Kan mobning stoppes? Og vil vi?

Den 12. april havde Politiken en artikel om mobning, hvor en forsker slår fast, at det ikke hjælper at straffe børn, som mobber andre.

Det kan I læse nærmere om her.

Så har man hørt det med, men når en forsker siger det, så må det jo bestemt være rigtigt. Jeg har i al min enfoldighed dog lidt svært ved at indse, at det ikke kunne være på sin plads at skride ind med et vist mål af strenghed, når det gælder noget så alvorligt som mobning – for at beskytte den svage mod den stærke. Navnlig, når man læser en så hjerteskærende beretning som denne her om renlivet ondskab børn imellem.

I sin bog Dødsdromen fortæller forfatteren Gordon Inc. på en af bogens første sider om sin barndomsven Karl:

en kejtet, tænksom og lidt genert dreng. Han gik på kommuneskole og blev mobbet, og de langhårede 60'er-lærere gjorde intet for at beskytte ham.

Vi hører så ikke ret meget mere til Karl, men når jeg læser i Dødsdromen slår det mig, at Inc.'s erfaringer på mange måder ligner mine egne, og i hvert fald tids- og miljømæssigt må falde meget godt sammen. Jeg begyndte i anden klasse en gang i begyndelsen af halvfjerdserne på en nyoprettet skole i en større nordsjællandsk by. En efter datidens forhold meget moderne skole, beliggende i landlige omgivelser. Selve skolebygningen var et mærkværdigt monstrum bygget i ét plan med en overdreven brug af glas til alle sider. I midten af bygningen var der en slags fællesområde, hvor vi havde lov til at opholde os i frikvartererne, men i øvrigt kunne vi også være i klasselokalerne eller udenfor efter eget valg. Personligt lærte jeg aldrig at sætte pris på de fysiske omgivelser, og jeg har dem stærkt mistænkt for at fremme den mobning, som fandt sted på skolen. I første klasse havde jeg gået i en almindelig skole midt i byen, men denne skole blev nu nedlagt. Den gammeldags skolegård fortjente næppe at blive idylliseret, men på mit barnesind virkede den trods alt mere tryg og overskuelig.

Jeg ved dog ikke med sikkerhed, om mobningen på den nye skole var værre end på den gamle; trods alt var en stor del af lærerstaben den samme. For øvrigt ved jeg heller ikke om mobningen var værre end i dagens folkeskole. Men den var der, og uden at lærerne og skoleinspektøren gjorde noget videre for at stoppe den. Om det så skyldes misforstået "60'er-tolerance" er måske ikke helt sikkert. Lærerne udgjorde et noget broget hold af ældre og yngre lærere; den gammeldags skole var der ikke mere, men ej heller havde en ny rigtigt taget form. På en måde var der tale om en sær hybrid, hvor visse lærere godt kunne lide at skilte med venstreorienterede og frisindede holdninger, som de så dog alligevel ikke kunne leve op til. Om vi kunne skrue tiden ca. 40 år tilbage, ville vi kunne overvære det ejendommelige og groteske syn af en lærer med langt hår og skæg, klædt i cowboybukser, en gammel sweater og træsko, gennemføre en undervisning som kunne være taget lige ud af Det Forsømte Forår, og hvor den iskolde rædsel krøb op og ned langs væggene. Den som ikke kunne lektien måtte nære en dyb angst for lærerens ubeherskede terror.

Jo, lærerne kunne sandt for dyden godt skælde ud. På den måde var der slet ikke tale om en frisindet og moderne skole. Selv mindes jeg en voldsom skideballe, som jeg fik af en ældre lærerinde. Jeg husker ikke nøjagtigt sammenhængen, men min forbrydelse bestod i, at jeg i et frikvarter havde placeret fodsålen på kanten af et bord for at binde min sko. Lærerinden præsterede et fuldstændigt hysterisk raserianfald, som man skulle mene kunne være brugt på en mere betydningsfuld sag. Jeg havde jo ikke ødelagt bordet, jeg havde ikke slået på mine kammerater eller i øvrigt generet dem.

Men det sidste havde måske også været knapt så slemt? For lige netop når det gjaldt mobning svigtede lærerne på det groveste. Det værste jeg overværede var, da vi i fjerde klasse fik en ny dreng i klassen, som kom fra Jugoslavien. Han blev hurtigt skydeskive for alskens ondskab. Forsvarsløs som han jo var, uden at kunne sproget. Ingen lærer drømte om at gribe ind.

