26-01-2017

Troldens navn

Man plejer at sige, at så snart man tør nævne den onde trolds navn, så bryder man hans magi og bringer hans ondskab til ophør.

 

Nu regner vi almindeligvis ikke med rigtige trolde; de hører hjemme i eventyrenes verden. Alligevel har talemåden også en relevans for den virkelige verden, for hvordan løse et problem, hvis vi kun tør skøjte på overfladen, og ikke har modet eller evnen til at gå til ondets rod?

 

Talemåden om trolden er jeg kommet i tanke om, da jeg forleden læste en ledende artikel i Berlingske, om det store problem med unge mænd fra Marokko, Libyen og Algeriet, som har søgt asyl i forskellige europæiske lande, også i Danmark. Asyl kan de ikke opnå, men hjemsendes kan de på den anden side heller ikke ret godt. I bedste fald kun med stort besvær og store omkostninger.

 

Det falder den gode lederskribent stærkt for brystet. Artiklen har den manende overskrift:

 

Hvorfor tager ingen ansvaret for at sende dem hjem?

 

Skribenten peger med rette på at:

 

”De omrejsende unge fra blandt andet Marokko, Libyen og Algeriet er ikke i nærheden af at kunne få asyl i Europa, de lever ofte et barskt og voldeligt liv på gaden, og ingen myndighed evner åbenbart at få fat om dem, før de har modtaget deres afslag på asyl, eller er rejst videre til næste land. Derfor sætter de unge nordafrikanere i dag deres utrygge præg på ikke bare København, men en stribe europæiske storbyer.”

 

Og videre:

 

”Når grupper af unge uden opholdstilladelse på den måde får lov til at sprede utryghed og frygt med deres kriminalitet i de københavnske gader og andre steder, er det dybt skadeligt for alle andre. Den mangel på konsekvens og forsøg på at skubbe ansvaret fra sig, der tilsyneladende præger mange europæiske lande, er med til at gøre det langt sværere at vinde accept for et asylsystem, der er indrettet på at hjælpe og yde beskyttelse til flygtninge fra krig og forfølgelse.”

 

Endelig konkluderes at:

 

”Derfor bliver man nødt til konsekvent at prioritere hjemsendelsen af afviste asylansøgere meget højt i hele EU. Det handler ikke kun om at undgå kriminalitet og etableringen af en underverden uden for al kontrol. Det er vigtigt nok. Men hvis man bare lader stå til over for disse grupper, bliver det endnu sværere at bevare legitimiteten og opbakningen til, at der er systemer, som rent faktisk fungerer ”

 

Det er alt sammen helt rigtigt. Lederskribenten er skam hård i filten, når han således forlanger ansvar og konsekvens om et ganske alvorligt problem, som I også kan læse mere om her.

 

Men én ting mangler. Troldens navn bliver ikke nævnt, men så skal jeg gerne være den, som gør det:

 

De internationale konventioner.

 

Disse konventioner, som blev til i en ganske anden tid end den vi har i dagens Europa, påbyder Danmark at sagsbehandle enhver, som sætter sin fod på dansk grund og påberåber sig asyl med henvisning til, at han er personligt forfulgt. Selvom han skulle få afslag, så kan han alligevel opnå ophold i Danmark i kraft af det såkaldte tålte ophold, hvis hans hjemland ikke vil tage imod ham, eller hvis de internationale konventioner forbyder hjemsendelse. Dermed opnår han muligheden for ophold i Danmark, hvor han ved kriminalitet, sort arbejde eller støtte fra landsmænd med fast ophold i Danmark alligevel kan opretholde en tilværelse, der er bedre end i det nordafrikanske eller mellemøstlige land, som han kommer fra.

 

Efterhånden kan det så endog være fristende at ville give disse afviste asylansøgere en mere normal tilværelse, for ville det ikke være langt bedre både for dem selv og Danmark? Synspunktet forfægtes af f.eks. Kristendemokraternes Stig Grenov, se her. Stig Grenov, som bestemt er et sympatisk og godt menneske, hævder at:

 

”Jeg kan ikke se, at vi har noget som helst problem i, at mennesker lever et almindeligt liv .... de skal bare have lov til at indgå i et normalt samfund. Det tjener både dem og Danmark bedst.”

 

Dilemmaet er jo så blot det indlysende, at Danmark bliver et mere attraktivt samfund at søge asyl i, og vi vil få endnu flere asylansøgere, hvis sag vi er forpligtet til at behandle i henhold til de internationale konventioner. Og enten får de asyl eller også får de noget, som er halvvejs lige så godt.

 

Tilmed taler vi om mennesker fra lande, hvor integrationen bare ikke går særligt godt for nu at sige det mildt – hverken i Danmark eller andre europæiske lande.

 

For en god ordens skyld skal jeg gerne sige, at jeg bestemt ikke tror disse unge mænd fra nordafrikanske lande lever en misundelsesværdig tilværelse. Så lad os for Guds skyld ikke bruge det ækle ord bekvemmelighedsflygtninge, som vandt indpas i 80érne. Det ændrer bare ikke på den kendsgerning, at mange er på flugt fra dårlige økonomiske vilkår snarere end fra personlig forfølgelse. Og det er nu engang ikke en løsning på problemerne i dybt dysfunktionelle samfund at give ophold til alle mænd i den arbejdsduelige alder, som kan fægte sig vej til Danmark – måske efter at have betalt en menneskesmugler.

 

Vi kommer dermed til at hjælpe i flæng, og vi sætter sammenhængskraften over styr i vores tillidsbaserede land. Se til Sverige, som så langt øjet rækker vil være et meget utrygt og brutalt samfund.

 

Skal vi imidlertid undgå det, så kræver det, at vi – i modsætning til Berlingskes lederskribent – tør udtale troldens navn højt. Vi skal gøre op med de internationale konventioner, når de påbyder os at ødelægge vores land. Hård retorik er i sig selv uinteressant, for når dagen er omme, så gælder det alligevel – hvis vi fastholder disse elendige konventioner - at vi ikke kan udvise den somalier, som voldtager en pige på ti år. Og så kan det jo være det samme, om man hedder Inger Støjberg eller Zenia Stampe.

 

Vi må derfor af al kraft arbejde på at slå hul i den mur af fundamentalistisk tilslutning til konventionerne, som især præger et parti som Venstre. Små sprækker er der heldigvis allerede. Af og til kan man høre forsigtige pip fra repræsentanter fra f.eks. Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Tilmed hos SF er man vist ved at blive klar over, at det med indvandringen måske ikke kun er et paradis af kulturberigelse.

 

Men det er ikke nok, højst en begyndelse. Muren skal væltes helt. Så nævn troldens navn igen og igen og vis det mod, som man så ganske savner hos en lederskribent fra Berlingske.