19-04-2017

Blandt de klassiske økonomer står den engelske økonom John Stuart Mill som nok den største. Han udgav i 1848 sit store værk Principes of Political Economy with some of their Applications to Social Philosophy. Grundlæggeren af den klassiske økonomi anses normalt for at være Adam Smith, der i 1776 udgav sit værk An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations. Tankerne blev blandt andet fulgt op i starten af det 19. århundrede af Thomas Robert Malthus, mest kendt for sin pessimistiske befolkningsteori, og af David Ricardo, der grundigst af alle daværende økonomer udviklede den klassiske fordelingsteori.

Hvad var så hovedtemaerne for datidens økonomer? Det kan nok sammenfattes i to indbyrdes sammenhængende problemer: vækst og fordeling.

Befolkningen blev inddelt i tre grupper:

• Jordejerne, der modtager jordrente, eller den del af produkti­onsresultatet, der kan opnås ved besiddelse af jorden.
• Kapitalisterne, der modtager kapitalrente eller profit.
• Arbejderne, der modtager løn.

 
Samtidig var disse økonomer stærkt optaget af spørgsmålet om samfundets vækst i det lange løb. De mente, at kun hvis den samlede produktion kunne stige år for år, ville der kunne akkumuleres den kapital, der efterspurgte arbejdskraften. Hvis ikke kapitalen kunne vokse, så ville væksten i befolkningen efter­hånden konkurrere lønningerne ned på et eksistensminimum. For klassikerne var det store spøgelse det stationære samfund, altså et samfund uden økonomisk vækst. Men bemærk, at klassikerne havde den brede befolknings velfærd for øje, og måske var det i virkeligheden først og fremmest det de havde for øje. Især Adam Smith er ofte taget til indtægt for en kynisk liberalisme uden hensyn til de svagest stillede. Der er intet, der kunne være mere forkert.

Den amerikanske økonom Henry George, der udgav sit hovedværk Progress and Poverty i 1879 (på dansk Fremskridt og Fattigdom), var i sit tankesæt stærkt afhængig af klassikerne - først og fremmest når man taler om fordeling og inddelingen af samfundet i de tre klasser - men samtidig polemiserede George på andre punkter stærkt imod klassikerne.

I denne artikel vil jeg tage et enkelt emne op til nærmere undersøgelse, nemlig spørgsmålet om skatten på jordværdierne, og sammenligne George og Mill.

Skat på jorden

Mill har i sit værk et afsnit On the influence of government, som man måske lidt frit kunne oversætte til Den økonomiske politik. I dette afsnit berører han også spørgsmålet om skatter på jordens værdi. Mills problemstilling er, at alle typer indkomster, for så vidt det er muligt, bør beskattes ensartet. Men, siger Mill, der kan være en undtagelse:

Antag, at der er en type indkomst, der uophørligt tenderer mod at stige, uden nogen indsats eller offer fra ejernes side. Disse ejere udgør en klasse i samfundet, som tingenes naturlige forløb konstant beriger, samtidig med at de for deres egen part udviser absolut passivitet. Under sådanne omstæn­digheder ville det ikke være nogen krænkelse af de principper, som den private ejendomsret bygger på, dersom staten ville tilegne sig denne stig­ning, eller en del af den, efterhånden som den opstår. Der ville egentlig ikke være tale om at tage noget fra nogen; det ville blot være at anvende en kilde til indkomst skabt af omstændighederne til fordel for hele samfundet, i stedet for at tillade den at blive en ufortjent apanage til berigelse af en be­stemt klasse.

Det er ikke svært at se, at dersom der findes en sådan type indkomst, der ikke er skabt af modtageren, så vil denne indkomst i særlig grad egne sig for beskatning. For det første fordi staten ved denne beskatning ikke hæmmer indsats og initiativ - indkomsten er jo netop ikke skabt ved nogen enkelt persons initiativ, men derimod af hele samfundet. For det andet fordi det vil være simpel retfærdighed, at hvad der er skabt af hele samfundet også kommer til at tilhøre hele samfundet. Men findes der en sådan type indkomst? Ja, svarer Mill. Han skriver:

Nu er det faktisk tilfældet for jordrenten. Den almindelige udvikling i et samfund, der stiger i velstand tenderer til alle tider mod at forøge indkom­sterne for jordejerne; mod at give dem både et større beløb og en større an­del af samfundets indkomst, uafhængig af nogen indsats eller udlæg fra dem selv. De bliver rigere, som om det var i søvne, uden arbejde, risiko el­ler økonomisering. Hvad krav har de, ud fra det generelle princip om social retfærdighed, til denne kilde til velstand? På hvilken måde ville man have behandlet dem forkert, dersom samfundet fra begyndelsen af havde reserveret sig retten til at beskatte denne spontane stigning i jordrenten til det højeste beløb krævet af finansielle hensyn?

Bemærk, at Mill skriver "fra begyndelsen af”. Hvis staten for meget længe siden havde indført en særlig skat på jordværdierne, så ville en sådan skat have været fuldt ud retfærdig. Det som Mill så foreslår er en "ny begyndelse", hvor man fritager jordejerne for skat på de nuværende jordværdier, men beskatter den fremtidige stigning:

Det første skridt skulle være en vurdering af al jorden i landet. Den nuværende jordværdi skulle fritages for skat; men efter at et tidsrum var gået gennem hvilket samfundet var vokset i befolkning og kapital, så kunne et omtrentligt skøn af den spontane stigning i jordrenten i forhold til den oprindelige vurdering foretages. Et kriterium kunne være den gennemsnitlige pris på produkterne. Hvis de var steget, så ville det være sikkert, at jord­ renten også ville være steget og ... endda i et større forhold end prisstigningen. Ud fra dette og andre data kunne man omtrent gøre op, hvor meget jordværdierne var steget af naturlige grunde; og ved pålægge jorden en generel skat, som af frygt for fejlberegning, skulle være inden for det beløb, der her er indikeret, så ville man være sikker på ikke at røre nogen stigning i indkomsten, som kunne være resultatet af kapitalinvestering eller arbejdsindsats udøvet af ejeren.

Det som er Mills problemstilling er altså, at beskatning af jordværdierne er fuldt ud retfærdig. Jordrenten er skabt af samfundet, og de der kaldes jordens ejere har i grunden slet ingen ret til at tilegne sig denne indkomst. På den anden side ville det være uretfærdigt fra den ene dag til anden at beslaglægge hele jordrenten gennem beskatning, når den i lang tid har været ubeskattet eller kun forholdsvis mildt beskattet. Mill understreger dog, at dersom der i forvejen eksisterer jordskatter, så bør de bevares. Når han siger, at "den nuværende jordværdi skal fritages for skat", så menes der ikke hermed, at en eventuel allerede eksi­sterende jordskat skal afskaffes. Hvis vi altså forestiller os, at Mills plan blev gennemført i Danmark, så kunne man bevare den nuværende jordværdi til opkrævning af den kommunale grundskyld, der som oftest er på omkring 2% af jordværdien, og så lægge en 100 % afgift på den fremtidige stigning. Denne "grundstigningsskyld" kunne så gå til staten eller f.eks. halvdelen kunne gå til kommunerne. Denne forde­ling er ikke så afgørende for selve princippet.

