Mit universitetsspeciale

Jeg har her fornøjelsen af at præsentere mit universitetsspeciale, som jeg skrev i 1988. Valget faldt på en opgave om Henry George.

Jeg håber, at jeg siden kan få lejlighed til at fortælle nærmere om mit arbejde for nu snart 30 år siden, men jeg kan da her fortælle så meget, at min vejleder var ingen ringere end professor Hector Estrup. Og da en eller anden nok alligevel vil spørge, så kan jeg da også røbe, at jeg for opgaven fik karakteren 10.

Jeg retter en stor tak til mine gode ven Per Møller Andersen for arbejdet med at scanne papirudgaven af mit speciale.

Per har sin egen hjemmeside, som jeg kan anbefale. I kan f.eks. her finde Henry Georges skrifter på dansk.

www.grundskyld.dk


Karsten Larsen, 22. september 2017

Forord

Dette arbejde er en stor opgave, som er skrevet på det statsvidenskabelige studium ved Københavns Universitet, Økonomisk Institut. Opgaven er en behandling af den økonomiske teori hos den amerikanske økonom, Henry George (1839-97), først og fremmest med udgangspunkt i hovedværket, Progress and Poverty (1879).

Min baggrund for at skrive denne opgave ligger ikke i studiets forløb; på intet tidspunkt bliver man som stud. polit. tilskyndet til at beskæftige sig med Henry George. Jeg har på egen hånd studeret Progress and Poverty; første gang jeg læste "Fremskridt og Fattigdom" (som bogen hedder i dansk oversættelse) var i sommeren 1984, i min sommerferie mellem 1. og 2. årsprøve. Jeg har siden været grebet af bogens tanker og ideer, og af den økonomiske teori som er indeholdt i bogen. Det er denne del af Progress and Poverty, som er' genstand for under­søgelse i denne opgave. Mit mål er at identificere økonomen Henry George. Hans velkendte forslag om fuld beskatning af jordrenten vil kun blive berørt et par steder; der er intet kapitel, der selvstændigt vil omhandle spørgsmålet om beskatning af jordværdierne. Jeg har desuden fulgt faget, "Teorihistorie" i efteråret 1987. Faget beskæftiger sig ikke med Progress and Poverty, men giver en udmærket indføring klassikernes teorier (som George bygger på) og en god træning i tekstlæsning. En uddybende problemformulering vil finde sted i næste afsnit.

Ellers vil opgaven falde i syv kapitler.

Kapitel 1, "Overordnet om Henry George", giver en kort indføring i de vigtigste ideer i Georges forfatterskab.

Kapitel 2, "Økonomer om Henry George", giver nogle få eksempler på, hvordan George er blevet kommenteret af teori­historikere og andre økonomer; nogle typiske indfaldsvinkler vil blive identificeret.

Kapitel 3-5 er kernen i denne opgave. Disse kapitler vil behandle den økonomiske teori i Progress and Poverty.

Kapitel 3, "Teori om den Økonomiske Fordeling", er en redegørelse for indkomstfordelingens love, som de er behandlet af George i Progress and Poverty.

Kapitel 4, "Fremskridt og Fordeling", behandler sammenhængen mellem materielle fremskridt og udviklingen i fordelingen.

Kapitel 5, "Jordspekulation og Kriser", handler om Georges teori om økonomiske kriser.

Kapitel 6, "Placering af Henry George i en Teorihistorisk Sammenhæng", forsøger at få placeret George i forhold til de klassiske økonomer.

Kapitel 7 indeholder en konklusion, hvor hovedsynspunkterne i denne opgave bliver trukket op.

Disse kapitler indeholder alle et indledende afsnit (dog ikke 7), hvor kapitlets formål bliver præciseret, og hvor den litteratur jeg har støttet mig til, og som ikke i øvrigt bliver omtalt, vil blive nævnt. De fleste af kapitlerne indeholder også en konklusion.

Sidste afsnit er en fortegnelse over den anvendte litteratur.

Alle citater og litteraturhenvisninger angives med forfatterens efternavn, årstallet for udgivelse af bogens eller artiklens l. udgave, og kapitel.

Introduktion

Denne opgave falder inden for den disciplin, man normalt kalder teorihistorie, studiet af tidligere tiders økonomiske teorier. Hvorfor beskæftige sig med teorihistorie? Det er ikke let at besvare. Man kan sige, at økonomer som Karl Marx og Adam Smith stadig er relevante, idet vi kan anvende deres udsagn helt direkte på det moderne samfund, dog måske med visse forbehold. Endvidere vil det ofte blive sagt, at vi for at forstå den moderne økonomiske teori må gå tilbage til det, der er dens forudsætninger.

Af disse to begrundelser for teorihistoriens relevans er den første i høj grad gyldig i forbindelse med et studium af Henry George. Jeg er ikke i tvivl om, at der i hans tanker er indeholdt en løsning på mange af den moderne verdens økonomiske, sociale og politiske problemer. Men det er dog ikke det, som denne opgave handler om. George selv er et meget klart eksempel på en økonom, der tog stilling til sin tids problemer. Alligevel er det muligt at udskille et element fra Progress and Poverty, der er rent videnskabeligt, nemlig de økonomiske sammenhænge. George opstiller en økonomisk teori, som man i princippet godt kan godkende som sand, selvom man ikke vil anerkende forslaget om fuld beskatning af jordrenten.

Denne opgave vil behandle det videnskabelige element Progress and Poverty. Jeg vil forsøge at få identificeret en sammenhængende økonomisk teori ud fra Georges tanker. Der findes en utrolig uvidenhed om hans ideer, og det vil der løbende i dette arbejde blive givet eksempler på. Over for dette vil jeg forsøge at få belyst, hvad George selv sagde. Jeg vil ikke i noget videre omfang tage stilling for eller imod Progress and Poverty. Og dermed menes, at jeg ikke systematisk vil forsøge at besvare, om hans økonomiske teori har relevans anvendt på det moderne samfund. Men jeg vil ikke foregive nogen objektivitet i forbindelse med dette arbejde.

Samtidig med udredningen af Georges økonomiske teori er det min hensigt at få påvist, at han er en selvstændigt tænkende økonom. Ofte fremstilles han blot som en eftersnakker af Ricardo, og Progress and Poverty som en klassisk-økonomisk bog, tilsat en god del agitation. Dette synspunkt er fejlagtigt. Jeg påstår, at Progress and Poverty helt klart indeholder elementer, der er selvstændige i forhold til den klassiske økonomi, og dette synspunkt vil blive forfulgt gennem hele opgaven. Georges afhængighed af, især Ricardo og Mill som inspiratorer, bestrides ikke. De er hans vigtigste kilder.

Et arbejde med Georges tanker og teorier kan angribes fra forskellige vinkler. Jeg har kredset om fire mulige modeller:

En undersøgelse af litteraturen om Henry George.

Opstilling af en georgistisk økonomisk teori, hvor de vigtigste ideer fra Progress and Poverty bevares, men hvor andre dele opgives som fejlagtige eller unødigt komplicerede. Eventuelle nye tanker, ikke indeholdt i Progress and Poverty, føjes til.

En undersøgelse af den klassiske teori, med inddragelse af George som en kritisk kommentator.

En redegørelse for den økonomiske teori i Progress and Poverty.

Jeg har lagt mig fast på den sidste model, men de tre andre indfaldsvinkler vil også i et vist omfang blive anvendt. Jeg vil løbende fortælle om, hvordan Georges synspunkter er blevet behandlet i litteraturen. Det skal understreges, at jeg i min forståelse af tankerne i Progress and Poverty ikke på nogen måde har været afhængig af kortfattede redegørelser i diverse teorihistorier. Jeg vil endvidere i visse situationer illustrere Georges teorier ved hjælp af formler og grafer. Og en vis sammenholdning med klassikerne vil også finde sted; om nogen systematisk sammenligning vil der dog ikke blive tale. Men altså, denne opgave er ikke min opstilling af en georgistisk, økonomisk teori; det er Henry Georges egne tanker, der står i centrum.

Kapitel 1 Overordnet om Henry George

Dette kapitel vil forsøge at give et hovedindtryk af karakteren af Georges arbejde, især af de store linier i Progress and Poverty, mens arbejdet med at klarlægge den økonomiske teori hos George vil blive udskudt til Kapitel 3-5. Her vil vi kun beskæftige os med de overordnede ideer.

I afsnit 1.1 vil jeg kort omtale de vigtigste af Georges skrifter, og nogle få vigtige detaljer fra hans liv, som er blevet meget grundigt beskrevet af Henry George Jr. i bogen, The Life of Henry George (1900) og af Charles Albro Barker i bogen, Henry George (1955). Begge disse værker har jeg støttet mig til.

Afsnit 1.2 indeholder et resume af Progress and Poverty, og en redegørelse for bogens idegrundlag. Kapitlet indeholder ingen konklusion.

1.1 Henry George og hans vigtigste skrifter

Henry George blev født i 1839 i Philadelphia. Hans forældre var fra den lavere middelklasse. George fik på intet tidspunkt nogen højere uddannelse; sin fortrolighed med de klassiske økonomer erhvervede han udelukkende ved selvstudium. Fra 1865 arbejdede han som journalist på San Francisco Times, efter at have arbejdet som sætter på avisen.

I 1871 udkom hans første bog, Our Land and Land Policy. Bogen er et voldsomt angreb på den amerikanske jordpolitik, der gik ud på at forære eller sælge offentligt ejet jord meget billigt til store selskaber (især jernbanerne) og spekulanter. George konstaterer, at der i Californien (bogen beskæftiger sig især med forholdene i denne stat) er ved at blive dannet et jordaristokrati i stil med adelen i de gamle europæiske lande:

These men are the Lords of California – Lords as truly as ever were ribboned Dukes or belted Barons in any country under the sun. We have discarded the titles of an earlier age; but we have preserved the substance, and, though instead of "your grace" or "my Lord" we may style them simply "Mr" the difference is only in a name. They are our Land Lords as truly. (George, 1871, Chapter II).

George kommer frem til, at jordmonopoliseringen er årsag til fattigdommen. Midlet mod den uretfærdige fordeling vil være, for det første at stoppe jorduddelingen til de store selskaber, og kun give jord til nybyggerne i små portioner. Dernæst bør jordværdierne beskattes så hårdt, at hele jordrenten inddrages. Det vil gøre jordspekulation uprofitabel, og kun give plads for jordefterspørgsel til produktive formål:

The mere holder of Land would be called on to pay just as much taxes as the user of land. The owner of a vacant city lot would have to pay as much for the privilege of keeping other people off it till he wanted to use it, as his neighbour who has a fine house upon his lot … The monopoliser of agricultural land would be taxed as much as though his land were covered with improvements … Land prices would fall; Land speculation would receive its death-blow; land monopolisation would no longer pay. (Ibid, Chapter V)

I Our Land and Land Policy er der et par henvisninger til de klassiske økonomer. F.eks. en henvisning til loven om jordrenten som et produktivitetsoverskud i forhold til den dårligste jord i brug (Chapter III). Der er også i Chapter V en henvisning til Mills forslag om at beskatte den fremtidige stigning i jordrenten, og afsnittet i samme kapitel, "Taxation of Land Falls Only on its Owner", er formodentlig inspireret af Chapter X i Ricardos "The Principles", "Taxes on Rent". Men ellers er der i bogen højst et tilløb til en økonomisk teori på nogle enkelte punkter. Det væsentligste i bogen er en intuitiv erkendelse af, at da jorden er en faktor i produktionen, så vil jordmonopolisering være en kilde til udbytning og fattigdom. Og når befolkningsvækst og fremskridt forøger jordrenten, så vil forventninger om fremskridt føre til jordspekulation – altså en uproduktiv anvendelse af naturens rigdomskilder.

I 1877 blev George indbudt til at holde en forelæsning på University of California i Berkeley, med henblik på en eventuel ansættelse som professor. Her udtalte han, at:

The name of political economy has been con­stantly invoked against every effort of the working classes to increase their wages or de­crease their hours of labour. (George, 1877)

og

For the study of political economy you need no special knowledge, no extensive library, no costly laboratory. You do not even need text­books nor teachers, if you will, but think for yourselves. (Ibid).

Forelæsningen blev senere, i 1880, trykt i The Popular Science Monthly, og jeg nævner den her, fordi den, ud over de stærkt provokerende bemærkninger, indeholder en interessant redegørelse for økonomiens metoder; økonomiske sammenhænge er lovmæssigheder, som kan erkendes gennem teoretiske overvejelser; altså eksperimenter som man gør sig i tankerne; og som svarer til andre videnskabers laboratorieforsøg. I øvrigt er The Study of Political Economy blevet omtalt i en artikel fra 1983, Selected Elements of Henry Georges Legitimacy as an Economist af Aaron B. Fuller.

I 1879 udkom så Progress and Poverty, som indeholdt en opfølgning af tankerne fra Our Land and Land Policy, men denne gang med en omfattende økonomisk teori som en bagved liggende begrundelse for angrebet på den private ejendomsret til jorden, og forslaget om fuld beskatning af jordrenten. Den økonomiske teori i bogen er helt overvejende teori om fordelingen, men indeholder desuden en teori om økonomiske kriser. Men dette vil jeg siden vende tilbage til, så det er ikke værd at omtale Progress and Poverty nærmere nu.

I 1886 udkom Protection or Free Trade. Bogen er et meget stærkt indlæg for total frihandel. Ved hjælp af Ricardos teori om de komparative fordele afviser George de populære misforståelser blandt befolkningen og politikerne om, at frihandel vil udkonkurrere de lavproduktive lande, og at lande med lave lønninger vil udkonkurrere lande med højere lønninger, hvis ikke de sidstnævnte forsvarer sig med protektionistiske tiltag. Der er altså ikke meget selvstændigt teoriindhold i bogen, men den polemiske stil er helt Georges egen. Han klæder den protektionistiske filosofi af til skindet, og afslører den som totalt fejlagtig, og dens praktiske politik som skadelig og dybt umoralsk:

Such a theory might consort with that form of po1ytheism which assigned to each nation a separate and hostile God; but it is hard to reconcile it with the idea of the unity of the Creative Mind and the universality of law.

(George, 1886, Chapter IV)

Det er kendetegnende for George, at han på denne måde forener økonomisk og moralsk tænkning.

I 1898, året efter Georges død, udkom The Science of Political Economy. Bogen er et ret omfattende værk om økonomisk teori og metode.

George har skrevet flere bøger end dem, jeg har nævnt her, og desuden et utal af pjecer og artikler. I betragtning af hans ringe uddannelse, han forlod skolen 13 år gammel, så er hans produktivitet imponerende.

1.2 Progress and Poverty

Georges tilgang til at beskæftige sig med politisk økonomi er fattigdommen. I indledningskapitlet i Progress and Poverty, "The Problem", er det Georges påstand, at stigende produktivitet af enhver slags, som har præget det meste af den civiliserede verden i mange år, ikke har mindsket fattigdommen, men måske endda har haft en tendens til at øge den:

It is true that wealth has been greatly increased, and that the average of comfort, leisure and refinement has been raised; but these gains are not general. In them the lowest class do not share. (George, 1879, indledningskapitlet, "The Problem").

Det må altså slås fast, at George ikke vil undersøge om fremskridt mindsker fattigdommen, for det er han overhovedet ikke i tvivl om, at de ikke gør. Det han vil undersøge, det er, hvorfor de ikke gør det: "This association of poverty with progress is the great enigma of our times … It is the riddle which the Sphinx of fate puts to our civilisation." (Ibid). Det redskab George så vil benytte sig af til at finde svaret på gåden, fremskridt og fattigdom i forening, det er videnskaben, som man kalder politisk økonomi:

I propose in the following pages to attempt to solve by the methods of political economy the great problem I have outlined. I propose to seek the law which associates poverty with progress, and increases want with advancing wealth. (Ibid).

Men George kan ikke blot overtage den gængse politiske økonomi. Han er nødt til at opbygge sin egen for at finde et konsistent svar på sit spørgsmål, og det er det, som Progress and Poverty handler om.

Progress and Poverty er i stil med Mills "Principles" opdelt i afsnit, kaldet "bøger". Hver "bog" er så igen opdelt i kapitler, sædvanligvis 4-5 stykker. Der er 10 bøger i Progress and Poverty, og ialt 43 kapitler. I de 5 første bøger behandler George sin økonomiske teori, altså svaret på det spørgsmål han stiller i indledningskapitlet. I de 5 sidste bøger behandles forskellige aspekter af midlet mod fattigdommen, altså en beskatning af jordrenten. Dette arbejde vil hovedsageligt koncentrere sig om de 5 første bøger i Progress and Poverty, men dog ikke udelukkende; Georges forslag om at beskatte jordrenten vil blive berørt et par steder, men kun i situationer hvor det kan være nyttigt for at klarlægge nogle punkter i hans analyse af den økonomiske teori.

Book I, "Wages and Capital", er et opgør med den klassiske lære om en lønningsfond. Book II, "Population and Subsistence", er et tilsvarende opgør med Malthus' befolkningslære. Book III, "The Laws of Distribution", er en redegørelse for Georges egen fordelingsteori."

Book IV, "Effect of Material Progress upon the Distribution of Wealth", er en undersøgelse af effekten af befolkningsvækst og tekniske fremskridt på fordelingen.

Book V, "The Problem Solved", er en behandling af sammenhængen mellem jordspekulation og økonomiske kriser, og tillige en voldsom polemik mod samfundets uretfærdigheder.

Book VI, "The Remedy", er en diskussion af de forskellige midler mod fattigdommen, som de kommer til udtryk i den almindelige debat. Mod bogens slutning præsenterer George sit eget middel: afskaffelse af den private ejendomsret til jorden. Det skal understreges, at der i denne bog intet nævnes om beskatning af jordrenten; George formulerer i første omgang sit middel som en afskaffelse af den private ejendomsret til jorden.

Book VII, "Justice of the Remedy", er en drøftelse af de etiske aspekter af spørgsmålet om ejendomsret til jorden, f.eks. om jordejerne skal kompenseres ved afskaffelse af den private jordejendomsret.

I Book VIII, "Application of the Remedy", forklares endelig, hvordan jorden kan gøres til fælleseje, nemlig ved en fuld beskatning af jordrenten.

I Book IX, "Effects of the Remedy", gør George rede for, hvordan hans middel vil påvirke fordelingen og den totale produktion.

Book X, "The Law of Human Progress", er i al væsentlighed en polemik mod den herskende socialdarwinistiske filosofi, og desuden en drøftelse af den moderne civilisations muligheder.

Det skulle således være klart, at Progress and Poverty er en bog, der spænder meget vidt emnemæssigt. Det væsentligste element er naturligvis økonomisk teori. Teori om fordelingen er, som hos klassikerne, det vigtigste punkt. Derudover er der, som tidligere nævnt, også en teori om økonomiske kriser. Også skatteteori indtager, ikke overraskende, en del af pladsen. Også klassikerne beskæftigede sig indgående med skatter, og George trækker i vidt omfang på de resultater, som Smith, Ricardo og Mill har leveret om de forskellige skatters indvirkning på priser og produktion.

Men Progress and Poverty indeholder andre elementer end økonomisk teori. George beskæftiger sig en del med historisk stof, især i forbindelse med drøftelsen af Malthus' befolkningslære, men også i visse andre sammenhænge. Desuden behandles emner som etik, politik, religion og filosofi, og agitation for skatten på jordværdierne har naturligvis også sin plads. Stilen er over alt i bogen farverig og spændende, og det gælder også, når de økonomiske sammenhænge udredes, for George forsømmer ingen lejlighed til at polemisere mod fejlslutningerne i den "gængse politiske økonomi", og hermed menes de klassiske økonomer, Smith, Ricardo, Malthus og Mill. De fortjenester der tilkommer disse økonomer, er George ikke blind for, og der er ikke nogen tvivl om, at han betragter sit arbejde som en videreførelse og revision af den politiske økonomi, således som især Mill har formuleret den.

Metodisk ligger George også tæt op af klassikerne. Det som undersøges er lovmæssigheder. Det sociale og økonomiske liver styret af love, som det er muligt at erkende; dels gennem et studium af sammenhængene i det konkrete samfund, og dels gennem logisk tænkning, hvor man udleder fra det generelle til det specielle – altså det man kalder deduktion. George foretrækker den deduktive metode; han mener, at den er et helt nødvendigt redskab i den politiske økonomi. Den induktive metode kan anvendes til at teste de resultater, som deduktionen har ført frem til. Metodiske spørgsmål drøftes spredt i Progress and Poverty, bl.a. i indledningskapitlet, hvor det slås fast, at den politiske økonomi er en lige så eksakt videnskab som geometrien. I øvrigt mener George, at både deduktiv og induktiv undersøgelse støtter hans konklusioner. (Se f.eks. George, 1879, Book VI, Chapter II.) Metodiske spørgsmål drøftes langt mere indgående i The Science of Political Economy (1898). Bl.a. Book I, Chapter XIII diskuteres forholdet mellem deduktion og induktion i den politiske økonomi. Denne side af Georges forfatterskab, reflektion over økonomien som videnskab, er vist nok ret ukendt for de fleste.

Kapitel 2 Økonomer om Henry George

Hensigten med dette kapitel er at identificere nogle typiske kommentarer, men ikke at karakterisere "Henry George-litteraturen" som sådan; det ville kræve et arbejde mindst på størrelse med dette speciale. Denne opgave er da også allerede løst på fortrinlig vis af Robert V. Andelson i Critics of Henry George (1979), af Steven B. Cord i Henry George. Dreamer or Realist? (1965), og af Elizabeth Read i en artikel fra 1961, How College Textbooks Treat Land Value Taxation. Alle disse tre tekster har indgået i mit arbejde med dette kapitel, og bestyrket mig i den opfattelse, at de få økonomer jeg omtaler, er repræsentative for de snesevis af folk, der i tidens løb har kommenteret Georges tanker.

Kapitlet vil falde i tre underafsnit:

Afsnit 2.1 giver eksempler på økonomer, der i deres kommentarer til George udelukkende, eller næsten udelukkende, har kommenteret hans forslag om beskatning af jordrenten.

Afsnit 2.2 vil give eksempler på kommentarer, der har noget at sige om George som økonom, 2 med et positivt syn (men ikke med accept af hans teori som sådan) og 3 med et negativt syn på George, og hans evner til at udtale sig om økonomiske sammenhænge.

Afsnit 2.3 er en konklusion.

2.1 Skat på jordrente som enesteskat

Georges forslag om at beskatte jordrenten 100 pct. er, ikke overraskende, det punkt man hyppigst vælger at sætte i forbindelse med hans person. Kommentarerne dertil kan så i øvrigt være meget forskellige. Jeg vil i det følgende give tre eksempler på indlæg, der tager udgangspunkt i beskatningen af jordværdier. Men omtalen bliver kort, for denne opgave vil ikke i noget videre omfang beskæftige sig med Georges skatteforslag.

James P. Quirk har i sin lærebog, Intermediate Microeconomics (1976), et kort afsnit med overskriften "Henry George and the Single Tax". Afsnittet er skrevet på mørkegrå baggrund, og er placeret midt i et afsnit om Ricardos jordrentelov. Den mørkegrå baggrund markerer, at det ikke betyder noget, hvis man springer afsnittet over. Ellers får Quirk overhovedet ikke omtalt Georges økonomiske teorier, men kun skatteforslaget. Og jordskatten bliver endda kun omtalt for sine kvaliteter slet og ret som skat, hvor George i sine analyser anlagde et langt videre perspektiv, og betragtede skatten på jordrenten som den vigtigste reform til løsning af fattigdomsproblemet. I øvrigt er Quirk ikke tilhænger af Georges forslag, som betragtes som uretfærdigt over for dem, der på reformtidspunktet har betalt den kapitaliserede jordrente med deres opsparing. Det er en af de mest almindelige indvendinger mod skat på jordværdierne. (Quirk, 1976, Chapter 10)

Mark Blaug leverer en nogenlunde fyldig omtale af Henry George i et afsnit med overskriften "Site Value Taxation" (Blaug, 1962, Chapter 3.11). Han nævner den marshallianske indvending mod forestillingen om jorden som en særlig faktor i produktionen; på kort sigt er udbuddet af alle faktorer fast, og enhver agent i økonomien har muligheden for at tjene en "gratis gevinst" (quasi-rent, wind fall gain). Ellers går Blaug ind i en nærmere drøftelse af Georges forslag om beskatning af jordrenten, og kritiserer ham for ikke tilstrækkeligt udførligt at have redegjort for, at forslaget ikke indebærer beskatning af jordforbedringer, men kun beskatning af den nøgne jords værdi. I øvrigt giver Blaug en slags principiel indrømmelse til Georges tanker, men hvor alvorligt det skal tages, er ikke så let at se. Men Blaugs afsnit er ganske udmærket, omend Georges økonomiske teorier kun bliver flygtigt berørt, og i sine litteraturhenvisninger får Blaug henvist til Steven B. Cords Henry George. Dreamer or Realist? (1965) og Robert V. Andelsons Critics of Henry George (1979). Desuden til tidsskriftet, The American Journal of Economics and Sociology, som er et georgistisk tidsskrift.

