Ret op på niveauet på vores uddannelser
Sidste år kunne Kristeligt Dagblad fortælle om en seminariestuderende, som i en eksamen i dansk havde skrevet følgende:
”I klassen der er dansk undervisning er der mange ting på spil som der også vedrøre andre fag som har for få timer som det ofte har været diskuteret i medierne og folkeskolen og tilsvarene - oss i min egen praktik.”
Det burde være løgn, men den studerende bestod faktisk. Hvis du har børn i skolealderen, så bliver de måske undervist af forfatteren til ovenstående tekst.
Og her kan man læse om om studerende på dyrlægestudiet, som ikke behersker noget så elementært som brøkregning.
Når der bliver talt om et fald i niveauet på vores uddannelser, så bliver det ofte slået hen med, at sådan har folk sagt til alle tider. Det har folk måske, men nu tyder absolut alt på, at der efterhånden er noget om snakken.
Det har fået mig til at tænke tilbage på min egen gymnasietid 1980-83. Hvad var det for forventninger vi blev mødt med, da vi begyndte i 1. g?
Først og fremmest at vi kunne læse. Det ville være en absurd tanke at forestille sig, at blot én eneste af os skulle være mødt op uden at kunne læse en almindelig tekst. Jeg husker, at vi i 9. klasse havde læst George Orwells ”Kammerat Napoleon”. Det er en bog på omkring 100 sider, som er vældig nem at læse. Kan man ikke læse den på et par aftener, så har man intet at gøre i gymnasiet.
Dernæst blev det naturligvis også forventet af os, at vi havde lært at skrive. Den, som havde afleveret en dansk stil med så mange sproglige fejl som i den nævnte seminarieopgave, ville absolut ikke få mere end 6 (lige akkurat bestået på den gamle karakterskala), men nok snarere dumpekarakteren 5, da opgaven, udover at være sproglig ubehjælpsom, heller ikke virker alt for åndrig. Man ville så blive klar over, at man havde noget at præstere, hvis man drømte om selv at blive dansklærer.
I et fag som matematik var forudsætningerne for at følge med fra første dag egentlig ikke så store. Der behøvedes såmænd ikke ret meget andet end, at man beherskede den almindelig regning. Det blev så til gengæld også forventet. Matematiklæreren brugte altså ikke tid på at undervise i at sætte på fælles brøkstreg eller gange ind i en parentes. Det kunne man fra folkeskolen af, og kunne man det ikke alligevel, ja så havde man altså et efterslæb at indhente.
I fag som fysik og kemi husker jeg, at man begyndte helt forfra, så man i og for sig godt kunne følge med fra første dag, også hvis hvis man ikke havde været helt stiv i disse fag i folkeskolen.
I engelsk blev det forventet, at vi kunne læse en simpel tekst, og også samtale på et vist niveau. Jeg vil gerne dvæle lidt ved engelsk, for lige netop i det fag havde jeg store problemer. Jeg kunne nok læse det på et nogenlunde hæderligt niveau, men når jeg skulle sige noget, blev ordene til store kartofler i min mund. Sådan var der vel også et par andre kammerater, som havde det, men mange var særdeles dygtige til engelsk, og de fleste klart bedre end mig.
På den matematiske linje, som jeg gik på, skulle man til eksamen i engelsk efter 1. g, og resultatet for mig blev karakteren 5. Læreren fortalte mig, at det jeg havde forsøgt at sige, havde en englænder ikke forstået et ord af. Ikke særligt pædagogisk naturligvis, men jeg fik jo ikke den dårlige karakter, fordi læreren var et dumt svin, men fordi jeg havde forsømt at gøre noget ved faget allerede i folkeskolen, og derfor ikke havde niveauet til at følge med i gymnasiet.
Min pointe er, at niveauet i engelsk ikke blev sænket for min skyld. Naturligvis kan man sige, at det var synd for mig, at jeg fik en dårlig karakter, og at jeg blev ramt på mit selvværd. Det der imidlertid for alvor var synd for mig, det var da jeg tre år senere begyndte på universitetet, og skulle gå i krig med lærebøger på engelsk. Da kom jeg på det overarbejde, jeg burde have indledt allerede i skolen. Engelsk er simpelt hen ikke til at komme udenom nu om dage – det er ikke noget engelsklærerne har opfundet.
Fra tid til anden diskuterer vi karakterkrav. Bør man have et gennemsnit på f.eks. 4 eller 7 for at kunne begynde i 1. g? Det synes jeg ikke er så interessant. Det er endda sympatisk, hvis en dreng eller pige, som ikke var helt så flittig i folkeskolen, men nu er villig til at tage skeen over i en noget anden hånd, kan få chancen.
Det vi imidlertid må insistere på, det er, at niveauet fra første dag i gymnasiet svarer til, at alle elever har de elementære skolekundskaber:
Man kan læse en bog på dansk, man kan regne – også med bogstaver, og man kan læse og tale engelsk på et hæderligt niveau. Og er ens kundskaber alligevel ikke helt dér, ja så må man påregne at skulle præstere en ekstra indsats for at følge med.
Disse krav har vi åbenbart forsømt at stille, for hvordan skulle det ellers gå til, at nogle studerende på de videregående uddannelser ikke kan regne, og andre ikke kan sætte to ord sammen?
Hvad er konsekvenserne, hvis vi ikke retter op på det katastrofalt dårlige niveau i vores uddannelsessystem? Tja, vi kan jo blot tænke på, at den dag vi bliver ramt af en blindtarmsbetændelse, så har vi glæde af komme i hænderne på en læge, der i sine unge dage terpede anatomi til han brækkede sig. Og som i gymnasietiden var flittig med fag som fysik og kemi.
Og så er der den med globaliseringen. Det kan jo godt være, at vi danskere kan blive enige om, at vi skal have det hyggeligt med hinanden, og bare vi li'som forstår hinanden og så'n, så er alt godt. Men hvad når vi skal præstere noget på skrift og på engelsk, som folk fra andre lande skal læse? Kan vi så forvente at blive taget alvorligt, hvis vi præsterer tekster, som er fulde af grammatiske fejl?
Det haster med at få rettet op på niveauet i vores uddannelsessystem. Og det skal naturligvis være på alle niveauer. For helt åbenbart gælder det jo, at et ringe niveau i folkeskolen forplanter sig til gymnasiet og derfra videre til universiteterne.