Mill er også inde på, at jordskatten egentlig slet ikke skal betragtes som en skat. Hvis skatten har eksi­steret i lang tid, så er den for længst indarbejdet i jordpriserne, der ville have været tilsvarende højere, dersom jordskatterne aldrig havde eksisteret. Der har aldrig været tale om beløb, der er gået fra jordejerne. Mill foreslår at bruge ordet rent-charge. Det svarer måske til det danske ord grundskyld; et beløb som ejeren af jorden skylder samfundet til gengæld for sin ret til at bruge jorden.

George er bestemt ikke særlig begejstret for Mills plan. Han behandler Mills forslag i et kapitel i Progress and Poverty, der handler om hvorvidt jordejerne skal have erstatning. George fastholder, at det er selve den private ejendomsret til jorden, der er uretfærdig. Denne uretfærdighed skal afskaffes, ligesom slaveriet blev afskaffet, og slaveejerne fik ingen erstatning, selvom de måske havde købt slaverne for deres helt legale opsparing.

Nu foreslår Mill jo egentlig ikke en erstatning til jordejerne ved overgangen til en fuld beskatning af jordrenten. Men selve det at fritage den nuværende jordværdi for beskatning svarer jo faktisk til, at staten overtog al jorden, og til gengæld erstattede ejerne med den aktuelle markedsværdi for jorden, og derefter beskattede hele jordrenten fuldt ud, og ikke kun den fremtidige stigning.

Som sagt mener George, at en sådan plan, enten med erstatning til jordejerne, eller ved kun at beskatte den fremtidige stigning i jordrenten er helt utilstrækkelig. George skriver:

Mills plan med at nationalisere den fremtidige ''ufortjente stigning i jord­værdierne" ved at fastsætte jordens nuværende markedsværdi og lade sta­ten tilegne sig den fremtidige stigning i værdien, ville ikke forøge den nu­værende uretfærdige fordeling, men ville heller ikke gøre det af med den. Yderlig spekulativ stigning i jordrenten ville ophøre, og i fremtiden ville den brede befolkning få forskellen mellem den forøgede jordrente, og det beløb som denne jordrente blev beregnet til ved fastsættelsen af den nuvæ­rende jordværdi ... Men planen ville efterlade, i al fremtid, en klasse i be­siddelse af alle de enorme fordele, som de nu har i forhold til alle andre. Alt hvad der kan siges om denne plan er, at den kan være bedre end ingenting.

George mener, at planer som Mills (og flere andre har foreslået lignende tiltag) kan have den fordel, at de stimulerer diskussionen om jordspørgsmålet, og det er naturligvis positivt. Men George anerkender ikke det begreb, der kaldes hævdvundne rettigheder. Enten er en institution rigtig eller forkert. Når talen falder på den private ejendomsret til jorden, så er der afgjort tale om en uretfærdig institution, og uretfærdig­heder skal ikke afskaffes delvist eller gradvist. Uretfærdigheder skal afskaffes helt og her og nu. George er naturligvis ikke blind for, at der måske kun kan skaffes politisk tilslutning til en begrænset løsning, og i så fald er en sådan begrænset løsning "bedre end ingenting". Men det endelige mål, en fuldstændig afskaffelse af den private ejendomsret til jorden, må aldrig tabes af sigte. For den den private ejendomsret til jorden indebærer et tyveri:

Der er ikke blot tale om et røveri i fortiden; det et røveri, der finder sted her og nu - et røveri, der fratager fødselsretten for alle de børn, der kom­mer til verden nu! Hvorfor skulle vi tøve med at gøre kort proces med så­dant et system? Fordi jeg blev berøvet i går og i forgårs og dagen før igen, er det så grund til jeg skulle lide under at blive berøvet i dag og i morgen. Er det grund til at jeg skulle konkludere, at røveren har erhvervet en hævdvunden ret til berøve mig?

Det skal her bemærkes, at George på dette trin i sin argumentation faktisk ikke er begyndt at tale om den fulde beskatning af jordrenten. Georges samlede argumentation kan skitseres som følger:

Det afgørende sociale problem er fattigdommen og den uretfærdige fordeling. Hvad er årsagen til denne uret­færdighed? Det er den private ejendomsret til jorden, som tillader jordejerne at blive stadig rigere uden at arbejde, mens den arbejdende befolkning bliver holdt nede i fattigdom. Hvad er midlet til at komme dette onde til livs? Midlet hedder: afskaf den private ejendomsret til jorden. Det næste spørgsmål er så, hvordan det gøres bedst. Og svaret er: en fuld beskatning af jordrenten, som George gør rede for senere i Progress and Poverty.

Det er klart en meget anderledes problemstilling end Mills. Mill er også optaget af fattigdommen, men han mener, at det bedste middel vil være at holde befolkningstallet nede. Han er helt på linje med Malthus, og han mener at, hvis befolkningstallet stiger med f eks. 10 % så vil det ikke samtidig være muligt at øge fødevareproduktionen med 10 %. Midlet mod fattigdommen vil derfor være familieplanlægning og kvin­defrigørelse. George skriver om Mills synspunkt:

Den nød og de lidelser, som han så omkring sig tilskrev han "naturens næ­righed", ikke menneskelige uretfærdigheder, og for ham måtte nationalise­ringen af jorden derfor se ud til at være et forholdsvist lille tiltag, der ikke kunne udrette noget hen imod afskaffelsen af fattigdommen og nøden - mål der kun kunne fuldføres efterhånden som menneskerne lærte at tøjle et na­turligt instinkt Stor som han var og renfærdig som han var - med et varmt hjerte og et ædelt sind - han så dog ikke de økonomiske loves sande harmoni, ej heller indså han, at fra den ene store og fundamentale fejl udspringer al nøden og elendigheden, al last og skam.

George er så absolut imod Malthus og tanken om den nærige natur, der kun skulle kunne brødføde et begrænset antal mennesker. Jorden er rig nok til at kunne brødføde så mange det skal være. Derfor kan fattigdom kun skyldes uretfærdige sociale institutioner, som man har mulighed for at afskaffe.

