Dagen som ikke altid er der

Februar er ved at rinde ud. Det er en rar måned, kan i hvert fald være det. Vi kan se, at dagene er blevet længere. Vi kan skimte foråret. Og mere prosaisk, så har februar kun 28 dage, så der er ikke så lang tid til næste lønningsdag, som der ellers er.

Men som bekendt har februar ikke altid 28 dage. Hvert fjerde år har måneden nemlig 29 dage. Begrundelsen kan I læse nærmere om her. Jorden er ca. 365 døgn om at gå rundt om solen, men også kun ca. Man skal lægge omtrent et kvart døgn til. Derfor har man vedtaget, at vi hvert fjerde år skyder en ekstra dag ind, for ellers ville vi efterhånden skulle fejre Sankt Hans i snevejr og jul i bagende solskin, og vi ville måske også få alvorligere problemer end blot dét.

Den 29. februar falder i alle år, som kan deles med fire. Vi kalder disse år skudår. Det er de samme år, hvor der afholdes De Olympiske Lege, så det er nemt at huske. Dog er der en lille krølle på den regel: Hvis året er deleligt med 100, så vil den 29. februar kun forekomme, hvis året tillige også er deleligt med 400. Således havde vi den 29. februar i 2000, men ikke i 1900. Ej heller vil den 29. februar forekomme i 2100, men det er jo kun forundt de yngste af vores medborgere at komme til at opleve det. Det vender jeg tilbage til.

Nu må det nødvendigvis efter statistikkens love ske, at der bliver født børn den 29. februar. Sæt nu der f.eks. blev født en dreng den 29. februar 1976. Vi kan kalde ham Anton. Det har i og for sig ikke nogen konsekvenser, at han blev født netop den 29. februar. Antons forældre kunne blot, mens han var barn, vælge at holde fødselsdagen 28. februar eller 1. marts i ikke skudår. Og nu da Anton er blevet voksen, bestemmer han jo selv.

Dog kan man gøre en ganske pudsig betragtning gældende. Første gang Anton oplevede en 29. februar efter sin fødsel var i 1980, anden gang i 1984, indtil dagen forekom for tiende gang i 2016, som er det seneste skudår vi har oplevet. Hvori består det pudsige? Jo, man kan nemlig hævde, at Anton, skønt han har alle en voksen mands kendetegn, kun er ti år gammel, siden han nu efter sin fødsel i 1976 kun ti gange har oplevet forekomsten af den 29. februar. Se, det er jo mere end almindeligt sjovt. Det er intet mindre end hysterisk grinagtigt.

Hvis I skulle være så heldige at have Anton som kollega, så har I nu hvert år muligheden for at lade jeres vid spille. Når den 28. februar oprinder – det er i år en onsdag – så skal I så snart I møder Anton om morgenen komme med en replik i stil med:

”Hej Anton, tillykke med fødselsdagen. Nå nej, det er jo ikke din rigtige fødselsdag, ha, ha, ha. Du har jo kun fødselsdag hvert fjerde år, ha, ha, ha. Hvor gammel er det egentlig du er, ha, ha, ha. Er du begyndt i skolen, ha, ha, ha”. Etc., etc.

Det er meget vigtigt, at I griner højt, for at disse åndrigheder kan tage sig så meget desto mere vittige og originale ud. Hvis nye kolleger er kommet til i det seneste år, så skal I meget omhyggeligt forklare dem hvilken ejendommelighed, der knytter sig til Antons fødselsdag. Det med at Anton ”kun har fødselsdag hvert fjerde år” kan ikke gentages tit nok, og det skal naturligvis helst ske, mens Anton også hører på, så han ikke går hen og glemmer, at den 29. februar kun forekommer hvert fjerde år. Der er naturligvis ikke noget i vejen for at bore yderligere i den sjove fødselsdag i dagene derefter; det kan dog godt være, at I så efterhånden skal holde inde.

Men så kan I jo vende tilbage med fuld styrke til næste år, hvor den 28. februar falder på en torsdag. Efter et helt år vil de samme morsomheder tage sig aldeles nye og overraskende ud, så fornyelse fra jeres side er helt overflødig. Det er en stor behagelighed, når man skal være morsom. Dog kan I få et tip med på vejen. Når vi kommer til 2028, som jo er et skudår, så vil Anton opleve en 29. februar for trettende gang efter sin fødsel i 1976. Og så kan I more jeres kolleger med, at Anton nu omsider er blevet teenager! Alle vil med garanti få ondt i maven af grin.

Sæt nu imidlertid, at Anton ikke er født 29. februar 1976, men derimod 29. februar 2012. Han skal så begynde i 0. klasse efter sommerferien – det som i min barndom hed børnehaveklassen. Så kan morsomhederne kredse om, at Anton nok hellere må blive i vuggestuen, måske patter han stadig hos sin mor, og han går sikkert også med ble. I kan utvivlsomt selv finde på andre sjove indfald.

Anton vil så blive forberedt på, hvad han har i vente fra nu af og resten af sit liv. Når han når sit livs aften, bliver det endda endnu sjovere, selvom man knap skulle tro det muligt. Hvorfor det? Jo, som jeg før fortalte, så forekommer den 29. februar ikke i 2100, når Anton fylder 88 år. ”Nå nej, kun 22 år, ha, ha, ha. Nå nej, ikke engang 22 år, ha, ha, ha. Anton er stadig kun 21 år gammel, ha, ha, ha.” Han må lide den tort, at han nu må vente endnu fire år på, at han har ”rigtig fødselsdag”.

Vi må regne med, at hele plejehjemmet dør af grin, men så er ældrebyrden jo blevet dét mindre i Antons kommune. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Jeg ønsker mine læsere et dejligt forår.