Når empatien udebliver hos de anstændige
Venstrefløjen plejer gerne at fremstå som den svagestes beskytter. Det er naturligvis sympatisk, når man gerne vil værne den svage mod at blive forfulgt af den stærke.
Og så sker der alligevel noget forunderligt, når to betingelser er opfyldt:
1) Den forfulgte er jøde eller kristen.
2) Forfølgeren er muslim.
Så er der besynderligt nok pludseligt lukket for det varme vand og empatien hos de anstændige. Man foretrækker at kigge den anden vej.
Det mest ekstreme eksempel er nok Malmøs tidligere borgmester Ilmar Reepalu. Han havde aldrig nogensinde hørt det mindste om, at jøderne overhovedet skulle have blot antydning af problemer i hans by:
Men også her i Danmark kan vi skam godt være med: For et par år siden opfordrede den radikale integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev jøderne til at blive væk fra en mangfoldighedfest:
Man nægter at være på den forfulgtes side, for at slippe for at få tilgriset sin politisk korrekte samvittighed. Så tror jeg ikke, at det kan blive mere usselt.
En lignende reaktion møder man, når det gælder de forfulgte kristne. Det problem skal helst nedtones mest muligt. Det gælder såmænd også mange præster i Folkekirken. De er sjældent at finde i forreste linje, når det gælder sympati og medfølelse for vores medkristne i lande som f.eks. Ægypten og Irak. Kan man så synke dybere i kristent selvhad?
Nu behøver vi såmænd ikke at rejse langt væk for at støde på kristenforfølgelser. Den slags finder skam også sted her i vores eget land. Debattøren Jomana Jojo Joy fortalte sidste år om den forfølgelse og chikane, hun som kristen blev udsat for på Nørrebro.
Og så bliver det endda rigtigt giftigt, når man erfarer, at selv i vores asylcentre må kristne flygtninge frygte for deres sikkerhed. Kan det så blive værre? Netop på et asylcenter skulle man sidst af alle steder være bange for forfølgelse. Men da forfølgerne altid er muslimer, så får de kristne den kolde skulder af de anstændige.
Bemærk udtrykket ”religiøse spændinger”. Til andre tider hedder det ”religiøse konflikter”. Men det er en helt igennem fej omskrivning for det som reelt er problemet: nemlig renlivede kristenforfølgelser.
Konflikter? Der var også mange konflikter i Tyskland i 30'erne mellem jøder og nazister. Det var de to parter nok nogenlunde lige gode om...
Hvad bør så svaret være på problemet med chikane og forfølgelse af kristne flygtninge? Naturligvis kan der kun være et muligt svar, nemlig at en asylansøgning bringes til ophør, hvis man gør sig skyldig i chikane af andre flygtninge eller begår alvorlige lovovertrædelse i øvrigt, fx voldtægt og organiseret tyveri og indbrud.
Asylansøgere skal fra første dag gøres bekendt med, at sådan er reglerne i Danmark, gerne med indrykning af annoncer i arabiske aviser.
Vil et sådant tiltag være i overensstemmelse med internationale konventioner? Lad mig svare ærligt: Jeg aner det ikke, men absolut intet kunne interessere mig mindre.
Den som er på flugt fra forfølgelse deltager naturligvis ikke selv i at forfølge andre, og gør han det alligevel, så gives der kun én eneste løsning: Ud på røv og albuer.
For en god ordens skyld skal jeg gerne understrege, at de utvivlsomt mange tilfælde, hvor kristne asylansøgere plager livet af muslimer (ironi kan forekomme) naturligvis skal have den samme konsekvens.