21-07-2017

Åbent brev til den russiske ambassadør i Danmark

Deres excellence,

Det er med stor sorg og bestyrtelse jeg erfarer, at Deres regering har krænket trosfriheden ved at forbyde det kristne trossamfund Jehovas Vidner. En dansk statsborger bosat i Rusland sidder fængslet uden at have begået nogen anden forbrydelse end at deltage i et religiøst møde i et privat hjem, og uden nogen udsigt til en retfærdig rettergang.

Jeg tilhører ikke selv Jehovas Vidner, men i lighed med de fleste andre danskere den evangelisk-lutherske kirke. Imidlertid kender jeg dem som sympatiske og loyale borgere. Der bor ca. 15.000 Jehovas Vidner i Danmark, og de volder ikke det danske samfund nogen problemer overhovedet. At beskylde dem for ekstremisme er både absurd og groft krænkende af Deres regering.

Jehovas Vidner troslærdomme afviger på nogle punkter fra de traditionelle kristne kirker, men det er en del af religionsfriheden, at statsmagten ikke tager stilling til hvad, der er sand og hvad der er falsk lære.

Jeg har forstået, at religionsfriheden er garanteret i Deres lands forfatning, men denne garanti viser sig nu helt åbenbart ikke at have nogen værdi overhovedet.

Da Rusland i 1991 lagde det kommunistiske diktatur bag sig, var vores klare forventning, at vi nu kunne byde Deres land velkommen i kredsen af frie og demokratiske lande. I stedet må vi med smerte erkende, at Rusland tværtimod med hastige skridt bevæger sig mod de tilstande, som herskede under Joseph Stalin.

Jeg har erfaret, at angrebet på Jehovas Vidner i Rusland nyder opbakning blandt russiske politikere og den ortodokse kirke.

Derfor opgiver jeg en ferierejse til Rusland, hvor jeg ellers sammen med min hustru havde tænkt mig at besøge Sct. Petersborg i det tidlige efterår. Som forholdene er nu, ville jeg imidlertid umuligt kunne føle nogen glæde ved at beskue de ellers meget smukke katedraler i Sct. Petersborg, når jeg nu ved, at der fra disse forkyndes had mod alle trosretninger forskellig fra den ortodokse kirke.

Som protestant – og altså dermed ikke ortodoks – må jeg endvidere frygte for min sikkerhed i Deres land, der nu helt åbenlyst er præget af stor religiøs intolerance. Af denne grund bliver jeg borte fra Rusland og opfordrer alle andre danskere til at gøre det samme.

Med højagtelse

Karsten Larsen