Det mest udførlige indlæg mod forslaget om en 100 pct. beskatning af jordrenten, som jeg har set, er Edwin R. A. Seligmans Chapter 3 i det store værk, Essays in Taxation (1895). Kapitlet har overskriften "The Single Tax", og er som sådan, i snæver forstand, et opgør med den tanke, at staten kan hente alle sine indtægter fra een eneste kilde. Seligmans argumentation udelukker ikke jordværdibeskatning som sådan, men han mener grundlæggende, at borgerne bør betale skatter efter deres evne, og derfor kan besiddelse af jord kun være een ud af mange begrundelser for at afkræve en person skat. Kun at hente skatter fra een kilde vil være uønskeligt.

2.2 Karakteristik af George som økonom
2.2.1 George som ricardiansk økonom

Georges kvaliteter som økonom er i et vist omfang blevet observeret af økonomer, og det vil der siden hen i dette arbejde blive gjort opmærksom på. Her er det blot hensigten at identificere nogle typiske holdninger og kommentarer til George som økonomisk teoretiker.

En almindelig holdning er at betragte George som en særdeles kompetent, ricardiansk økonom. Det er Joseph A. Schumpeter et meget markant eksempel på. Han skriver i sit store værk, History of Economic Analysis (1955) om George:

He was a self-taught economist, but he was an economist. In the course of his life, he acquired most of the knowledge and the ability to handle an economic argument that he could acquire by academic training as it then was Barring his panacea (the single tax) and his phraseology connected with it he was a very orthodox economist and extremely conservative, as to methods up to and including Mills treatise, he was thoroughly at home in scientific economics. (Schumpeter, 1955, Part IV, Chapter 7)

Schumpeter fremhæver så videre, at Georges forslag om at beskatte jordrenten er fuldstændigt uangribeligt, ud fra et ricardiansk synspunkt:

If Ricardo’s vision of economic evolution had been correct, it (the single tax) would have been obvious wisdom. (Ibid)

Schumpeter går så ikke nærmere ind i en drøftelse af Georges teorier, og det er naturligvis heller ikke nødvendigt, hvis disse blot er en gentagelse af Ricardos lære.

John A. Hobson anlægger en lignende betragtning i en artikel fra 1897. Hobsons indlæg er ganske vist mere omfattende end Schumpeters korte kommentar, og han går f.eks. ind i en drøftelse af Georges teorier om fremskridt og fordeling (et punkt jeg vender tilbage til i 4.5), men det afgørende er, at Hobson mener, at George udelukkende udleder sine konklusioner ud fra klassisk, engelsk økonomi. Men Hobson er af den overbevisning, at George er særdeles begavet i sin argumentation:

Henry George clearly understood that his business was to teach men to think and few writers are so lucid, simple and consecutive in their presentation of an argument Bright, pointed and vigorous, he never failed to make his meaning understood, and he must rank extremely high as a teacher. (Hobson, 1897) .

At George ikke altid er helt så sammenhængende og klar, vil jeg give et eksempel på i Kapitel 4; til gengæld vil jeg så hævde hans egenskab som en selvstændigt tænkende økonom, og ikke blot som en eftersnakker af Ricardo.

2.2.2 Negative kommentarer

Men i det hele taget er det særdeles almindeligt at sætte George i forbindelse med Ricardo (også blandt mere negative kommentatorer end Schumpeter og Hobson). F.eks. så nævner Donald Winch i sit forord til Ricardos "The Principles" George som eksempel på en af Ricardos radikale efterfølgere.

Der findes naturligvis mange økonomer, som i tidens løb har leveret en negativ vurdering af George som økonom. Jeg vil i det følgende give tre eksempler.

Eric Roll har i sin teorihistorie, History of Economic Thought (1942), et kort afsnit om George, men det eneste han egentlig når at få fortalt om Progress and Poverty er, at bogen tog udgangspunkt i fattigdommens problem, og ville løse det ved beskatning af jordrenten. Dette forslag er, siger Roll, udelukkende hentet fra Ricardo. Ellers bruger Roll det meste af pladsen på at fortælle, at George aldrig nåede at øve nogen indflydelse på arbejderbevægelsen eller på andre økonomer. Om Georges argumentation hedder det, at den var præget af en "mixture of oracular presumption, insistence on a single idea, and muddleheadness on economic problems." (Roli, 1942, Chapter IX), og sammenfattende om George, at han var "symptomatic of the mass of unsound doctrines which was so upsetting to the economists of the last quarter of the nineteenth century." (Ibid). Altså, alt i alt leverer Roll en hastig afvisning af Georges teorier, og en skeptisk holdning til hans kompetence som økonom, uden at gå ind i nogen nærmere undersøgelse af Progress and Poverty.

I 1883 holdt Alfred Marshall tre forelæsninger om Henry George. De blev trykt i forskellige engelske aviser, og er så blevet genoptrykt i 1969, og bragt i tidsskriftet, Journal of Law and Economics, 1969, april. George F. Stigler har skrevet et forord til Three Leetures on Progress and Poverty. .Den første forelæsning har overskriften "Wealth and Want: Do they Increase Together?", og vil blive omtalt i afsnit 4.5. Lecture 2 hedder "Causes of Poverty. What are the Limits of Work and Wages?". Den vil blive nævnt i afsnit 3.5. I afsnit 3.6 vil jeg nævne MarshalIs tredie forelæsning, "Is Nationalisation of Land a Remedy?". Men som jeg siden hen vil påvise, så er Marshalls "Three Lectures" præget af en forbløffende overfladiskhed. Han opnår på intet tidspunkt at få fortalt noget videre om Georges økonomiske teori, undtagen nogle få punkter som han har misforstået. Forelæsningerne handler også i vidt omfang om alt muligt andet end Progress and Poverty, f.eks. om lønudviklingen i England og forskellige modeller for nationalisering af jorden. Alligevel så siger han om George:

Some socialistic writers have been men of great scientific capacity, who have understood the economic doctrines which they have attacked. Mr. George is not one of these. He is by nature a poet, not a scientific thinker. The real value of his work does not lie in his· treatment of questions that require study and clear thought. (Marshall, 1883, Lecture 1),

og

he was not a man of science because he said erroneous things. (Ibid, lecture 2).

Om Georges opgør med lønfondsteorien siger MarshalI, at

His criticisms are not only full of error, but they fall to the ground if the economic doc­trine of wages is stated in modern language. (Ibid).

Og alle disse påstande om Georges kvalifikationer som økonom leverer Marshall praktisk taget uden at give nogen form for dokumentation hentet fra Progress and Poverty. Der er i "Three Lectures" kun et enkelt citat fra George selv. Det er meget skuffende, at en normalt så højt anerkendt og respekteret økonom som Marshall var i stand til at præstere en så slet funderet række forelæsninger.

Den tredie kommentator jeg vil omtale blandt de negative indlæg, er Robert L. Heilbroner i bogen, The Worldly Philosophers (1953). Dansk udgave: Økonomiens Tænkere (1964). Heilbroners indlæg nærmer sig stærkt det underlødige. Som Marshalls er hans behandling af Georges teorier overfladisk og udokumenteret. Han selv beskrives som en drømmer. Heilbroner bringer et citat fra det sidste kapitel i Progress and Poverty, Book X, Chapter V, "The central Truth", et kapitel der er en hyldest til den sande frihed, som er ødelagt i det moderne samfund, fordi den frie adgang til jorden er nægtet den brede befolkning. Kapitlet er skrevet i stærkt følelsesladede vendinger, og således er det let rive et citat ud af kapitlet, og derefter sætte George i bås som en urealistisk utopist. Ellers fortæller Heilbroner om Progress and Poverty, at det

var en bog, der var skrevet fra hjertet, et råb, der var en blanding af protest og håb. Og som det også var at vente, led den under alt for megen lidenskabelighed og for ringe videnskabeligt overblik. (Heilbroner, 1953, Kapitel 7)

Som en slags dokumentation for sin påstand bringer Heilbroner så et citat fra Progress and Poverty, nemlig Georges tænkte samtale med en forretningsmand "who has no theories, but knows how to make money." (George, 1879, Book V, Chapter II). Forretningsmanden giver det råd at få fat i et stykke jord i en by, der må forventes at udvikle sig. Og til den der følger rådet, siger George:

Without doing one stroke of work in ten years you will be rich. In the new city, you may have a luxurious mansion; but among its public buildings will be an alms-house. (Ibid)

Heilbroner bemærker hertil, at "det ikke var så mærkeligt, at nationaløkonomiens vogtere ikke kunne gå alvorligt ind på en diskussion, der var holdt i stil med denne." (Ibid) Men i den stil var Progress and Poverty heller ikke holdt. Heilbroner piller et enkelt citat ud af det allerskarpeste og mest polemiske kapitel i bogen. Det svarer til at citere Keynes' forslag i "The General Theory", Chapter 10 om at fylde gamle flasker med pengesedler og grave dem ned i forladte kulminer for at stimulere økonomien, og derudfra karakterisere "General Theory" i nedsættende vendinger. Heilbroners fremstilling er i øvrigt på flere punkter helt fejlagtig. Om Georges lære siger han, at den satte "jordrenten lig med synd". Det gjorde George naturligvis ikke. Det han fremhævede som uretfærdigt, var den private beslaglæggelse af jordrenten. Ikke selve jordrenten. Heilbroner omtaler også Georges teori om sammenhængen mellem jordspekulation og kriser, og skriver at:

George var overbevist om at jordrenten uundgåeligt måtte føre til en vild spekulation i jord og lige så uundgåeligt til et sammenbrud, der ville rive hele prisstrukturen med sig. (Ibid)

Hertil siger Heilbroner: "Argumentationen var ikke alt for klar." (Ibid). Det er hans egen redegørelse for Georges krise­teori heller ikke. Kapitel 5 vil behandle denne del af Georges økonomiske teori. Her skal det blot siges, at hans kriseteori er langt mere præcis og sammenhængende, end Heilbroners bemærkninger lader antyde, og for øvrigt ikke har noget som helst at gøre med "prisstrukturen". Om Heilbroners afsnit om George må det siges, at han her lægger alle de dårlige egenskaber for dagen som teorihistoriker, som han beskylder George for at have som økonom.

Heldigvis er Rolls, Marshalls og Heilbroners stil ikke den almindeligste. I 2.2.1 så vi eksempler på to økonomer, Schumpeter og Hobson, med en positiv vurdering af Georges dygtighed og kompetence. Jeg vil flere andre steder i dette arbejde give eksempler på, at økonomer har bemærket Georges indsigter.

2.3 Konklusion

Dette kapitel identificerer tre forskellige typer kommentarer til George: l) Kommentarer der i al væsentlighed tager udgangspunkt i hans skatteforslag. 2) Kommentarer der vurderer ham som en kompetent, ricardiansk økonom. 3) Kommentarer der anser ham for at være uden kompetence som økonom.

I grunden ser det ud som om, at ingen af disse kommentarer kan bruges til ret meget i dette arbejde. Det er jo ikke her tanken at undersøge spørgsmålet om beskatning af jordværdierne, så type 1)-kommentarer er uden nogen særlig interesse. Forskellen mellem kommentarer af type 2) og 3) er i virkeligheden også ret beskeden. Det som Hobson og Schumpeter roser George for, det er jo blot, at han har læst sin lektie ordentligt. Det tyder kvaliteten af Progress and Poverty da efter min mening også helt bestemt på, men det kan vel ikke i sig selv berettige til at undersøge bogen nærmere, hvis den blot i al væsentlighed gentager Ricardo og Mill.

Når jeg alligevel har valgt at tage Georges arbejde op til en nærmere undersøgelse, så er det fordi, jeg er uenig med de økonomer, der ikke anser George for at være en selvstændigt tænkende økonom. Jeg hævder, at han ikke alene var en særdeles dygtig økonom, godt hjemme i Ricardo og Mill, men at han har en række selvstændige, originale og interessante synspunkter, der berettiger ham til en langt mere fremtrædende plads i historien om den økonomiske teoris udvikling, end han sædvanligvis bliver til del.

Heldigvis findes der økonomer, der har bemærket visse af Georges særlige indsigter, og det vil der løbende blive gjort opmærksom på i de følgende kapitler. Mest markant er den amerikanske økonom John Bates Clark, hvis bemærkninger til Georges teori vil blive omtalt i afsnit 3.4. Samtidig bør det også bemærkes, at alle de vigtigste bidrag til den økonomiske teori som George har givet, er blevet erkendt af de georgistiske økonomer i USA, i tidsskriftet, The American Journal of Economics and Sociology. De typer kommentarer jeg har omtalt i dette kapitel, er altså ikke de eneste, der overhovedet findes, men de er blot langt de mest almindelige.

Resten af denne opgave vil behandle Georges økonomiske teori indgående og systematisk, ud fra en grundig læsning af Progress and Poverty.

Kapitel 3 Teori om den Økonomiske Fordeling

Georges teori om indkomstfordelingen er klart den mest omfattende del af Progress and Poverty. Praktisk taget alle de mange emner der behandles i bogen, knytter sig til fordelingsspørgsmål, hvad bogens titel naturligvis også lader antyde. Det er faktisk kun muligt at udskille en særlig konjunkturteori, hvis behandling dog kun har et omfang på 14 sider (Book V, Chapter I), og selv her har fordelingsspørgsmålet en central placering, som vi skal se nærmere på i Kapitel 5.

George er i sin analyseform stærkt knyttet til den klassiske fordelingsteori. Det er den funktionelle fordeling, der undersøges, det vil sige faktorerne jord, arbejde og kapital, og deres del af det samlede produktionsresultat.

Indkomstfordelingen og dens love bliver behandlet i de tre første bøger i Progress and Poverty. Book I er et opgør med lønfondsteorien. Book II er et opgør med den malthusianske befolkningslære, mens Book III er en endelig redegørelse for den "sande teori", efter at de klassiske fejlslutninger er blevet gendrevet i de to første bøger.

George følger Mills terminologi, og taler om fordeling af formue (wealth), men der er naturligvis ingen tvivl om, at der hermed menes det samme, som når man i nutidig sammenhæng siger indkomstfordeling, så i det følgende vil ordet indkomst blive foretrukket, fremfor ordet formue.

Der er et begreb, der går igen i Georges analyse, og det er "løn på eksistensminimum". Han definerer ikke begrebet præcist, men det er klart, at den klassiske definition på eksistensminimum som den løn der netop reproducerer arbejdsstyrken, ikke kan harmonere med Georges tankegang, idet han totalt forkaster den malthusianske befolkningslære. På den anden side mener han heller ikke et bogstaveligt biologisk bestemt eksistensminimum, hvorved arbejderen dør af sult, hvis han bare får en smule mindre i løn. George afslører indirekte i Book VI, Chapter I, at det han mener, det er et samfundsbestemt minimum. Han diskuterer her den tanke, at arbejderklassen kan forbedre sine leveforhold med en mere sparsommelig levevis. Men Georges svar på dette forslag er, at hvis arbejderklassen begynder at praktisere kinesisk levevis, så vil de også snart blive tvunget ned på kinesisk arbejdsløn. Han bruger her udtrykket "standard of comfort", hentet fra Ricardo, men brugt i en anden betydning, nemlig som de samfundsmæssige forhold der bestemmer, hvor langt ned arbejderklassen lader sig presse i løn.

For Ricardo var det afgørende at finde et invariabelt værdimål med henblik på at måle de enkelte klassers andel af produktionen. Dette problem nævner George ikke med et eneste ord, men taler blot om "the produce", som om det var problemfrit at sammenveje alle varer i eet udtryk.

Når dette kapitel hedder "Teori om den Økonomiske Fordeling", så er det lidt af en tilsnigelse, for en meget væsentlig del af Georges teori vil ikke blive behandlet her. Det drejer sig om spørgsmålet om de materielle fremskridts indflydelse på fordelingen. Det er jo en gennemgående tese i Progress and Poverty, at så længe den private ejendomsret til jorden består, så vil alle fremskridt blive til højere jordrente, og ikke forbedre arbejderklassens vilkår. For at dokumentere denne tese er det naturligvis nødvendigt med en dynamisk teori, men den opstilles først i Book IV, mens Book III så behandler fordelingen under statiske forhold, det vil sige med en given befolkning, kapital, teknik og arbejdsorganisering. George gør ikke direkte en så stringent forudsætning, men det må være sådan, at hans analyse skal forstås, siden Book IV har titlen "Effects of Material Progress upon the Distribution of Wealth", og f.eks. et kapitel (Chapter II) med titlen "Effect of increase of Population upon Distribution of Wealth", mens Book III slet og ret har titlen "The Laws of Distribution", og f.eks. et kapitel (Chapter VI) med titlen "Wages and the Law of Wages".

Denne todeling af analysen viser Georges evner som en klart tænkende økonom. John Bates Clark behandler i sit fremragende værk, The Distribution of Wealth (1899), spørgsmålet om indkomstfordeling under statiske forhold, og slår igen og igen fast, at det er nødvendigt med en statisk fordelingsteori, før man kan sige noget om fordelingens udvikling under dynamiske forhold. George nærmer sig med sin analyse den samme tankegang.

Kapitlet vil falde i syv underafsnit:

Afsnit 3.1 handler om Georges opgør med lønfondsteorien og Malthus' befolkningslære, dog med klar hovedvægt på førstnævnte teori. Opgøret med lønfondsteorien er det punkt, hvor George på den skarpeste måde går til angreb på klassikerne, så afsnittet vil blive indledt med en redegørelse for lønfondsteorien hos Smith, Ricardo og Mill, for at få identificeret de tanker, hvorom striden står. (Men ellers er det naturligvis ikke hensigten med dette arbejde i almindelighed at gøre rede for den klassiske økonomi.)

Afsnit 3.2 behandler Georges teori om jordrenten, hvor det interessanteste er hans generalisering af Ricardos jordrentelov for landbruget.

Afsnit 3.3 handler om Georges behandling af de lovmæssigheder, der bestemmer løndannelsen.

I afsnit 3.4 vil Clarks teori om løndannelsen blive taget op. Begrundelsen herfor er, at Clark blev inspireret af Georges lønteori til at udvikle sin teori om faktorernes aflønning med deres grænseprodukt. Jeg har fundet det fascinerende, at en stor og højt respekteret økonom som Clark er blevet påvirket af en inferiør økonom som George, der endog ofte slet ikke er blevet regnet for at være økonom, men slet og ret en agitator.

Der vil selvsagt ikke blive tale om en systematisk redegørelse for Clarks teorier her, men kun om hans kommentarer til og generaliseringer af Georges løn-teori.

Afsnit 3.5 vil omhandle Georges teori om renten, og især forholdet mellem løn og rente.

I afsnit 3.6 vil der blive begået en uregelmæssighed, idet dette afsnit vil tage udgangspunkt i et kapitel fra Book IV, bogen om de materielle fremskridts indflydelse på fordelingen. En nærmere begrundelse herfor vil blive givet i afsnittet. Her skal det blot siges, at der er tale om et af de væsentligste punkter i Georges analyse, nemlig spørgsmålet om jordspekulation og jordmonopol. Der er mange af Georges øvrige bemærkninger og teser, der er uforståelige, hvis man ikke har fattet dette knudepunkt. Afsnittet vil f.eks. indeholde et eksempel på, hvordan Alfred Marshall har misforstået Georges fordelingsteori, fordi han ikke satte sig ind i tesen om jordmonopolet.

Afsnit 3.7 indeholder en konklusion, hvor synspunkterne i dette afsnit om Georges fordelingsteori bliver trukket op. Ved arbejdet med dette kapitel har jeg anvendt følgende litteratur:

Ved afsnit 3.1: Andelson, 1979, Chapter 5 og 15.

Ved afsnit 3.2: Blaug, 1962, Chapter 3, Andelson, 1979, Chapter 13 og Mill, 1848, Book II, Chapter XVI.

Ved afsnit 3.3: Andelson, 1979, Chapter 13.

Ved afsnit 3.4: Andelson, 1979, Chapter 18 og Blaug, 1962, Chapter ll.

Ved afsnit 3.5 og 3.6: Andelson, 1979, Chapter 4.

Mere overordnet har jeg haft gavn af Blaug, 1962, Chapter 2, 4, og6.

3.1 Lønfondsteorien og Malthus

I en kombination af lønfondsteorien og Malthus' befolkningslære, så George den klassiske økonomis svar på fattigdommens beståen:

The answer of the current political economy is, that wages are fixed by the ratio between the number of labourers and the amount of capital devoted to the employment of labour, and constantly tend to the lowest amount on which labourers will consent to live and reproduce, because the increase in the number of labourers tends naturally to follow and overtake any increase in capital. (George, 1879, Book I, Chapter 1).

George gør temmelig meget ud af disse spørgsmål. Book I, om lønfondsteorien, er på 51 sider, mens Book II, om Malthus' befolkningslære, er på 43 sider. Derfor har jeg fundet det rimeligt at forsøge at identificere lønfondslæren hos Smith, Ricardo og Mill. Elementer af malthusiansk tankegang findes hos alle disse tre økonomer, så jeg vil ikke specielt undersøge Malthus' befolkningslære. Den gængse udlægning af Malthus' lære, om at befolkningen har en underliggende tendens til at vokse hurtigere end livsfornødenhederne, vil jeg blot tage som givet.

Hvad er da den klassiske lønfondslære? Forestillingen om en fond der bliver brugt til at aflønne arbejderne med, ses tydeligt hos Smith. Her er forestillingen knyttet til det moderne samfunds kompleksitet. I et primitivt samfund gælder det at:

The produce of labour constitutes the naturel recompense or wages of labour. (Smith, 1776, Book I, Chapter VIII).

Men i et moderne samfund er jorden gjort til privat ejendomsret, således at jordrenten opstår. Desuden kommer arbejderen til at stå i et afhængighedsforhold til arbejdsgiveren. Arbejderen kan ikke, eller kun sjældent, arbejde for sig selv, og derfor:

His maintenance is generally advanced to him from the stock of a master, the farmer who employs him, and who would have no interest to employ him, unless he was to share in the produce of his labour. (Ibid).

Mesteren eller arbejdsgiveren vil forlange en profit til gengæld for sit udlæg.

Smith bruger landbruget til at illustrere tankegangen. Der bliver først høstet sidst på året, men arbejderen skal leve i mellemtiden; han må altså have et forskud … Men Smith mener, at samme forhold gør sig gældende i byerhverv; arbejderen er afhængig af arbejdsgiveren og hans "stock". I det hele taget er arbejdsgiver/arbejder forholdet understreget gang på gang hos Smith, jvf. hans afsnit om lønkampe og arbejdernes underlegenhed i denne kamp. (Ibid.) Lønfondsteorien skal også ses i dette lys, mindst lige så meget som i en forestilling om produktionens tidskrævende karakter. Sidstnævnte tanke er bestemt ikke uvæsentlig, for Smith skriver f.eks:

In all the arts and manufactures the greater parts of the workmen stand in need of a master to advance them the materials of their work, and their wages and maintenance till it be completed. (Ibid).

I dette citat udtrykkes begge tanker. Det er tydeligt, at Smith må have en forestilling om, at i et moderne samfund, i modsætning til f.eks. et stenaldersamfund, er produktionen blevet gjort kompliceret og tidskrævende, og dermed træder arbejdsgiveren og kapitalen som produktionsfaktor ind på scenen.

Nok så interessant er Smiths forestilling om, at det er fondene, der fastlægger efterspørgslen efter arbejdskraft:

The demand for those who live by wages, it is evident, cannot increase but in proportion to the increase of the funds which are destined for the payment of wages. (Ibid).

Hermed kommer så den klassiske økonomis forestilling om vækstsamfundet som det lykkelige samfund med høje lønninger, og det stationære samfund med lønninger på eksistensminimum. I kapitalen ligger efterspørgslen efter arbejdskraft, og i befolkningen ligger udbuddet. Smith nævner de nordamerikanske kolonier som eksempler på stærkt progressive samfund. Men i et stationært samfund, Smith nævner Kina som et eksempel, der er fondene ikke vokset, men det har befolkningen indtil det punkt, hvor fondene kun lige akkurat kan brødføde arbejderklassen. Den tankegang er naturligvis meget lig Malthus', men det er værd at bemærke, at arbejderklassens forarmelse hos Smith åbenbart er et arbejdsmarkedsfænomen, og ikke et spørgsmål om naturens nærighed. I hvert fald nævnes en sådan tankegang ikke.