Nu har jeg ikke selv børn, så jeg kender kun til problemet med nutidens mobning ud fra hvad jeg kan læse mig til. Måske er der trods alt en del mere fokus på mobning, end da jeg var barn i 70'erne. Alligevel virker det dog som om, at det samme svigt også finder sted i dag. Og hvorfor må lærernes og skoleledernes pligt til at gribe ind næsten ikke diskuteres? Foruden naturligvis også forældrene ansvar.

Jeg har grundet meget over problemet. Nu tror jeg slet ikke, at man fuldt ud kan beskytte børn mod de knubs livet giver. Ligesom politiet ikke kan møde op og skrive rapport, når jeg er blevet trådt over tæerne i bussen. Tonen mellem børn kan jo være hård. Snart står den ene for skud, snart den anden. Men hvor går så grænsen til den egentlige mobning? Det er i virkeligheden et tåbeligt spørgsmål, for vi ved jo udmærket, hvornår grænsen er overskredet. Og det er den i hvert fald for længst, hvis et barn har ondt i maven af angst inden en skoledag. Kun gemen fejhed nægter at se noget som helst andet.

Men hvorfor svigter lærerne? Ja, det kan jo slet og ret skyldes almindelig dovenskab og konfliktskyhed. Det er i sig selv utilgiveligt, men i grunden også ret banalt. Måske spiller det også ind, at lærerne i deres egen selvforståelse yder en fremragende indsats, både fagligt og socialt. Og det er jo logisk set meningsløst at stille skærpede krav til den, der allerede præsterer det ypperlige.

Men jeg tror også, at svigtet finder sted af en mere fundamental grund, som bunder i en misforstået humanisme. En humanisme, som nægter at se ondskaben i øjnene, men foretrækker at fortolke den anderledes. Det vil sige, at når Kim og Brian er på nakken af Søren, så er det muligvis nok synd for Søren, men i dybeste og egentligste forstand er det i virkeligheden Kim og Brian, som det er synd for! Den som mobber har et svagt selvværd, har jeg hørt. Og så siger det sig selv, at der ikke kan være tale om med strenghed at gribe ind over for de to følsomme drenge! Derved kunne de jo lide ubodelig skade. Ak ja, det er den milde humanisme, som så ofte ender med at svigte den svageste.

Det er muligt, at strenghed over for mobberne ikke ville løse alle problemer, men mon dog ikke at strenghed trods alt kunne gøre en betydelig forskel? Og nok så væsentligt: Hvorfor bliver spørgsmålet pure afvist?

Nu siger jeg, at lærerne i min egen skoletid ikke viste nogen særlig nidkærhed over for mobning. Jeg husker dog en undtagelse, men her var der godt nok også tale om en lærer, som var blevet mobbet! Efter at vores klasse havde forvandlet en time i husgerning til det rene anarki, blev det for meget for den stakkels lærerinde. Hun betroede sig til en af de mere håndfaste lærere, som straks greb ind med en gedigen skideballe sammen med inspektøren og på dennes kontor. Det skaffede i hvert fald for en tid lærerinden i husgerning mere tålelige vilkår. Strengheden kunne altså gøre en forskel. Vi var ikke så forhærdede, at et besøg på inspektørens kontor slet ikke gjorde indtryk. At lærerne ikke ville se på, at en kollega fik forpestet sin tilværelse var sympatisk, men en tilsvarende solidaritet udviste de altså aldrig med eleverne!

Jeg ville ønske, at pressen ville sætte langt mere fokus på mobning, men altså også, og især, lærernes og forældrenes rolle. Det er ikke nok med en masse ord om, hvor slem mobning er, og hvordan den kan skade et barn for livstid. Det ved vi godt allerede. Nej, skolen må kunne tåle at blive udsat for kritiske spørgsmål. Når grov mobning finder sted på en skole, så er der efter min mening tale om, at skolelederen har gjort sig skyldig i grov pligtforsømmelse.

Det mest tragiske man til tider kan høre, det er, at børn godt nok ikke erhverver sig så mange håndfaste kundskaber i skolen, men til gengæld en rig fond af sociale kompetencer! Igen har ingen vovet at stille det enfoldige spørgsmål: Hvordan kan sociale kompetencer gå hånd i hånd med grov mobning? Modsætningen skriger da til himmelen. Der er jo tale om, at skolen svigter både fagligt og socialt.

Hvor længe vil vi se på, at mobningen fortsætter, og hvor længe vil vi tåle, at lærere, skoleledelse og forældre til mobberne krybber uden om deres ansvar? Svaret blæser i vinden.