Konklusion

For mig udgør både Mills og Georges synspunkter og analyser vigtige milepæle i den økonomiske viden­skabs historie. Begge økonomer kombinerede en videnskabelig analyse af de økonomiske sammenhænge med et individuelt syn på retfærdigheden. For Mill var spørgsmålet om skatten på jordværdierne først og fremmest netop et spørgsmål om en retfærdig og hensigtsmæssig beskatning. Han forestillede sig aldrig, at jordskatten kunne blive en "single-tax", der gjorde alle andre skatter overflødige. Ej heller forestillede han sig, at denne skat ville være et middel, og slet ikke midlet, mod fattigdommen. Man han var helt på det rene med det grundlæggende uretfærdige i den private beslaglæggelse af jordrenten.

Man kan sige, at netop her tog George tråden op, men gik adskillige skridt videre. Det skyldtes, at hans udgangspunkt var et andet, og at han undervejs i sin økonomiske analyse, som han fremlagde i Progress and Poverty, på flere punkter gjorde op med den klassiske økonomis doktriner.

Mange der i dag kalder sig georgister har i virkeligheden et noget mere forsigtigt udgangspunkt, der nærmest minder om Mills begrænsede forslag til nationalisering af jordrenten. Det skal jeg være den sidste til at sige noget ondt om. Mills reform indeholder faktisk perspektiver. Man kan sige, at hvis f.eks. Dan­mark for hundrede år siden havde indført denne reform, så ville vi i praksis have en fuld beskatning af jordrenten, idet de daværende jordværdier, som så skulle fritages for beskatning fremover, jo var meget små i forhold de nuværende. Eller sagt på en anden måde: Hvis vi indfører Mills reform i dag, så vil vi om mange år også praktisk taget have indført Georges reform, hvis jordværdierne bliver ved med at vokse.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i tidsskriftet Grundskyld 1996:3

06-04-2017

Henry George er især kendt for sit forslag om at erstatte alle former for beskatning med en eneste skat på jordens værdi. (Heraf begrebet single fax, som der næppe findes noget mundret dansk udtryk for). Også kravet om frihandel er centralt i den ideologi eller i det tankesæt, der som oftest bliver kaldt georgismen.

Men politisk-økonomiske krav som jordværdibeskatning og frihandel forudsætter en forståelse for de generelle økonomiske sammenhænge i samfundet. En sådan forståelse vil man som oftest benævne økonomisk teori.

Uden en økonomisk teori kommer man til at agitere og debattere udelukkende pr. intuition og ud fra sammenhænge, man mener at have hørt eller læst sig til, og som man muligvis har misforstået. Se blot på avisernes læserbreve! Så kan ens intentioner i øvrigt være nok så gode.

F.eks. kan man intuitivt føle, at frihandel er rigtigt og retfærdigt. Man kan føle en uvilje mod protektionisme. Men for at ens argumentation kan have tilstrækkelig slagkraft, så må man være i stand til at på­vise, at vi ikke bliver "udkonkurreret" af billige varer fra Taiwan eller andre steder. Vi må med andre ord forstå principperne for international handel.

Den afgørende styrke ved Henry George er, at han samtidig leverer på den ene side de gode tanker om et samfund med en retfærdig fordeling og en effektiv økonomi, og på den anden side den bagved liggende økonomiske teori, der skal understøtte de midler han foreslår.

Denne artikel er kun en kort introduktion. Hele Georges tankesæt ville det kræve langt mere plads at udrede. Men forhåbentlig kan artiklen virke som en igangsætter for videre selvstudier. George lærer os, at økonomi godt kan forstås uden egentlige fagøkonomiske forudsætninger. Det håber jeg at kunne give et indtryk af i det følgende.

Henry George og hans vigtigste skrifter

Henry George blev født i 1839 i Philadelphia i USA. Hans forældre var fra den lavere middelklasse. George fik på intet tidspunkt nogen højere uddannelse; den fortrolighed, som han opnåede med de klassiske økonomer som Adam Smith, David Ricardo, Thomas Robert Malthus og John Stuart Mill, erhvervede han sig udelukkende ved selvstudium.

Det, som blev hovedtemaet for hans forfatterskab og offentlige virke i øvrigt, helt frem til han døde i 1897, var fattigdommen. Hvordan kunne det være, at der i samfundet, til trods for meget store tekniske fremskridt, alligevel stadig var en udbredt fattigdom?

George satte sig for at finde svaret, og i 1871 kunne han med sin første bog Our Land and Land Policy give et bud. (Denne bog er ikke oversat til dansk). Bogen er et voldsomt angreb på den amerikanske jordpolitik, der gik ud på at forære eller sælge offentligt ejet jord meget billigt til de store selskaber (især jernbanerne) og spekulanter. George konstaterer, at der i Californien (bogen beskæftiger sig især med forholdene i denne stat) er ved at blive dannet et jordaristokrati, meget lig adelen i de gamle europæiske lande:

Disse mænd er Californiens herrer - herrer i ligeså høj grad som fornemme hertuger og baroner i noget som helst land un­der solen. Vi har afskaffet tidligere tiders titler; men vi har bevaret det vigtigste, og skønt vi i stedet for "Deres Nåde" eller "Min Herre" simpelt hen kan tiltale dem med "Hr.", så er der kun navnet til forskel. De er vores herskere ligeså fuldt ud. (Our Land and Land Policy, Kapitel II)

George kommer frem til, at jordmonopoliseringen er årsag til fattigdommen. Midlet mod den uretfærdige fordeling vil være, for det første at stoppe jorduddelingen til de store selskaber, og kun give jord til nybyggerne i mindre portioner. Dernæst bør jordværdierne beskattes så hårdt, at hele jordrenten inddrages. Det vil gøre jordspekulation helt uprofitabel, og kun give plads til jordefterspørgsel begrundet i produktive formål:

Den, som blot besidder jorden ville blive afkrævet ligeså meget i skat, som den der bruger jorden. Ejeren af en tom grund i byen ville skulle betale ligeså meget for det privilegium, det er at holde andre mennesker ude fra grunden, til det passer ham at bruge den, som hans nabo, der har et fint hus på sin grund ... Den, der monopoliserer landbrugsjorden, ville blive beskattet akkurat som om hans jord var dækket med forbedringer. Jordpriserne ville falde; jordspekulationen ville få et dødsstød; jordmonopoliseringen ville ikke længere kunne betale sig. (lbid, Kapitel V)

Denne jordrente, som George taler om, er også forklaret i bogen. Jordrenten er den del af produktions­resultatet, som tilfalder jordejeren udelukkende fordi han besidder jorden. Hvis vi forestiller os et simpelt tilfælde, hvor der i hele økonomien er to stykker jord i brug med hver sin kvalitet, og den ene giver med en normal indsats et årligt udbytte på 100 tønder korn, mens den anden kun giver et udbytte på 75 tønder korn med en tilsvarende arbejdsindsats, så svarer jordrenten til forskellen mellem disse to stykker jord, nemlig 25 tønder kom. Markedet vil ganske enkelt byde den årlige leje for at få lov til at udnytte den gode jord op på 25 tønder korn, og dette udbytte vil tilfalde jordejeren som jordrente. Resten, dvs. 75 tønder korn går til arbejdsløn og kapitalrente.

