Indvandringens forskellige sider

En præst ved navn Julie Damlund har på Kristeligt Dagblads debatsider 4. april i år et indlæg, som skarpt går i rette med Socialdemokratiets tanke om at flytte asylbehandlingen væk fra Danmark og til et eller flere modtagecentre i udlandet.

Hun kalder tanken kuldegysfremkaldende, fordi ”de mennesker, der således fordeles, fratages deres ansigter og deres livs fortælling. Det menneskelige møde i kød og blod tages bevidst ud af ligningen.”

Jeg skal ikke forfølge denne diskussion nærmere i dette indlæg. Så vidt jeg har forstået, så er idéen under alle omstændigheder særdeles vanskelig at gennemføre, måske umulig, fordi man ikke kan finde det land, som vil lægge grund til nogle sådanne modtagecentre.

Julie Damlund gør sig imidlertid videre nogle tanker om indvandringen til Danmark, som hun ikke kan se noget problematisk i. Hun fortæller f.eks. om sin søns børnehave:

Jeg har ikke tal på, hvor mange forskellige etniske baggrunde, der samles hver dag på Alfestuen, når der er morgensamling ... Men børnehaven er så dansk som noget. Der er intet udansk ved sommerfesten, fødselsdagsfejringerne, fastelavnsrisene, risengrøden og alle sangene, som … stort set er de samme, som jeg selv sang, da jeg gik i børnehave.

Og videre:

Det er klart, at indvandringen medfører forandringer i gadebilledet og i kulturen. Vi skal vænne os til, at samfundet rummer minoriteter, og den tilvænning kræver samtale…. Men er ikke-forandring virkelig et mål i sig selv? Og er vi mindre danske, fordi vi kan sige inshallah og spise med pinde? Hvor er de store strukturelle forandringer, der tåler sammenligning med en Reformation eller en Grundlov? Jeg kan ikke få øje på dem.

Ved lidt googling, så har jeg fundet ud af, at Julie Damlund har sit embede ved Taksigelseskirken på Østerbro. Tidligere har hun virket som præst i Gentofte kirke. Hvis hun har sin private adresse et lignende sted – hvad jeg dog ikke ved noget om –så er det klart, at hun kun kan få øje på de interessante og pæne sider af indvandringen. Og ja, vist kan det da virke berigende at se andre mennesker i gadebilledet end os nordboere, hvad enten det så er mennesker med asiatisk, sydlandsk, mellemøstligt eller afrikansk udseende. Vist kan det være en god ting, at vi kan købe eksotiske krydderier i små butikker ejet af indvandrere. Det kan være spændende at tale med folk med anden national baggrund end dansk og folk med en anden tro end den evangelisk-lutherske kristendom. F.eks. har min frisør på Nørrebro fortalt mig om borgerkrigen i Libanon, som han oplevede i sin barndom.

Selv bor jeg på Frederiksberg, så hvis jeg alene skulle dømme ud fra, hvad jeg ser, hvor jeg færdes, så ville indvandring også kun være noget med søde au pair piger fra Filippinerne, flinke grønthandlere og velopdragne indvandrerdrenge, som spiller fodbold med danske drenge.

Hvis det virkelig var det hele, så er jeg sikker på, at vi danskere sagtens kunne gå med til et forandret gadebillede. Og jeg er sikker på, at vi også gladeligt tog imod så mange flygtninge, det skulle være, hvis opgaven alene bestod i at skaffe indkvartering, hvorefter flygtningene stille og roligt gled ind i det danske samfund og fandt plads på arbejdsmarkedet.

Virkeligheden er jo blot en anden. De barske realiteter fortæller om massive problemer med integrationen af indvandrere fra mellemøstlige og nordafrikanske lande, også fra anden og tredje generation. Det gælder ringe danskkundskaber, lav deltagelse på arbejdsmarkedet og en stærk overrepræsentation i kriminalstatistikken.

Det er alt sammen kendsgerninger, og ikke vrangbilleder udløst af fordomme og fremmedangst eller hvad det nu er, man fra visse sider plejer at diske op med.

Hvad der ville ske, hvis vi ubekymret fulgte anvisningerne fra Zenia Stampe og Uffe Elbæk, det får vi ironisk nok en lektion i i den samme udgave af Kristeligt Dagblad.

Avisen bringer en artikel på forsiden med overskriften Tyske skoler kæmper med jødehad og hetz mod kvinder. Det er rædselsvækkende tilstande, der hersker på skoler, hvor et flertal af børnene kommer fra muslimske lande:

Boykot af kvindelige lærere, trusler mod jødiske elever og skolegårde med private vagtværn … Det er problemer, som i stigende grad plager tyske skoler med en meget høj andel af elever med indvandrerbaggrund. Sådan lyder advarslen fra blandt andre formanden for Det Tyske Lærerforbund (DL), Heinz-Peter Meidinger, efter at tyske medier for en uge siden kunne berette, at en jødisk pige på en folkeskole i Berlin er blevet truet på livet af muslimske klassekammerater, ”fordi hun ikke tror på Allah”. Eleverne skal også have vist pigen en henrettelsesvideo fra terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Senere i artiklen kommer det frem, at det er almindeligt, at kvindelige lærere på tyske skoler bliver overdænget med skældsord som ”tæve”, og det er ikke kun et enkeltstående tilfælde, men derimod en del af hverdagen. Tilsvarende beretninger kan man høre fra Sverige, se her. Men også i Danmark? Ja, også i Danmark, se her.

Se, det er så den anden side af indvandringen. Den side, der gør, at vi er mange som ikke kan dele Julie Damlunds frejdige optimisme. Vi har heldigvis endnu ikke nået tyske, svenske og franske tilstande i Danmark. Men hvorfor satse på, at man pludselig knækker koden, når det gælder integrationen af indvandrere fra de muslimske lande? Lad os da arbejde for, at Danmark forbliver et forholdsvist trygt og frit samfund, og at problemerne – som vi jo sandt for dyden også har i Danmark – forbliver på et niveau, som vi måske kan kalde tåleligt.

Tanken om at vi alle sammen, uanset nationalitet og religion, kunne leve side om side i et berigende fællesskab viste sig ikke at holde stik. Det har erfaringerne fra Tyskland og Sverige vist til overmål. Det er jo netop ikke blevet til fællesskab, men derimod ”dem og os” for fuld udblæsning. Hvor nidkært man end har vogtet over den gode tone.