Har Ricardo noget at føje til dette tankesæt? Under alle omstændigheder er Ricardo nok mere præcis. Han nævner i sit afsnit, "On Wages" ("The Principles", Chapter V) direkte, at arbejdskraft er en vare som alt andet, og prisen dannes ved udbud og efterspørgsel. Lønnen går på længere sigt mod det naturlige niveau, idet enhver afvigelse herfra vil blive efterfulgt af en stigning eller et fald i befolkningen. Kapitalen består af forskellige ting, som er nødvendige for at produktionen kan finde sted. Det er kapitalens mængde, der afgør størrelsen af efterspørgslen efter arbejdskraft. Ricardo nævner direkte muligheden for, at kapitalen kan blive ved med at vokse, således at lønnen permanent ligger over eksistensminimum eller det naturlige niveau. Han bruger endvidere flere gange udtrykket "fonde der er nødvendige for at opretholde befolkningen".

Ricardos tankegang kan også ses i kapitlet, "On Machinery" (Chapter XXXI). Her ses tydeligt, at Ricardo forestillede sig, at den del af kapitalen der kan understøtte arbejdskraften, er den flydende kapital. Det ligger i øvrigt også indirekte i Ricardos definition på kapital som den del af et samfunds formue, der er beskæftiget med produktion, det vil sige, mad, klæde, redskaber, råvarer og maskiner "necessary to give effect to labour" (Ricardo, 1817, Chapter V). I afsnittet om maskiner nævner Ricardo muligheden for, at kapitalen skifter sammensætning under tekniske fremskridt, imod forholdsvis mere fast kapital og forholdsvis mindre flydende kapital. Det sænker efterspørgslen efter arbejdskraft, og dermed falder lønnen. Det er tankevækkende, at spørgsmålet om produktionens tidskrævende karakter ikke nævnes hos Ricardo. Det er altså et punkt, som han må have taget som givet. Det samme gælder for øvrigt spørgsmålet om arbejderens afhængighed af en arbejdsgiver; det nævnes heller ikke direkte af Ricardo. Til gengæld er Ricardo ikke i tvivl om at tilslutte sig Malthus:

With a population pressing against the means of subsistence, the only remedies are either a reduction of people or a more rapid accumulation of capital. The friends of humanity cannot but wish that in all countries the labouring classes should have a taste for comforts and enjoyments, and that they should be stimulated by all legal means in their exertion to promote them. There cannot be a better security against a superabundant population. (Ibid).

Desuden nævner Ricardo forekomsten af lande med rigelige mængder af frugtbar jord, og lande hvor der ikke er disse muligheder. Hvor vidt Ricardo så delte Malthus' pessimisme er uklart, og skal ikke undersøges nærmere her. Men tanken om naturens nærighed er langt mere tydelig end hos Smith.

Og det gælder også, og i særdeleshed, for Mill:

Whether they like it or not, a double quantity of labour will not raise, on the same land a double quantity of food. (Mill, 1848, Book II, Chapter I)

Til gengæld mente Mill så, at familieplanlægning og kvinde­frigørelse ville kunne holde befolkningstallet nede, og dermed sikre velstanden for arbejderklassen. I "Principles" er Mills formuleringer helt på linie med Ricardo:

Wages depend mainly upon the demand and supply of labour; or as it is often expressed, on the proportion of population and capital by capital is meant only circulating capital, and not even the whole of that, but the part which is expended in the direct purchase of labour. (Ibid, Chapter XI).

I en artikel fra 1869 afviste Mill siden teorien med henvisning til, at den predeterminerede lønfond må betragtes som en fejlagtig abstraktion. Men Malthus' lære blev fastholdt. I artiklen giver Mill en indrømmelse til fagforeningernes nyttevirkninger.

Mark Blaug omtaler lønfondslæren i sin bog, Ricardian Economics (1958). Han betragter læren som meget uklar og brugt til forskellige formål, f.eks. til at fordømme fagforeninger og som et supplement til Malthus' befolkningslære. Om enighed vedrørende disse ting har der ikke været tale. Blaug lægger vægt på, at lønfondsteorien først og fremmest er opstået ud fra en forestilling om produktionens kompleksitet:

Round-about production requires a stock of finished goods to meet the current needs of producers; specifically a certain quantity of wage goods crudely labelled "capital”, must be advanced to workers for their maintenance during the cycle of production. (Blaug, 1958, Chapter 6).

I sin bog, Economic Theory in Retrospect (1962) giver Blaug endda en vis principiel indrømmelse til lønfondslæren ud fra det synspunkt, at produktion er tidskrævende, og i gennemsnit kræver mere tid end intervallerne for lønudbetaling. Blaug ender dog så op med at fastslå, at det siger mere om kapitalen og dens funktion i produktionen end om løndannelsen. I øvrigt fremhæver Blaug først og fremmest forestillingen hos klassikerne, om kapitalen som efterspørgslen efter arbejdskraft. Det synes da også at være en sådan formulering, der går igen hos Smith, Ricardo og Mill.

En anden, og nok så slående, ting er, at lønfondsteorien egentlig slet ikke diskuteres hos disse tre klassiske økonomer (bortset fra i Mills artikel fra 1869, men i "Principles", Mills hovedværk, er der ikke nogen særlig diskussion om læren). Tilsyneladende har det ligget fjernt fra de klassiske økonomer at forestille sig, at lønnen i et moderne samfund kunne tages direkte fra produktionsresultatet. Derfor må man give George ret i, at læren om en lønningsfond nærmest har karakter af et aksiom. Han skriver:

In current thought this doctrine holds all but undisputed sway. It bears the endorsement of the very highest names among the cultivators of political economy. (George, 1879, Book I, Chapter I).

Georges angreb på lønfondsteorien er som sagt meget omfattende. Han tager udgangspunkt i det simple samfund, og citerer Smith (Smith, 1776, Book I, Chapter VIII) for at erklære, at under disse forhold tages lønnen af produktionen, fordi der slet ikke er nogen kapital. Men hvad med det moderne samfund?

Her er det en af Georges mest fundamentale antagelser, at der ikke er nogen principiel forskel på det simple og det komplicerede samfund. I sidste instans må det nemlig gælde, at produktionens to faktorer er jord og arbejde. Kapital er skabt af arbejdskraft ikke omvendt. Derfor kan det umuligt være rigtigt, at det er kapitalen, der er den styrende kraft. Det er en absurd tanke, siger George, at man først skal spare kapital op for at kunne komme til at arbejde, når kapitalen selv er skabt af arbejde. Det første menneske på jorden havde ingen kapital, men kunne dog sagtens arbejde, da han havde adgang til at udnytte naturens ressourcer.

Dernæst afviser George tanken om, at det skulle gøre nogen forskel, om en person arbejder for sig selv eller for en arbejdsgiver. I det første tilfælde er det åbenlyst, at det en person skaber ved egen virksomhed bliver til hans løn:

There is in the politico-economic sense of the term wages no distinction as to the kind of labour, or as to whether its reward is received through an employer or not, but wages means the return received for the exertion of labour, as distinguished from the return received for the use of capital, and the return received by the landholder for the use of land. (Ibid, Chapter II).

Tanken om at løn ved egen virksomhed, og løn fra en arbejdsgiver er af samme natur, og derfor er knyttet til hinanden, går igen i hele Georges fordelingsteori. Det er en anderledes tanke, end den der kommer til udtryk hos Smith, Ricardo og Mill, for det er åbenbart, at de tænker på en arbejdsgiver, der betaler løn til sine arbejdere, når de taler om løn. Men i sig selv kan man ikke betragte denne konstatering som en tilbagevisning af lønfondsteorien. Man kan godt forestille sig en person, der på egen hånd går i gang med et tidskrævende projekt, og som, indtil dette er færdigt, må leve af en opsparing.

Georges argumentation er da også mere omfattende. Han tager sig for at vise, at selv når lønnen kommer fra en arbejdsgiver, så tages den af produktionen, og ikke af kapitalen. Han fastholder, at i en arbejdsproces skabes værdi. Det kan være bær, man plukker, eller æg, man samler. Disse ting vil kunne bruges til direkte at lønne arbejderne. Lønnen er da taget af den løbende produktion, og det er ikke nødvendigt med noget forskud. Men lønnen kan også gives i anden form, typisk som penge. I så fald er der tale om, at pengene ækvivalerer produk­tionen værdimæssigt, og lønnen er altså stadig taget af produktionen, og ikke af kapitalen. Arbejdsgiverens kapital bliver ganske vist formindsket, når han udbetaler penge til løn, men han har fået et forøget varelager til gengæld, så alt i alt er hans kapital ikke blevet mindre. Til og med må det gælde, at kapitalen i gennemsnit er blevet større. Totalt set må det nem­lig gælde, at arbejdets produktion overstiger lønnen, hvis der også skal være profit til arbejdsgiveren. George peger end­videre på, at det næsten altid gælder, at lønnen udbetales efter, at et stykke arbejde er færdiggjort. I virkeligheden er der altså tale om, at det er arbejderne, der giver et forskud, i stedet for at modtage et. Herom skriver han:

The payment of wages, therefore, always implies the previous rendering of labour. Now, what does the rendering of labour in production imply? Evidently the production of wealth, which, if it is to be exchanged or used in production, is capital. Therefore, the payment of capital in wages presupposes a production of capital by the labour for which the wages are paid. As the value paid in the wages is thus exchanged for a value brought into being by the labour, how can it be said that wages are drawn from capital or advanced by capital? As in the exchange of labour for wages the employer always gets the capital created by the labour before he pays out capital in the wages, at what point is his capital lessened even temporarily? (Ibid, Chapter III) .

Med dette citat kan vi se, at George i virkeligheden nærmer sig den tanke, man normalt kalder "synchronization economics". Det vil sige, at efterhånden som samfundets beholdninger af råvarer, halvfærdige varer mv. forbruges, så bliver der produceret nye. Arbejderens forbrug består måske fysisk set af produkter, der er produceret for lang tid siden, men han har ved sit arbejde leveret en produktion, der ækvivalerer forbruget. Eller med Blaugs ord: "the flow of consumption, and the flow of productive services are perfectly synchronized." (Blaug, 1962, Chapter 6.5) .

Ved meget langvarige projekter gælder det også, at lønnen tages af produktionen. For arbejdet vil hele tiden skabe en værdi, der ækvivalerer lønnen. Hvis der i et samfund er folk, der er beskæftiget med at etablere miner og lignende, som er meget langvarig virksomhed, så er det blot nødvendigt, at en anden del er beskæftiget med at producere forbrugsgoder. Desuden kan også halvfærdige produkter sælges eller belånes. Arbejdsgiveren behøver altså ingen kapital til at betale løn med.

George mener, at et samfund opretholder sin eksistens ved at producere "fra hånden og i munden". Hvis al produktion ophørte, så ville det betyde katastrofe i løbet af få uger. Men lønfondsteorien forudsætter jo, at den brede befolkning får opretholdt sin eksistens fra den flydende kapital. Hvis det er sandt, så må det være muligt at opretholde en befolknings eksistens uden produktion i en hel produktionsperiode, og det er en absurd tanke.

George skelner ikke i sin analyse mellem fast og flydende kapital, men han er godt klar over den klassiske tanke, at det er den flydende kapital, der bruges til at lønne arbejderne, hvilket især Mill understregede. Han skriver, at en af de doktriner der må forkastes1, hvis lønfondsteorien er forkert, er den at

the conversion of circulating capital into fixed capital lessens the fund applicable to the maintenance of labour. (Ibid, Chapter I)

Det bliver uinteressant at skelne mellem flydende og fast kapital, hvis lønnen tages direkte af produktionen.

Når lønfondsteorien er fejlagtig, så falder den klassiske tankegang om, at lønnen bestemmes af forholdet mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft, til jorden. For når lønnen tages af produktionen, så må det gælde, at også efterspørgslen efter arbejdskraft kommer fra produktionen. på den anden side må det gælde, at produktionen stammer fra arbejdskraftudbuddet. Udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft er altså to sider af samme sag, og udspringer ikke fra hver sin kilde, som den klassiske økonomi forudsætter. Det er lidt mærkeligt, at George først nævner dette punkt i Book III, Chapter VI, i afsnittet om indkomstfordelingen, og ikke allerede under omtalen af lønfondsteorien.

Når George gør op med lønfondsteorien, så skyldes det ikke noget fjendtligt syn på kapitalen og kapitalrenten. Tværtimod så betragter han renten som retmæssig indkomst, og ikke som et røveri. Det som kapitalen gør er imidlertid ikke at beskæftige eller aflønne arbejderne. Kapitalen øger produktiviteten, og fremmer arbejdsdelingen. Desuden sætter kapitalen mennesket i stand til at udnytte naturens reproduktive kræfter; så korn og dermed få et større udbytte, end det der kan fås fra vilde afgrøder. På den måde kan man godt sige, at kapitalen påvirker lønnen, eller kan tænkes at påvirke lønnen, ved at forøge arbejdernes produktivitet, men det er dog en tanke, som George kun giver en principiel indrømmelse til; lønningerne er generelt langt lavere, end de kunne være, og stiger ikke, når produktiviteten stiger.

I 1879 var lønfondsteorien allerede blevet draget i tvivl af flere økonomer; Mill havde forkastet læren i 1869. Derfor kan man godt betragte Georges opgør med teorien som lidt anakronistisk, som en kamp mod vejrmøller. Af to grunde er det dog en fejlslutning. For det første fordi lønfondsteorien var en del af den gængse økonomi i 1879. Overalt i verden, hvor man har undervist i den økonomiske videnskab, har man undervist i lønfondsteorien, først og fremmest ud fra Mills Principles of Political Economy. Det er derfor korrekt af George, når han tager stilling til teorien. Man kan jo betragte en moderne parallel. En hvilken som helst lærebog i udenrigshandelsteori i dag gør rede for Heckscher-Ohlin-modellen. Det er den dominerende udenrigshandelsteori, selvom den i vidt omfang betvivles af økonomer. En person der vil skrive et lidt større værk om international økonomi, må nødvendigvis tage stilling til Heckscher-Ohlin-modellen, gerne i form af en total forkastelse af teorien, men man kan ikke ignorere en dominerende teori. Men en langt dybere årsag til Georges opgør med lønfondsteorien er, at han mener, at læren støtter det vidt udbredte syn på arbejdsgiveren og kapitalisten som samfundets velgører, fordi han giver arbejde. Det er et synspunkt, der nedværdiger arbejderen, gør ham afhængig af en kapitalist. Men arbejdet er ikke afhængigt af kapitalen. Arbejdet er en ligeværdig faktor i produktionen. George skriver om dette punkt:

Hence arises the feeling that the man who employs another to work is a benefactor to him – feeling which even the economists have done their best to foster, by teaching that capital employs and maintains labour. This feeling runs through all classes… One cannot read our newspapers without seeing that the notice of a new building or projected enterprise of any kind usually concludes by stating that it will give employment to so many men, as though the giving of employment … were the measure of its public advantage, and something for which all should be grateful. (George, 1886, Chapter XXIII).

Pointen er altså, at lønfondsteorien ikke alene er en analytisk tankegang hos økonomerne. Det er tillige en mere bred tankegang hos befolkningen og politikerne. Det er også i det lys, at man skal se Georges opgør med den klassiske lønfondsteori. Men dette synspunkt kommer skarpere til udtryk i Protection or Free Trade. Dette værk er nemlig, i langt højere grad end Progress and Poverty, et agitatorisk værk.

Der er visse dele af klassikernes argumentation, som George forbigår. Det er jo åbenbart ikke rigtigt, at lønfondsteorien forudser, at befolkningens vækst altid vil overhale kapitalens vækst. Tværtimod så nævner Ricardo direkte muligheden for, at lønnen permanent kan ligge over det naturlige niveau ("The Principles", Chapter V), nemlig hvis profitten ikke klemmes, således at væksten går i stå. Klassikernes betragtninger om vækstsamfundet contra det stationære samfund bliver ikke kommenteret af George.

Georges opgør med lønfondsteorien bliver som regel ignoreret af teorihistorikerne, men Philip Newman er en undtagelse. Han har i sin bog, Development of Economic Thought (1952), et kort afsnit om George, og også et par bemærkninger om hans opgør med lønfondsteorien. Newman hæfter sig især med den tanke, at også halvfærdige produkter har et marked, hvor de kan afsættes, og dermed give et provenu, som kan bruges til lønninger:

If the capitalist is withholding finished or unfinished goods from sale, he is using his capital not so much for paying labour as for commercial speculation. (Newman, 1952, Chapter 16 )

I øvrigt er Newmans afsnit udmærket og seriøst, og skiller sig ud fra de fleste andre fremstillinger om George ved ikke straks at kaste sig over "the single-tax system".

George viede hele den anden bog i Progress and Poverty til et opgør med Malthus' befolkningslære. For det første mener han, at det er forkert, at stigende levevilkår altid vil blive efterfulgt af en øget befolkning; det er en helt ubegrundet påstand. Mere centralt er det imidlertid, at George afviser tanken om jordens begrænsede ydeevne. Jorden er rig nok til at brødføde alle de folk, det skal være. For når vi siger, at mennesket bruger af naturens ressourcer, så har det kun en relativ betydning. Absolut set, så bruger mennesket ingenting; al produktion er intet andet end omformning af allerede eksisterende materie, og det er helt umuligt at forøge eller formindske materiens størrelse. Alle ressourcer vender efter endt brug tilbage til naturen, og kan altså bruges igen. Dertil kommer, at en stor befolkning kan producere mere pr. mand, end en lille befolkning kan. Det skyldes en øget arbejdsdeling og specialisering. Når man dertil lægger tekniske fremskridt, så må al tvivl om malthusianismens fejlagtighed høre op. Men George fastholder, at selv uden nogen tekniske fremskridt, så er Malthus' befolkningslære forkert.

Georges fremstilling indeholder en del af, hvad man kunne kalde empirisk stof. Blandt andet en undersøgelse af Indien, Kina og Irland, alle lande som ofte er blevet nævnt som eksempler på overbefolkede lande, og derfor med stærkt udbredt fattigdom. George mener i alle tilfælde at kunne påvise, at fattigdommen skyldes sociale og politiske forhold, og ikke overbefolkning. Disse dele af Georges argumentation er særdeles velskrevne og interessante, men skal dog ikke her gøres til genstand for en videre undersøgelse her.

Ud fra en nutidig betragtning kan det måske være svært at fastholde Georges befolkningsoptimisme. Blandt andet må forureningsproblemerne påpeges. Desuden er der jo ressourcer, der faktisk forbruges absolut. Energiressourcer som olie, kul og uran vender ikke tilbage til naturen i en form, der gør dem anvendelige til genbrug. Materien destrueres naturligvis ikke, men antager en anden form, der gør den uanvendelig til videre brug. Disse aspekter af problemet kunne økonomer i det forrige århundrede ikke tage i betragtning. De er heller ikke knyttet til Malthus' lære på nogen måde.

Hvad har George så opnået ved at tilbagevise lønfondsteorien og Malthus' befolkningslære? Ud fra et metodisk synspunkt er det interessant, at disse to teorier, ifølge George, giver korrekte forudsigelser. I kombination forudsiger de løn på eksistensminimum. Men de gør det på en forkert måde, og må derfor forkastes. Umiddelbart betyder det så, at lønnen, som jo tages direkte af produktionen, burde stige med stigende produktivitet og tekniske fremskridt. Befolkningsvækst burde også få lønnen til at stige, da produktiviteten stiger med øget befolkning. Alligevel er det for George åbenbart, at det ikke er tilfældet. Fremskridt ledsages tværtimod af fattigdom. George må opstille en alternativ fordelingsteori, og herom handler resten af dette kapitel.

3.2 Jordrenten hos George

Det er Georges jordrenteteori, der har givet anledning til, at han er blevet betragtet som en ricardiansk økonom. Loven om jordrenten behandles i Book III, Chapter II. Afsnittet er ganske kort, 5 sider mod hele bogens 60 sider, og muligheden for at beskatte jordrenten nævnes ikke med et eneste ord.

George formulerer loven om jordrenten som et produktivitetsoverskud i forhold til marginaljorden:

The rent of land is determined by the excess of its produce over that which the same application can secure from the least productive land in use. (George, 1879, Book III, Chapter II) .

Denne formulering er naturligvis hentet direkte fra Ricardo, og George slår da også fast, at han på dette punkt er helt på linie med den gængse politiske økonomi.

Lige som hos Ricardo ("The Principles", Chapter II) så fastholdes, at jordrenten er betaling for brug af den nøgne jord, og ikke også for brug af bygninger og andre jordforbedringer. En anden lighed med Ricardo (og Smith) er, at George nævner samfundets udvikling som en hovedårsag til jordrentens opståen; jordrente eksisterer ikke i helt nye lande, eller i primitive samfund. Endelig betragter George jordrente som betaling for brug af alle slags naturressourcer. Ricardo nævner jo også miner, som en kilde der kan give ejeren jordrente (Ricardo, 1817, Chapter III). Mindre forskelle til Ricardo er, at George nævner, at jordrente også er relevant, når ejer og bruger er den samme person. Følgelig kan jordrenten også kapitaliseres til en salgspris, hvilket George også bemærker. Han betragter jordrenten som en slags monopol:

Rent, in short, is the price of monopoly, arising from the reduction to individual ownership of natural elements which human exertion can neither produce nor increase. (Ibid)

På dette punkt er George blevet udsat for kritik af Alfred Marshall. Han hævdede, at jordrenten er en pris, der dannes mellem udbud og efterspørgsel; hvis der er mange jordejere, og det er normalt tilfældet, så kan ingen afkræve en monopolpris (Marshall, 1883, Append ix). Præcis det samme siger faktisk George selv:

The law or relation which under these circumstances of free competition determines what rent or price can be got by the owner is styled the law of rent. (Ibid).

Brugen af ordet monopol kan på denne baggrund synes temmelig gådefuld. Den samme formulering anvendes af Smith:

The rent of land, therefore, considered as the price paid for the use of land is naturally a monopoly price. It is not at all proportioned to what the landlord may have laid out upon the improvements of the land. (Smith, 1776, Book one, Chapter XI).

Ricardo bruger ikke ordet monopol, men nævner dog den magtposition jordejeren har, når han besidder et stykke jord, hvis produktivitet ligger over marginaljordens. Brugen af ordet monopol hos George og Smith skal angiveligt ikke forstås sådan, at jordrenten er et resultat af en egentlig monopolistisk prisdannelse. Der er simpelt hen tale om, at jordrenten (korrekt) betragtes som en indkomst, der ikke skyldes jordejerens indsats, men udelukkende hans position som jordejer. Derfor bruges ordet monopol af George og Smith, selvom det strengt taget er fejlagtigt.

Den afgørende forskel til Ricardo er, at George hævder, at jordrente også eksisterer alle andre steder end i landbruget; også en industrigrund tjener jordrente i kraft af sin beliggenhed. Hvad det er præcist, der er årsagen til jordrenten i byerne, siger George ikke noget om, men henviser blot til de høje jordpriser; det er naturligvis også dokumentation nok, da en jordpris jo ikke kan være andet end en kapitalisering af jordrenten. Det er dog ikke sikkert, at tankegangen ville være helt fremmed for Ricardo, for han skriver faktisk:

If all land had the same proportion, if it were unlimited in quantity, and uniform in quality, no charge could be made for its use, unless where it possessed peculiar advantages of situation. (Ricardo, 1817, Chapter II). (Min kursivering).

Men at jordrente kan være andet end forskelle i jordens frugtbarhed, er altså en undtagelse, så vidt man må skønne fra Ricardos øvrige behandling af emnet. Smith er langt mere direkte på dette punkt:

The rent of land not only varies with its fertility, … but with its situation … Land in the neighbourhood of a town gives a greater rent that land equally fertile in a distant part of the country. (Smith, 1776, Book one, Chapter XI).

Og Smith nævner så forskelle i transportomkostninger som en årsag til, at jorde med ens frugtbarhed kan afkaste forskellig jordrente. Jacob Lange behandler også problemet i sin bog, Socialøkonomi (1909), og nævner mere gunstige muligheder for detailhandel i tæt befærdede områder og gunstige trafikfaciliteter som en kilde til jordrente. (Se Lange, 1909, kapitlet, "Fordelingens Love".) Emnet er endvidere blevet behandlet af Robert V. Andelson. Han giver tilslutning til Georges synspunkt, og skriver:

Fertility was no doubt the defining characteristics of the law of rent but location was also crucially important. Transport costs were part of the costs of production; they therefore helped to determine the amount which a landowner could claim as being 'surplus' to the total costs of an enterprise, whether agricultural, commercial, or industrial. A plot of land, therefore, whatever its use … had ascribed to it a value depending on whether it was close to, or far from, the markets or places of employment. (Andelson, 1979, Chapter 5, side 82).

