Forsvar af indfødsretsprøven

Hver gang et hold ansøgere om dansk statsborgerskab har været oppe i den afgørende prøve med de berømte 40 spørgsmål, så opstår der en heftig debat om disse spørgsmåls relevans. Er det nødvendigt at kende antallet af kommuner i Danmark? Er det nødvendigt at vide noget om Olsen-Banden? Og så alle de forventelige bemærkninger om, at ”det vidste jeg da heller ikke”, ”så har jeg måske slet ikke ret til at bo i Danmark” etc. Avisernes debatsider og de sociale medier flyder ligefrem over med en aldeles besynderlig disciplin, nemlig at man praler af egen uvidenhed. Navnlig synes det at være meget fint at være uvidende om begivenheder, som fandt sted i en fjern fortid for mere end ca. 20 år siden! Et dumt og flovt indlæg kan f.eks. findes, her, Kristeligt Dagblad 20/6-2016.

Et par kendsgerninger kunne nok være på sin plads til belysning af sagen:

Ingen udlænding har krav på dansk statsborgerskab. Det følger af Grundloven, hvor der i § 44, stk. 1 står: ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.” Deraf følger klart, at når vi giver dansk statsborgerskab til en udlænding, så er det en gave vi skænker til den, som har fortjent den. Og hvem som har fortjent den, dét bestemmer alene Folketingets flertal. Om man så har har skrevet en doktorafhandling om Grundtvig – på dansk – så har man stadig ikke krav på dansk statsborgerskab. Det er stadig en gave man får skænket.

Naturligvis er der en praksis for hvem som Folketinget optager på listen. Forud for den forkætrede prøve er der nogle strenge men også retfærdige krav. Man skal allerede have opnået den permanente opholdstilladelse, hvilket bl.a. kræver gode kundskaber i dansk og en flerårig tilknytning til arbejdsmarkedet, samt naturligvis at man ikke har været straffet for alvorlige forbrydelser. Først da kommer man på listen over nye danske statsborgere, som Folketinget vedtager ved lov – nøjagtigt som Grundloven foreskriver.

En praksis er imidlertid netop kun en praksis, som Folketinget suverænt kan beslutte at fravige. Det er sket i hvert fald én gang før, hvor en islamist blev fjernet fra listen på foranledning af den konservative Naser Khader.

Principielt kunne man også tilføje personer, som godt nok ikke opfylder kravene ifølge praksis, men som man alligevel af andre grunde mener fortjener gaven.

Hvor er så retssikkerheden henne? Den er der skam slet ikke, og den skal ej heller være der, for når det gælder tildeling af dansk indfødsret, så findes der ingen anden ret end Folketingets ret til at bestemme, hvem som har fortjent dette store privilegium.

Hvis enkelte skulle tro det, så skal det lige slås fast, at man ikke bliver udvist af Danmark, hvis man dumper til prøven! Man kan stadig bo og arbejde i Danmark, så længe man ikke begår alvorlige forbrydelser, hvad man jo blot kan lade være med. Man har endog samme ret til sociale ydelser som danske statsborgere. Det følger nemlig af den permanente opholdstilladelse. Det er en ret som f.eks. familiesammenførte ægtefæller ikke har, og de skal for øvrigt også forlade Danmark i tilfælde af skilsmisse eller den danske ægtefælles død.

Men hvorfor nu denne prøve? Er den virkelig nødvendig? Jeg personligt finder den aldeles rimelig. Det er helt i orden, at hvis man vil Danmark så meget, at man ligefrem ønsker dansk statsborgerskab, så må man også demonstrere viden og interesse for det nye land. Hvis jeg f.eks. ønskede statsborgerskab i Israel, så ville det da være naturligt, om jeg havde et vist kendskab til Det Gamle Testamente, at jeg kendte til den historiske baggrund for oprettelsen af det moderne Israel, og at jeg havde hørt om seksdags-krigen. Nu vælger vi så at stille nogle spørgsmål, så man kommer lidt rundt om dansk historie, kultur, politik og retslige forhold. Vi belønner dermed en bred viden.

Der findes vel vigtigere ting end Olsen-Banden, det må jeg medgive. Men mon ikke, at en prøve udelukkende med tunge og ”vigtige” spørgsmål også ville blive en betydeligt sværere prøve? Og så ville vi have balladen med dobbelt styrke.

Men er prøven nu så svær? Jeg synes det ikke. Når det er sket, at jeg har taget prøven, så har jeg som regel fået 40 ud af 40 rigtige, og der findes større klæbehjerner end min. Denne gang havde jeg dog en enkelt fejl, men der er plads til otte smuttere i alt, hvis man skal bestå. Tilmed gælder det, at man ved alle spørgsmålene har tre svarmuligheder og noget skriftligt materiale, som man kan læse på, inden man går op til prøven. Så nej, prøven er ikke svær og urimelig. Den er tværtimod meget lempelig.

Endelig vil jeg fremhæve de mange gode muligheder, som man har for at forbedre sit kendskab til Danmark:

Læs nyhederne hver dag på nettet og se gerne TV-avisen så ofte som muligt. Følg med i politiske debatter. Få indsigt i hvad de forskellige partier står for.

Se danske film og serier. På Danmarks Radios hjemmeside er der et væld af nye og gamle serier, og man kan på en underholdende måde lære meget om Danmark ved f.eks. at se Matador, men såmænd også Huset på Christianshavn.

Samme hjemmeside har for øvrigt også et afsnit med vort lands historie. Hvis man ser Paul Hammerichs Gamle Danmark og Leif Davidsens Danske drømme, så er man godt rustet. De to herrer er gode fortællere, så man kommer ikke til at kede sig. I samme afsnit er der så også flere film om anden verdenskrig og tillige en udsendelse om de dramatiske år i Danmark, hvor Struense tog magten fra Christian VII, men til sidst blev henrettet. Og et væld af andre emner.

Det er naturligvis ikke noget man har pligt til, og man behøver formodentlig end ikke at gøre det for at bestå indfødsretsprøven. Men det kunne jo hjælpe, og så har det en værdi i sig selv at forbedre sin viden om det Danmark, som man nu vil så meget, at man ønsker at blive dansk statsborger.

Men hvad nu med alle de fødte danske statsborgere, som ikke kan svare rigtigt på mindst 32 spørgsmål? Denne ret til uvidenhed har man naturligvis, når man er født som dansk statsborger, men den samme ret mener jeg blot ikke, at vi skal indrømme udlændinge, som ønsker dansk statsborgerskab. De må tværtimod vise, at de vil os for alvor.

Det er muligt, at halvdelen af alle danske gymnasieelever ikke kan bestå prøven. Det vil jeg så tillade mig at tage som en indikation af, at vi med prøven har ramt en passende sværhedsgrad. Vi kunne jo indføre en tilsvarende optagelsesprøve til gymnasiet. Idéen er hermed givet videre kvit og frit.