pålægge alle landmænd at betale produktionsafgifter til fælles salgsfremstød og kvalitetsfremmende aktiviteter – kort sagt, den centralistiske styring med bureaukratiske støtteregler begyndte, anført allermest af det liberale bondeparti Venstre.

Det viser virkelig, det jeg for flere årtier siden hørte ved politiske møder hørte af folk betydeligt ældre end mig, og som kunne huske udtalelser fra Stauning i debat med dem, der virkelig forsvarede liberalismen som eneste styreform, der duede. Til det svarede Stauning vi er vist alle liberalister og socialister, men til hver sin tid og sit brug.

Jeg vil nu skrive om hvert årti af de sidste seks årtier. Men for at alle skal kunne forstå, at politisk burde landbruget og faglærte i håndværk og industri ikke modarbejde hinanden men samarbejde, derfor lige ganske kort men konkret om verdenskrisen og deflationen. Landbruget var absolut mest påvirket af krisen fra 1920 til 1932, timelønningerne mest fra 1932 til 1945

Men fra 1932 da verdenskrisen og deflationen kulminerer og frem til 1945 får vi nu en svag inflation. Priserne for animalske varer stiger i faste priser med 73 pct., men for faglærte i håndværk og industri falder realtimelønnen med 13 pct. Ikke før efter krigen begynder timelønningerne i faste priser at stige. Fra 1945 til 1955 med 35 pct., men i faste priser steg animalske varer kun med 1 pct. Men det skal så ses i relation til den langt større stigning end timelønningerne fra 1932 til 1945.

Det der mere end noget andet skabte landbrugets velstand i disse 10 år var, at jordpriserne i faste priser kun steg 10 pct., og derfor faldt gælden, der i 1939 var på 4,47 mia. kr. til i faste 1939 priser til 3,02 mia. kr. i pct. af salgsværdien af landbrugets produktion, sikkert den mindste nogensinde. Basis for denne økonomiske fremgang i landbruget i disse 15 år omtales aldrig og skyldes politisk ideologi.

Dette sammen med, at 291.000 medhjælpere var kommet over i andre erhverv, og at der de første 10 år efter krigen var mangel på fødevarer i alle Europas lande, og derfor kunne en stigende animalsk produktion på 80 pct. afsættes. Dette sammen med de næsten 300.000 færre der skulle have deres udkomme af landbruget skabte den stigende velstand i landbruget og mange var blevet virkelige selvejere og ikke kun på papiret

Men i 1955 var der ikke længere mangel på fødevarer, alle lagre var fyldt, og da alle Europas lande var udpræget landbrugslande, beskyttede alle landene nu med told og importrestriktioner deres eget landbrug. Det medførte naturligvis faldende priser på alle landbrugets varer, og ikke for et eneste år siden har priserne for hverken animalske varer eller korn været på niveau med 1955.

Mens der i midten af 50’erne kommer der en økonomisk vækst, som vel aldrig tidligere set, og ikke kun i Danmark men i alle lande i Europa. Men den gik totalt uden om landbruget, hvilket skyldtes, at der ikke i noget land i Europa var store befolkningsgrupper, der økonomisk havde vanskeligt ved at skaffe deres behov for fødevarer, for skal økonomisk vækst øge forbruget af fødevarer, er det altid fra bunden det skal ske, for selv mangemillionærer spiser ikke mere end til de er mætte.

 Men ikke nok med, at den økonomiske vækst gik uden om landbruget, medførte den også stigende timelønninger, og der med øgede udgifter for alt, hvad landbruget skulle købe. Mange landmænd kunne da godt se, at skulle de opnå samme vækst i velstand som i andre erhverv, kunne det kun ske ved øget produktivitet, der ganske vist var blevet øget, inden for de givne rammer med den begyndende afvandring fra landbruget.

Men yderligere øget produktivitet krævede mekanisering, der også var kommet i gang med udskiftning af heste med traktorer, men at udnytte denne mekanisering krævede øget jordareal, og derfor begyndte alle potentielle købere nu den indbyrdes konkurrence om jordkøb, og derfor blev de første 11.000 små landbrug nedlagt i 50’erne, men øget efterspørgsel efter jord medfører ikke som for producerbare varer et øget udbud, og derfor begyndte jordpriserne at stige voldsomt.

Og afvandring af kapital fra landbruget til byerne begyndte, og øgede jordpriser, kunne da kun betales med øgede priser på fødevarer. Alt skyldtes, at med privat jordeje som basis, konkurreres der om køb af fremtidsvisioner, der ikke kendes. Det kunne være interessant, hvis forsvarerne af privat jordeje forklarer, hvordan de vil hindre, at det ikke medfører konkurrence om køb af ukendte fremtidsvisioner, og dermed øgede udgifter og dårligere konkurrenceevne for al produktion, som vi skal leve af.

Jeg kan ikke se, man skal være hverken socialist eller endnu værre kommunist for at kunne se det økonomisk tåbelige med fri konkurrence om jordkøb fremfor fælleseje af jorden mod at betale en jordleje svarende til dens reelle brugsværdi og dermed fjerne alle udgifterne baseret på spekulation i fremtidsvisioner. Nu har jeg ikke nogen socialistiske holdninger, og ønsker faktisk slet ikke jord og og produktionsplads ejet af samfundet, men af folket som fælles ejendom, og det mener jeg er noget helt andet.

Men med al jord pantsat og belånt må den af samfundet, med erstatning til nuværende skødehavere og prioritetsbestyrere svarende til den offentlige vurdering, frikøbes fra banker og kreditforeninger, og så betales en jordleje for brugsretten, men denne jordleje mener jeg ikke behøver at skulle betales til samfundet og indgå i det offentlige budget, for så lugter det af skattebetaling.

