Paven har svaret

Jeg husker engang i 80'rne et interview med SF's daværende formand Gert Petersen. Den gang var statsministeren konservativ og hed Poul Schlüter. Forventningen var imidlertid, at den borgerlige regering snart ville blive afløst af et ”arbejderflertal” mellem Socialdemokratiet og SF, og på den baggrund spurgte en journalist fra TV-avisen, hvad en kommende arbejderregering ville gøre med underskuddet på betalingsbalancen. Gert Petersen kom ingenlunde i forlegenhed, men svarede frejdigt, at man ville træffe foranstaltninger til at nedbringe underskuddet! Næste dag bemærkede Ekstrabladets TV-anmelder syrligt: ”Hvorfor har ingen tænkt på det noget før?”

Et lignede tilfælde skete så omkring årsskiftet, hvor Sverige indførte skærpet grænsekontrol ved Øresund. Berlingske traf på stationen ved Københavns Lufthavn to svenske damer til en snak om flygtninge og indvandrere, og de kunne da godt se, at ikke alt i den sag var helt uproblematisk, men en af damerne havde ikke desto mindre svaret: Vi skal blot have integrationen til at virke! Igen, hvorfor har ingen tænkt på det noget før?

Denne himmelråbende naivitet hos de to svenske damer kan vi jo så trække på skuldrene af, men langt alvorligere er det, når omtrent samme budskab lyder fra ingen ringere end Kristi stedfortræder på jorden, nemlig den katolske pave Frans. Læs en omtale i Kristeligt Dagblad her. Den dårlige integration af indvandrere i Europa er simpelt hen vores egen fejl, og vi har bare ikke gjort det godt nok. Løsningen er, at det skal vi gøre bedre. Kristeligt Dagblad bemærker dog, at paven ikke løfter sløret for konkrete løsninger...

Man må imidlertid formode, at man i alle de europæiske hovedstader meget gerne tager imod konsulentbesøg fra Vatikanet. Overalt har man kæmpet med integrationen af indvandrere – også fra anden og tredje generation – fra nordafrikanske og mellemøstlige lande, og uden at man for alvor har knækket koden.

I mellemtiden kan man jo så lide af en dårlig kristen samvittighed, når man som f.eks. jeg mildest talt ser med skepsis på det multikulturelle samfunds velsignelser. Den galej skal vi imidlertid ikke hoppe på. Vi kan så udmærket være både kristne og modstandere af en stor indvandring fra de lande, hvor integrationen erfaringsmæssigt bare ikke går godt.

Jeg vil prøve at undersøge spørgsmålet i sammenhæng.

For det er da umiddelbart så indlysende, at vi skal behandle mennesker i nød med næstekærlighed. Er det ikke simpelt hen ukristeligt, hvis vi afviser at behandle asylansøgninger?

Dertil kan man jo komme med forskellige betragtninger. Jeg husker en præst, som sidste år udtalte, at vi da sagtens i Danmark kunne modtage 200.000 flygtninge, for hvem i alverden bemærker, om vi i Danmark er 5,6 eller 5,8 millioner indbyggere? De svenske og tyske erfaringer viser så dog, at det kan man ikke ”sagtens”, men bortset fra det, hvad skal vi så stille op med asylansøger nummer 200.001? Hvad er kristeligt set det rigtige svar? Det findes ikke.

Som ungt menneske mente jeg, at jeg kunne læse et pacifistisk budskab ud af Jesu ord i bjergprædiken om at vende den anden kind til. Danmark var ganske enkelt kristeligt forpligtet til at nedruste totalt. Hvis man ville forfølge tankegangen, så skulle man jo så også afstå fra en hvilken som helst magtanvendelse, hvorved vi jo så skulle nægte at beskytte den svage mod den stærke. Meget kristent...

Jeg vil imidlertid tage udgangspunkt i en anden nytestamentlig tekst, nemlig lignelsen om den fortabte søn, som man kan læse i Lukasevangeliet kapitel 15:11-32.

En ung mand forlanger og får også sin arveandel, som han øder bort i et udsvævende liv med druk og hor. Til sidst – da det er gået ham meget ilde – søger han hjem til sin far, idet han håber at kunne få en beskeden stilling som daglejer, så han i hvert fald har føden. Han bliver dog modtaget som en konge til brorens store fortrydelse. Broren bliver dog af faren belært:

Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Nu er jeg ikke teolog, men jeg skulle mene, at budskabet er, at vi ikke skal forarges over, at Guds tilgivelse også kommer dem til gode, som ikke altid har handlet helt så godt og forstandigt som vi synes vi selv har.

