Regerer pengene stadig verden
En kronik af nationaløkonom Jørgen Pedersen i Berlingske Tidende 21. februar 1939. Han påviser hvad penge i virkeligheden er og ikke er.
Blandt de illusioner som vestmagterne måske særlig England har gjort sig, og som gang på gang er bristet, er den opfattelse, at disse magter besidder et betydeligt politisk magtmiddel i deres overlegne finanskraft. Det er ikke vanskeligt at forstå, hvori denne opfattelse bunder, for faktisk har disse lande i en lang periode, og lige op til den allersidste tid øvet en betydelig politisk indflydelse i en lang række stater netop på grund af disse staters afhængighed af disse landes kapitalmarkeder.
Gang på gang møder man derfor den forestilling, at før eller senere må Tyskland og Italien komme til England og bede om lån, og tiden vil være inde til en endelig og for England gunstig forståelse med disse magter. Man har ræsonneret som følge af, at Tyskland og Italien er kapitalfattige lande. Ikke desto mindre har de i en årrække øst penge ud med begge hænder, og har derved skaffet sig en bundløs gæld, der før eller senere må ende med et finansielt Sammenbrud, og bringe dem til at henvende sig der, hvor kapitalen er, det vil først og fremmest sige England. Finanspressen har derfor også gang på gang lanceret rygter om. at Dr. Schacht ændrede lånemulighederne i England, eller at der i forbindelse med en engelsk eller italiensk overenskomst, skulle være tale om et stort lån til Italien.
I øjeblikket knytter man forhåbningerne til General Francos lånetrang, man ræsonnerer, at han umuligt kan genrejse det ødelagte Spanien uden kapital, og denne kan kun fås i London eller Paris, ikke hos hans allierede Tyskland eller Italien. Derfor regner man med, at han er til at få i tale, og at man ad denne vej kan begrænse den tyske og italienske indflydelse.
Erfaringen har imidlertid vist, at alle beregninger med hensyn til Tysklands og Italiens finansielle vanskeligheder og dermed afhængighed af lån i udlandet er slået fejl.
Den fundamentale fejltagelse er, at man går ud fra, at man behøver hvad man kalder kapital, dvs. penge som nogen har sparet op for at producere, f.eks. bygge fabrikker, huse, landeveje, fæstninger, eller underholde soldater. Det man faktisk skal bruge, er imidlertid arbejdskraft og råstoffer, for det er det, der skaber pengenes værdi. Det er naturligvis ubestrideligt, at man skal bruge penge, for at mobilisere den ledige arbejdskraft eller andre ressourcer, men for det første er det ganske ubestemt, hvor mange penge man skal bruge, da det beror på den løn, som betales, og for det andet kan penge jo laves i ubegrænset mængde, og bruges i den udstrækning der svarer til vareproduktionen, og praktisk talt uden omkostninger. Man har derfor heller ingen vanskeligheder med at skaffe penge i disse lande. I Tyskland har man valgt at holde lønnen uforandret, i Italien har man valgt at lade den stige en del i senere år, men i begge tilfælde har man stillet de penge til rådighed, som mobiliseringen af arbejdskraften med gældende lønninger krævede.
Når reserverne af arbejde og råstoffer er brugt stiller sagen sig helt anderledes, så kan man ikke komme videre ved blot at lave flere penge. Skal rustningerne eller anden virksomhed udvides, må det ske ved indskrænkning på andre områder eller ved tilførsel udefra. Altså ved lån i udlandet. Hidtil har disse lande imidlertid som vi ved været i stand til at inddrage flere og flere i produktionen, ligesom de også har været i stand til at udvide deres råstofbasis og gennemføre rustninger og andre krigeriske foranstaltninger, tilsyneladende uden at forringe befolkningens levefod.
Det er imidlertid sandsynligt, at deres hjælpekilder nu nærmer sig stærk til fuld udnyttelse. Men deraf følger jo ikke, at man må søge finansiel hjælp udefra, men kun, at de ikke kan sætte tempoet for deres rustninger op uden at forringe befolkningens levefod. Der skulle ikke være noget i vejen for, at de fremdeles kan anvende meget store beløb på rustnings eller krigsformål, og endda levere et større spillerum for befolkningens forbrug, eller tillade en udvidelse af fritiden. De der tror, at disse lande en dag vil være nødt til at gøre indrømmelser for at opnå udenlandske lån vil derfor efter al sandsynlighed blive skuffet. Man vil måske være tilbøjelig til at henvise til Hitlers ord ”eksporter eller dø”, men disse ord står i stærk modstrid med forsikringerne under september krisen om, at Tyskland kunne modstå enhver form for blokade udefra, ingen af udtalelserne skal tages alvorligt, de tjener hver sit taktiske formål. En formindskelse af rustningstempoet ville utvivlsomt sætte import fri til en væsentlig forbedring af levefoden, selv med den nuværende eksport.
Hvad angår Spanien da skal jeg ikke udtale mig om, hvorvidt Franco efter en sejr vil søge udenlandske lån, men også her gælder det, at sådanne lån ikke vil være en nødvendighed for ham eller for landets genrejsning, og at man derfor risikerer at regne forkert, hvis man bygger sin politik på troen på en sådan nødvendighed.
Man siger at landet er ødelagt, og skal genopbygges, og at der dertil behøves penge, men jeg har allerede påvist, at fremskaffelsen af penge ikke er noget problem, hvad det kommer an på er arbejdskraft og råstoffer. Men en stor del af de mennesker, og det er vel næsten hele den mandlige befolkning, der nu i mere end to år har været beskæftiget med krigsformål, og alle de råmaterialer som er medgået her til vil ved krigens ophør blive til rådighed ved denne genopbygning. Man peger på, at befolkningen savner fødevarer, men har de kunnet klare sig under krigen, må de vel endnu lettere kunne klare sig ved krigens ophør, der forbruges mindre, og folk får tid til at dyrke jorden og passe husdyr. Dertil kommer at udenrigshandelen vel også forøges, og at importen i hvert fald kan omlægges til fredsbehov.
Selvfølgelig vil det lette situationen meget, hvis udenlandske lån kunne opnås, og store mængder fødevarer straks kunne indføres, men nogen nødvendighed for en sådan indførelse foreligger ikke mere end før fredsslutningen end efter, snarere tværtimod.
Meget ville derfor være vundet for vestmagterne, hvis deres finanseksperter kunne lægge deres tankegang lidt om, og lære af erfaringerne. Alt for længe har de overvurderet London city som magtfaktor, og derfor har de forsømt udviklingen af de reelle magtmidler som er arbejdskraft, råstoffer og materiel.