Derfor siger George, at jordrenten bestemmes som et stykke jords produktivitetsoverskud i forhold til den ringeste jord i brug. Men det er dog ikke Georges egen opdagelse. Denne lov blev allerede formuleret mindst 50 år tidligere af de klassiske engelske økonomer, som George da også henviser til.

Vi kan også af det simple tilfælde se, at det må være hensigtsmæssigt at beskatte jordrenten fremfor arbejdslønnen og kapitalrenten. Jordejeren får jo ikke de 25 tønder korn i kraft af sin egen indsats, men udelukkende fordi han tilfældigvis har været så heldig at besidde den gode jord, som åbenbart er mest frugtbar. En skat på jordrenten - om den så er på 100 procent, som George foreslår - vil aldrig kunne trykke initiativ og arbejdsindsats. Den falder udelukkende på den del af produktionsresultatet, som jordejeren ellers ville have haft til sig selv som en ufortjent indkomst.

Samtidig kan man godt sige, at vi med denne metode har afskaffet den private ejendomsret til jorden. For hvis jordejeren skal betale hele jordrenten i skat, så er han på en måde blevet til en forpagter - om ikke af navn så af gavn - og staten er blevet ejeren af jorden. Men vi har ikke nationaliseret landbruget. Jordejeren har den fulde frihed til at bruge jorden, som han vil - han kan selv afgøre, om han vil dyrke hvede eller havre.

Nu må man ikke af ovenstående udlede, at det kun er i landbruget, at der er en jordrente, der kan beskattes. Også butiks- og industrigrunde kan være overordentlig værdifulde i kraft af deres beliggenhed, og dermed give et stort udbytte til ejeren. Man kunne også nævne oliekilder og miner. Det er som regel blot det mest enkle i tankerne at forestille sig et rent landbrugssamfund. Denne forenkling berører ikke selve princippet.

I vores simple eksempel har vi forudsat, at der stadig er fri jord - dvs. jord, hvor der ikke skal betales jordrente - der kan give et årligt udbytte på 75 tønder korn med en almindelig arbejdsindsats. Hvis vi forudsætter, at det er en rimelig fortjeneste, hvordan kan den private ejendomsret til jorden da ligefrem blive en kilde til udbytning, og en årsag til fattigdom? Det kan den, hvis jordspekulanter beslaglægger jorden i et større omfang, end produktionen kræver. I et dynamisk samfund, hvor befolkningen vokser og de produktive kræfter stiger, da vil stadig mere jord blive inddraget til produktionen. Dette forhold vil netop blive observeret af spekulanterne, der vil holde på jorden i forventning om fremtidige gevinster. Så er jorden ikke længere fri, og arbejdslønnen kan blive trykket helt ned på eksistensminimum. Det er det, som George kalder jordmonopolet. Men hvis jorden bliver beskattet så kraftigt, at hele jord­renten inddrages, så vil det ikke længere kunne betale sig at besidde jord, der ikke anvendes produktivt. Det vil nemlig kun give tab, idet en stigende jordrente fremover vil skulle beskattes fuldt ud.

Our Land and Land Policy kan nu næppe siges at indeholde nogen egentlig økonomisk teori. Men nok et tilløb dertil. Det væsentligste i bogen er en intuitiv erkendelse af, at da jorden er en faktor i produktionen, så vil jordmonopolisering være en årsag til fattigdom, og altså en kilde til udbytning. For når befolkningstilvækst og fremskridt forøger jordrenten, så vil forventninger om yderligere fremskridt føre til jordspekulation - hvilket er en aldeles uproduktiv og samtidig en samfundsøkonomisk skadelig anvendelse af naturens rigdomskilder.

I 1877 blev George indbudt til at holde en forelæsning på University of California i Berkeley med henblik på en eventuel ansættelse som professor i økonomi. Han udtalte ved den lejlighed at:

Nationaløkonomien er konstant blevet påberåbt over for et hvert forsøg fra arbejderklassens side på at hæve lønningerne og nedsætte arbejdstiden.

Og

For at studere nationaløkonomi, så behøver man ikke særlige kundskaber, intet omfattende bibliotek, intet kostbart laboratorium. Man behøver end ikke lærebøger, ej heller lærere, hvis man blot vil tænke selv.

Denne forelæsning blev senere, i 1880, trykt i et tidsskrift ved navn The Popular Science Monthly, og jeg nævner den her, fordi den, ud over de stærkt provokerende bemærkninger (George fik heller ikke stillingen som professor!), indeholder en interessant redegørelse for økonomiens metoder; økonomiske sammenhænge er lovmæssigheder, som kan erkendes gennem teoretiske overvejelser, altså eksperimenter, som man gør sig i tankerne, og som svarer til andre videnskabers laboratorieforsøg.

I 1879 udkom så Georges hovedværk, Progress and Poverty, som på dansk kom til at hedde Fremskridt og Fattigdom. Bogen er en opfølgning af tankerne fra Our land and Land Policy, men denne gang med en omfattende økonomisk teori som en bagved liggende argumentation for angrebet på den private ejendomsret til jorden. Den økonomiske teori i bogen er helt overvejende teori om den økonomiske fordeling, men indeholder dog også en teori om økonomiske kriser og arbejdsløshed - et område, der var stærkt forsømt i den klassiske økonomi. Fremskridt og Fattigdom vil blive omtalt mere udførligt senere i denne artikel.

I 1886 udkom Protection ar Free Trade, på dansk Beskyttelse eller Frihandel. Bogen er et meget stærkt indlæg for total frihandel. Ved hjælp af Ricardos teori om de komparative fordele afviser George de populære misforståelser blandt befolkningen og politikerne om, at frihandel vil udkonkurrere de lavproduktive lande, og at lande med lavere lønninger vil udkonkurrere lande med højere lønninger, hvis ikke de sidstnævnte forsvarer sig med protektionistiske tiltag. Der er altså ikke meget selvstændigt teoriindhold i bogen, men den polemiske stil er helt Georges egen. Han klæder den protektionistiske filosofi af til skindet, og afslører den som totalt fejlagtig, og dens praktiske politik som skadelig og dybt umoralsk:

En sådan teori kan nok stemme overens med den form for flerguderi, som tilskrev hver nation en separat og fjendtlig Gud; men det er svært at få den til at passe med tanken om én Gud og Skaber og universelle lovmæssigheder. (Beskyttelse eller Frihandel, Kapitel IV)

Det er kendetegnende for George, at han på denne måde forener økonomisk og moralsk tænkning. Aktualiteten af disse tanker er slående, når man tænker på betænkelighederne ved at give de østeuropæiske lande fri adgang til EU-landenes markeder.