 Men der kunne oprettes en jordfond, hvor jordlejen betaltes til, og ingen har så mere end den frie brugsret og hvem har brug for mere? Men da al jord ikke har samme brugsværdi, for landbrugsjord forskellen i bonitet og for jord i byerne beliggenhed, skal der betales en jordleje, der udligner denne forskel, hverken mere eller mindre. Alle, der udnytter jorden til bo eller produktionsplads er så befriet for både renter, afdrag og skatter. Og jordfonden kunne så en gang om året udlodde den betalte jordleje til deling mellem alle landets indbyggere. Jorden er så virkelig folkets fælles ejendom. Jeg kunne godt tænke mig en sådan jordreform, skulle hedde Andelsselskabet Danmarks jordfond. Der kan naturligvis være nogen, der mener: Hvor skal samfundet få penge fra til denne erstatning, men om det senere.

Det meget urolige årti 20’erne sluttede i 1929 med en vel nok verdensomspændende økonomisk krise, hvor priserne faldt på alle varer. Forbrugerpristallet viste en deflation på 45 pct. fra 1920 til 1932. I mit første indlæg skrev jeg mest om landbruget, og sådan lidt overfladisk, og det var også det erhverv der ramtes hårdest, og der vil også komme lidt med om landbruget i dette indlæg, men mere detaljeret.

Der er efterhånden ingen nulevende, der kan erindre, hvad deflation betød for den udbetalte løn. Vi er alle blevet vant til, at omregnes timelønninger og varepriser til faste priser, vil det altid være en mindre mængde af varer og tjenester, man kan få for pengene afhængig af basisåret

Nu bruger jeg forbrugerpristallet med basisår 1900, men det skal bestemt ikke forstås sådan, at jeg ønsker alle nutidslønninger og varepriser deflateret med dette forbrugerpristal, for så skulle alle lønninger og varepriser i dag divideres med 69, hvilket er temmelig urealistisk, for ikke ret mange af de varer vi fremstiller og køber i dag, kunne fås i år 1900.

Men det betyder ikke, at et sådant forbrugerpristal er overflødigt. Det kan være godt ved salg af f.eks. sin egen bolig at sætte prisen i relation til pristallets stigning i de år man har boet i boligen, det viser så udgifterne ved at bo i boligen.

Med Danmarks statistik som kilde var timelønningerne f.eks. for faglærte i industri og håndværk jo noget andet, end det vi kender i dag. I 1920. 214 ører, men var i 1932 da deflationen stopper faldet til 141 ører, men i faste priser var de endda i 1931 steget til 250 ører. Der var virkelig omsætning i de små røde en- og to-ører, deflationen sikrede altså, at arbejderne beholdt deres købekraft.

Men for landmændene var det anderledes. Gennemsnitspriserne per kg for animalske varer (beregnet ved at omregne 10 liter mælk til et kg kød) var i 1920 3,35 kr. i 1932 årenes priser 0,80 kr., i faste 1920-priser1,43 kr. et prisfald på 57 pct., men for timelønninger faktisk en stigning på 16 pct.

Men sammen med, at den kraftige deflation 1920 til 1932 ændres til en svag inflation fra 1932 til 1939 lige da krigen brød ud, ændres dette forhold mellem timelønninger og priserne på animalske varer, hvilket skyldtes, at den animalske produktion i disse 7 år var faldet med 17 pct. Det medførte at priserne på animalske varer i faste 1920-priser var steget fra 1,43 kr. til 2,12 kr.48 pct., men timelønningerne i de samme 7 år stiger kun fra 2,50 til 2,53 kr. ikke før efter midten af 50’erne komme der reelt stigning i timelønningerne i faste priser.

Krigsårene og ligeledes de første 10 år efter var økonomisk gode år for landbruget. Krigsårene medførte, at landbruget nu var hindret i import af foderstoffer og ligeledes til dels kunstgødning, af kvælstof fik vi ganske vist lidt norgessalpeter. Men nu har jeg ved mig en bog som jeg endda er blevet foræret af Danmarks Statistik, Landbrugsstatistik fra 1900 til 1965 landbrugsareal og høstudbytte samt gødningsforbrug. Men det er interessant og se, at trods et fald i gødningsforbruget, i særdeleshed for fosfor, var det et meget beskedent fald, der blev i udbyttet pr ha, men for den animalske produktion fik den manglende import af foderstoffer et større fald end udbyttet pr ha.

Men nu vil jeg lige tage mig af de 10 år fra 1945 til 1955, den animalske produktion blev i millioner kg øget fra 820 mio. kg til 1.477 mio. kg. 80 pct. salgsværdien af den i årenes priser steg fra 2.135 mio. kr. til 5.626 mio. kr., en stigning på 163 pct. i fortsat faste 1920-priser en stigning fra 2.050 mio. kr. til 3.751 mio. kr., en stigning på 83 pct.

Og denne stigning både i mængder og i salgsværdien kom uden en reel stigning i landbrugets gæld. Den var i 1939 på 4,472 mia. kr. i 1955 6,736 mia. kr., en stigning på 2,264 mia. kr. I faste 1939 priser var gælden på de 4,472 mia. kr., i 1955 kun på 3,026 mia. kr., et reelt fald i realgælden på 1,401 mia. sammen med den store stigning i produktionen, både i mængde og salgsværdi.

Denne lave gæld skyldtes selvfølgelig en meget lille stigning i jordpriserne. Jord og bygninger i faste 1920-priseri var i 1930 2.771 kr. pr ha, i 1953, 2.974 kr. pr ha, en stigning på 7 pct. Dette gode forhold mellem jordpriserne og på alt hvad der sælges fra landbruget, stopper efter 1955. Herom i det næste indlæg.