Debattens tyranner

Hvis man er så gammel, som jeg er, så kan man huske 80'ernes debat om økonomisk demokrati og overskudsdeling.

På et tidspunkt tegnede der sig faktisk et flertal i Folketinget for den skrækkelige tanke, at danske virksomheder skulle aflevere en del af deres overskud til en fond, som så vist nok skulle administreres af spidserne i dansk fagbevægelse med formanden for LO i toppen.

Det potentielle flertal blev sikret af Det Radikale Venstre, hvor Bernhard Baunsgaard skar igennem og fastslog: ”Vi skal have obligatorisk overskudsdeling, der er ingen vej udenom”.

Bemærk det snedige kneb, som jeg har sat i kursiv. Ganske vist er det ikke forbudt for Gud og hvermand at have en mening om overskudsdeling, men det betyder ikke noget, for det er Bernhard Baunsgaards mening, som er meningen over alle meninger. Hans mening er selve meningen, og som sådan hævet over almindelig plump polemik.

Dette kneb med at tyrannisere debatten finder vi også i den aktuelle debat om flygtninge og indvandrere i Europa. Denne indvandring kan hastigt omforme vores århundreder gamle lande. Hvad der naturligvis har voldt og volder store bekymringer i befolkningerne. Og med rette. Se blot til Sverige, hvor adskillige boligkvarterer er omdannet til små islamiske stater.

Det kan man naturligvis ikke tage sig af i toppen af europæisk politik. Læs her i Den Korte Avis om, hvordan EU-kommissær Federica Mogherini - med samme kneb som hos salig Bernhard Baunsgaard – forsøger at give sin mening en særlig autoritet:

Europæerne bør forstå, at vi af hensyn til vor økonomi og velfærd har behov for indvandring. Med den nuværende demografiske udvikling bliver vi nødt til at være bæredygtige. (min kursivering)

Og damen fortsætter sine belæringer med at slå fast:

Lad mig her fra starten af gøre det helt klart: Europa lukker ikke og vil ikke lukke sine grænser.

Javel, det drejer sig blot om, at vi skal lære at forstå, det som vi under alle omstændigheder er nødt til. Pavinden har talt!

Lad os aldrig nogensinde acceptere disse betingelser for en debat. Lad os aldrig nogensinde acceptere, at vi er forpligtede til at smadre vores lande med henvisning til nogle principper om åbne grænser og med henvisning til de såkaldte internationale konventioner.

Nej, vi har et valg. Vi kan vælge at vende om og genindføre ansvarlighed og rimelighed i udlændingepolitikken. Vi er aldeles ikke nødt til noget som helst.

Man må for øvrigt undre sig over, hvad det er for en virkelighed EU-kommissæren lever i. Hun må jo aldeles vende det blinde øje til de massive problemer, der er i de europæiske lande:

Hvor det f.eks. på det nærmeste er livsfarligt for et menneske med lys hud at færdes i visse forstæder til Paris.

Hvor jøder ikke kan færdes i sikkerhed, men må omdanne deres synagoger og institutioner til fæstninger.

Hvor der er eksempler på kristenforfølgelser begået af muslimske asylansøgere. Er det virkelig mennesker med sådan en indstilling, som Federica Mogherini i dybeste alvor mener skal redde Europas fremtid?

En tilsvarende faktaresistens finder vi hos det svenske medlem af Europa-Parlamentet Cecilia Wikström gengivet i Weekendavisen 10-16. marts 2017:

Modstanden mod at tage imod asylansøgere i et land som Ungarn er mig en gåde. Landet har en historie tilbage til 1956, da Sovjetunionen invaderede, hvor befolkningen flygtede i titusindvis og blev godt modtaget i Vesteuropa. Det samme kan man sige om Tjekkiet … Har disse lande glemt deres egen historie? Har de glemt, at vi alle er mennesker? .. Premierministrene i disse lande må vågne op.

Man kunne ønske, at Cecilia Wikström selv ville vågne op, men det er nok for meget at håbe på. Hendes henvisning til de ungarske flygtninge fra 1956 vidner jo om en himmelråbende historieløshed. Alle beretninger fra dengang fortæller, at ungarerne hurtigt integrerede sig og blev flittige og loyale borgere i deres nye lande, også i Danmark.

Vi skulle gerne og med glæde tage imod mange flygtninge fra alverdens fjerne lande:

Hvis opgaven alene bestod i at skaffe indkvartering til et antal mennesker.

Hvis vi som en selvfølgelighed kunne regne med, at hver eneste asylansøger virkelig var personligt forfulgt, og ikke snarere drevet af ønsket om at opnå bedre materielle vilkår end i hjemlandet.

Hvis vi med lige så stor selvfølgelighed kunne se bort fra ”flygtningebørn”, som lyver om deres alder.

Hvis kriminalitet blandt asylansøgere – hvad enten det drejer sig om smårapserier eller alvorlige forbrydelser som voldtægt – var helt og aldeles utænkeligt.

Hvis chikane af andre asylansøgere med en anden religion ligeledes var utænkeligt, for den som er på flugt fra forfølgelse deltager naturligvis ikke selv i at forfølge andre.

Hvis alle, når de fik asyl, hurtigt og efter lidt begynderproblemer, ville finde deres plads i et lokalsamfund og finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Er disse betingelser opfyldt i dagens Europa med flygtninge fra afrikanske og mellemøstlige lande? Det skal man vist hedde Federica Mogherini eller Cecilia Wikström for at påstå.

Så meget desto større grund har vi til med foragt at afvise deres klamme og moraliserende belæringer. Deres uvidenhed skriger ganske enkelt til himmelen, og vi er ikke så meget som et eneste sekund forpligtet til at tage dem alvorligt.