I 1898, året efter Georges død, udkom The Science af Political Economy. Bogen er et ret omfattende værk om økonomisk teori og metode. Bogen er ikke oversat til dansk.

George har skrevet flere bøger end dem, som jeg har nævnt her, og i tilgift et utal af mindre pjecer og artikler. I betragtning af hans ringe uddannelse, han forlod skolen 13 år gammel, så er hans produktivitet meget imponerende. Og det gælder rigtig nok også kvaliteten af hans arbejde.

Fremskridt og Fattigdom

Georges tilgang til at beskæftige sig med den politiske økonomi er fattigdommen. I indledningskapitlet i Fremskridt og Fattigdom er det Georges påstand, at stigende produktivitet af enhver slags, som har præget det meste af den civiliserede verden i mange år, ikke har mindsket fattigdommen, men måske endda har haft en tendens til at øge den:

Det er sandt, at produktionen er steget enormt, og at det gennemsnitlige niveau for bekvemmeligheder, fritid og raffinerede goder er blevet hævet; men disse gevinster er ikke generelle. Den laveste klasse bar ikke nogen del i dem. (Fremskridt og Fattigdom, indledningskapitlet)

Det kan altså slås fast, at George ikke vil undersøge om fremskridt mindsker fattigdommen for det er han slet ikke i tvivl om, at de ikke gør. Det han vil undersøge er, hvorfor de ikke gør det:

Denne følge af fattigdom med fremskridt er vor tids store gåde ... Det er gåden, som skæbnens Sfinks stiller vor civilisation. (lbid)

Det redskab George agter at benytte sig af for at finde svaret på gåden, fremskridt og fattigdom i forening, det er videnskaben, som man kalder politisk økonomi:

Jeg agter på de følgende sider at forsøge at løse, ved hjælp af den politiske økonomis metoder, dette store problem, som jeg har opstillet. Jeg agter at finde den lov, som bestemmer følgen af fattigdom med fremskridt, og som forøger nøden sammen med den stigende produktion. (lbid)

Men George kan ikke blot overtage den gængse politiske økonomi; den er ikke tilstrækkelig. Han er nødt til at opbygge sin egen for at finde et konsistent svar på sit spørgsmål, og det er det, som Frem­skridt og Fattigdom handler om: Hvorfor er fattigdommen permanent, og hvordan kan man komme dette onde til livs?

Fremskridt og Fattigdom er i stil med John Stuart Mills hovedværk fra 1848 Principles of Political Economy opbygget i afsnit kaldet "bøger". Hver "bog" er så igen opdelt i kapitler, sædvanligvis 4-5 stykker. Der er ti bøger i Fremskridt og Fattigdom og i alt 43 kapitler. I de fem første bøger behandler George sin økonomiske teori, altså svaret på det spørgsmål, som han har stillet i indledningskapitlet. I de sidste 5 bøger behandles forskellige aspekter af midlet mod fattigdommen, altså en fuld beskatning af jordrenten.

Bog I handler om forholdet mellem løn og kapital, og er et opgør med den klassiske økonomiske tanke­gang om, at der skulle bestå et snævert forhold mellem kapitalens størrelse og den samlede aflønning af arbejdskraften. Teorien blev siden døbt lønfondslæren. George afviser denne lære. Arbejdskraften skaber selv sin løn gennem produktionen, som selvfølgelig meget vel kan ske i samvirke med kapitalen. Alligevel kan man ikke sige, at det er kapitalen, der aflønner og beskæftiger arbejdskraften. Arbejdskraften er altså ikke mere afhængig af kapitalen, end kapitalen er af arbejdskraften. Denne indsigt er faktisk ganske væsentlig, fordi den både gør op med både et marxistisk syn på økonomien, hvor kapitalisten betragtes som en udbytter af arbejderklassen, og et mere konservativt syn, hvor kapitalisten tværtimod betragtes som samfundets velgører, fordi han investerer og "giver arbejde". Vi kender jo så ganske ud­mærket begge syn fra den moderne politiske debat. Med George synsvinkel lærer vi imidlertid, at kapitalisten hverken er Gud eller Djævel.

Bog II er et opgør med Malthus' befolkningslære om, at en stadig stigende befolkning vil umuliggøre en velstand for den brede befolkning, der ligger over eksistensminimum. George afviser kategorisk, at jorden på denne måde skulle have en begrænset ydeevne; den er tværtimod rig nok til at brødføde alle de mennesker, som det skal være. fattigdommen er således slet ikke et resultat af nogen naturlov, men skyldes derimod uretfærdige sociale institutioner - som det vel at mærke står i befolkningens magt at ændre.

I Bog III fremlægger George sit eget bud på de økonomiske love, der bestemmer fordelingen, hvilket han i Bog IV følger op med at fremlægge en teori om, hvordan fordelingen påvirkes af materielle frem­skridt. Både de fremskridt, der følger af den øgede arbejdsdeling, der bliver gjort mulig af en stigende befolkning, og de fremskridt, der skyldes egentlige tekniske landvindinger i produktionen. Dette er naturligvis et overordentligt vigtigt punkt i en samlet økonomisk teori, der vil påvise, at fremskridt ikke kommer den fattigste del af befolkningen til gode, men kun beriger jordejerne.

Bog V er et af de meget interessante afsnit i Fremskridt og Fattigdom. Her behandles spørgsmålet om økonomiske kriser og arbejdsløshed. George fremlægger en teori, der sammenkobler jordspekulation med økonomiske kriser. I Bog V finder man også nogle af Georges stærkeste og mest polemiske afsnit - et vidnesbyrd om den sociale indignation, der er den egentlige ledetråd i Georges arbejde med den økonomiske teori.

