Jeg vil nu skrive lidt om 30’ernes verdenskrise, der vel nok var hårdere ved landbruget end andre erhverv. Man skulle da godt nok tro, at med alles behov for fødevarer, skulle det være det økonomisk mest sikre erhverv, men landbrugets økonomiske vilkår, har aldrig fulgt hverken stigende eller faldende indtjening i andre erhverv.

Nu er jeg 86 år, og altid engageret i politik og samfundsøkonomi, og har ved læsning i aviserne tilbage i 20’erne og meget nationaløkonomi om landbruget opnået kendskab til erhvervets forhold. Endvidere har jeg for år tilbage talt med folk betydeligt ældre end mig selv, og som derfor kendte til landbrugets økonomiske forhold i 20’erne.

Det har fået mig til at se, at selve landbruget som erhverv er mere påvirket af krisen i hele samfundet med ledighed end industri håndværk og byernes forretningsliv. Det skyldes, at landbruget, hvorfra alle erhverv er udgået, kunne præstere en uafbrudt stigende produktion af fødevarer, der ikke imidlertid ikke var afsætning for.

I 1920 var der en animalsk produktion på 514 mio. kg, i 1932, 1.429 mio. kg. Alene for slagtesvin var der en stigning fra 118 til 604 mio. kg. Selv med en sikkert mindre stigning i den animalske produktion i de andre landbrugslande i Europa, var der ikke afsætning for en så stærkt stigende produktion, og det medførte voldsomt faldende priser.

Men trods det havde vi fra 1926 til 1929 en statsminister fra partiet Venstre Madsen Mygdal, i folkemunde kaldt Madsen Stygkarl, der selv var gårdejer, og måske også selvejer, for han fik jo sin løn som statsminister. Om ham hørte jeg for flere årtier siden af nogen betydeligt ældre end mig, at når landmænd ved møder rundt om i landet stillede ham spørgsmålet, hvad han ville gøre for at stoppe disse prisfald, skulle have svaret med, at faldt priserne på slagtesvin 10 pct. skulle de blot øge produktionen tilsvarende, så var pengene jo hjemme.

Jeg fører nu disse udtalelser frem til nutiden. Er det ikke det, Lars Løkke Rasmussen siger nu, at vi skal øge svineproduktionen for at fremme økonomisk vækst og beskæftigelse?

I 1955 kom Danmark og vel faktisk hele verdensøkonomien ind i en voldsomt stigende økonomisk vækst, men som landmændene ødelagde for sig selv, ved med ejerformen selveje at spekulere i ikke kendte fremtidsvisioner.

I 1955 var afregningsprisen for slagtesvin 3,80 kr. per kg, i 2016, 9,75 kr. Deflateret med forbrugerpristallet er afregningsprisen imidlertid 83 pct. mindre, men trods det siger Lars Løkke Rasmussen, at vi skal øge produktionen af svin for at fremme økonomisk vækst og beskæftigelse. Er der ikke her en lige linje fra Madsen Mygdal til Lars Løkke Rasmussen?

Det vil jeg lige tage fat på i flere indlæg. I det direkte landbrug, gartneri, fiskeri, og de forarbejdende erhverv mejerier, slagterier og hele industrien var der i 1966 beskæftiget 899.000, i 2015 kun 371.000, og det er hovedsagelig fra disse erhverv vores direkte vareproduktion kommer.

Og med den faldende beskæftigelse i disse vareproducerende erhverv, er de udbetalte lønninger derfor naturligvis også faldet, og det er interessant at se her, at lønudbetalinger i disse erhverv i 1966 var på 12.178 mio. kr. I 1987 var de steget til 17.605 mio. kr., eller med 45 pct. Men i gennemsnit for alle år siden 1987 er de faldet til 17.212 mio. kr. Det skyldes naturligvis ikke faldende timeløn, men en stærk faldende beskæftigelse.

Den stigende beskæftigelse under højkonjunkturen gik udelukkende til serviceerhverv og mange af dem kan jeg ikke rigtig se skaber nogen realværdier. Men det er temmelig omfattende, så jeg vil tage det for sig selv en anden gang. Dog vil jeg lige påvise lønudgifterne i de poster, der i nationalregnskaberne er opgivet som erhvervsservice. Lønudgifterne her, var i 1966 på 3.000 mio. kr. i 1994 9.422 mio. kr. en stigning på 6.422 mio. kr. I faste 1966 priser i 2015 var de yderligere steget til 19.727 mio. kr., en stigning på 10,305 mio. kr. Dette skal ses i relation til, at der siden 1994 slet ingen lønstigning har været i de vareproducerende erhverv.

Og ses der på den offentlige sektor, hvor der altid tales om, at der er for mange ansatte er der nu samme antal beskæftigede pr. 1000 indbyggere som i 1988 og lønudgifterne til dem i pct. af BNP er det samme som i 1975.

Og i offentlig administration var der i 1966 82.219. Det topper i 1994 med 171.341. og var i 2015 kun på 142.467, det samme som i 1978. Og lønudgifterne her var i 1966 3.213 mio. kr., i 1994 6.738 mio. kr., altså en stigning på 3.525 mio. kr., i 2015 7.224 mio., kr. en stigning på 486 mio. kr. Det er da også ret interessant at se på udgifterne til administrationen per skatteyder. Den var i 1994 1.485 kr. I 2015 1.406, men hvor er det dog let at være politiker, uden at have forsket det mindste i det, der i skrift eller tale føres frem.