10-06-2016

Forsvar for en muslimsk pige

En muslimsk pige på en erhvervsskole i Hillerød har fået forbud mod at bede i frikvarteret på skolens fællesområde. Se her.

 

Direktøren for skolen Inger Margrete Jensen – åbenbart har skoler nu om stunder ikke en inspektør eller en rektor, men noget så fint som en direktør - udtaler:

 

Vi er en uddannelsesinstitution, og ifølge vores regler gælder det, at man ikke beder, mens man er på arbejde, og det er man, når man er i uddannelse.

 

Der forlyder absolut intet om, at pigen på nogen måde skulle have været til gene for andre elever eller personale; direktøren udtaler blot som en manisk besværgelse:

 

Det handler om, at man er på skolen, og i skolen beder man ikke.

 

Facebook og andre medier flyder over med en heftigt debat, hvor der godt nok er forsvar for pigen, men også de sædvanlige tarvelige platheder om, at religiøse mennesker gennemgående er syge i hovedet, og at al religion – herunder også kristendommen – skal forbydes.

 

Hvor står jeg så? I har måske bemærket, at jeg i andre indlæg har udtrykt kritik af islam, af indvandringen, og at jeg endvidere har tilsluttet mig partiet på ”den yderste højrefløj”, nemlig Nye Borgerlige.

 

Så jeg burde vel notere mig med tilfredshed, at en muslim bliver udsat for en restriktion eller måske ligefrem en bashing, som det vist nok hedder på moderne dansk.

 

På det punkt må jeg dog skuffe – om det så er mine politiske venner eller modstandere jeg skuffer. Fundamentalisme er ikke en rar ting, men det betyder ikke, at vi aldrig skal stå fast på visse principper. Og et meget vigtigt princip er religionsfriheden, som naturligvis også er retten til at tilslutte sig en anden religion end f.eks. min. Og det indebærer altså også retten til at praktisere ens religion, selvom det skulle være synligt for offentligheden. Synspunktet om, at religionsudøvelse altid skal være strengt privat er faktisk netop kun et privat synspunkt, og ikke et helligt princip hævet over enhver diskussion.

 

Nu siger det sig selv, at man ikke kan udøve religiøse ritualer uden hensyntagen til sine omgivelser. Pigen kan naturligvis ikke knæle ned på gulvet og højlydt bede sin bøn midt i en undervisningstime. Men har hun bedt bønnen i en pause kan det umuligt være til gene for andre.

 

Det hedder som sagt religionsfrihed, og derfor gælder det, at den muslim som måtte møde forbud mod at bede, forbud mod at læse i koranen og forbud mod at gå i moské har en ven i mig, uanset at jeg ikke selv tilslutter mig islam.

 

Man kunne jo også prøve at tænke lidt videre. I de seneste år har vi talt så meget om ytringsfriheden, og det skal vi selvfølgelig blive ved med. Så er det jo bare for dumt, hvis vi skyder os selv i foden med urimeligt restriktive tiltag vendt mod muslimer. Man kan lige se indlæggene på Facebook og andre steder: ”Der kan man bare se. Ytringsfriheden gælder åbenbart kun, når det drejer sig om om at svine muslimerne til...”

 

Og hvis vi skal tale de forfulgtes kristnes sag – og de kristne bliver voldsomt forfulgt i f.eks. mellemøstlige og nordafrikanske lande – så må vi selv holde vores sti aldeles ren her i Danmark. Så må vi ikke selv åbne en sårbar flanke: ”Hvad med jer selv? Hvordan er det I selv behandler muslimer i jeres land?”. Den slags tilfælde som pigen på skolen i Hillerød kunne såmænd nemt nok komme til udlandets kendskab.

 

Og ganske vist nyder muslimerne i Danmark naturligvis langt, langt bedre vilkår end de kristne i Syrien og Irak. Og sådan skal det også blive ved med at være. Men lad os da være aldeles konsekvente, når det gælder religionsfriheden. Lad os være så generøse, som vi overhovedet kan, også over for muslimer.

 

Kampen om islam gælder faktisk noget andet og vigtigere, og her er blot nogle eksempler:

 

  • At vi som samfund ikke går på kompromis med vores frihed. At vi gang på gang må stå vagt om, at retten til at være muslim netop kun er retten til at være muslim. Der skal aldrig følge andre rettigheder med i købet.

 

  • At vi, når vi erfarer, at kristne, jøder og homoseksuelle bliver forfulgt, ikke kigger væk af frygt for få tilgriset vores politisk korrekte samvittighed.

 

  • At ytringsfriheden ubetinget omfatter retten til kritik og satire, også om religion, og også når religionen hedder islam.

 

  • At vi er ærlige om, at de store problemer med integrationen ulykkeligvis netop har sin rod i indvandringen fra muslimske lande.

 

De virkelige og store kampe er der altså nok af. Så meget desto større grund er der til at være storsindede over for muslimer, der gør noget så fornuftigt som at tage en uddannelse, men som altså godt vil have lov til at bede en bøn.

 

Derfor mit forsvar for den muslimske pige. Hendes frihed til at sige ”Der er kun én Gud, og Muhammed er hans profet” er også min ret at bede Fadervor og for den sags skyld ateisternes ret til at købe reklameplads på busserne.