Bog VI kan siges at indeholde den egentlige konklusion i Fremskridt og Fattigdom. Bogen har overskriften "Midlet", dvs. midlet mod fattigdommen. Men først diskuterer George de forskellige andre midler, der ofte foreslås i den almindelige debat. Et af disse forslag er, at det offentlige bør have mere orden i sin økonomi, og altså bruge færre penge, så folk ikke skal betale så meget i skat. George er naturligvis ikke imod en bedre en offentlig økonomi; blot vil forslaget ikke betyde bedre vilkår for arbejderne, for lønnen vil ganske enkelt blive trykket tilsvarende - jordejerne vil høste gevinsten i form af en højere jordrente

Der er kun et middel, der kan virke effektivt, og det er at afskaffe den private ejendomsret til jorden. Det skal understreges, at der i Bog Vl ikke står ét ord om beskatning af jordværdierne. George formulerer i første omgang sit forslag som en afskaffelse af den private ejendomsret til jorden. Med hans egne ord·

Der er kun en udvej til at fjerne et onde - og det er at fjerne årsagen. fattigdommen uddybes efterhånden som produktionen stiger, og lønningerne er tvunget ned, samtidig med at de produktive kræfter vokser, fordi jorden ... er monopoliseret. For at gøre det af med fattigdommen, for at gøre lønningerne hvad retfærdigheden kræver de skal være, arbejdets fulde værdi, så må vi erstatte det individuelle ejerskab af jorden med fælles ejerskab. Intet andet går til ondets rod - i intet an­det er der det ringeste håb. Dette er således midlet mod den uretfærdige og ulige indkomstfordeling, der eksisterer i den moderne civilisation, og mod alle de onder, der udspringer heraf: Vi må gøre jorden til fælles ejendom. (Fremskridt og Fattigdom, Bog VI, Kapitel II)

I Bog VII gør George rede for, hvorfor hans middel er retfærdigt. Det kan egentlig siges meget kort: Ingen har skabt jorden med sin egen arbejdsindsats. Naturen har skænket os jorden, og den bør derfor ikke ejes af enkelte personer, men derimod af os alle i fællesskab. Det er kernen i hvad man kunne kalde den georgistiske etik, og denne etik er altså i overensstemmelse med den økonomiske analyse. Derfor skal jordejerne heller ikke kompenseres ved overgangen til fælleseje for jorden, som andre ellers har foreslået - det mest oplagte eksempel er John Stuart Mill. George fremhæver, meget polemisk, at slave­ejerne heller ikke fik erstatning, da slaveriet blev afskaffet efter den amerikanske borgerkrig - og der var vist endda ingen slaveejer, der drømte om at forlange kompensation. Hvis man endelig skulle tale om erstatning, så burde jordejerne egentlig erstatte samfundet for den jordrente, som de i mange år har beslaglagt. Så vidt går George dog ikke. Det er tilstrækkeligt, at jordrenten fuldt ud inddrages fra og med reformtidspunktet.

l Bog Vlll forklarer George endelig, hvordan jorden kan gøres til fælles ejendom: nemlig ved en fuld beskatning af jordrenten. George vurderer samtidig, at jordrenten vil være tilstrækkelig stor til at finansiere de fælles opgaver for samfundet. Derfor kan alle andre skatter afskaffes. Deraf kommer, at georgister ofte er blevet kaldt for "single taxers".

Det er også meget væsentligt, at en skat på jordværdierne, er en mere effektiv skat end alle andre skat­ter. Man kan ikke gemme jorden af vejen, så skattesnyd er helt udelukket. Denne skat kan heller aldrig hæmme produktion og initiativ, for jordrenten er ikke skabt af den enkeltes indsats, men i kraft af hele samfundets organisation og i kraft af naturens rigdom. Så vi ser altså, som også George gør meget ud af at forklare, at der er fuld harmoni mellem det, der er retfærdigt, og det, som der er praktisk og hensigtsmæssigt.

I Bog IX gør George rede for, hvilke effekter en fuld beskatning af jordrenten vil have. Resultatet vil være en mere lige fordeling, nu da jorden ikke længere er monopoliseret. Når jorden er fri, så vil der heller ikke længere kunne forekomme kriser og arbejdsløshed. Det samlede resultat er altså både en mere retfærdig og en mere effektiv økonomi.

Bog X, som er den sidste bog i Fremskridt og Fattigdom, er i al væsentlighed en polemik mod den herskende socialdarwinistiske filosofi. Hvis ikke de sociale problemer, som præger det nuværende samfund, løses, så vil resultatet blive kaos og barbari. Men fremtiden kan derimod blive både lys og lykkelig, hvis Georges forslag vinder indpas. I denne sidste bog finder man nogle af de smukkeste afsnit i Fremskridt og Fattigdom. Jeg vil ikke vælge enkelte citater ud, for teksten skal simpelt hen læses i sin helhed - meget gerne på originalsproget engelsk.

Afsluttende vurdering af Fremskridt og Fattigdom

Hvorfor skal vi interessere os for hvad en økonom, der levede i forrige århundrede, skrev? Er det kun den rent historiske interesse, der kan være drivkraften - i det her tilfælde historien om den økonomiske teoris udvikling? Dette er i sig selv et vigtigt punkt, men det er ikke det hele. Skønt samfundet har forandret sig meget siden Henry Georges tid, så er der alligevel mange økonomiske sammenhænge, der står fast, eller i hvert fald stadig gælder med visse modifikationer. Der er tilsvarende mange vigtige ind­sigter om retfærdighed, som må siges at være universelle.

Det er således en alt for nem og billig kritik, når George ofte afvises med, at han ikke er "aktuel" i det moderne samfund.

Man kan derfor stadig sagtens fastholde, at jorden etisk set bør være fælles ejendom, og at det bedst kan opnås med en fuld beskatning af jordrenten, og så bør man til stadighed søge tilbage til den økonom, der først gjorde rede for disse sammenhænge. Dermed skærper man sin egen forståelse for sammenhængene, og man bliver hele tiden mindet om de helt fundamentale forhold.

Dermed ikke være sagt, at Fremskridt og Fattigdom skal læses, som om den var en ufejlbarlig Bibel. Man skal naturligvis holde sig for øje, at der er sket meget i verden siden Henry Georges tid - hvem tør f.eks. i dag påstå, at der slet ikke eksisterer noget befolknings-problem i den 3. verden? (Rigtig nok eksisterer der også et jordproblem, så helt galt på den er georgismen altså på ingen måde). Der er også visse uklarheder i Fremskridt og Fattigdom, så der er ikke noget grundlag for en "georgistisk fundamentalisme" - som helt sikkert også ville have været George inderligt imod.

Økonomi opfattes ofte som en meget svær og også kedelig videnskab. Der er nok noget om snakken. De officielle økonomiske rapporter fra ministerierne kan ofte være nærmest forbryderisk kedelige. Det kræver også sin mand at stave sig igennem Karl Marx, David Ricardo eller John Maynard Keynes. Adam Smith er nok lidt nemmere på grund af et forholdsvis flydende og farverigt sprog. Ligefrem nem er han nu nok næppe. (Af disse fire økonomer er det kun Keynes, der ikke er oversat til dansk).