Alt i alt må Georges generalisering af Ricardos jordrentelov betragtes som helt igennem forsvarlig. Og hans henvisning til forekomst af jordpriser i byerne er jo klart nok et simpelt bevis for eksistens af jordrente. Det fører så frem til, at vi kan bruge den sædvanlige Ricardo-kurve i figur 3.1 til også at illustrere Georges tankegang.

Et givet punkt på kurven viser jordens grænseproduktivitet på det pågældende sted. Arealet under kurven er da den samlede produktion i samfundet, alle varer aggregeret; det skraverede areal er jordrenten produktivitetsoverskuddet til marginal jorden. I øvrigt taler George netop om en jordrentelinje:

The wealth produced in every community is divided into two parts by what may be called the rent line, which is fixed by the margin of cultivation, or the return which labour and capital could obtain from such natural opportunities as are free to them without the payment of rent. From the part of the produce below this line wages and interest must be paid. All that is above goes to the owners of land. (George, 1879, Book III, Chapter II).

Det kunne næsten se ud som om, George har haft Ricardo-kurven i tankerne, men i lighed med Smith, Ricardo og Mill bruger George på intet tidspunkt kurver til at fremstille sine tanker. På figuren er jordrentelinien altså linien mm. Endvidere skal det nævnes, at George bruger ordet, "margin of cultivation", jordens dyrkningsgrad, til at angive den samlede efterspørgsel efter jord. Når efterspørgslen stiger, så siges det, at jordens dyrkningsgrad falder. Modsat når brugen af jord falder, så stiger jordens dyrkningsgrad.

3 .3 George om løndannelsen

I Book I i Progress and Poverty har George afvist lønfondsteorien; opgaven bliver da at få opstillet en teori om lønnen, der er holdbar.

Det er et af Georges vigtigste synspunkter, at kapital blot er en anden form for arbejde. De samme lovmæssigheder der bestemmer lønnen, må derfor også bestemme kapitalrenten. Det er et problem, der vil blive behandlet nærmere i afsnit 3.5, men foreløbig er det mest hensigtsmæssigt at ignorere kapitalen, og tænke på en økonomi med kun to produktionsfaktorer, jord og arbejde. Vi kan så blot fortolke denne forenkling således, at kapitalen er indeholdt i arbejdskraften. George gør ikke direkte denne forenkling, men så vidt jeg kan dømme, er det en nogenlunde rimelig fortolkning af afsnittet om lønnen (Progress and Poverty, Book III, Chapter VI).

Det som George ønsker at bestemme, er det generelle lønniveau. Spørgsmålet om relative lønninger bliver kort drøftet, men ellers henviser han blot til Smiths behandling af dette problem. (Se Smith, 1776, Book one, Chapter X.)

Det som er det mest interessante ved Georges behandling af lønnen, er det synspunkt, at der er en lighed mellem den løn en person tjener som selvstændig, og den han tjener ved at arbejde for en arbejdsgiver. Vi så allerede i afsnit 3.1, at George kategorisk afviser relevansen af arbejdsgiver/arbejder forholdet i den politiske økonomi. Dette standpunkt fører frem til det resultat, at det som en arbejdsgiver må betale en arbejder, er givet ved det, som arbejderen kunne tjene ved selvstændig virksomhed:

What … will be the terms at which one man can hire others to work for him? Evidently, they will be fixed by what the men could make if labouring for themselves. The principle which will prevent him from having to give anything above this expect what is necessary to induce this change, will also prevent them from taking less. Did they demand more, the competition of others will prevent them from getting employment. Did he offer less, none would accept the terms, as they could obtain greater results by working for themselves. (George, 1879, Book III, Chapter VI).

George antyder her, at løn som selvstændig, og løn fra en arbejdsgiver, ikke nødvendigvis er ens. Men de to typer løn er knyttet sammen, og det er det væsentlige. Det er helt klart, at han her er præget af den amerikanske tankegang om at være sin egen herre. For teorien forudsætter naturligvis, at der er en realistisk mulighed for, at en stor del af befolkningen kan slå sig ned som selvstændige. Det var netop drømmen for mange amerikanere i forrige århundrede, og den selvstændige livsform blev betragtet som den rigtige livsform.

Heri ligger der naturligvis ikke i sig selv nogen teori om lønnen. Det er nødvendigt at besvare spørgsmålet: Hvad kan man tjene som selvstændig? I en vis forstand er spørgsmålet allerede blevet besvaret, i og med at vi har udviklet jordrenteteorien, og vi kun betragter to produktionsfaktorer, jord og arbejde. Det er da også en pointe, som George allerede fremhæver i afsnittet om jordrenten: loven om jordrente, er også loven om løn og rente, set under eet, i og med at produktionens tre faktorer er jord, arbejde og kapital. Og svaret på spørgsmålet er, at lønnen er lig med produktiviteten på den ringeste jord i brug. Hvis man vil bruge bedre jord, så skal man betale forskellen i jordrente, og ingen vil naturligvis bruge ringere jord, end den som man kan få gratis. Matematisk så kan man formulere problemet med en produktionsfunktion:

1) Y = F(L), F'L > O, F"LL < O,

2) W = F'L

Y er produktionen, L er indsatsen af arbejdskraft, og W er lønnen. Der er altså faldende grænseprodukt, og lønnen er netop lig med grænseproduktet. Jordrenten tager resten. Produktionsfunktionen er for ufuldkommen til fuldstændigt at rumme Georges tankegang. Foreløbig kan vi blot bruge den til at illustrere hans idé om samtidig forekomst af jord med forskellig produktivitet i brug. Og så den ringeste jord i brug som den, hvis produktivitet fastsætter lønnen.

George er også inde på spørgsmålet om eksistensminimum; og han mener, at lønnen går mod det absolutte minimum, hvis arbejderen på en eller anden måde er afskåret fra at bruge af naturens ressourcer. Det nævnes også i afsnittet om jordrenten. Hvis en person ejer al jord i et samfund, så kan lønnen presses ned på et eksistensminimum, da konkurrencen er helt ensidig – der er ingen jord, som står til fri rådighed.

Hvis man skal vurdere Georges lønteori, så er der to ting, der, for mig at se, er væsentlige. For det første så ignorerer teorien igangsætteren, og betragter ham blot som en arbejder. I den klassiske teori bliver det fremhævet, at arbejderen er nødt til at have et forskud fra arbejdsgiverens kapital for at kunne eksistere. Denne tankegang afviser George og, efter min mening, med rette. Men derfor kan en arbejder godt være afhængig ud fra andre kriterier, f.eks. arbejdsgiverens tekniske dygtighed og viden. Men George går til opgaven med den tanke at få bestemt en konsistent indkomstfordelingsteori. Han er påvirket af klassikernes analyse af den funktionelle indkomstfordeling, og det er indlysende, at hvis man konsekvent skal forfølge dette syn, og hvis man forkaster lønfondsteorien, så må arbejdsgiveren ignoreres. At "give arbejde" er ingen faktor i produktionen. En anden ting er, at Georges tankegang kan generaliseres. Der kan tænkes at være andre hindringer for at slå sig ned som selvstændig, end lige netop adgangen til jorden, f. eks. bureaukratiske besværligheder. Det er jo faktisk noget, som fra tid til anden nævnes i den moderne erhvervsdebat. Disse hindringer kan tænkes at trykke lønnen, da de der een gang har fået etableret sig, besidder et monopol.

3.4 George og Clark

Den amerikanske økonom, John Bates Clark skriver i sit forord til The Distribution of Wealth (1899), at det var

the claim advanced by Mr. Henry George, that wages are fixed by the product which a man can create by tilling rentless land, that first led me to seek a method by which the product of Labor everywhere may be disentangled from the product of cooperating agents and separately identified. (Clark, 1899, Preface).

Clarks endelige teori er velkendt; han kommer frem til, at såvel kapital som arbejdskraft vil blive aflønnet med deres grænseprodukt. Hver faktor vil således få igen, det produkt som den skaber. Der vil ikke være nogen faktor, som passivt kan indkassere et overskud. Her bør det så tilføjes, at Clark regner jorden som en del af kapitalen, et synspunkt han nærmere redegør for i Chapter XXII i "Distribution". Her er han naturligvis i skarp modsætning til George, men det er ikke et punkt, jeg har tænkt mig at forfølge nærmere her. Det skal blot bemærkes, at det til tider hævdes, at Clarks opgør med klassikernes forfægtning af jorden som en særlig faktor er at betragte som en polemik mod Georges udbytningsteori . (Se f. eks. Newman, 1952, Chapter XXII.)

Hvad har så Clark nærmere at fortælle om Georges lønteori? Han omtales i Chapter VII i "Distribution", i kapitlet, "Wages the Produet of Labor". Clark kalder Georges teori interessant, men mener, at den først og fremmest har sin gyldighed i nye samfund, med rigelige mængder af jord til fri rådighed:

Mr. George has rightly said that, so long as land is so abundant as to be had for the asking, a man who is willing to work in a shop may demand and get from his employer pay that is large enough to make good to him what he gives up by not taking up a farm. (Ibid, Chapter VII).

Her giver Clark altså en klar indrømmelse til Georges synspunkt om, at en person der arbejder for en arbejdsgiver skal kompenseres for det, han går glip af ved ikke at slå sig ned som selvstændig. Men det har altså først og fremmest sin gyldighed i nybyggersamfund, hvor hovederhvervet er landbrug, og hvor jorden udgør en betragtelig del af kapitalen. I et sådant samfund, siger Clark, vil den selvstændige landmand, som samfundet udvikler sig, opleve, at hans jord stiger i værdi. Han vil altså få indkomst både som arbejder og som jordspekulant (det ord bruger Clark ikke). Dette forhold nødvendiggør en komplicering af Georges lønningslov; den der arbejder for en arbejdsgiver, skal ikke alene kompenseres, for det han kunne have tjent som selvstændig – han skal også kompenseres for det, han kunne have tjent ved stigende jordværdi.

Clarks komplicering må dog forkastes som fejlagtig, og det af to grunde: For det første kan man sige, at en mand både kan arbejde for en arbejdsgiver, og samtidig være jordspekulant.

(Forudsat at lovgivningen tillader helt fri handel med jord, og ikke stiller nogen krav til jordejeren). Han går således ikke glip af nogen kapitalgevinst ved at være lønmodtager, og skal derfor ikke kompenseres. For det andet, og mere væsentligt: Clarks tankegang forudsætter, at de stigende jordværdier er kendt af alle. Ellers vil en arbejder jo ikke kunne forlange kompensation for disse. Men hvis alle forventer, at jordværdierne vil stige i fremtiden, så vil disse forventninger øjeblikkeligt blive kapitaliseret i højere aktuelle salgspriser. Arbejderens adgang til jorden bliver således betinget af, at han betaler for de fremtidige forventninger. Det vil trykke hans løn tilsvarende, og svække hans position over for en eventuel arbejdsgiver. Han skal altså ikke under nogen omstændigheder kompenseres for en tabt kapitalgevinst, han alternativt kunne have tjent ved selvstændig virksomhed. Svagheden Clarks tankegang er indlysende. Han har ikke forventningerne med i sin analyse.

Hvad kan Clark så bruge Georges tilnærmelse til problemstillingen, med henblik på en teori for det moderne samfund? Her er det Clarks synspunkt, at ligesom der i det gammeldags landbrugssamfund findes jord, som kan fås uden betaling, så er der i et mere udviklet samfund det, som Clark kalder det marginale område, og det består ikke kun af jord:

We not only admit, but positively claim, that there is a marginal region where wages are adjusted and what men are able to get in this larger marginal field sets the standard of wages. (Ibid).

Hvad er det for et marginalt område af økonomien? Det er et område, hvor der er adgang uden betaling af leje:

There are productive instruments, other than land, that yield no rent to their owners, and may be had for the use of the laborers for the asking. (Ibid).

Clark indfører hermed begrebet lejefri redskaber (no-rent instruments). I Chapter VIII i "Distribution" opremser Clark en række forskellige eksempler på udslidte produktionsredskaber, som er for dårlige til, at ejeren kan kræve en pris for dem. Alligevel vil de have en brugsværdi for den arbejder, der vil bruge dem produktivt; han vil kunne tjene en løn ved at anvende dem, og denne løn, produktiviteten i økonomiens marginale område, vil altså bestemme det generelle lønniveau i økonomien. Clarks generalisering af Georges lønlov bliver så at

all men must accept what any of them could produce, if they chose to utilize marginal land and other valueless instruments. (Ibid, Chapter VIII).

Men heller ikke denne generalisering er helt tilfredsstillende for Clark, for det marginale område er større end værdiløs jord og kapital. Mange steder i økonomien er der plads til en ekstra arbejder, nemlig i virksomheder hvor en ekstra arbejder vil give en positiv produktionstilvækst, uden at det er nødvendigt med ekstra indsats af kapital. Clarks endelige formulering af loven om løn bliver så, at

the effective produce of any workmen must be equal to the absolute product of a man who is within the marginal zone. (Ibid).

Og da enhver arbejder i en friktionsløs økonomi er udskiftelig, så er han også marginal. Derfor får arbejdskraften, hvad den skaber, nemlig det produkt som specifikt kan henføres til arbejdskraften.

Der er i øvrigt andre forskelle mellem Georges og Clarks formuleringer. F.eks. så ligger det i Georges lønteori, at arbejderen, hvis han accepterer at arbejde for en arbejdsgiver, bliver kompenseret for det, han kunne have opnået i arbejdsindkomst ved selvstændig virksomhed, altså produktet" på marginaljorden. Clark derimod, forestiller sig, at det snarere er konkurrencen mellem entreprenørerne, der byder lønnen op på produktet i økonomiens marginale område:

If one farmer will not pay the market price of the additional produce, another will pay it, provided that competition does its work quite perfectly. (Ibid)

Det er en mere tilfredsstillende formulering end Georges, fordi vi slipper for at skulle gøre den noget tvivlsomme antagelse, at enhver arbejder er en potentiel entreprenør. Men Georges lov står urokket, og skal blot have en lidt anden fortolkning.

Der er et punkt, hvor det er tydeligt, at Clark har misforstået George. Clark regner med, at George med jorden udelukkende tænker på landbrugsjord, og at lønnen således er fastsat af "the product realized by tilling no-rent land." (Ibid). Men, siger Clark, det marginale område med dets beskæftigelsesmuligheder er langt mere omfattende end: "that mere agricultural land affords." (Ibid). Clark har altså ikke indset, at George har generaliseret Ricardos jordrentelov til at omfatte alle former for jord til produktion. George ville derfor sikkert have svaret på Clarks kritik, at uanset at der står en række lejefri redskaber til rådighed for arbejderen, så vil hans beskæftigelsesmuligheder alligevel afhænge af adgangen til jorden. En butiksgrund er ikke gratis, hvis den har en gunstig beliggenhed. Derfor vil den løn man kan tjene ved detailhandel afhænge af indtjeningsmulighederne på en inferiør butiksgrund. I sit afsnit om jordrenten henviser George til de store jordværdier i byerne.

Clarks afhængighed af George forbigås i al væsentlighed af teorihistorikerne. Hverken Schumpeter (History of Economic Analysis, 1955) eller Blaug (Economic Theory in Retrospect, 1962) finder nogen anledning til at omtale Georges indflydelse på Clark. Om de to nævnte teorihistorikere gælder det i øvrigt, at de slet ikke har noget selvstændigt afsnit om Clark, men blot omtaler ham kortfattet under deres gennemgang af marginalismen. Det er også tilfældet for andre teorihistorikere. Clark bliver, så vidt jeg kan se, ikke, den opmærksomhed til del, som kvaliteten af "Distribution" berettiger ham til. John Maurice Clark omtaler i sit essay, On Clark (1956), Clarks teori om de lejefri redskaber som økonomiens marginale område, men fortæller ikke, at denne teori er en generalisering af Georges teori om lønnen. En af de eneste omtaler af Georges påvirkning af Clark, som jeg har fundet i en teorihistorie, det er i William J. Barbers A History of Economic Thought (1967). Barber skriver om Clark, at hans utilfredshed

with a popular view that wage levels were determined primarily by the real income available to labourers on rent-free land stimulated him to produce an alternative analysis of income distribution. (Barber, l g 67, Chapter 7.2. )

Og så nævnes George i en note som grundlæggeren af denne teori. Og det er naturligvis også rigtigt, at Clark fandt Georges lønteori utilstrækkelig, men jeg synes, at Clarks egen tekst først og fremmest bærer præg af, at han er blevet inspireret af George, snarere end af decideret utilfredshed med hans lønteori. Clarks afhængighed af George er desuden nævnt i Henry Spiegels The Growth of Economic Thought (1971) i Chapter 27. Men der er ingen særlige kommentarer.

Jeg læser Clarks tekst som et meget stærkt udtryk for, at George er blevet taget alvorligt som økonom. Clark har tydeligt nok ofret Georges teori opmærksomhed. I sit forord til "Distribution" siger Clark, at han ikke vil give så mange referencer i sin fremstilling, men at han dog vil fremhæve to økonomer som væsentlige inspiratorer, nemlig Von Thünen og George. Så nævnes desuden visse andre økonomer, men uden speciel omtale af hver enkelts kvaliteter. (på nær Menger og Wieser for deres kapitalteori.) Det er interessant at se George omtalt for sine kvaliteter som økonom, og Clarks saglighed står en skærende kontrast til Heilbroners og Marshalls overfladiske bemærkninger.

3.5 George om løn og rente

Det er et af Georges mest originale og interessante synspunkter, at løn og rente følges ad, og har en tendens til at være knyttet til hinanden.

Allerede under sin omtale og kritik af lønfondsteorien i Book I, Chapter I skriver George, at løn og rente ikke står i modsætning til hinanden, således som tanken om en lønfond forudsætter. Han mener, at det er et alment kendt faktum, at når lønnen er høj, så er renten det også. George henviser til, at både løn og rente er højere i USA end i England, og at løn og rente har været højere i Californien, end de er nu (1879):

Is it not a notorious fact that where labour flows for higher wages, capital also flows for higher interest. (George, 1879, Book I, Chapter I).

Det grundlæggende argument herfor er dog ikke empiriske observationer. Det er simpelt hen det synspunkt, at kapital og arbejde grundlæggende er den samme ting, nemlig menneskelig virksomhed (human exertion):

Capital, which is not in itself a distinguishable element, but which it must always be kept in mind consists of wealth applied to the aid of labour in further production, is not a primary factor. It is in essence labour raised by a second union with land to a third or higher power. (George, 1898, Book III, Chapter XVII).

Hvis kapital blot er en anden form for arbejde, så må det også gælde, at dens aflønning, renten, bliver bestemt ud fra de samme principper som lønnen, altså at der må bestå en lighed mellem loven om rente, og loven om løn. Ved rente mener George udelukkende betaling for at stille sin kapital til rådighed for produktionen. Derfor undgås betegnelsen profit, som ellers bruges af Smith og Ricardo. Således som de bruger ordet profit, siger George, mener de både kapitalrente og løn for ledelse. Men ledelse er blot en speciel form for arbejde, og dets aflønning er ganske simpelt løn. Disse definitoriske spørgsmål gennemgås i Book III, Chapter I.

Hvad er årsagen til, at der eksisterer rente? Spørgsmålet behandles i Book III, Chapter III-V. George afviser abstinensteorien ud fra det synspunkt, at afholdenhed er uproduktiv, og derfor ikke kan gøre krav på nogen del af produktionen. Han opstiller i stedet en alternativ teori, som går ud på, at renten skyldes naturens reproduktive kræfter:

Now what gives the increase in these cases is something which, though it generally requires labour to utilise it, is yet distinct and separable from labour the active power of nature; the principle of growth, of reproduction, which everywhere characterises all the forms of that mysterious thing or condition which we call life. And it seems to me that it is this which is the cause of interest. (George, 1879, Book III, Chapter III).

En person kan altså vælge at holde sin kapital i en form således, at den vokser af sig selv. F.eks. en frugtplantage eller en bifarm. Og ingen vil være villig til at holde sin kapital i en anden form, uden alligevel at få rente som kompensation for den værditilvækst, man kunne have fået. Rentens størrelse afhænger således af adgangen til at udnytte naturens rigdomskilder, og må ligesom lønnen være bestemt af produktiviteten på den bedste jord, som står til fri rådighed. Rentens størrelse afhænger altså af dyrkningsgraden for jorden.

Det er endvidere Georges synspunkt, at kapital og arbejde vil blive udbudt i en sådan mængde, at løn og rente vil være ens i en vis forstand. Dette punkt behandles også i afsnittet om renten, Book III, Chapter V. Hvis kapitalisterne anser renten for at være for lille i forhold til lønnen, så vil de trække deres kapital tilbage fra produktionen. Udbuddet af kapital vil falde, og renten vil stige indtil det punkt, hvor markedet vurderer, at løn og rente står i et passende forhold til hinanden. Hvordan man kan trække kapital tilbage nævner George ikke direkte, men det er naturligvis muligt at undlade at erstatte nedslidt kapital. I et vækstsamfund kan man forestille sig, at opsparingskvoten falder, og dermed falder kapitaltilvæksten. Hvis befolkningstilvæksten er konstant; så vil arbejdskraftudbuddet stige mere end kapitaludbuddet, således at lønnen falder, og renten stiger, indtil der eksisterer en ligevægt mellem løn og rente. Om dette forhold siger George:

And this relation fixed, it is evident that interest and wages must rise and fall together, and that interest cannot be increased without increasing wages; nor wages lowered without depressing interest. For if wages fall, interest must also fall in proportion, else it becomes more profitable to turn labour into capital than to apply it directly; while, if interest falls, wages must likewise proportionately fall, or else the increment of capital would be checked Thus any tendency on the part of interest to rise above the equilibrium with wages must immediately beget a tendency to direct labour to production of capital There is a certain relation or ratio between wages and interest at which enough labour will be turned into capital to supply the capital which will be demanded for production, and this relation or ratio the interaction of labour and capital constantly maintains. (Ibid, Book III, Chapter V).

Som en fortolkning af George kunne man opstille en af de traditionelle vækstmodeller2 med en produktionsfunktion, der er homogen af første grad, og med faktorerne, kapital og arbejdskraft, aflønnet med deres grænseprodukt. Altså:

1) Y = F(K,L), cY = F(cK, cL) , c ≠ 0

2) r = F'K

3) w = F'L

4) Delta K = sY (tilvækst i kapitalen)

4) fastslår, at kapitaltilvæksten er givet ved samfundets opsparingskvote.

5) Delta L = aL, a > 0 (tilvækst i befolkningen)

5) fastslår, at arbejdskrafttilvæksten er konstant. Men det som vi må have føjet til for at få fanget Georges tanker, det er, at vi må have ligheden mellem løn og rente med. Det gøres ved at opstille en betingelse:

6) w=b*r, b > O

Og b angiver altså det forhold, som markedet anser for rimeligt, at der hersker mellem løn og rente. Ligeledes må vi endogenisere opsparingskvoten, for at tilvæksten i kapital og arbejdskraft kan generere ligevægten mellem løn og rente. For at denne ligevægt kan opretholdes, kræves, at kapital og arbejdskraft vokser i samme tempo, altså DeltaL/L = DeltaK/K, givet at vi antager ligevægt mellem w og r initialt, altså 6) skal være opfyldt. Modellen ignorerer jordrente, men det er jo også mindre væsentligt, for det er jo forholdet mellem løn og rente, der ønskes illustreret. I øvrigt kan man blot antage en produktionsfunktion, der er homogen med en grad mindre end l. Overskuddet vil da blive til jordrente, og forholdet mellem løn og rente kan beskrives på samme måde.

Georges løn-rente-teori er blevet bemærket af Charles Gide i bogen, A History of Economic Doctrines (1909). Gide refererer Georges tanker, og bringer desuden et citat fra Progress and Poverty, Book III, Chapter V, men hans eneste kommentar er: "It is hardly necessary to point out how very much simplified this doctrine concerning the relation between wages and interest really is." (Gide, 1909, Book V, Chapter IV). Og det er jo en bemærkning, der er lidt vanskelig at blive klog på. Normalt vil man ikke klandre en teori, fordi den er simpel, tværtimod. Al økonomisk teori er jo en forenkling af virkeligheden, en udvælgelse af faktorer der anses for centrale. Gide bemærker intet om, hvad det er for vigtige forhold, som George ikke har fået med i sin teori om løn og rente. Som min model viser, så kan Georges tanker illustreres ved hjælp af de samme instrumenter som i den gængse vækstteori, altså først og fremmest en produktionsfunktion der er homogen af første grad. Hvis man accepterer den gængse, neoklassiske vækstteori, så bør man også give Georges løn-rente-teori i det mindste en vis principiel anerkendelse.

