Hvad for en kristendom?
Sidste år kort før jul bragte Kristeligt Dagblad en forsideartikel med den triumferende overskrift:
Julegudstjenesterne er blevet et flagskib for kulturkristendommen
Dagen er vokset til folkekirkens største folkelige succes. Og når kirkerne i morgen slår dørene op til julegudstjenester, regner næsten en fjerdedel af befolkningen, 24 procent, med at dukke op, lyder svaret i en meningsmåling, Kristeligt Dagblad har fået foretaget af analyse-instituttet YouGov blandt et repræsentativt udvalg af danskerne.
Lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen siger til avisen:
Danskerne synes, at folkekirken kan noget. Og de gode oplevelser i kirkerne, blandt andet til julegudstjenesterne, er en vigtig grund til, at mange med stor frejdighed vil kalde sig kulturkristne. Det er denne gode kontakt til kirken, der er selve motoren i kulturkristendommen.
Selv blev jeg nærmest noget forstemt, da jeg læste artiklen. Og det er naturligvis ikke fordi jeg har ondt af, at folk har en god oplevelse ved at gå til julegudstjeneste. Dog vækker det min forundring, at så mange danskere år efter år går i kirke for at høre beretningen fra Lukas-evangeliet om Jesu fødsel, men åbenbart ikke er spor nysgerrige efter at høre fortsættelsen, høre hvad Jesus sagde og gjorde som voksen. Men lad det ligge i denne omgang. Nej, min forstemthed skyldes denne tilføjelse til ”kristen” i form af ordet ”kultur”, som mange synes de er nødt til at bruge.
Hvad i djævelens skind og ben vil det sige at være kulturkristen? Og hvordan kan man ellers være kristen? Jeg synes jeg har hørt, at det betyder, at man tager den kultur til sig, der følger af, at Danmark i 1.000 år har haft kristendommen som flertallets religion. Hvad ellers? Det er jo så selvfølgeligt, at det nærmest er overflødigt at nævne. Undtaget herfor er vel kun gruppen af indvandrere, og deres efterkommere, hvoraf mange jo i øvrigt har en anden religion end kristendommen. Så hvorfor ikke blot kalde sig kristen, hvis man da ellers er døbt og ikke har sluttet sig til en anden religion?
Den eneste måde man kunne fylde begrebet kulturkristendom med mening er at forestille sig, om man kunne være kristen, men ikke kulturkristen. Er det muligt? Ja, hvis man bliver døbt med den kristne dåb, men er vokset op i et land, hvor kristendommen står svagt, så har man ikke fra sin barndom opnået en fortrolighed med nogen kristen kultur. Det er der eksempler på i Danmark, f.eks. blandt iranske indvandrere. De kan dermed ikke kaldes kulturkristne. De kommer fra et land, hvor islam er den altdominerende religion, og naturligvis gennemsyrer kulturen dér. Modsat de fleste af os andre i Danmark. Vi har modtaget den kristne dåb, og er dermed selvsagt kristne. Og det gælder uanset inderligheden af vores personlige tro, uanset hvor hyppigt vi går i kirke og uanset hvor hyppigt vi beder og læser i Bibelen. Men da vi tillige er vokset op i et land, hvor kristendommen har domineret som religion i århundreder, så er vi uvægerligt blevet påvirket af den kristne kultur, og man kunne derfor kalde os kulturkristne.
Men det er jo ikke i den betydning man sædvanligvis bruger begrebet. Og det lider endvidere også af den svaghed, at man netop ikke nævner hvad kulturkristendommen står i modsætning til. Det giver kun mening at tale om nordsjællændere, fordi der også bor mennesker i det sydlige Sjælland. Og det giver kun mening at tale om kemiingeniører, fordi der også findes andre slags ingeniører.
En nordsjællænder kan naturligvis ikke have problemer med at blive kaldt sjællænder, og en kemiingeniør vil ligeledes ikke se noget galt i at blive kaldt ingeniør.
Så har en kulturkristen vel heller ikke noget imod at kalde sig selv kristen, så meget mere som vi har set, at tilføjelsen af ordet kultur så godt som ingen mening tilføjer? Eller hvad? Det er netop her min forstemthed bliver vakt. Jeg aner i ordet en distance til kristendommen. En måde hvorpå man kan tillade at kalde sig kristen uden at blive rød i hovedet. Og hvor man godt kan gå i kirke til jul, men ellers ikke, for dertil rækker frejdigheden ikke.
Forfatteren Mogens Wenzel Andreasen fortæller i sin humoristiske roman Leila, min Leila om en yngre mand ved navn Eskild. Eskild mister sin hustru Leila, da hun afgår ved døden efter få måneders sygdom. Tabet får ham til at få øjnene op for troen, og han overvejer også at gå i kirke. Det kan han dog trods alt ikke bekvemme sig til. Tænk hvis han møder nogen han kender på vej ud af kirken! Han forestiller sig spørgsmål i stil med ”Hvad er den af, Eskild? Er du gået hen og blevet hellig?”
Jeg var ikke selv i kirke sidste år den 24. december. Jeg har faktisk aldrig været til en julegudstjeneste. Jeg var derimod i kirke Anden Juledag, som også bliver kaldt Sankt Stefans Dag efter den første kristne martyr, som blev stenet til døde for at bekende troen på Kristus. Man kan læse beretningen i Det Nye Testamente i skriftet Apostlenes Gerninger. Mon Stefan tænkte på at kalde sig kulturkristen!? Beretningen bør minde os om, at det ikke alle steder i verden er risikofrit at praktisere sin kristne tro. Læs her om hvordan der i Nigeria og Ægypten i december sidste år blev myrdet ca. 100 kristne. Kristne, der altså i lighed med Stefan døde for deres tro. Mildest talt en større risiko end at få spydige spørgsmål af venner og bekendte. Det sætter tingene i relief, og gør ordet kulturkristendom så meget desto mere flovt og sølle.
En anden tekst der blev læst op fra Det Nye Testamente Anden Juledag var dette afsnit fra Matthæus-evangeliet, kapitel 10:
Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
Hvilket spillerum er der her for en lusket tilgang til kristendommen med forbehold og krydsede fingre? Jeg ser intet.