Nem er Henry George vel heller ikke, men faktisk har han som en af de få økonomer opnået en udbredelse, og vakt en interesse uden for økonomernes egne rækker. Og det har sine grunde. Fremskridt og Fattigdom er nemlig en bog, som spænder meget vidt emnemæssigt. Det væsentligste element er naturligvis økonomisk teori. Teori om den økonomiske fordeling er, som hos de klassiske økonomer, det vigtigste punkt. Derudover er der, som tidligere nævnt, også en teori om økonomiske kriser. Også skatteteori indtager, ikke overraskende, sin del af pladsen

Men Fremskridt og Fattigdom indeholder andre elementer end ren økonomisk teori. George beskæftiger også en del med historisk stof. Desuden behandler han emner som etik. politik, religion og filo­sofi. Stilen er over alt i bogen farverig og spændende; og det gælder i virkeligheden også, når de øko­nomiske sammenhænge udredes. George burde derfor ikke være kedelig læsning. Men det kan godt være, at det fulde udbytte først opnås, hvis man i det mindste har et beskedent kendskab til de klassiske økonomer, for det er i vidt omfang dem, som George både polemiserer imod og trækker på, for de fortjenester, som der tilkommer disse økonomer, er han bestemt ikke blind for, og der er ikke nogen tvivl om, at han betragter sit arbejde som en videreførelse og revision af den politiske økonomi, således som især John Stuart Mill har formuleret den.

Nu man taler om videnskabelig metode, så ligger George også tæt på klassikerne. Det, som undersøges er lovmæssigheder. Det sociale og økonomiske liv er styret af love, som det er muligt at erkende gennem logisk tænkning og et nøje studium af sammenhængene i det konkrete samfund. George formår altså både at tænke abstrakt og jordnært og det er i virkeligheden det, som økonomisk teori drejer sig om.

Således bliver George netop aldrig kedelig. Jeg håber. at jeg har formået at give et indtryk af kvaliteten i Fremskridt og Fattigdom. Det er en bog. der på en gang taler til både hjerte og forstand. Og som sådan er den afgjort et studium værd.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i tidsskriftet Grundskyld 1997:4

Der er i vidt omfang tale om en afskrift fra et af kapitlerne i mit universitetsspeciale, som jeg skrev i 1988.

Jeg håber sidenhen at kunne bringe hele dette speciale på min blog. 

30-03-2017

Økonomisk teori er at betragte som en stærk forenkling af virkeligheden. Økonomerne udvælger nogle få og særligt interessante temaer, som de analyserer under nogle givne antagelser. Et eksempel kunne være udenrigshandelsteorien, hvor man ofte antager to lande, som indbyrdes handler med to varer. Man kan så vise, at de to lande gennem handel kan opnå et større forbrug af begge varer, end før de be­gyndte at handle sammen. Frihandel er med andre ord bedre end økonomisk isolation.

Trods den drastiske simplificering - i virkelighedens verden er der mange lande og mange varer - så kan man altså alligevel med en meget lille og simpel model illustrere nogle interessante og væsentlige pointer.

Her har Daniel Defoes verdensberømte roman om Robinson Crusoe, der strander på en øde ø, og må leve der i 30 år, været en kilde til inspiration for mange økonomer. Robinsons tilværelse på den øde ø, hvor han helt alene må skaffe sig selv til dagen og vejen ved sit eget arbejde og de givne naturressour­cer, er jo faktisk at betragte som en økonomi. Ganske vist den mindst tænkelige økonomi med kun en person, men dog en økonomi. Og hvis vi under meget simple omstændigheder kan finde frem til nogle lovmæssigheder, så vil vi måske også kunne slutte os til sammenhænge, der gælder under mere komplicerede betingelser.

Jeg vi i det følgende give nogle få eksempler fra den økonomiske litteratur, og samtidig kaste lys over det faktum, at økonomisk teori ikke behøver at være så verdensfjern og kompliceret, som man nok ofte tror, og at den endda en sjælden gang kan være ganske humoristisk.

Lærebogens eksempel

Mit første eksempel er en lærebog fra 1982 i den økonomiske disciplin mikroøkonomi. Bogen er skrevet af Hans Keiding, og har titlen Mikroøkonomi Allokering og optimalitet. Mikroøkonomi drejer sig, meget kort fortalt, om de enkelte aktørers adfærd i økonomien. Hvordan træffer forbrugerne beslutninger om deres forbrugssammensætning på forskellige varer, så de opnår en maksimal tilfredsstillelse af deres behov? Hvordan træffer virksomhederne beslutninger om deres produktion, så de opnår den størst mu­lige profit? Og hvordan kan virksomhedernes udbud og forbrugernes efterspørgsel tilsammen danne en ligevægt i økonomien?

Det er netop vedrørende dette sidste punkt, at Hans Keiding gør brug af Robinson Crusoe, for ganske rigtigt så kan vores eneboer jo betragtes både som en virksomhed, der udbyder varer, og en forbruger, der efterspørger varer:

Vi betragter her en økonomi med 2 varer, en forbruger og en producent. Det kan f.eks. være Robinson Crusoe (som økonomerne altid har haft en vis forkærlighed for), der optræder med en spaltet personlighed: Han er dels forbruger, som med sin indkomst efterspørger bananer, og dels som producent ud­byder af bananer. (Fra Kapitel 5.3 i omtalte bog).

Robinson opnår så i sin virksomhed en indtægt ved at sælge bananer, der lige præcist svarer til den indkomst han som forbruger kan efterspørge bananer med, og Hans Keiding konkluderer humoristisk:

Vi ser, at den optimale tilstand kan fås som en markedslige­vægt. I den betragtede situation kan det nok siges, at hvis Robinson kan sætte sig ud over sin personlighedsspaltning, var det måske nok nemmere at etablere tilstanden direkte fremfor at handle med sig selv ved et vist prissystem. Men vi laver jo heller ikke teorien for Robinsons skyld. (Ibid).

Og det er jo netop sagen, og kernen i den abstraktion, som økonomisk teori er udtryk for. Naturligvis går folk i almindelighed ikke rundt og tænker økonomisk på samme måde som forudsat i lærebøgerne. Og alligevel, så er forudsætningen i økonomisk teori, at vi kan beskrive deres adfærd, som om de gjorde det - heraf økonomernes påstand om forbrugerne og virksomhederne som rationelle beslutningstagere.

I det næste afsnit skal vi se, hvad der kan ske med økonomien på Robinsons ø, hvis han opnår kontakt med omverdenen.

Robinson Crusoe og den amerikanske protektionist - Henry Georges eksempel

Den amerikanske økonom Henry George skrev i 1886 en bog vendt mod den protektionistiske politik, altså en politik, der ved hjælp af told og handelskvoter søger at begrænse importen af varer fra andre lande. Bogen fik titlen Protection or Free Trade, på dansk Beskyttelse eller Frihandel.