Også Marshall har bemærket Georges teori om løn og rente. I sine "Lectures on Progress and Poverty" fremhæver MarshalI, at en faktors aflønning afhænger af dens knaphed, relativt til andre faktorer:

The rate at which the produce is divided out between capital and labour depends on their relative scarcity. In new countries where a rich find has been just opened up, capital and labour are both scarce, interest and earnings are all high. In older parts of new countries, population and capital are both more plentiful, and interest and earnings are somewhat lower; while in England population and capital are more plentiful still, and interest and earnings are lower still. On these facts Mr. George has based the general law, that interest and wages are always high together and low together, and has invented a new theory to account for it. His facts are as wrong as his theory, for whenever population is plentiful and capital scarce, interest is high and wages low. (Marshall, 1883, Lecture 2).

Det må betvivles, at Marshall overhovedet har sat sig ind i Georges "new theory". Som vi har set, er der intet i hans teori, der modsiger det indlysende faktum, at en faktor aflønnes efter dens relative knaphed. Men det der er pointen i Georges teori, det er, at faktorerne, kapital og arbejdskraft, netop vil blive udbudt i et sådant forhold, at løn og rente vil være i ligevægt med hinanden på langt sigt. Derfor vil de falde og stige med hinanden. Man kan udtrykke forholdet på den måde, at George betragter forholdet mellem løn og rente som exogent, og forholdet mellem udbud af kapital og arbejdskraft som endogent. Hos Marshall er det lige omvendt.

Georges argumentation bygger på den indlysende observation, at kapital er en form for arbejde, og at der derfor må bestå en vis lighed mellem de to typer arbejdes aflønning. Som vi har set, er det muligt at operationalisere Georges tanker, blot ved at ændre en smule på forudsætningerne i den neoklassiske vækstteori. Georges løn-rente-teori viser sig således at være logisk uangribelig, og Marshalls kritik bygger klart nok på en manglende forståelse for hans argumentation. Det er ikke det eneste eksempel på, at Marshall kun ufuldkomment har forstået Georges økonomiske teori. Jeg vil give endnu et eksempel i afsnit 3.6.

3.6 Jordmonopolet

Georges teori om indkomstfordelingen er naturligvis grundlæggende dynamisk. Han forsøger at påvise, at med samfundets fremskridt, i bred betydning, formindskes fattigdommen ikke, men kan tværtimod have en tendens til at stige. At påvise dette kræver, at man analyserer befolkningstilvæksten og de tekniske fremskridt, og især effekten på fordelingen. Dette emne behandler George i Book IV i Progress and Poverty, mens afsnittet om fordelingen i Book III snarere skal forstås som en analyse af fordelingen i en statisk sammenhæng.

Men en af de ting der er meget markante hos George, er analysen af forventninger. Givet et progressivt samfund, hvad betyder da forventningerne om fremtidige fremskridt på den aktuelle økonomi? Det vil naturligvis sige, at vi, for at besvare spørgsmålet, skal betragte forventningerne om fremskridt, set isoleret fra selve fremskridtene.

Med tekniske fremskridt og befolkningstilvækst, da stiger jordrenten, fordi jordens dyrkningsgrad drives længere ned. Og det må ifølge George betyde, at forventninger om fremtidige fremskridt fører til jordspekulation. Og det er et punkt, der er af vital betydning for hans økonomiske teori. Det behandles første gang i Progress and Poverty i Book IV, Chapter IV, et kapitel med overskriften: "Effect of the Expectations raised by Material Progress". så ordet "forventning" bruges af George selv; det er ikke noget jeg finder på for at give Progress and Poverty en moderne fortolkning. Jordspekulationen er ifølge George hovedårsagen til økonomiske kriser, men dette punkt vil jeg først behandle i KapitelS. Det vi her skal undersøge, er effekten på fordelingen.

Jordspekulationen er, siger George, uundgåelig i et progressivt samfund, fordi alle kan se, hvordan jorden stiger i værdi med samfundets vækst. Det fører til, at jorden bliver beslaglagt i et hastigere tempo, end det er nødvendigt af hensyn til produktionen. Hvad betyder det for fordelingen? Ja, det betyder uvægerligt, at jordens dyrkningsgrad bliver presset ned. Den jord der står til fri rådighed, og hvis produktivitet bestemmer størrelsen af løn og rente, er af ringere kvalitet, end det egentlig er nødvendigt af hensyn til produktionen. Således skelner George mellem "margin of cultivation", der er den totale efterspørgsel efter jord, spekulativt begrundet efterspørgsel inkluderet, og "margin of production", der er den produktive jordefterspørgsel. Jordspekulationen virker altså i retning af at forøge jordrenten, og sænke løn og rente; simpelt hen fordi al jord afkaster jordrente, ikke af jordens aktuelle produktivitet over den dårligste jord i brug, men efter jordens forventede fremtidige produktivitetsoverskud. Det kan så føre til den ekstreme situation, at al jord, som det overhovedet kan tænkes at anvende produktivt, allerede er beslaglagt, enten til produktion eller jordspekulation. Der findes altså ikke nogen jord, som står til fri rådighed, og det medfører, at lønnen (og renten) presses ned på et eksistensminimum. Det er den situation, som George kalder jordmonopolet. Allerede i afsnittet om lønnen, Book III, Chapter VI, nævner han den mulighed, at hvis al jord er monopoliseret, så må lønnen gå mod eksistensminimum. Og i Book V, Chapter II, et af de allerskarpeste kapitler i Progress and Poverty, siges det om kombinationen af fremskridt og jordspekulation:

For, begotten of the continuous advance of rent, arises a speculative tendency, which discounts the effects of future improvements by a still further advance of rent, and thus tends, where this has not occurred from the normal advance of rent, to drive wages down to the slave point the point at which the labourer earn just live. And thus robbed of all the benefits of the increase in productive power, labour is exposed to certain effects of advancing civilization which, without the advantages that naturally accompany them, are positive evils, and of themselves tend to reduce the free labourer to the helpless and degraded condition of the slave. (George, 1879, Book V, Chapter II).

Og arbejderens elendige stilling skyldes altså, at han er berøvet muligheden for at udnytte naturens ressourcer, hvilket George yderligere uddyber i Book VII, Chapter II, kapitlet, "Enslavement of Labourers the Ultimate Result of Private Property in Land", men i øvrigt også med utallige bemærkninger og kommentarer andre steder i Progress and Poverty, og i andre bøger, f. eks. Protection or Free Trade (1886). Hele dette tankesæt fører til, at vi er nødt til at tegne et nyt jordrentediagram i figur 3.2.

Figuren skal vise, at jorden bliver brugt indtil punktet L. Den dårligste jord i brug har produktiviteten A, hvilket således burde angive lønnens højde (vi ignorerer kapital). Men al jord er imidlertid blevet beslaglagt spekulativt, så der er ikke jord til fri rådighed. Dette er markeret af den fuldt optrukne linie, AL. Lønnen er derfor på eksistensminimum, angivet ved punktet e. George formulerer det således, at det der sker er "a carrying of the rent line beyond the margin of production." (George, 1879, Book IV, Chapter IV). På figuren er jordrentelinien altså linien ee. Når vi formulerer Georges teori på denne måde, så er det mere forståeligt, hvorfor han giver en indrømmelse til fagforeningernes muligheder for at hæve lønnen. Han skriver, at disse

can advance wages, and this is not at the expense of other workmen nor yet at the expense of the capital … , but ultimately, at the expense of rent. (Ibid, Book VI, Chapter I) .

Ved en overfladisk læsning af Progress and Poverty virker dette meget gådefuldt. Arbejdslønnen er jo givet ved produktiviteten på marginaljorden, hvilket fagforeningerne jo ikke kan påvirke. Men det man skal se nøje på, det er formuleringen, at lønnen afhænger af "the highest point of natural productiveness open to it without the payment of rent." (Ibid, Book III, Chapter VI). Når jorden er monopoliseret, så er dette punkt O, som vist på figuren. På den anden side har arbejdet på den dårligste jord i produktion en produktivitet på A. Der bliver altså et interval mellem eksistensminimum og lønnens maksimale højde, hvor fagforeningerne kan forsøge at hæve lønnen ved at monopolisere arbejdskraftudbuddet. Ikke overraskende er fagforeningerne netop den forklaring, som georgister som oftest griber til, når de skal forklare, hvorfor lønningerne er steget drastisk i hele den vestlige verden, trods jordmonopolets beståen; det ligger så at sige inden for Georges tankeverden, at lønnen kan stige, hvis man møder jordmonopolet med magt. (Se f.eks. Steven B. Cord, 1965, Chapter 4, side 193.) Men i praksis regner George ikke med, at det er muligt at hæve lønnen ved hjælp af fagforeninger, undtagen for enkelte grupper. Dertil er jordmonopolet for stærkt, og de praktiske vanskeligheder med at organisere alle arbejdere for store. George giver en principiel indrømmelse til fagforeninger, men heller ikke mere.

Derimod vil en 100 pct. beskatning af jordrenten kunne hæve lønnen. Ved at konfiskere jordrenten, så reducerer man jordens handelsværdi til 0. Ingen vil give mere for et værdifuldt stykke jord end for marginaljorden. På den måde destruerer man jordspekulationen, og man hæver jordrentelinien på fig. 3.2 op til punktet A, svarende til at det kun er jord som anvendes produktivt, der efterspørges. Som George skriver:

Now, it is evident that to take rent in taxation for public purposes would be to destroy the tendency to an absolute decrease in wages and interest, by destroying the speculative monopolisation of land and the speculative increase in rent. It would be to very largely increase wages and interest, by throwing open natural opportunities now monopolised and reducing the price of land. Labour and capital would thus not merely gain what is now taken from them in taxation, but would gain by the positive decline in rent caused by the decrease in speculative land values. A new equilibrium would be established at which the common rate of wages and interest would be much higher than now. (George, 1879, Book IX, Chapter II).

Jeg tror, at dette citat, bedre end noget andet, forklarer essensen af "the single-tax system"; en reform der har et langt videre perspektiv, økonomisk og etisk, end blot at skifte de eksisterende skatter ud med en anden skat. At jordværdiskatten skal tjene til at fjerne jordspekulationen er observeret af flere teorihistorikere, blandt andre Blaug og Newman. Blaug skriver om George, at han ville

confiscate all rents, a measure that he claimed would abolish poverty and economic crises, the latter being simply the result of speculation in land values. (Blaug, 1962, Chapter 3.II).

Spørgsmålet om jordspekulation og økonomiske kriser vil blive behandlet særskilt i Kapitel 5. Men allerede nu er spørgsmålet om jordspekulation blevet drøftet så indgående, at den umiddelbare kommentar til Blaugs bemærkning er, at ifølge George er det ikke alene økonomiske kriser, som er et onde forårsaget af jordspekulation. Fattigdommen skyldes også jordspekulation ifølge Georges teori. Newman nævner i sit afsnit om Henry George både jordspekulationens indflydelse på fordelingen og økonomiske kriser:

Most important, however, was land speculation … This withholding of land for speculative purposes naturally results in pushing the margin of cultivation faster than necessary for production. Such speculative increase in land values results in economic crises. This speculative rise of rent is limited only by the minimum amounts required by capital and labour to continuing producing at all. (Newman, 1952, Chapter XVI)

Som tidligere nævnt når Newman i sit korte afsnit dybere ned i Georges problemstilling, end det er tilfældet med mange andre. Citatet her viser det tydeligt.

Alfred Marshall var en af de mere overfladiske kommentatorer. Han siger om Georges plan om jordrentebeskatning, at den ikke vil

alter the margin of cultivation: and therefore its only effect on wages, even on his own theory, would be by relieving capital and labour from the greater part of the taxes imposed on them. (Marshall, 1883, Lecture 3).

MarshalIs overfladiskhed består i, at han sætter lighedstegn mellem "margin of cultivation" og "margin of production". Men det er, som George bemærker, kun realistisk i et statisk samfund, eller i et samfund der har realiseret hans plan. Havde Marshall læst George mere grundigt, så havde han heller ikke behøvet at stille dette spørgsmål:

From what he says when attacking the present use of land, one is led to suppose that he would wish the state to exert some sort of control over it in other ways than by taxation but he does not, I think, explain how. (Ibid).

Og det gør George ikke, fordi han ikke har sådanne planer i tanke. Faktisk skriver han direkte:

What I therefore propose … is to appropriate rent by taxation. In this way the state may become the universal landlord without calling herself so, and without assuming a single new function. In form, the ownership of land would remain just as now. No owner of land need to be dispossessed and no restriction need be placed upon the amount of land any one could hold. (George, 1879, Book VIII, Chapter II)

Marshall tænker muligvis på Chapter I i Book VIII, som har overskriften "Private Property in Land Inconsistent with the Best Use of the Land". Men det som dette kapitel handler om er, at det ikke er nødvendigt med privat ejendomsret til jorden, for at sikre produktion og initiativ. Det er kun nødvendigt med brugsret til jorden:

It is for the sake of possessing houses that men build. The ownership of land has nothing to do with it. (George, 1879, Book VIII, Chapter I).

Det som er skadeligt med den private ejendomsret til jorden, det er jordspekulationen:

In the thickly settled parts of the United States there is enough land to maintain three or four times out of present population lying unused, because its owners are holding it for higher prices and immigrants are forced past the unused land to seek home where their labour will be far less productive. (Ibid).

Desværre nåede Marshall aldrig at trænge til bunds i Georges teorier. Han nævner ikke jordspekulationen og dens rolle i Georges økonomiske teorier. Efter Marshalls egen tekst at dømme, er der grund til at tro, at han kun har læst dele af Progress and Poverty.

3.7 Konklusion

Ved sin tilbagevisning af lønfondsteorien og den klassiske befolkningslære får George demonstreret, at fattigdom ikke er et resultat af nogen naturlov. Samtidig er det ved læsningen af Book I i Progress and Poverty klart, at han har forstået lønfondslæren, og det bekræfter Hobsons og Schumpeters påstande om Georges dygtighed og fortrolighed med klassikerne. At han så afviser såvel teorien om lønfonden, som den malthusianske befolkningslære, og altså dermed baner vejen for en ny fordelingsteori, det bekræfter min påstand om, at George har en række selvstændige synspunkter. I hvert fald er der givet et eksempel.

Sammenfattende om Georges egen teori om fordelingen af samfundets indkomst mellem de tre klasser, kan det siges, at den bevarer klassikernes lov om jordrenten som et produktivitetsoverskud i forhold til marginaljorden, men udvider denne lov til at omfatte hele økonomien, og ikke blot landbruget. Altså endnu et selvstændigt synspunkt. Arbejde og kapital deler grænseproduktet, men ikke som klassikerne forestillede sig det, ved at arbejderne får markedslønnen (der er forholdet mellem kapitalens størrelse og antallet af arbejdere), og kapitalisterne resten. George forestiller sig stedet, at der eksisterer et fast forhold mellem løn og rente, og at udbud af kapital og arbejdskraft indstiller sig i forhold hertil. Denne teori er det tredie selvstændige punkt i forhold til klassikernes fordelingsteori.

Jeg har valgt at introducere jordmonopolet allerede i forbindelse med behandlingen af Georges teori om fordeling under statiske forhold. Jordmonopolet forudsætter et progressivt samfund, således at forventningerne om fremtidige fremskridt fører til, at jorden spekulativt bliver beslaglagt, og at der altså ikke udelukkende efterspørges jord til produktion. Resultatet er, at jordens grænseprodukt bliver lavere, og dermed også løn og rente. Situationen kan tendere mod det ekstreme tilfælde, hvor al jord, som det på nogen måde kan være relevant at inddrage til produktion, allerede er beslaglagt af spekulanter. Således bliver arbejderne berøvet adgangen til jorden, og lønnen kommer ned på eksistensminimum. Disse sammenhænge kan godt studeres under statiske forhold, for vi behøver ikke at betragte fremskridtene; vi skal blot studere forventningerne om fremskridt. George omtaler flere steder i Book III jordmonopolet som en mulighed, både i Chapter II, Chapter VI og Chapter VIII. Jordmonopolet og jordspekulationen er Georges fjerde selvstændige synspunkt.

Afsnittet om Clark (3.4) er naturligvis en digression, og skulle måske have været placeret i Kapitel 2. Imidlertid var det mest oplagt at placere afsnittet umiddelbart efter, at Georges lønteori blev omtalt. Afsnittet taler for sig selv, og behøver ingen nærmere kommentarer her.

1 En anden doktrin der skal forkastes, er den, at der kan beskæftiges flere arbejdere, jo lavere lønnen er.

2 Y er produktionen, r er renten, w er lønnen, K er kapitalen, L er arbejdsstyrken, s er opsparingskvoten, a og b er parametre.

Kapitel 4 Fremskridt og Fordeling

Spørgsmålet om hvordan fremskridt påvirker fordelingen er naturligvis kernen i Georges økonomiske analyse, men som vi siden skal se, er det ikke her, han klarest viser sin formåen som økonom, hvad angår præcis argumentation.

George analyserer problemstillingen i Progress and Poverty, Book IV, men som jeg senere vil vende tilbage til, så er det nødvendigt at støtte sig til andre afsnit i Progress and Poverty for at kunne præsentere en endelig fremstilling af hans lov om fremskridt og fattigdom.

George er en meget stor fremskridtsoptimist, hvad angår troen på fremskridtene selv. Det som så er Georges pessimisme, det er troen på fremskridtenes evne til at forbedre arbejderklassens vilkår. Klassikernes problemstilling er en noget anden. For dem er der ingen tvivl om, at økonomisk vækst gavner arbejderklassen, i og med at forøget efterspørgsel efter arbejdskraft hæver lønningerne. Men for klassikerne er problemet, at den økonomiske vækst truer med at undergrave sig selv på grund af stigende jordrente, og dermed faldende profitter og investeringer. Fremskridt er med fremme i klassikernes analyse. Smith skriver jo netop om "the causes of improvements in the productive powers of labour" (Smith, 1776, overskrift til Book ones indholdsfortegnelse). Fremskridtene spiller så en mindre rolle hos Ricardo; kun et enkelt kapitel i tredie udgave af "The Principles", nemlig Chapter XXXI, "On Machinery". Ellers ser Ricardo så den vigtigste kilde til fremskridt i udenrigshandelen, via afskaffelse af kornlovene. George betragter blot udenrigshandelsgevinster som eet ud af mange slags produktivitetsfremskridt. (Udenrigshandelen berøres i øvrigt kun summarisk i Progress and Poverty.) Hos Mill spiller fremskridtene en klart større rolle end hos Ricardo. Book IV i "Principles" handler om det progressive samfund, men Mill ender alligevel op med i Chapter VII i denne bog, at lade fremskridtenes mulighed for at gavne arbejderklassens vilkår være afhængig af deres egen evne til at holde igen på befolkningstilvæksten.

Ifølge George så eksisterer der to slags materielle fremskridt: 1) En tilvækst i befolkningen, som muliggør øget arbejdsdeling. 2) Tekniske fremskridt, som sætter den samme mængde arbejdskraft og kapital i stand til at producere mere end før. Denne terminologi vil blive fulgt i det følgende, hvor altså materielle fremskridt er den generelle betegnelse, og henholdsvis befolkningsvækst og tekniske fremskridt de specielle betegnelser.

Den økonomiske analyse som George leverer i Book IV, specielt Chapter II og Chapter III, svarer ikke til, hvad man i moderne økonomisk teori kalder dynamisk analyse, altså en vedvarende vækst i de økonomiske variable. Der er snarere tale om komparativ statik, altså analyse af en engangsstigning i en variabel. I Chapter II studerer George konsekvenserne af en vækst i befolkningen, uden nogen tekniske fremskridt. I Chapter III er det så omvendt. George er her åbenlyst inspireret af Mill, der i "Principles", Book IV, Chapter III studerer 5 forskellige slags fremskridt: l) Stigende befolkning, konstant kapital. 2) Stigende kapital, konstant befolkning. 3) Lige stor stigning i både befolkning og kapital. 4) Teknisk fremskridt, befolkning og kapital er konstant. 5) Tekniske fremskridt i kombination med tilvækst i befolkning og kapital. Georges analyse af befolkningsvæksten svarer til Mills tredie tilfælde (og ikke, som vi skal se, første tilfælde), og hans behandling af de tekniske fremskridt svarer til Mills fjerde tilfælde. Georges teori om fremskridtenes indflydelse på fordelingen er meget anderledes end Mills, men metoden hos de to økonomer er den samme.

Kapitel 4 vil falde i 5 underafsnit:

Afsnit 4.1 vil undersøge effekten på fordelingen af en vækst i befolkningen. De analytiske problemer som Georges synspunkter giver anledning til, vil blive diskuteret.

Afsnit 4.2 handler om de tekniske fremskridts indflydelse på fordelingen. Afsnit 4.3 sammenfatter Georges teori om de materielle fremskridts indvirkning på fordelingen. I afsnit 4.4 vil der blive argumenteret for, at ikke alle fremskridt øger jordrenten.

Georges tese om at kun jordejerne får gavn af produktivitetsfremskridt, har mødt skarp modsigelse fra næsten alle økonomer. I afsnit 4.5 vil jeg give to eksempler, nemlig John A. Hobson og Alfred Marshall. Hobson har, som vi så i afsnit 2.2, et forholdsvis positivt syn på George, men betragter ham mest som en ricardiansk økonom, uden nogen særlige selvstændige synspunkter. Marshall har et decideret negativt syn på George, så jeg mener, at de to økonomer er repræsentative.

4.6 er en konklusion.

I afsnit 4.1, 4.2 og 4.3 har jeg støttet mig til Frank Petrelias artikel fra 1981, Henry George, the Classical Model, and Technological Change. Ideen med at fortolke Georges verbale argumentation ved hjælp af Ricardo-kurver, er dog min egen. Ved skrivningen af 4.4 har jeg haft gavn af Andelson, 1979, Chapter 12. Ved afsnit 4.5 har jeg støttet mig til Andelson, 1979, Chapter 4.

4.1 Effekt på fordelingen af befolkningstilvækst

Ifølge Ricardo så vil en forøget befolkning medføre en stigende jordrente, da den større efterspørgsel efter fødevarer vil nødvendiggøre, at dårligere jord må opdyrkes, således at produktivitetsoverskuddet til marginaljorden vil blive forøget. Denne tilnærmelse til problemstillingen skal naturligvis ses i snæver sammenhæng med den malthusianske forestilling om jordens begrænsede ydeevne. Nu så vi imidlertid tidligere (3.1), at George kategorisk afviser enhver tanke om, at jordens ydeevne skulle være begrænset. Spørgsmålet er da nærliggende; hvad effekt har en stigende befolkning på fordelingen af produktionen mellem samfundets tre klasser, hvis Malthus' befolkningslære forkastes?

Før dette spørgsmål kan besvares, er det imidlertid nødvendigt at betragte effekten af en tilvækst i befolkningen på den totale produktion. Her er det afgørende, at George. forkaster Mills synspunkt om, at "a double quantity of labour will not raise, on the same land a double quantity of food, unless some improvement takes place in the processes of cultivation." (Mill, 1848, Book II, Chapter I). Tværtimod så fastholder George, at en dobbelt så stor befolkning kan producere mere end dobbelt så meget, også uden nogen former for tekniske fremskridt. George indrømmer i sin gennemgang af problemstillingen i Book IV, Chapter II, at stigende produktion og beskæftigelse nødvendiggør inddragelse af dårligere jord, men denne effekt vil blive mere end overgået af fordelene ved forøget arbejdsdeling og specialisering. Det ligger i Georges analyse, at disse muligheder er ubegrænsede, og at klassikernes lov om det faldende udbytte derfor aldrig vil blive aktuel. George opererer altså med, hvad man i moderne sprogbrug vil kalde stigende skalaafkast.

Det rejser unægteligt en række problemer med hensyn til fortolkningen af George, og for en positiv vurdering af hans økonomiske teori. For kan man overhovedet operere med forestillingen om jordrenten, uden netop at antage faldende udbytte? Og hvad med fortolkningen af Georges lønteori i afsnit 3.3, hvor fordelingen af produktionen blev bestemt ved grænseproduktet til arbejdsløn, og overskuddet til jordrente, altsammen vist ved hjælp af en produktionsfunktion med faldende grænseprodukt?

