Nørrebro er ikke Molenbeek, men...

Det er faldet Københavns integrationsborgmester Anna Mee Allerslev for brystet, at Nørrebro er blevet sammenlignet med den belgiske bydel Molenbeek, se her.

Det var fra denne bydel, at terrorhandlingerne i Belgien i sidste måned udgik. Bydelen er et af de såkaldte no go områder beboet af indvandrere fra Afrika og Mellemøsten, hvor politiet kun kan møde op meget talstærkt, og hvor almindelige belgiere ikke tør sætte deres ben.

Svarer det til Nørrebro? Naturligvis ikke. Jeg færdes hver dag på Nørrebro på min vej til og fra arbejde, og møder aldrig problemer. Min frisør, som er fra Libanon, har sin forretning på Nørrebrogade. Jeg ved ikke, om han er kristen eller muslim. Til gengæld ved jeg, at han er elskværdigheden selv. Det samme gælder den flinke iraker på Jagtvej, som reparerer min cykel, og som endog sidste år var så venlig at sælge mig en cykellås på kredit. Den slags små næringsdrivende blandt indvandrere er der masser af på Nørrebro og andre steder i København.

Hvis man betragter gadebilledet på f.eks. Nørrebrogade, så er der masser af indvandrerkvinder både med og uden tørklæde. Kvinder i burkaer forekommer, men ikke i stort omfang. Gammeldanskere og indvandrere ser ud til ofte at færdes sammen.

Så selvfølgelig svarer hele Nørrebro ikke til Molenbeek eller for den sags skyld Rosengården i Malmø. Eller de områder i Gøteborg, som nærmest må betegnes som små islamiske stater, læs f.eks. her.

Nu er det jo blot ikke sådan, at vi slet ikke kender til tilsvarende problemer i København. Hvad med præsten i Tingbjerg, som blev chikaneret ud af byen? Hvad med de butiksran, der jævnligt finder sted i Brønshøj og Nordvest? Og det er altså ikke almindelige butikstyverier, hvor en kunde putter en plade chokolade i lommen. Det er åbenlyse røverier ved højlys dag, hvor en gruppe indvandrerdrenge med stærkt truende adfærd frit forsyner sig, og hvor butiksejerne ofte end ikke tør kontakte politiet af frygt for hævnaktioner.

Så jo, vi har altså også problemerne i København og andre danske byer. Men rigtigt nok tyder alt på, at tingene er langt, langt værre i Sverige og Tyskland.

Den interessante tanke er imidlertid, at hvis vi nu kan sige, at vores problemer med integration trods alt har et niveau, som vi med optimistiske briller tør beskrive som håndterbare, skyldes det så, at vi allerede for flere år siden indførte en langt strengere udlændingepolitik end vores nabolande? Og at det er takket være denne stramme politik, at Anna Mee Allerslev og vi andre kan færdes trygt de fleste steder på Nørrebro?

Og det er jo altså en politik, som ikke er blevet støttet af hendes parti Det Radikale Venstre.

Min konklusion er, at vi på ingen måde skal tilbage til den udlændingepolitik, som blev ført i 80'erne og 90'erne med udlændingeloven fra 1983. Som endog ifølge den radikale politiker Benhard Baunsgaard ikke var nær liberal nok.

Vi må erkende, at en mand som Søren Krarup så rigtigt, da han tændte advarselslamperne i 80'erne. Den gang mente jeg selv, at hans synspunkter i bedste fald var stærkt overdrevne, for så mange indvandrere havde vi jo slet ikke...

Den stramme udlændingepolitik skal som et minimum fastholdes, men sandsynligvis strammes yderligere. Næste skridt bliver et helt nødvendigt opgør med konventionerne, som intet har at gøre i dagens Europa.

Det skal simpelt hen ikke længere være et gyldigt argument mod f.eks. at udvise kriminelle asylansøgere, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Hvis konventionerne forbyder os fremdeles at arbejde for et relativt trygt land baseret på tillid, så skal disse konventioner smides på møddingen.