Henry George forestiller sig, at Robinson får besøg af en amerikansk protektionist, og nu da hans ø er blevet kendt af omverdenen, og hans ensomhed dermed brudt, beslutter han sig for at blive på øen. Protektionisten drager af sted igen, men forinden må han advare Robinson mod

den strøm af billige varer, som forbipasserende skibe vil for­ søge at sælge i bytte for frugt og geder. Forestil, hvordan han fortæller Robinson, nøjagtig det som protektionister fortæller større samfund, ... at med mindre han træffer foranstaltninger til at gøre det vanskeligt at fragte disse varer i land, så vil hans erhvervsliv blive aldeles ruineret, 'Faktisk' kan vi forestille os protektionisten sige 'så billigt kan alle de ting, du har brug for blive produceret udenlands, at jeg ikke kan se, hvor­dan du vil være i stand til at opretholde beskæftigelsen i dit eget erhvervsliv. 'Vil de forære mig alle disse ting?' vil Robinson helt naturligt udbryde. Det passer mig storartet, Så vil jeg hvile mig og læse og fiske for morskabs skyld. Jeg er ikke så ivrig efter arbejde, hvis jeg uden arbejde kan få, hvad jeg ønsker. (Protection or Free Trade, Chapter XII).

Protektionisten forklarer så Robinson, at han godt nok ikke ligefrem vil få varerne gratis, men dog så billigt, at han vil få svært ved at skaffe sig selv beskæftigelse. Men Robinson forstår stadig ikke noget:

Men jeg ønsker ikke at finde beskæftigelse til min arbejdskraft. Jeg brugte ikke månedsvis på at udhule min kano fordi jeg ønskede at finde beskæftigelse til min arbejdskraft. Hvis jeg kan få, hvad jeg ønsker med mindre arbejde, så meget desto bedre ... Jeg er ikke så bange for al blive overvældet med varer. Jo mere man bringer til mig, jo bedre passer det mig. (Ibid).

Og George konkluderer:

Og således må de to skilles, for del er oplagt, at uanset hvor længe vores protektionist snakkede om den idé, at Robinsons erhvervsliv ville blive ødelagt af at få ting med mindre arbejde end før, så ville det aldrig skræmme ham. (Ibid).

George slutter heraf, at når det ville være åbenlyst tåbeligt for Robinson at beskytte sin ø mod billige varer, så må den samme tankegang også være tåbelig for en hel nation. Når et land gennem import får varer fra andre lande, så sker det i bytte for andre varer, som landet selv skal producere. Derfor kan import aldrig true det indenlandske erhvervsliv og beskæftigelsen. Det gælder for Robinson Crusoe, og det gælder for et stort land. Der er ingen forskel.

Hvem ejer Robinsons ø?

Så længe Robinson er alene på sin ø, så er der ikke noget problem med ejendomsretten; øen tilhører naturligvis Robinson. Men hvad hvis han får en medborger? Nu ved vi faktisk fra Defoes roman, at Robinson blev ven med den "ædle vilde", som fik navnet Fredag.

George gør sig nu følgende tankeeksperiment i sin bog Social Problems, på dansk Samfundets Livs­spørgsmål:

Robinson Crusoe, som vi alle ved, tog Fredag til sig som sin slave. Antag nu, at Robinson Crusoe i stedet for at tage ham som slave, havde budt ham velkommen som et menneske og en broder; havde læst Uafhængighedserklæringen højt for ham, og havde fortalt ham, at han var en fri og uafhængig bor­ger, med ret til at stemme og blive embedsmand; men samtidig havde fortalt ham, at netop denne ø var hans (Robinson Cru­soes) private og eksklusive ejendom. Hvad ville forskellen være? Siden Fredag ikke kunne flyve op i luften, og ej heller svømme af sted gennem havet, siden han, hvis han overhovedet ville leve, måtte leve på øen, så ville han i det ene tilfælde være lige så meget slave, som i det andet. Crusoes ejerskab af øen ville være ensbetydende med hans ejerskab af Fredag. (Social Problems, Chapter XV)

Og George slutter fra det det simple, tænkte tilfælde til det generelle. Hvad der gælder på Robinsons ø, gælder også for et helt samfund. Så længe den private ejendomsret til jorden eksisterer, så længe er der heller ikke sand frihed. Så længe den ressource - jorden - som vi alle i sidste instans skal leve af, er monopoliseret, så er udbytningen af dem, der kun har deres arbejdskraft at sælge, det åbenlyse resultat. Heraf følger så helt logisk Georges krav om en reel afskaffelse af den private ejendomsret til jorden gennem en kraftig beskatning af jordens værdi.

Konklusion

De få eksempler jeg har udvalgt om økonomernes analogisering fra Robinson Crusoe til generelle kon­klusioner om økonomiske sammenhænge, viser noget meget fundamentalt om økonomisk teori. Økonomi er ikke en videnskab, hvor man lave eksperimenter i et laboratorium, som man kan i andre viden­skaber. Man er i stedet henvist til at lave eksperimenter i sine egne tanker. Det vil sige forestille sig en eller anden situation, der skal belyse nogle givne sammenhænge. Et sådant tankeeksperiment kan be­skrives med ord, men moderne økonomer vil som oftest opstille et system med matematiske ligninger.

Om man bruger ord eller formler til at illustrere sin tankegang, må afhænge af formålet. En berømt økonom som John Maynard Keynes betjente sig kun ganske lidt af matematik, men hans teorier er siden blevet ”oversat” til økonomiske modeller med ligninger. Disse modeller kan så være rørende simple, eller så komplicerede, at kun en computer kan betjene dem. Det sidste gælder, når modellerne skal beskrive et helt konkret, moderne samfund, og ikke blot en tænkt og abstrakt økonomi.

Der er mange påstande i omløb om økonomiske sammenhænge. Se blot på avisernes læserbreve, eller hør på politikernes udtalelser. Der er mange andre end økonomerne, der mener at vide sig kloge på arbejdsløshed, betalingsbalance og inflation. Og ikke et ondt ord om det. Men hvad enten vi er økonomer af uddannelse, eller blot som borgere har interesse for politik og økonomi, så kunne det måske være nyttigt at tage ved lære af Henry George. Og det vil sige, at hver gang vi møder en påstand om økonomi, så skulle vi prøve at teste sammenhængen under de simplest tænkelige forudsætninger. Vi vil da, som Henry George, være i stand til at gendrive mange fejlslutninger.

Hvis vi altid i vores argumentation starter med den fundamentale sandhed, at mennesket skal leve af og på den jord, som naturen har skænket os, så går vi ikke helt galt i byen. For den sandhed gælder lige så vel for Robinson Crusoe som for et moderne og kompliceret samfund.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i tidskriftet Grundskyld 1998:4