Svaret på disse spørgsmål er, at George antager, at der i en økonomi eksisterer, på et hvert tidspunkt, jord med forskellig produktivitet i brug. Derfor kan man antage, at der på kort sigt, med en given organisering af arbejdet, eksisterer faldende udbytte i den forstand, at den sidst inddragne jord har en ringere produktivitet end den øvrige jord. Ved en stigende befolkning muliggøres imidlertid en ny organisering af arbejdet, produktiviteten stiger, og forøges på alle typer jord, således at der opretholdes et samfund med forskellige jordkvaliteter i brug, men på et højere totalt produktivitetsniveau. Herom skriver George selv:

Let us suppose land of diminishing qualities. The best would naturally be settled first, and as population increased production would take in the next lower quality. But as the increase of population ads to the effectiveness of labour, the cause which brought each quality of land successively into cultivation would at the same time increase the amount of wealth that the same quantity of labour could produce from it. But it would also increase the power of producing wealth on all the superior lands already in cultivation. (George, 1879, Book IV, Chapter II)

Alt i alt er det forsvarligt at fortolke George således, at det faldende udbytte kun gælder for det korte sigt, når man fraregner produktivitetsgevinster fra en forøget befolkning, mens der på langt sigt vil være stigende udbytte. Hans teori bliver altså konsistent og sammenhængende, når man fortolker hans udsagn på denne måde.

Et andet problem er spørgsmålet om kapitalen. Hvad hvis befolkningen fordobles, mens kapitalen holdes konstant, vil produktionen da stadig kunne mere end fordobles, eller gælder Georges lov om det stigende udbytte kun, når både arbejdskraft og kapital forøges? Angiveligt det sidste, selvom han faktisk kun direkte i sine analyser taler om stigende befolkning, men som omtalt i afsnit 3.5, så betragter han arbejde og kapital som dybest set det samme, nemlig menneskeligt virke. Det ligger jo også i Georges teori om forholdet mellem løn og rente, at kapital og arbejdskraft vil indstille sig i et sådant forhold, at deres aflønninger vil blive udlignet, eller være i et forhold til hinanden, som markedet vil anse for at være rimeligt. En tilvækst i arbejdsstyrken vil blive efterfulgt af en tilsvarende vækst i kapitalen. At det er det, som George mener, ligger også indirekte i hans behandling af effekten af en forøget befolkning. Han forestiller sig i tankerne, hvordan en storby gror op fra den første nybygger, og hvordan effektiviteten stiger med den stigende befolkning. Et sted skriver han så om denne tænkte by:

Population still keeps on increasing, giving greater and greater utility to the land, and more and more wealth to its owner. Production is here carried on upon a great scale, with the best machinery and the most favourable facilities. (Ibid)

Her skal det også understreges, at George i Book I, Chapter V gør rede for, hvad kapitalens funktion er i et samfund. Efter hans mening er der megen teknologi, der kun kan benyttes, hvis befolkningen har en given størrelse. Der er altså en sammenhæng mellem befolkningstilvækst på den ene side, og introduktion af ny teknologi og kapitaltilvækst på den anden side. Og med ny teknologi menes ikke nye opfindelser, men hidtil kendt teknologi, som det først med en given befolkning bliver rationelt at tage i anvendelse.

Hvordan vil en forøget befolkning under disse omstændigheder påvirke fordelingen? En forøget befolkning vil betyde stigende efterspørgsel efter jord, dels fordi der produceres mere pr. mand, og dels fordi flere er i beskæftigelse. Jordens dyrkningsgrad vil falde, og jordrenten altså stige. Men hvordan vil det gå med løn og rente? For at besvare dette spørgsmål må vi undersøge, hvad der sker med produktiviteten på marginaljorden. Hvis vi endnu engang erindrer os Georges teori om forholdet mellem løn og rente, så er det klart, at hvis arbejdets og kapitalens produktivitet på marginaljorden falder, så falder både løn og rente, og modsat hvis produktiviteten på marginaljorden stiger. vi kan undersøge spørgsmålet ved hjælp af den sædvanlige Ricardo-kurve på figur 4.1.

Figur 4.1 Ricardo-kurven og befolkningsvæksten.

Vi forestiller os to situationer med hver sin befolkning. I den første situation med den oprindelige befolkningsstørrelse gælder kurven AA. Det skraverede område under AA er jordrenten. Grænseproduktiviteten er OA. Når befolkningen stiger, så forskubbes kurven udad, og vi får kurven A'A'. Jordrenten er da klart steget, fordi dyrkningsgraden er faldet, samtidig med at produktivitetskurven er kommet op på et højere niveau. Grænseproduktet er på tegningen steget fra OA til O'A', således at løn og rente er steget som følge af den større befolkning, men det er naturligvis på grund af ren vilkårlighed ved figuren. Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvad der sker med løn og rente. Den forøgede totale produktivitet virker i retning af at øge grænseproduktet, mens den faldende dyrkningsgrad virker i retning af at sænke grænseproduktet. Hvilken effekt der er stærkest, kan man ikke sige noget sikkert om. Nu er det nødvendigt, at vi gør os klart, hvad det er, som Ricardo-kurven måler. Enheden på abscissen er jord, og enheden på ordinaten er grænseproduktiviteten med hensyn til jord. Hvis vi altså forestiller os, at OA og O'A' blev lige store på figuren, så vil løn og rente alligevel stige, fordi der i det nye tilfælde bliver brugt mere jord pr. enhed kapital og arbejdskraft.

George leverer naturligvis ikke en sådan grafisk fremstilling, men hans verbale diskussion af problemet er i øvrigt helt den samme. Og han kommer også frem til den samme konklusion:

Thus, increase of population as it operates to extend production to lower natural levels, operates to increase rent and may or may not reduce wages. (Ibid)

Det kan så virke overraskende, at Georges analyse giver plads til, at et materielt fremskridt kan hæve arbejdslønnen. Dette forhold vil blive taget op til nærmere drøftelse i afsnit 4.3, hvor der vil blive leveret en mere fuldstændig redegørelse for sammenhængen mellem materielle fremskridt og udviklingen i fordelingen. Georges analyse i Book IV, Chapter II er kun en indledende tilnærmelse til problemet, som vi vil få at se.

4.2 Effekt på fordelingen af tekniske fremskridt

George definerer i Book IV, Chapter III et teknisk fremskridt som en forbedring i produktionen, så den samme mængde arbejde og kapital kan producere mere end tidligere. Hvad betyder et teknisk fremskridt for fordelingen? Problemet kan behandles helt på samme måde, som vi i forrige afsnit behandlede effekten af befolkningstilvæksten, nemlig ved hjælp af en Ricardo-kurve. Se figur 4.2.

Det tekniske fremskridt betyder, at produktivitetskurven bliver skubbet opad, men samtidig vil den større produktion betyde, at efterspørgslen efter jord stiger, således at jordens dyrkningsgrad bliver drevet ned. på kurven kan vi se, at jordrenten er steget, mens grænseproduktet, henholdsvis OA og O'A', er uforandret, således at løn og rente stiger. (Jvf. redegørelsen for Ricardo-kurven i afsnit 4.1. Jordens grænseprodukt er uforandret, men arbejdets og kapitalens produktivitet på marginaljorden er steget. Der anvendes mere jord pr. enhed kapital og arbejdskraft. Arealet under "jordrentelinien", som er arbejdernes og kapitalisternes andel af indkomsten, er vokset. Men der er stadig den samme mængde arbejde og kapital. Derfor er løn og rente steget.) Men det er naturligvis en vilkårlighed ved tegningen. Vi kan kun med sikkerhed sige, at det tekniske fremskridt forøger jordrenten. Løn og rente kan både stige, falde eller forblive uforandret.

Figur 4.2 Ricardo-kurven og det tekniske fremskridt.

Svarer denne grafiske analyse så til Georges verbale redegørelse for problemstillingen? Ja, det gør den. Midt i kapitlet forestiller George sig som et tænkt eksempel, at et teknisk fremskridt forøger produktiviteten med 2 på al jord. Produktiviteten på marginalen er 20 før fremskridtet. Hvis den stigende efterspørgsel efter jord driver jordens dyrkningsgrad ned til den jord, der tidligere havde en produktivitet på 19, så stiger løn og rente fra 20 til 21. Men jordens dyrkningsgrad kan også tænkes at blive drevet ned forbi den jord, der før havde en produktivitet på 18, og så falder løn og rente som følge af det tekniske fremskridt. Men altså, alt i alt, så er det muligt, at tekniske fremskridt kan forbedre arbejderklassens vilkår. George giver i sin analyse en indrømmelse til tanken. Det er derfor meget forvirrende at læse kapitlet om de tekniske fremskridt, for indledningsvis slår George fast, at han vil vise, at tekniske fremskridt ikke forbedrer arbejderklassens vilkår. Og så i slutningen af kapitlet konkluderer han, at alle former for tekniske fremskridt kun vil komme jordejerne til gode, i form af højere jordrente. Men som vi har set, så kan hans egen analyse slet ikke retfærdiggøre en sådan drastisk konklusion. Det kan kun påvises, at et teknisk fremskridt forøger jordrenten, ikke at jordrenten beslaglægger hele fremskridtet.

Hvordan kan George da gøre det til sin hovedtese, at alle fremskridt virker i retning af at forøge jordrenten, og ikke forbedrer arbejderklassens forhold? Dette problem vil blive behandlet i næste afsnit.

4.3 Jordmonopolet

Faktisk er det slet ikke Georges påstand, at alle fremskridt kun bliver til højere jordrente, men at det nødvendigvis må blive tilfældet, så længe den private ejendomsret til jorden består. F.eks. så skriver han:

Land being necessary to labour, and being reduced to private ownership, every increase in the productive power of labour but increases rent … wages do not increase. Wages cannot increase. (George, 1879, Book V, Chapter II).

Dette problem har vi allerede behandlet i afsnit 3.6. Selvom George ikke umiddelbart kan påvise, at fremskridt kun øger jordrenten, så kan hans analyse, som vist i 4.1 og 4.2, godt retfærdiggøre, at jordrenten stiger med de materielle fremskridt. Det vil altså i et progressivt samfund betyde jordspekulation, og ifølge George så vil al jord blive monopoliseret, så intet står til fri rådighed.

Denne situation kan vises med Ricardo-kurven på figur 4.3, hvor jordejerne kan tvinge lønnen ned på e, eksistensminimum, hvor den burde være OA (Der ses bort fra kapital). Ved et materielt fremskridt bliver produktivitetskurven skubbet op. På figuren er ikke vist nogen forskydning af kurven, men det er klart, at uanset alle fremskridt, så forbliver lønnen på e, fordi jorden er monopoliseret. Det er, sagt i korthed, årsagen til at alle fremskridt bliver til jordrente. Arbejderne er berøvet adgangen til at bruge af naturens ressourcer. Uanset hvor meget arbejdets produktivitet stiger, så kan lønnen ikke stige. Det er Georges argumentation, som den bliver fremlagt i Book IV, Chapter IV, det første kapitel hvor jordspekulationen nævnes, og senere i Book V, Chapter II.

Som vi har set, så forudsætter tesen om jordejerne som den klasse der indkasserer alle fremskridt, at man i sin model indfører jordspekulationen, og dermed jordmonopolet. I en "almindelig" situation hvor jordens dyrkningsgrad svarer til jordefterspørgsel kun til produktion, og det er den forudsætning, der er brugt i afsnit 4.1 og 4.2, så kan en sådan tese ikke retfærdiggøres. Der er sammenhæng i Georges argumentation, men den måde han fremlægger problemet på, er meget uklar. Analysen i Book IV er ikke knivskarp. Han uddrager sin hovedtese om fremskridtenes manglende evne til at forbedre arbejderklassens vilkår (Book IV, Chapter III), før han har indført jordmonopolet (Ibid, Chapter IV), og selv da han gør det, er argumentationen fortsat uklar. Den fortolkning af George jeg leverer med figuren, er således ikke kun hentet fra Book IV, om de materielle fremskridts indflydelse på fordelingen, men også fra Book V, Chapter II og Book VII, Chapter II. Det er således kritisabelt, at George ikke sørger for, at en sammenhængende argumentation, omkring et helt vitalt punkt, er samlet i een bog.

Det er en af Georges påstande, at lønnen i helt nye lande er højere, end den er i mere udviklede, selvom de sidstnævnte har en langt højere produktivitet. (Se f.eks. Book I, Chapter I, og Book V, Chapter II.) Argumentationen herfor er naturligvis den, at i de nye lande er der rigelige mængder af jord, der står til arbejderens rådighed. Men efterhånden som materielle fremskridt forøger efterspørgslen efter jord, så opstår jordrenten, og jordspekulation og jordmonopol kommer ind i billedet, og presser arbejdslønnen ned på eksistensminimum. Man kan sige, at der sker et regimeskift med samfundets udvikling; i de nye lande er lønnen bestemt ved arbejdets produktivitet, i de udviklede lande ophører løn og produktivitet at have noget med hinanden at gøre. Det er det, der forstås med, at "fremskridt" bliver ledsaget af "fattigdom". Og fattigdommen skyldes altså ikke, at samfundets udvikling presser på en jord med begrænset ydeevne, men at nye mekanismer begynder at spille en rolle det progressive samfund, nemlig jordspekulation og jordmonopol.

Man kan også udtrykke det således, at i det udviklede samfund er det et specialtilfælde af Georges egen lov om lønnen, der kommer til at virke efterhånden. Hvis jorden er monopoliseret, går lønnen mod eksistensminimum.

4.4 Fremskridt uden stigende jordrente

Georges analyse ser ud til at retfærdiggøre, at materielle fremskridt øger jordrenten. Ved derefter at introducere jordspekulationen og jordmonopolet er det muligt at påvise, at materielle fremskridt udelukkende øger jordrenten. Men Georges argumentation bygger på to forudsætninger, nemlig: 1) Stigende produktion øger efterspørgslen efter jord. 2) Forskellen mellem god jord og ringere jord opretholdes med de materielle fremskridt. Er disse forudsætninger altid opfyldt?

Lad os tage 1) først. Ved at forøge produktionen i mængder, så er det klart, at efterspørgslen efter jord stiger. Ved et teknisk fremskridt kan der måske på den samme fabriksgrund produceres mere, men efterspørgslen efter kul, olie mv. stiger, så alt i alt vil den større produktion kræve mere jord, når vi gør os klart, at der med "jord" menes alle former for naturgivne ressourcer. Men stigende produktion behøver ikke altid at være stigende mængder. Det kan også være stigende kvalitet, som ikke beslaglægger flere ressourcer end den inferiøre kvalitet. Eller det kan være stigende produktion af serviceydelser, der kun kræver ringe mængder af jord. Hvis vi således forestiller os, at den økonomiske vækst bliver drejet i retning af mindre jordintensiv produktion, så vil det materielle fremskridt kunne illustreres på denne måde i en Ricardo-kurve på figur 4.4.

Den større produktion kræver ikke mere jord, så jordrenten forbliver uforandret under det materielle fremskridt, der kun gavner arbejdere og kapitalister. Jordens grænseprodukt vokser fra OA til O'A'. Som kritik til denne alternative fremstilling kunne man måske sige, at det er en ekstrem tanke, at den økonomiske vækst slet ikke skulle øge efterspørgslen efter jord. Det jeg forestiller mig, det er en situation, hvor der på een gang er økonomisk vækst, og en kvalitativ omlægning af produktionen mod mindre jordintensiv produktion. Visse steder i økonomien kan jordefterspørgslen stige, andre steder falde. Antagelsen på figuren om helt uændret brug af jord er vilkårlig, men ikke ekstrem. Man kunne også tænke sig et decideret fald i brugen af jord, og dermed et fald i jordrenten. Under sådanne omstændigheder kan jordspekulationen ikke opretholdes. Besiddelse af jord på marginalen vil ikke give noget afkast; denne jord forbliver værdiløs.

Figur 4.4 Materielt fremskridt og konstant jordefterspørgsel.

Lad os prøve at undersøge forudsætning 2). Det ligger i Georges analyse, at der er jordrente alle steder i økonomien, og ikke kun i landbruget. Det er, som vi så i afsnit 3.2, velbegrundet nok. Imidlertid er produktivitetsforskelle begrundet i beliggenhed menneskeskabte, og det ligger altså inden for samfundets rækkevidde at ændre på disse forhold. Man kan nemlig forestille sig, at der er tekniske fremskridt, der udelukkende, eller hovedsageligt, øger produktiviteten på marginal jorden. Det må man gå ud fra er tilfældet, når et land udbygger sin infrastruktur, f. eks. ved at lægge jernbanenettet ud til tyndt befolkede områder, så der bliver skabt velegnede erhvervsgrunde på marginaljorden. Dette kan vises på figur 4.5.

Figur 4.5 Stigende produktivitet på marginaljorden.

Fremskridtet øger produktiviteten hovedsageligt på den ringere jord, og formindsker forskellen mellem god og dårlig jord. Jordrenten falder, men grænseproduktet, og dermed løn og rente, stiger.

Det er altså muligt at forestille sig situationer, hvor fremskridt ikke øger jordrenten. Hvorvidt disse situationer, jeg her har skitseret, har nogen berettigelse, er et empirisk problem, som ikke skal forfølges nærmere her.

4.5 Hobsons og Marshalls kommentarer

I et essay fra 1897 kommenterer økonomen John A. Hobson bl.a. Georges teori om jordejerne som den klasse, der indkasserer alle fremskridt. Hobson observerer korrekt, at Georges teori forudsætter jordmonopolet, og at det rent faktisk også er grundlaget for forestillingen om "the land owner as the residual claimant in the scheme of distribution." (Hobson, 1897).

Men Hobson er stærkt kritisk over for George. For det første er det i modstrid med kendsgerningerne, at kun jordejerne vinder ved materielle fremskridt; i praksis har det vist sig, at også andre grupper har fået forbedret deres forhold. For det andet så passer forestillingen om en forholdsvis lille klasse, der besidder alle naturressourcerne, ikke på et land som England. England er ikke længere hovedsageligt et landbrugsland; den økonomiske magt er blevet spredt, og er ikke længere koncentreret hos en lille klasse af godsejere. Dertil kommer, at England i vid udstrækning importerer sine råstoffer, og altså i en vis forstand efterspørger jorden i udlandet. Endelig bemærker Hobson, at Georges forestilling om jordejerne som en "residual claimant" blot er en variant af marxisternes tilsvarende forestilling om kapitalisternes rolle i økonomien.

Det virker som om, at Hobson ikke har noteret sig Georges generalisering af Ricardos jordrentelov, til også at omfatte andre typer jord end landbrugsjord. Også i byerne kan der eksistere et jordmonopol, hvis en klasse af spekulanter har beslaglagt betydelige mængder af jord, der er velegnet til industribrug. Det afgørende er for så vidt ikke, at denne klasse skal være "lille"; det der er det essentielle i Georges tese om jordmonopolet, det er, at jordværdierne bliver holdt kunstigt oppe på grund af forventninger om fremtidige fremskridt, og således efterlader en så meget desto mindre del af indkomsten til arbejdere og kapitalister. Ordet monopol er således blevet en anledning til misforståelse, ikke alene hos Hobson, men også hos andre der har kommenteret Georges teorier. Ordet bliver nu også brugt af George i en meget løs betydning, men at der normalt i en økonomi er mange jordejere, det er faktisk erkendt direkte af ham selv, som vi så i afsnit 3.2.

Alfred Marshall viede den første af sine tre forelæsninger fra 1883 til at kommentere Georges teori om "fremskridt og fattigdom". Forelæsningen har overskriften "Wealth and Want: Do they Increase together?" Georges svar på spørgsmålet er som bekendt et klart ja, men Marshall må afvise hans påstand. Det skal understreges, at Marshall på ingen måde i sin forelæsning går nærmere ind i en drøftelse af Georges økonomiske teori, og som vi klart så i 3.5 og 3.6, så kan Marshalls forståelse for de centrale pointer i Progress and Poverty i bedste fald betragtes som meget løs.

Marshall vælger i stedet at tage udgangspunkt i empirien. Den synes at vise, siger Marshall, at lønningerne generelt er steget i både det 18. og det 19. århundrede i England, og at det er sket i takt med, at landets samlede velstand er steget. Virkelighedens verden, og her henviser Marshall kort til vidnesbyrd fra andre lande end England, viser at "wages are highest where wealth are greatest." (Marshall, 1883, Lecture 1). Marshall gør det endvidere klart, at arbejdernes boligforhold er blevet bedre, og at kosten er bedre og sundere end tidligere. Alt i alt konkluderer Marshall, at der nok eksisterer en meget fattig klasse i England, men at den er lille, og i hvert fald ikke omfatter arbejderklassen som helhed, således som Georges teorier forudsiger.

Årsagerne til de forbedrede vilkår for arbejderklassen er efter Marshalls mening flere. For det første er der efterhånden blevet flere faglærte arbejdere, og det har virket i retning af at hæve lønningerne. For det andet så har de forskellige fabrikslove klart forbedret arbejdernes forhold. For det tredie så har afskaffelsen af kornlovene skaffet billigere fødevarer. Og endelig for det fjerde peger Marshall på, at arbejdernes vaner er blevet mere fornuftige; færre gifter sig, og sætter børn i verden, uden at have et ordentligt eksistensgrundlag.

Marshalls brug af data fra England er fuldstændig berettiget, for George henviser flere steder til England som et land, hvor hans teorier passer. Marshalls henvisning til empirien er naturligvis relevant. På den anden side er det skuffende, at han i et så ringe omfang går ind i en drøftelse af Georges teorier. I en nutidig sammenhæng bliver empirien naturligvis så meget desto mere relevant, i og med at lønningerne er steget overalt i den industrialiserede del af verden siden Georges tid. I modstrid med hans forudsigelser.

4.6 Konklusion

Med sin analyse af fremskridt og fordeling præsterer George en analyse af økonomiske sammenhænge, der helt svarer til den, Mill bruger i sin analyse af det progressive samfund, hvad angår metode. I sit indhold er Georges teori om fremskridtenes indflydelse på fordelingen imidlertid meget forskellig fra Mills tilsvarende.

Georges analyse svarer til to situationer. I det første tilfælde hersker der "pæne" ricardianske tilstande med efterspørgsel efter jord kun til produktion. I en sådan situation kan et materielt fremskridt hæve løn og rente, og vil helt sikkert hæve jordrenten. I det andet tilfælde, og det er det, som George mener er relevant, så længe den private ejendomsret til jorden består, der kan materielle fremskridt kun hæve jordrenten, mens arbejderklassen forbliver i en elendig tilstand med lønninger på eksistensminimum. Det skyldes jordmonopolet, som spærrer arbejdernes adgang til jorden, således at konkurrencen trykker lønnen ned på et minimum.

I sit indhold er Georges fremskridtsanalyse helt forskellig fra klassikernes analyse. Den er noget helt særligt, og kan altså ikke splittes op i flere selvstændige synspunkter, som vi så det med hans fordelingsteori i afsnit 3.7.

At hans drastiske konklusioner ikke har været i overensstemmelse med den faktiske udvikling, er alt for indlysende til, at man kan benægte det. Hvis Marshalls empiri er korrekt, så har udviklingen heller ikke været i overensstemmelse med de forudsætninger, George selv lagde til grund for sine undersøgelser i indledningskapitlet, "The Problem", nemlig at ingen af det 19. århundredes mange fremskridt har forbedret arbejdernes stilling, noget sted i verden. Dette problem er det imidlertid ikke hensigten at undersøge nærmere her. Men 4.4 antyder naturligvis nogle mulige forklaringer.

Min kritik af George i 4.2 og 4.3 går mest på formen. Georges teori om jordmonopolets evne til at opsuge alle fremskridt er det i virkeligheden ret let at identificere, men at der i tidens løb har været mange, der ikke har forstået argumentationen efter første gennemlæsning af Progress and Poverty, det er jeg ikke i tvivl om. Georges argumentation er spredt, og i Book IV, Chapter III foretager han konklusioner, som hans hidtidige analyse ikke kan begrunde. Det ville have været ønskeligt, om George havde samlet hele sin argumentation i een bog, men alt i alt er hans teori om fremskridt og fordeling konsistent nok. Man må blot acceptere at lede efter den i kapitler, der i deres indhold hovedsageligt er polemiske, og i mindre grad økonomisk-analytiske.

Kapitel 5, Jordspekulation og Kriser

Georges teori om sammenhængen mellem jordspekulation og økonomiske kriser er en af de væsentligste tanker i Progress and Poverty, som har fanget mig, siden jeg for første gang læste bogen. Hans teori om fremskridt og fordeling har, i den skarpeste formulering, vist sig at være fejlagtig; lønningerne er steget overalt i verden siden 1879. Hans kriseteori er imidlertid af blivende værdi. Dette aspekt vil dog ikke blive behandlet her; Kapitel 5 vil kun behandle selve teorien om jordspekulation og kriser.

Georges tese er, at jordspekulationen er hovedårsagen til kriserne i det moderne, civiliserede og progressive samfund. Ikke nødvendigvis den eneste årsag. Andre forklaringer kan tænkes, men de er mindre væsentlige, og den politiske økonomi kan kun beskæftige sig med generelle træk ved samfundets økonomi.

George holdt fast ved Says lov, hvilket umiddelbart kan virke som en selvmodsigelse, når der diskuteres kriser. Spørgsmålet om Says lov vil blive behandlet i afsnit 5.1.