Vi kunne til en afveksling prøve at tage lignelsen bogstaveligt. Du skal forestille dig, at du selv er ejer og leder af en virksomhed af en vis størrelse, måske ikke en stor koncern men dog en virksomhed med 50-100 ansatte. Så har du en række hensyn at tage til dine ansatte, kunder, leverandører og samarbejdspartnere, måske også til eventuelle aktionærer. Du kan ikke bare gøre som det passer dig, for du har pligt til at sikre, at alle parter er tilgodeset.

Lad os nu sætte, at din nærmeste medarbejder, som du altid har stolet blindt på, en dag begår groft underslæb i en størrelsesorden, som bringer virksomhedens overlevelse i fare. Ved offervilje fra dine ansatte og langmodighed fra dine kreditorer lykkes det med store anstrengelser at sikre virksomhedens fremtid.

Nu kommer bedrageren en dag tilbage sønderknust af anger og med stor vilje til at gøre alting godt igen. Hvad gør du så? Det siger sig selv, at du ikke kan give ham hans gamle stilling tilbage. Det forbyder de hensyn du har at tage til både dine ansatte og andre interessenter. Du kan måske – men også kun måske – tilbyde ham en underordnet stilling til en beskeden løn. Måske kan du prøve at skaffe ham en stilling i en anden virksomhed. Det kan være, at du ikke behøver at svigte ham totalt, men du kan altså ikke som faren i lignelsen slagte fedekalven til ære for en bedrager, hvor oprigtig hans anger end måtte være.

Vil du hjælpe er du nødt til at finde en løsning, hvor der tages hensyn til hvad som er ret og rimeligt alle forhold taget i betragtning.

På samme måde er vi som samfund tvunget til behandle spørgsmålet om flygtninge ud fra hvad der er ret og rimeligt, og hvad der er realistisk, hvis vi til stadighed skal sikre sammenhængskraften i vores land.

Denne erkendelse bør føre til, at vi gentænker de konventioner, som blev til i en anden tid, og hvor man slet ikke kunne tænke sig de problemer vi står over for i dag. Vi kan nævne i flæng:

• Flygtninge, som ofte er på flugt fra dårlige levevilkår snarere end personlig forfølgelse.

• Uledsagede ”flygtningebørn”, som lyver om deres alder for at opnå de privilegier, som bliver mindreårige flygtninge til del.

• Flygtninge, som begår alvorlig kriminalitet under deres ophold i modtagerlandet. Eksemplerne er efterhånden så mange – Køln Nytårsnat er ikke det eneste – at vi ikke kan blive ved med at snakke om "enkeltstående tilfælde".

• Afviste asylansøgere, som alligevel ikke kan sendes tilbage til deres hjemland, men som må blive i modtagerlandet på tålt ophold.

• Chikane af kristne asylansøgere begået af muslimer. Læs f.eks. her. Tanken burde ikke kunne tænkes, at den som er på flugt fra forfølgelse selv forfølger andre, og derfor har konventionerne ikke taget højde for den slags uhyrligheder.

Så uanset vores gode og kristne sind, så er vi tvunget til at gentænke, hvad der er ret og rimeligt.

Jeg nægter at lade mig pånøde en dårlig kristen samvittighed, fordi jeg ønsker et land med tryghed og frihed. Erfaringerne fra Sverige viser, at stor indvandring fra muslimske lande fører til et meget brutalt samfund med stor utryghed. Læs her om hvordan 50 bydele i Sverige er blevet til områder, hvor lovløsheden hersker. Og problemerne er jo heller ikke ukendte i Danmark, men har blot heldigvis ikke nået samme omfang som i Sverige.

Er det ukristeligt at arbejde for at undgå svenske tilstande i Danmark? For mig giver svaret sig selv. Og derfor tilslutter jeg mig et opgør med de konventioner, som forbyder os at være herre i eget hus.

Derfor kan vi alligevel godt gøre noget for flygtninge. Vi kan øge hjælpen til nærområderne, og vi kan tage imod nogle flere kvoteflygtninge.

Næstekærlighed? Som det er for tiden udviser vi ”næstekærlighed” over for den, som kan betale en menneskesmugler, for det siger konventionerne, at vi skal. Men den som sidder fast i elendigheden i en flygtningelejr er så åbenbart ikke vores næste....

Og paven? Han kan for min skyld rende og hoppe. Hans hellighed har mistet enhver ret til at blive taget alvorligt.