Afsnit 5.2 vil Georges endelige kriseteori blive udredt.

Afsnit 5.3 indeholder en konklusion.

Ved skrivningen af dette afsnit har jeg ikke brugt anden litteratur, end den som nævnes i teksten.

5.1 Says lov

Says lov fastslår, at der består en lighed mellem på den ene side den totale efterspørgsel efter varer, og på den anden side det totale udbud af varer. Et udbud af varer er også en efterspørgsel efter varer, da al handel er at betragte som byttehandel, varer mod varer. Det kan også formuleres således, at en produktion af en vis mængde varer giver anledning til, at der i samfundet bliver dannet en indkomst, der er i stand til at købe disse varer. Omkostninger og indkomster, eller udbud og efterspørgsel, er to sider af samme sag. Eller som Mark Blaug udtrykker det:

It is one thing to speak of one industry producing "too little" or "too much" in terms of its independently given demand and supply curves But we cannot speak in the same sense of an entire economy producing too little or too much because aggregate demand and aggregate supply are not independent of each other. Say's Law, therefore, warns us not to apply to macroeconomic variables propositions derived from microeconomic analysis one must not say "genera1 overproduction" or "general underproduction" for that is a logical impossibility. (B1aug, 1962, Chapter 5).

George selv antager Says lov i den betydning, som Blaug giver den, nemlig lighed mellem udbud og efterspørgsel. Det har vi allerede set en gang før, nemlig i afsnit 3.2, under omtalen af hans opgør med lønfondsteorien. Her så vi, at han afviste, at man kan tale om, at lønnen bliver dannet mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft, fordi disse to størrelser ikke er uafhængige af hinanden, men begge udspringer fra den samme fond, nemlig produktionen. Nu kan man naturligvis godt tale om udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft, hvis man som klassikerne antager, at efterspørgslen kommer fra kapitalen, og udbuddet fra befolkningen, altså fra hver sin kilde. Det observerer George også, men hans påstand er, at det bliver umuligt, når man forkaster lønfondsteorien.

I Book V, Chapter I, kapitlet om årsag til kriserne, bruger George Says lov til at polemisere mod forestillingen om, at kriserne skyldes overproduktion, altså at produktionen svarende til fuld beskæftigelse er for stor til at blive efterspurgt fuldt ud. Nu taler George naturligvis ikke om "Says lov", og han nævner end ikke Say. (Say omtales et par steder i The Science of Political Economy (1898), men ikke for sin lov.) Men Georges formuleringer svarer præcist til de tanker, som vi sædvanligvis forbinder med Says lov. I sin polemik mod tesen om overproduktion skriver han bl.a:

All trade, let it be remembered, is the exchange of commodities for commodities … In common parlance we say that "buyers have no money", or that "money is becoming scarce", but in talking in this way we ignore the fact that money is but the medium of exchange. (George, 1879, Book V, Chapter I).

Desuden henviser George til, at behovet for forbrugsvarer ikke kan være udtømt hos den brede del af befolkningen, der lever i fattigdom. (I øvrigt mener han, at menneskets behov for forbrugsvarer er ubegrænsede. Se Book IV, Chapter III.) Derfor gælder det, at

evidently, the supply of labour cannot be too great, nor the demand for labour too small, when people suffer for the lack of things that labour produces. (Ibid).

Det er ikke svært at indse, hvor George har disse tanker fra. I Mills "Principles" er der netop et kapitel, der drøfter mulighederne for overproduktion. Mill afviser bestemt tanken, og skriver:

Is it … possible that there should be a deficiency of demand for all commodities for want of the means of payment? Those who think so cannot have considered what it is which constitutes the means of payment for commodities. It is simply commodities … All sellers are inevitable and ex vi termini buyers. (Mill, 1848, Book III, Chapter XIV).

Og derfor stempler Mill tanken om overproduktion, som han tillægger Malthus, Chalmers og Sismondi, som værende aldeles absurd. Produktionen kan ikke blive for stor, for i produktionen ligger der også købekraft. Georges tanker er helt tilsvarende, og det er derfor tydeligt, at han er blevet inspireret af Mills kapitel, "Of Excess of Supply". George fastholder altså Says lov i den strenge betydning, og ikke blot som en langsigtet tendens. Men er det så muligt at lave teori om arbejdsløshed? Georges endelige teori om arbejdsløshed vil først blive behandlet i næste afsnit, men ellers kan spørgsmålet besvares med et klart ja. Says lov implicerer på ingen måde fuld beskæftigelse. Alt hvad loven siger, det er, at der i et givet vareudbud ligger en tilsvarende efterspørgsel. Den siger intet om, at der nødvendigvis vil blive skabt en produktion, der svarer til fuld beskæftigelse. Hvis der findes kræfter og mekanismer i økonomien, der forhindrer produktionens frie udfoldelse, så kan der forekomme ufrivillig arbejdsløshed, selvom Says lov virker. Vi er vant til at tænke på to mulige modeller, nemlig den klassiske model med en ligevægtsbetingelse for arbejdsmarkedet, og den keynes'ske model med uligevægt på arbejdsmarkedet. Begge modeller arbejder med en fuldstændig fleksibel udbudsside, mens den keynes'ske model så har i sig muligheden for en utilstrækkelig efterspørgsel. Ofte antages det, at forekomst af betragtelig arbejdsløshed er et bevis mod Says lov. Det var i hvert fald tilfældet med Keynes selv.

Om den tanke at al handel er varebytte, og penge blot et byttemiddel, skriver Keynes:

Post-war economists seldom, indeed, succeed in maintaining this standpoint consistently; for their thought to-day is too much permeated with the contrary tendency and with facts of experience too obviously inconsistent with their former view. (Keynes, 1936, Chapter 2).

Hvilke fakta i 1935 modbeviste, at al handel er varebytte, og penge blot et omsætningsmiddel? Keynes kan kun tænke på den store arbejdsløshed i både USA og Europa, for man kan i sagens natur ikke i virkelighedens verden identificere en handel som værende et bytte, varer mod penge, altså penge-hoarding. Keynes tager imidlertid, som vi har set, fejl i at betragte arbejdsløsheden som et bevis mod Says lov. Forkastelse af Says lover naturligvis een mulig forklaring på arbejdsløshed, men som vi skal se i næste afsnit, er det ikke den eneste mulige forklaring. George fastholder Says lov, og er dog i stand til at levere en teori om økonomiske kriser.

5.2 Jordspekulation som årsag til kriser

I forrige afsnit blev det slået fast, at arbejdsløshed er en mulighed, selvom Says lov virker, hvis der findes kræfter i økonomien, der forhindrer alle i at komme i arbejde. Således formulerer George det også i Book V, Chapter I. Problemet er ikke, at efterspørgslen er for lille:

The real trouble must be that the supply is somehow prevented from satisfying demand, that somewhere there is an obstacle which prevents labour from producing the things that labourers want. (George, 1879, Book V, Chapter I).

Produktionen er ikke begrænset af efterspørgslen, men hvad er det da, der forhindrer, at produktionen kommer op på et niveau svarende til fuld beskæftigelse? Georges svar er, at jordspekulationen, som er en uproduktiv anvendelse af en nødvendig faktor i produktionen, spærrer arbejdets adgang til jorden.

Synspunktet er svagt til stede i Our Land and Land Policy. Under sin omtale af effekten af en fuld beskatning af jordrenten, skriver George:

Imagine this country free of taxation, with its unused land free to those who would use it! Would there be many industrious men walking our streets, or tramping over our roads in the vain search for employment? Would we hear much of stagnation in business, and of "over production" of the things that millions of us want? (George, 1871, Chapter V).

Det som her er synspunktet, er naturligvis, at den fulde beskatning af jordrenten helt vil fjerne spekulationen i jorden, som derved bliver åben for enhver, der vil anvende den produktivt. Og da der i USA er rigelige mængder af jord, så behøver ingen at gå arbejdsløs. Tilsvarende løse formuleringer bruger George i småskriftet, Causes of the Business Depression (1894). Her skriver han, at der "never can be any scarcity of employment so long as labour can obtain access to land." (George, 1894).

I Progress and Poverty leveres imidlertid en mere præcis forklaring på forekomst af økonomiske kriser. Lad os først endnu engang få præciseret, hvad jordspekulationen er. George antager, i lighed med Ricardo og Mil1, at jorden efterspørges således, at den bedste beslaglægges først, dernæst den næstbedste, trediebedste, osv. I et progressivt samfund vil jordrenten stige med fremskridtene, og det medfører automatisk, at de blotte forventninger om fremskridt fører til jordspekulation. Det vil sige, jord som det endnu ikke er aktuelt at anvende i produktionen, alligevel bliver beslaglagt. Og jordrenten stiger, fordi forskellen i produktivitet til marginaljorden stiger. Jord, som burde være gratis, koster alligevel noget. Løn og rente kommer til at afhænge af produktiviteten på den jord, der endnu ikke er blevet taget af spekulanterne.

Arbejdere og kapitalister skal naturligvis have en aflønning mindst på eksistensminimum. Jordejerens jordrente på en grund der anvendes til produktion, kan aldrig blive større, end at arbejdere og kapitalister får deres minimale aflønning. George formulerer det således, at

as wages cannot be permanently reduced below the point at which labourers will consent to work there is a limit which restrains the speculative advance of rent. (George, 1879, Book IV, Chapter IV).

Men den spekulativt betingede stigning i jordrenten kan imidlertid godt overskride grænserne for produktionen. Det skal forstås således, at hvis vi antager, at der er en given produktion og beskæftigelse, og en tilsvarende "margin af production" (produktiv jordefterspørgsel), så skal nytilkommen arbejde og kapital finde beskæftigelse på den jord, der i kvalitet ligger lige under den, der sidst blev taget i anvendelse af produktionen. Men det kan de ikke, for den er beslaglagt af spekulanterne. Så må de tage den næste, men den er heller ikke til fri rådighed, og det samme med den næste igen. Arbejde og kapital bliver efterhånden ført til jord, der har en ringere produktivitet, end hvad der burde være nødvendigt – på grund af jordspekulationen. Men det kan være, at den jord der står til fri rådighed, har en så ringe produktivitet, at den end ikke kan give et eksistensminimum. Arbejde og kapital kan ikke finde beskæftigelse, og vi har således en økonomisk krise. George udtrykker sammenhængen således:

Given a progressive community, in which population is increasing and one improvement succeeds another, and land must constantly increase in value. This steady increase naturally leads to speculation in which future increase is anticipated, and land values are carried beyond the point at which their accustomed returns would be left to labour and capital. Production, therefore, begins to stop. Not that there is necessarily, or even probably, an absolute diminution in production; but there is a failure in production to increase proportionately, owing to the failure of new increments of labour and capital to find employment at the accustomed rates. (George, 1879, Book v, Chapter I).

Det er den første variant af Georges kriseteori, vi ser i citatet; nytilkommen arbejde og kapital er ikke i stand til at finde beskæftigelse, fordi produktiviteten på marginaljorden er mindre end eksistensminimum. Den anden variant, som omtales i mere løse vendinger på de sidste sider i Book V, Chapter I, forudsætter, at produktionen rent faktisk etableres på jord til spekulationspriser, men at køb af jorden finansieres ved kredit fra bankerne. Men produktionen kan imidlertid ikke klare forrentningen af de oppustede jordpriser, og derfor går virksomhederne fallit. Under disse omstændigheder vil svigtet eet sted i økonomien brede sig i samfundet gennem hele det komplicerede net af indbyrdes afhængighed. George mener, at kriserne så kan komme meget hurtigt, "as a thunderbolt out af a clear sky." (Ibid) Det er også det, man observerer i virkelighedens verden:

a bank breaks, a great manufacturer or merchant fails, and, as if a blow had thrilled through the entire industrial organisation, failure succeeds failure, and on every side workmen are discharged from employment, and capital shrinks into profitless security. (Ibid).

Grundlæggende er argumentationen dog den samme. Spekulationen presser jordens grænseprodukt så langt ned, at arbejde og kapital ikke kan få deres minimale aflønning, eller, hvad der er det samme, tvinger producenterne til at købe jord til spekulationspriser så høje, at de efterlader en så ringe indkomst til arbejdere og kapitalister, at virksomhederne går fallit. Produktionen er for lille til både at betale, på den ene side løn og rente, og på den anden side den spekulativt oppustede jordrente.

George leverer altså en teori om, hvorfor den aktuelle produktion kan være mindre end svarende til niveauet for fuld beskæftigelse. Men han giver også meget kortfattet en konjunkturteori. Lavkonjunkturen vil ikke blive ved; der er tre mekanismer, der kan bringe økonomien væk fra depressionen: 1) Jordspekulationen mindskes, og dermed falder jordpriserne. Dette sker formodentlig under indtryk af de dårlige tider, og den pessimisme og tryk på forventningerne som de resulterer i. Men George nævner det ikke direkte. 2) Arbejdets produktivitet stiger, så produktionen kan stige nok til at give arbejde og kapital deres normale aflønning, trods de oppustede jordpriser. 3) Minimum for løn og rente falder, hvorved større beskæftigelse kan opnås. Resultatet af disse tre mekanismer forening får bragt økonomien ud af depressionen, og får skabt fornyet aktivitet. Højkonjunkturen resulterer imidlertid i fornyet spekulation, og dermed vil løn og rente påny blive presset af kunstigt høje jordpriser. En ny krise er en realitet.

Arbejdsløsheden ifølge denne teori skyldes altså, betragtet overfladisk, at lønnen er for høj. Ifølge 3), ovenfor, kan beskæftigelsen øges ved en lønsænkning, præcis som i statisk, neoklassisk teori. Problemet med en sådan tankegang er imidlertid netop, at den er statisk. En lønnedgang vil ikke fjerne jordspekulationen, så nye kriser vil stadig dukke op. Snart vil det være nødvendigt med en ny lønnedgang for at fjerne arbejdsløsheden. Og der er grænser for, hvor langt ned lønnen kan gå. Hvis jordspekulationen imidlertid fjernes (ved hjælp af beskatning af jordværdierne), så vil jordens grænseprodukt stige, og dermed tillade både højere løn og fuld beskæftigelse. Dette skal blot lige nævnes for at undgå, at Georges kriseteori slås i hartkorn med statisk, neoklassisk teori. Rigtigt betragtet, så er spekulationen, og ikke for høj løn, årsag til krisesamfundet.

I det hele taget skal Georges kriseteori netop forstås dynamisk. Det er forventningerne, der genererer konjunktursvingningerne, og får bragt en afgørende defekt ind i det økonomiske system. I Book V, Chapter I er den økonomiske teori altså ikke længere statisk; den er heller ikke komparativ statisk. Analysen er dynamisk, for så vidt som der opereres med vedvarende stigninger i de økonomiske variable, nemlig arbejdsstyrke, kapitalmængde og produktivitet.

Georges teori om sammenhængen mellem jordspekulation og kriser får praktisk taget aldrig nogen særlig behandling i litteraturen. Vi har allerede set i afsnit 3.6, at Blaug og Newman har observeret jordspekulationens rolle i Georges teori; de nævner også hans kriseteori, men meget hastigt og uden nogen antydning af, at han her skulle have fundet ud af noget specielt interessant. I afsnit 2.2 så vi Heilbroners bemærkninger om sammenhængen mellem spekulation og kriser, men der var det tydeligt, at denne kommentator intet har fattet. John Kenneth Galbraith har i sin bog, The Affluent Society (1958), et kort afsnit om George, hvor kriseteorien også nævnes. Galbraith skriver:

It is worth recalling that the nineteenth century was marked of recurrent outbreaks of real-estate speculation, especially in the American West, and that Henry George spent much of his life in California. Economic ideas, as ever, have their nexus with environment. (Galbraith, 1958, Chapter 5).

Til det sidste kan man jo kun give Galbraith ret. Men derfor kan en økonom jo godt levere teorier, der rækker ud over tid og sted. Jordspekulation er i hvert fald ikke et specielt californisk fænomen. I øvrigt giver Galbraith slet ikke nogen vurdering af Georges kriseteori, men refererer den blot kort.

Vi er nødt til at gå til den georgistiske litteratur for at finde mere væsentlige kommentarer. Steven B. Cord vurderer ikke Georges tilnærmelse til en teori om økonomiske kriser særligt højt. Cord mener, at Keynes' teori om underefterspørgsel er mere væsentlig som en forklaring på arbejdsløshed. Georges teori er ikke forkert, men den er i sig selv utilstrækkelig. Men, siger Cord, der er ingen modsætning mellem George og Keynes:

Georgists should realize that there is nothing in this monetary approach which is in any way antithetical to the single tax … There is no reason why one cannot advocate land value taxation, even as a single tax, as well as countercyclical government spending. (Cord, 1965, Chapter 6).

Nu mente George heller ikke, at jordspekulationen er den eneste årsag til kriser, men det er hovedårsagen, og den årsag der er fælles for alle udviklede samfund. I det enkelte land kan der så være specielle forhold, der kan frembringe kriser; forhold der er særegne for det pågældende land. Fred Harrison tillægger i sin bog, The Power in the Land (1983), jordspekulationen en langt større rolle end Cord. Harrisons bog er i al væsentlighed en empirisk undersøgelse af sammenhængen mellem kriser og jordspekulation. Harrison undersøger forholdene i USA, Storbritannien, Japan og Australien i forskellige perioder. Harrison forbliver trofast over for Georges teori om kriser. Han anbefaler også det samme middel; en fuld beskatning af jordrenten:

Sites that were needed for recreation, housing, industry, commerce, and so on, would be released. This ad valorem tax, which becomes a cost on the right to posses and use land, effectively neutralizes the power of the monopolist to withhold it from use for no better reason than the wish to cash in - at some future date on the needs of society for a finite resource. (Harrison, 1983, Chapter 3).

Det teoretiske indhold i Harrisons bog er imidlertid ret beskedent; hans bog er helt overvejende empirisk orienteret, og jeg skal derfor ikke yderligere redegøre for dens indhold.

5.3 Konklusion

Georges kriseteori slår fast, at de kræfter der skaber udbytningen af arbejderklassen, jordspekulationen og monopoliseringen af jorden, også fører til kriser, eller kan føre til kriser, hvis jordspekulationen når et vist omfang; nemlig hvis den uproduktive jordefterspørgsel presser jordens grænseprodukt ned under eksistensminimum. Som sådan er teorien logisk uimodsigelig, og fuldstændig klar og indlysende. Hvilken betydning man så vil tillægge jordspekulationen som kriseforklaring, er en anden sag.

Det er meget markant, at George tillægger forventningerne en afgørende rolle i sin økonomiske teori, i det her tilfælde kriseteorien. Terence M. Dwyer hævder i en artikel fra 1982, at George er den eneste økonom før Keynes, der har udtænkt en kriseteori, hvor forventningerne er en forklarende variabel.

Afsnittet om Says lov skal ikke opfattes som et forsvar for, at "udbud skaber sin egen efterspørgsel", og en polemik mod Keynes. Striden om Says lov har det i og for sig ikke været hensigten at kommentere her. Det jeg påpeger, og som jeg mener er et meget centralt punkt, det er, at Says lov ikke involverer et postulat om, at der altid vil være fuld beskæftigelse. Således er det muligt at opstille en kriseteori, uden at forkaste Says lov. Georges teori om sammenhængen mellem jordspekulation og kriser er et klart bevis.

Hans kriseteori har fortjent at blive bemærket. Ikke fordi den en gang for alle giver den sande forklaring på forekomst af arbejdsløshed. Hvilken teori gør det? Men fordi tesen om jordspekulationen som årsag til kriser er en mulig forklaring, som man ikke kan afvise som teoretisk fejlagtig.

Kapitel 6 Placering af Henry George i en Teorihistorisk Sammenhæng

I kapitlerne 3-5 har vi nu fået klarlagt den økonomiske teori i Progress and Poverty, delt op i tre dele: 1) Teori om den økonomiske fordeling. 2) Fremskridtenes indvirkning på fordelingen. 3) Teori om økonomiske kriser.
Vi har både set, at George antager dele af Ricardos teorier, afviser andre dele, og også at han føjer nye dele til; det sidste gælder især spørgsmålet om kriser. Det vil så være interessant at få klarlagt, hvor han egentlig hører hjemme i spektret af økonomisk-teoretiske skoler. At han bør betragtes som økonom, og ikke blot som en agitator, betragter jeg som indlysende.
Afsnit 6.1 forsøger at få besvaret, om George kan betragtes som en klassisk økonom. For det videnskabsteoretiske indhold i dette afsnit har jeg støttet mig til Caldwell, 1982, Chapter 5. Brugen af begreberne er dog ret løs; jeg skelner ikke skarpt mellem ord som "forskningsprogram" og "paradigme".
I afsnit 6.2 fortsætter diskussionen om George og. klassikerne.
Afsnit 6.3 indeholder en konklusion.
Kapitlets undersøgelse af klassikernes teorier bygger på Blaug, 1962, Chapter 2-6.
6.1 George og det klassiske program
Kan man med rette karakterisere og placere George som en klassisk økonom? Vi har tidligere, i Kapitel 2, set hvordan Hobson og Schumpeter uden videre har slået George i hartkorn med Ricardo og klassisk, engelsk økonomi, men vi har tillige i Kapitel 3-5 set, at Georges økonomiske analyse også rummer afgørende forskelle til den klassiske økonomi. Spørgsmålet er så, om forskellene eller lighederne er de største.
Først og fremmest må det naturligvis slås fast, at der er afgørende ligheder mellem George og de klassiske økonomer. Georges jordrenteteori er hentet direkte fra Ricardo, og det er jo et meget væsentligt aspekt ved hans økonomiske teori om fordeling og kriser: Det er derfor meningsfyldt at undersøge, om George kan karakteriseres som en klassisk økonom, så meget mere som der ikke er nogen tvivl om, at George selv afviste alternative skoler i tiden, f. eks. institutionalismen. (Se George, 1898, Book II, Chapter VIII.)
Det er ret almindeligt blandt de georgistiske økonomer at placere George blandt klassikerne. Det gælder f.eks. Steven B. Cord. Han påpeger ligheden mellem klassikernes og Georges syn på "det økonomiske menneske", den rationelle beslutningstager der forfølger sine egne mål (Cord, 1965, Chapter l). Der kunne også peges på andre ligheder; f.eks. så accepterer George klassikernes teori om prisdannelsen og om kapitalens mobilitet. Også teorien om de komparative fordele kan nævnes.
Imidlertid er det nødvendigt med en mere gennemgribende analyse og undersøgelse, hvis vi skal placere George. Det vil være mest nærliggende at anvende videnskabsteoretikeren, Imre Lakatos' teori om det videnskabelige forskningsprogram. Hermed menes grundlæggende det samme, som når man i mere løs forstand taler om "skoler" eller "paradigmer". Lakatos' teori går ud på, sagt meget kort, at et forskningsprogram er karakteriseret af en række grundlæggende antagelser, den "hårde kerne", som ikke betvivles af de videnskabsfolk, der arbejder inden for forskningsprogrammet. Andre synspunkter kan være til debat; disse benævnes "beskyttelsesbæltet". Opgaven må da blive at få opstillet den hårde kerne hos klassikerne, og da holde disse synspunkter op mod Georges økonomiske teori.
Netop dette er gjort af Frank Petrella i en artikel fra 1988. Han har opstillet følgende punkter, som han mener udgør den hårde kerne hos klassikerne:

1) Forbrugere og producenter er rationelle beslutningstagere.
2) Al økonomisk aktivitet opstår af egeninteresse.
3) Flere varer foretrækkes fremfor færre varer.
4) Markedet genererer konkurrenceligevægte.
5) Alle varer og faktorer er knappe, og har derfor en alternativomkostning.
6) Abstrakt og simplificeret analyse.
7) Givet fuldkommen viden, så vil konkurrencen sikre maksimal velfærd.
8) Økonomisk velfærd er en god approksimation for den generelle velfærd.
Ikke overraskende så kommer Petrella frem til, at George, med mindre modifikationer på enkelte punkter, kan passe ind i det klassiske program. Petrellas punkter er meget generelle, og er faktisk også beregnet på både klassisk og neoklassisk økonomi. Dette afslører en faldgrube ved Lakatos' teori om forskningsprogrammerne; ved at gøre den hårde kerne meget generel, så kan man få selv meget forskellige retninger placeret sammen. Umiddelbart kan jeg f.eks. ikke se nogen problemer i at placere mange keynesiansk orienterede økonomer blandt klassikerne og neoklassikerne – for så vidt det står til Petrella.
Hvis vi skal få sagt noget meningsfyldt om de klassiske økonomer, så mener jeg, at det er nødvendigt at dykke dybere ned i deres økonomisk-teoretiske analyse for at få identificeret den hårde kerne hos klassikerne. Ud fra et almindeligt kendskab til Smith, Ricardo og Mill mener jeg, at følgende punkter udgør den hårde kerne for den klassiske, økonomiske teori. Disse punkter vil udelukke neoklassikerne, f.eks. Clark og Marshall:

1) Forbrugere og producenter er rationelle beslutningstagere.
2) Al økonomisk aktivitet udspringer af egeninteresse.
3) Behovene er umættelige.
4) Abstrakt og forenklet analyse.
5) Makroanalyse.
6) Funktionel fordeling; jord, arbejde og kapital.
7) Says lov.
8) Malthus' befolkningslære.
9) Lønfondsteori.
Punkterne 1-4 er hentet fra Petrella; det er de generelle karakteristika for den klassiske teori. De øvrige punkter hos Petrella finder jeg ret overflødige eller intetsigende. Fuldkommen viden synes ikke på nogen måde at være essentiel for klassikerne, for blot at nævne et eksempel. (Smith diskuterer Book I, Chapter XI i "Wealth of Nations" muligheden for, at jordejerens uvidenhed om et jordstykkes kvalitet får ham til at kræve for lille jordrente.) Punkterne 5-9 er mine egne forslag. De går alle ned i selve klassikernes økonomiske teori, og ikke blot i deres metoder og overordnede synspunkter. Muligvis kunne andre punkter føjes til, f. eks. arbejdsværdilæren og kvantitetsteorien, men det vil ikke påvirke diskussionen om klassikerne contra George. Om de enkelte punkter fra 5-9 kan følgende siges:
5) fastslår, at klassikernes hovedinteresse lå i at studere samfundets overordnede problemer. Senere økonomers interesse for f. eks. den enkelte forbrugers adfærd synes jeg ligger fjernt fra klassikernes udprægede interesse for vækst og fordeling.
6) fortæller, at klassikerne opfattede jordejere, kapitalister og arbejdere som tre adskilte grupper, som fik hver sin aflønning ud fra forskellige principper. De tre klasser var f.eks. helt afgørende for Ricardo, blandt andet fordi kun kapitalisternes indkomst kunne antages at blive investeret.
7) Says lov virker også ret central for klassikerne. Den blev ganske vist betvivlet af Malthus, men hans synspunkter mødte ingen forståelse hos andre, og blev derfor aldrig en del af den klassiske teori. Desuden var Malthus' argumentation svag og usammenhængende (se Blaug, 1962, Chapter 5.13 -5.17).
8) Der er hos Ricardo og Mill ingen tvivl om jordens begrænsede ydeevne, og at flere mennesker fører til lavere velstand pr. menneske.
9) Lønfondsteorien er også essentiel for klassikerne, blandt andet for tesen om det stationære samfund, hvor væksten efterspørgslen efter arbejdskraft, bestemt af kapitalens størrelse, tager af, således at lønnen tenderer mod et minimum.
Hvordan forholder George sig til disse tanker?
Punkterne 1-3 synes at være indeholdt i hans grundlæggende antagelse om, at "men seek to gratify their desires with the least exertion" (George, 1879, indledningskapitlet, "The Problem"). Flere andre steder, f.eks. Book IV, Chapter III, giver George udtryk for, at menneskets behov for materielle goder er ubegrænsede, så 1-3 passer fint ind i hans tankeskema.
Georges metoder behandledes allerede i afsnit 1.2, og ud fra dette skulle det være klart, at han metodisk er på linie med den klassiske økonomi. Vi så også i afsnit 2.2, at Schumpeter karakteriserede George som konservativ i henseende til metoder. Punkt 4 er altså også en del af hans økonomiske teori.
Hvad angår 5, så behøver det ikke mange kommentarer, at George deler klassikernes interesse for samfundets overordnede og generelle problemer.
Punkt 6 virker umiddelbart også ret oplagt, men det er nu ikke tilfældet. Vi så i Kapitel 3, at George betragter kapital og arbejdskraft som grundlæggende det samme. (Se specielt afsnit 3.5). Så hans fordelingsteori ender i virkeligheden op med at hedde: Funktionel fordeling, jord og arbejde, hvor kapitalen er indeholdt i arbejdskraften. Svarende hertil opstiller George en teori for udligning af løn og rente. En sådan teori er i modstrid med klassikernes opfattelse af arbejdere og kapitalister, som værende to klart adskilte grupper eller klasser.
Angående 7) så har vi set Georges accept af Says' lov i afsnit 5.1.
Punkt 8) og 9) er oplagt i modstrid med Georges tanker. Han forkaster helt klart både lønfondsteorien og Malthus' befolkningslære, som vi så i afsnit 3.1. Det er ikke nødvendigt her at gentage argumentationen. Blot skal det siges, at George på disse punkter opfattede situationen således, at han her gjorde op med noget fundamentalt hos klassikerne.
Konklusionen må da blive, at vi ikke kan karakterisere George som en klassisk økonom. Han bryder med punkterne 6), 8) og 9) i det, jeg har opfattet som den hårde kerne hos klassikerne. Konklusionen er naturligvis afhængig af de forudsætninger, som er lagt til grund for undersøgelsen; det er banalt. Jeg har valgt med min opstilling af den hårde kerne hos klassikerne at gå direkte ned i den økonomiske teori og analyse hos disse økonomer, og ikke blot se på overordnede og generelle synspunkter, som i realiteten udelukker meget få. Jeg synes, at min behandling af læren om lønfonden hos klassikerne i afsnit 3.1 klart viser, at denne doktrin er noget helt fundamentalt ved deres tankegang, som de ikke selv finder nogen anledning til at betvivle. Og så kan det vel ikke være uberettiget at henvise doktrinen til den hårde kerne.
6.2 Uddybning af forholdet mellem George og klassikerne
Georges lighed med klassikerne er åbenbar. Det er et forhold, der er blevet påvist flere steder i dette arbejde, så det er ikke nødvendigt med gentagelser her. Derfor kan en analyse som den foregående måske virke utilfredsstillende. Hvis George ikke er en klassisk økonom, hvad er han så? Man kan selvfølgelig sige, at han har etableret sit eget forskningsprogram, og altså brudt med de eksisterende. En sådan formulering af problemet er da også mulig. Der er, også efter Georges død i 1897, blevet arbejdet videre med idéerne fra Progress and Poverty, og det arbejde fortsætter stadig, omend næppe særligt kvalificeret andre steder end i USA. Ingen økonom tænker imidlertid helt for sig selv. Alle bygger videre på andres resultater, og George byggede videre på Smiths, Ricardos og Mills ideer. Hvordan skal vi få formuleret Georges forhold til klassikerne, hvis vi ikke kan placere ham i det klassiske program?
At George bryder med klassikerne på tre punkter, nemlig: 1) slår arbejde og kapital sammen, 2) afviser lønfondslæren, og 3) afviser Malthus' befolkningslære, det fastholder jeg. Spørgsmålet er imidlertid, om Lakatos' tilnærmelse til problemet om at gruppere forskellige skoler, altid er et særligt brugbart instrument. For hvordan skal man placere en utraditionelt tænkende økonom, der på en gang knytter stærkt an til en etableret skole, og alligevel bryder med samme skole på afgørende punkter? Samme problem vil muligvis gøre sig gældende ved et forsøg på at placere økonomer som Karl Marx, Thorstein Veblen og John A. Hobson, for blot at nævne et par andre eksempler på utraditionelt tænkende økonomer.
Det er, for mig at se, ikke muligt at placere George andre steder end hos klassikerne. Afsnit 3.4, om Clark, åbner ganske vist for den mulighed at betragte George som en forløber for den marginalistiske skole. Men han kan overhovedet ikke passe ind i den neoklassiske økonomiske teori i øvrigt. Neoklassikerne ender i deres analyse op med at betragte indkomstfordelingen som et resultat af prisdannelsen. Jorden betragtes som en del af kapitalen, og for øvrigt er der ingen principiel forskel på kapital og arbejde; begge faktorer aflønnes med deres grænseprodukt. (Se Clark, 1899, Chapter XII-XIII. Specielt figurerne i Chapter XIII.) Fordelingsspørgsmålet ophører så at sige med at være et specielt interessant problem. Den formulering der kan løse dilemmaet er, at vi betragter George som en klassisk økonom, men ikke som en ortodoks klassisk økonom, men derimod som en kættersk klassiker. Herved skal forstås en økonom, der bryder med klassikerne på afgørende punkter, men som alligevel knytter stærkt an til disse økonomer. Således bryder vi med Lakatos' snævre metode til at gruppere forskellige videnskabelige retninger. Ved at anvende Lakatos' metode må vi afvise George som hørende til blandt klassikerne; dette synspunkt fastholder jeg. Men jeg mener alligevel, at George bør placeres blandt disse økonomer; den videnskabsteoretiske løsning på problemet bliver altså, at der ved siden af det etablerede program eller paradigme, det som nyder almindelig anerkendelse, kan eksistere en kættersk retning, der er inspireret af det officielle program, men som alligevel afviser centrale dele i programmets tankeskema. Ordet "kætter" passer udmærket til den modtagelse Progress and Poverty fik i offentligheden, men det er alligevel ikke sådan, at det skal forstås her. George blev fordømt for sit forslag om en fuld beskatning af jordrenten, og i mindre grad for sin økonomiske analyse. Hans skatteforslag er ikke i modstrid med klassikernes analyse. Ordet "kætter" går alene på den utraditionelle tænkning; den der på afgørende punkter bryder med det etablerede sæt af vedtagne læresætninger.
Så skal det selvfølgelig understreges, at man ikke, efter den skitserede metode, bør kalde en hvilken som helst ny tænker for kætter. Keynes brød afgørende med den neoklassiske skole, men hans alternative økonomiske teori havde styrke nok til at erobre pladsen som det førende paradigme for den makroøkonomiske teori. En sådan styrke havde Georges analyse ikke, og derfor forbliver han en kættersk økonom, og det skal ikke forstås negativt. Hans økonomiske analyse rummer betydelige kvaliteter, som havde fortjent at blive studeret langt grundigere, end tilfældet er.
6.3 Konklusion
Dette kapitel har forsøgt at få placeret George i en teorihistorisk sammenhæng. Ud fra Lakatos' teori om det videnskabelige forskningsprogram kan det fastslås, at Georges analyse af de økonomiske sammenhænge ikke kan passe til den hårde kerne hos klassikerne, således som jeg har opfattet klassikernes økonomiske teori. Opstillingen af den hårde kerne i afsnit 6.1 er helt mit eget forslag. På enkelte punkter har jeg dog fulgt Petrellas forslag, men ellers kan jeg ikke henvise til andres arbejde med at forsøge at anvende Lakatos' videnskabsteori på den klassiske teori. Det skal også understreges, at der ikke ligger noget omfattende studium af den klassiske teori til grund for mit forslag til den hårde kerne; kun et almindeligt kendskab til Smith, Ricardo og Mill, ud fra Blaugs fremstilling, og også i et vist omfang klassikernes egne tekster, især deres fremstilling af lønfondslæren.
Afsnit 6.2 sætter spørgsmålstegn ved anvendeligheden af Lakatos' teorier på Georges økonomiske teori. Arbejdet har dog ikke været nytteløst. Det har vist, at George bryder med visse dele af klassikernes teorier, men at han antager andre dele. Hvis vi frigør os fra Lakatos' tilnærmelse til problemstillingen, så kan det fastslås, at George bør betegnes som en klassisk økonom, men at hans analyse af de økonomiske sammenhænge dog ikke falder inden for den klassiske ortodoksi; alligevel er lighederne til klassikerne på flere punkter så store, at George bør betragtes som en klassisk økonom, men som en slags kætter, der har placeret sig selv i yderkanten af det etablerede program.
Dette skal ikke opfattes som en accept af Hobsons og Schumpeters synspunkter (afsnit 2.2). Hvad de sagde, det var, at George stort set gentager Ricardos analyse, og så tilsætter lidt retorik og agitation. Dette arbejde afviser et sådant synspunkt; men dette punkt skal ikke forfølges yderligere nu. Der henvises til konklusionen i næste kapitel.

Kapitel 7, Konklusion

Formålet med denne opgave har været to ting: For det første at få identificeret den økonomiske teori hos Henry George, og for det andet at få påvist, at Progress and Poverty indeholder klart selvstændige elementer, og ikke blot er en gentagelse af Ricardo og de øvrige klassikere. Hvad angår det første punkt, så håber jeg, at jeg har formået klart og præcist at gøre rede for de væsentligste synspunkter i Georges økonomiske teori, og at det må stå klart, at han er at betragte som en økonomisk teoretiker, der både i henseende til dygtighed og indsigt, og i henseende til originalitet og selvstændig tænkning, bør sammenlignes med de fleste andre økonomer, der normalt får en betragtelig plads i historien om den økonomiske teoris udvikling. Denne anerkendelse har George desværre aldrig fået. I bedste fald refereres et par af hans synspunkter, først og fremmest forslaget om fuld beskatning af jordrenten; men ellers har jeg haft et utal af bøger om teorihistorie i hånden, hvor George end ikke har været nævnt.

Men lad os kort gentage Georges vigtigste selvstændige synspunkter:

George afviser både klassikernes lønfondsteori og Malthus' befolkningslære. Han opstiller en alternativ fordelingsteori, hvor Ricardos lov om jordrenten bevares, men generaliseres til at omfatte hele økonomien. Arbejde og kapital deler grænseproduktet således, at der består en ligevægt mellem løn og rente; denne ligevægt sikres ved, at det relative faktorudbud indstiller sig. Et specialtilfælde af loven for løn og rente set under eet er, når jorden er monopoliseret, beslaglagt af spekulanter; i denne situation går løn og rente mod et minimum. Både arbejde og kapital bliver udbyttet af jordmonopolet.

Jordmonopolet er også det væsentligste element i Georges teori om fremskridt og fattigdom. Så længe den private ejendomsret til jorden består, så vil arbejdet være berøvet den frie adgang til at udnytte naturens rigdomskilder. Uanset alle fremskridt så forbliver arbejderklassen i en elendig stilling. Først når jordrenten beskattes 100 pct., vil jordmonopoliseringen blive bragt til ophør. Jordens grænseprodukt vil stige, og dermed også løn og rente.

Jordspekulationen vil, hvis den når et betydeligt omfang, kunne føre til økonomiske kriser. Når vejen til jorden er spærret for arbejde og kapital, så går produktionen i stå. Denne del af Progress and Poverty er, for mig at se, en af de mest interessante. Også fordi George fastholder Says lov. Almindeligvis går man ud fra, at så er kriser en umulighed; for at forklare kriser, så må man forkaste Says lov. Georges analyse viser noget andet. Endvidere er hans indførelse af forventningerne i den økonomiske teori meget markant.

Ud fra disse elementer i Georges tankesæt blev det i Kapitel 6 påvist, at han bryder med den hårde kerne hos klassikerne; dels ved at forkaste læren om en lønningsfond og Malthus' lære om befolkningsvækstens pres mod de knappe fødevarer, og dels ved at slå arbejde og kapital sammen til at være samme faktor i produktionen, nemlig menneskeligt virke. Men hvis vi ikke fastholder Lakatos' teorier, så kan vi alligevel karakterisere George som en klassisk økonom, hvis vi blot skelner mellem ortodokse klassikere, som Mill og Ricardo, og klassikere der på en gang knytter stærkt an til den klassiske økonomi, og alligevel bryder afgørende på visse punkter. Denne karakteristik passer godt på George; og det vil ikke være muligt at placere ham andre steder end netop i den klassiske skole.

Dette arbejde har først og fremmest bygget på Georges egne ord fra Progress and Poverty. Imidlertid har jeg undervejs teksten medtaget kommentarer fra nogle af de økonomer, der har haft noget at sige om George. Jeg håber, at disse indslag har virket afvekslende, således at denne opgave ikke har haft karakter af et rent referat af Progress and Poverty. Mere vigtigt er det imidlertid, at jeg har brugt flere af disse kommentatorer som en slags modspillere; det ville være ret meningsløst at hævde Georges selvstændighed og kompetence, og gøre det til et specielt synspunkt at skrive speciale over, hvis alle andre i øvrigt var enige. Jeg må dog indrømme, at jeg har fundet flere saglige og forstandige kommentarer, end hvad jeg forud for arbejdet med Georges økonomiske teori havde regnet med. Disse indlæg er da også medtaget i et vist omfang; jeg peger endnu engang på Clarks behandling af Georges teori om lønnen.

Min egen personlige beundring for George og hans økonomiske teori har været den egentlige baggrund for at skrive denne opgave. Imidlertid skal man naturligvis ikke ophøje Progress and Poverty til at være en Bibel. Bogen har sine fejl, mangler og uklarheder, hvad der også løbende er blevet gjort opmærksom på, først og fremmest i Kapitel 4 under omtalen af Georges teori om sammenhængen mellem fremskridt og fordeling. Men både fordi George på en gang udtaler sig så skarpt og polemisk, og fremhæver et bestemt middel mod den uretfærdige fordeling, så er der naturligvis lagt op til at med hensyn til Progress and Poverty, så er man enten for eller imod. Der har været blokeret for en mere saglig undersøgelse af George teorier, for et studium af Progress and Poverty, hvor man læser bogen ligesom man læser en hvilken som helst anden bog om økonomisk teori. Som sagt: bogen har sine ufuldkommenheder, men de er ikke flere, end det er tilfældet for Smiths, Ricardos, Mills, Marshalls og Keynes' hovedværker. Ingen kunne drømme om at pille en enkel fejl, uklarhed eller forudsigelse der har vist sig ikke at holde, ud af de nævnte højt anerkendte økonomers værker, og så på den baggrund forkaste det pågældende bidrag til den økonomiske teori. Ikke desto mindre er det den behandling George er blevet udsat for; ikke af alle, men desværre af mange kommentatorer; jeg gav i Kapitel 2 et par eksempler, mest markant er Marshall, men mine kilder kan give flere eksempler på, hvilken overfladisk og underlødig behandling Georges økonomiske teori har været udsat for.

Jeg håber, at jeg med denne opgave har vist, at Progress and Poverty er et studium værd. George fortjener en fremtrædende plads i teorihistorien. Uanset i hvilket omfang man vil inddrage hans forslag om fuld beskatning af jordrenten, så vil der stadig være mange ting at studere, for den som vil gå til opgaven med et åbent sind.

Litteratur

Andelson, Robert V., 1979: "Critics of Henry George" Associated University Presses, Inc., London.

Andelson, Robert V., 1985: "Henry George and Economic Intervention", The American Journal of Economies and Sociology, 1985:1.

Barber, William J., 1967: "A History of Economie Thought" Penguin Books, Tennesee.

Barker, Charles Albro, 1955: "Henry George", Oxford University Press, New York.

Blaug, Mark, 1958: "Ricardian Eeonomics", New Haven, Yale University Press, New York.

Blaug, Mark, 1962: "Eeonomie Theory in Retrospeet", The Press Syndicate of The University of Cambridge, 4. udgave, Cambridge, 1985.

Boserup, Mogens, 1976: "Deres Egne Ord", Akademisk Forlag, 2. udgave, København, 1979.

Caldwell, Bruce J., 1982: "Beyond Positivism. Economie Methodology in the Twentieth Century", George Allen & Unwin Publishers, 2. udgave, London, 1984.

Clark, John Bates, 1899: "The Distribution of Wealth", Augustus M. Kelly, Bookseller, New York, 1965.

Clark, John Maurice, 1952: "On Clark", fra Spiegel, Henry W.: "Development of Economic Thought", J. Wiley, 1952, New York.

Cord, Steven B., 1965: "Henry George. Dreamer or Realist?", Robert Schalkenbach Foundation, 2. udgave, New York, 1984.

Cord, Steven B., 1985: "How Much Revenue Would a Full Land Value Tax Yield", The American Journal of Economics and Sociology, 1985:3.

Dourocher, Aurele, A., 1961: "The Social Ideas af Henry George", The American Journal of Economics and Sociology, 1961:4.

Dwyer, Terence M., 1982: "Henry Georges Thought in Relation to Modern Economics" The American Journal of Economics and Sociology, 1982:4.

Fuller, Aaron B.,1983: "Selected Elements of Henry Georges Legitimacy as an Economist", The American Journal of Economics and Sociology, 1983:1.

Galbraith, John Kenneth, 1958: "The Affluent Society", Penguin Books, 2. udgave, Harmondsworth, 1969.

Genovese, Frank C., 1984: "An Economics Classics and Plutology", The American Journal of Economics and Sociology, 1984:4.

Genovese, Frank C., 1984: "Why Everyone Should Read Georges 'Progress and Poverty''', The American Journal of Economics and Sociology, 1984:1.

George, Henry, 1871: "Our Land and Land Policy", fra Complete Works of Henry George, vol. VIII, udgivet af Henry George, Jr., New York, 1900.

George, Henry, 1877: "The Study of Political Economy", fra Complete Works of Henry George, vol. VIII, udgivet af Henry George, Jr., New York, 1900.

George, Henry, 1879: "Progress and Poverty", Everyman's Library, London, 1976.

George, Henry, 1886: "Protection or Free Trade", Robert Schalkenbach Foundation, New York, 1980.

George, Henry, 1894: "Causes of the Business Depression", fra Complete Works of Henry George, vol. VIII, udgivet af Henry George, Jr., New York, 1900.

George, Henry, 1898: "The Science of Political Economy" , Robert Schalkenbach Foundation, New York, 1981.

George, Henry, Jr., 1900: "The Life of Henry George", Complete Works of Henry George, vol. IX-X, udgivet af forfatteren, New York.

Gide, Charles og Rist, Charles, 1909: "A History of Economic Doctrines", D.C. Health, 6. udgave, New York, 1948.

Harris, C. Lowell, 1985: "Lessons of Enduring Value", The American Journal of Economics and Sociology, 1985:4.

Harrison, Fred, 1983: "The Power in the Land", amerikansk udgave, Universe Books, New York, 1983.

Heilbroner, Robert, 1953: "The Worldly Philosophers", dansk udgave: "Økonomiens Tænkere", Steen Hasselbachs Forlag, København, 1964.

Hobson, John, A., 1897: "On George", fra Spiegel, Henry W.: "The Development of Economic Thought", New York, 1952.

Kelly, John M., 1981: "The Continuing Relevance of Henry George", The American Journal of Economics and Sociology, 1981:3.

Keynes, John Maynard, 1936: "The General Theory of Employment, Interest and Money", Macmillan Cambridge University Press, London, 1973.

Lange, Jacob, 1909: "Socialøkonomi", Nyt Bogforlag, 6. udgave, Odense, 1958.

Marshall, Alfred, 1883: "Three Lectures on Progress and Poverty", Journal of Law and Economics, 1969, april.

Mill, John Stuart, 1848: "Principles of Political Economy", 7. udgave, 1871, Augustus M. Kelly, Publishers, New York, 1987.

Mill, John Stuart, 1869: "Review of Thorntons “Labour'", fra John Stuart Mill: "Principles of Political Economy", se denne.

Newman, Philip, 1952: "Development of Economic Thought", Prentice-Hall, New York.

Pedersen, Kurt, 1981: "Den Økonomiske Teoris Rødder", Forlaget Systime, Herning.

Petrella, Frank, 1981: "Henry George, the Classical Model, and Technological Change", The American Journal of Economics and Sociology, 1981:2.

Petrella, Frank, 1984: "Henry Georges Theory of State Agenda", The American Journal of Economics and Sociology, 1984:3.

Petrella, Frank, 1988: "Henry George and the Classical Research Program", The American Journal of Economics and Sociology, 1988:2.

Quirk, James P., 1976: "Intermediate Microeconomics", Science Research Associates, Ine., 2. udgave, Chicago, 1982.

Rafalko, Robert J., 1985: "Was George a Dreamer or a Realist?", The American Journal of Economics and Sociology, 1985:4.

Read, Elizabeth, 1961: "How College Textbooks Treat Land Value Taxation", The American Journal of Economics and Sociology, 1961:1.

Ricardo, David, 1817: "The Principles of Political Economy and Taxation", 3. udgave, 1821, Everymans Library, London, 1984.

Roll, Eric, 1942: "History of Economic Thought", Prentice-Hall, 3. udgave, New York, 1956.

Samuels, Warren J., 1983: "Henry Georges Challenge to the Economics Profession", The American Journal of Economics and Sociology, 1983:1.

Samuels, Warren, J., 1983: "The Progress and Poverty Centenary", The American Journal of Economics and Sociology, 1983:2.

Schumpeter, Joseph A., 1955: "History of Economic Analysis", Oxford University Press, New York.

Seligman, Edwin, R.A., 1895: "Essays in Taxation", 10. udgave, 1931, Augustus M. Kelly, Publishers, New York, 1969.

Smith, Adam, 1776: "An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of the Nations", Penguin English Library, London, 1970.

Spiegel, Henry, 1971: "The Growth of Economic Thought ", Prentice Hall, New Jersey.

Del siden