14-09-2018

Den dårlige samvittighed

Nye Borgerliges formand Pernille Vermund er kommet under stærk beskydning fra en række politikere fra blå blok, se her fra Berlingske 13/9.

Synspunktet er, at Nye Borgerliges betingelser for at støtte en regering er urealistiske og kan ende med at bringe Mette Frederiksen til magten.

Disse betingelser er:

  • Stop for asyl, flygtninge skal hjælpes i nærområderne.
  • Udenlandske statsborgere som begår kriminalitet skal udvises.
  • Udenlandske statsborgere med ophold i Danmark skal gennem arbejde kunne forsørge sig selv.

Jeg kan absolut intet rabiat se i disse krav. Pernille Vermund har da også i et svar i Berlingske i dag påvist, at kravene tværtimod er særdeles jordnære og udtryk for sund fornuft og anstændighed.

Men bortset fra det, så tyder de borgerlige politikeres skingre retorik meget stærkt på dårlig samvittighed. De har malet sig selv op i et hjørne, hvor de hårdnakket forsvarer overstatslige konventioner og hensynet til at stå sig godt med Tysklands Angela Merkel. Disse hensyn kommer til at stå over danskernes krav på sikkerhed i eget land, når selv alvorlige voldsforbrydelser ikke kan straffes med ubetinget udvisning fra Danmark.

At påvise den slags åbenlyse urimeligheder er imidlertid ifølge Venstres Bertel Haarder ”plat lavpolemik ” og ”skældsord uden indhold”. Så har man hørt det med.

Som sagt: Det må og kan kun være udtryk for dårlig samvittighed. For et eller andet sted så må en begavet mand som Bertel Haarder da kunne se det urimelige i, at vi f.eks. i kraft af retten til at søge asyl belønner de migranter som kan fægte sig vej til Danmark ved at betale en menneskesmugler, men lader resten sidde fast i overfyldte flygtningelejre.

Han må vel også kunne se det urimelige i, at domstolene gang på gang idømmer betinget udvisning til kriminelle udlændinge, mens i øvrigt hæderlige mennesker må forlade Danmark, hvis de stiller blot én dag for sent i Udlændingestyrelsen.

Men Bertel Haarder og med ham de øvrige borgerlige politikere formår ganske enkelt ikke at nå frem til den simple erkendelse, at når de elendige internationale konventioner forhindrer os i at gøre det rigtige, så skal disse konventioner naturligvis flås i stumper og stykker.

I kan læse nærmere her om en dansker ved navn Uffe Hellsten, som ikke kunne få sin amerikanske hustru til Danmark. Omstændighederne kan I læse nærmere om i artiklen, men de drejer sig kort fortalt om, at Danmark havde en regel ifølge hvilken, udenlandsdanskere under visse betingelser kunne få deres udenlandske ægtefælle med til Danmark. En regel som imidlertid blev underkendt af domstolen i Strasbourg.

»Det er enormt svært at forsvare, at hans (Uffe Hellstens, red.) familie skal ud, mens sigøjnerbossen skal blive,« sagde Naser Khader (K) med henvisning til sagen om den kriminelle kroat Gimi Levakovic.

Og det har Naser Khader selvfølgelig ret i. Det er umuligt at forsvare det fuldstændigt forrykte i, at vi ikke selv bestemmer hvem, vi vil give ophold i Danmark, og hvem vi ikke vil. Men Naser Khaders tomme retorik er bare så forbandet trættende. For når dagen er omme, så er det altså den politik man rent faktisk forsvarer, når man har det syge princip, at der intet er over og intet ved siden af overstatslige konventioner. Naser Khaders udtalelser kommer mest af alt til at tage sig ud som krokodilletårer.

Mange af de såkaldte udlændingepolitiske stramninger i de seneste år har mest af alt har haft karakter af chikane af danske statsborgere med udenlandske ægtefæller. Man har med lys og lygte set sig om efter muligheder for stramninger, som ikke ville stride med konventionerne. Med regeringsskiftet i 2001 fik vi de meget rimelige regler for at få en ægtefælle fra udlandet til Danmark: 24-års-reglen, krav om at parret råder over egen bolig og krav om den danske parts evne til at forsørge sin ægtefælle.

Men efterhånden blev det svært at finde på noget nyt, som rigtigt battede noget. Derfor fik vi f.eks. i 2011 indført det såkaldte pointsystem med krav om, at den udenlandske ægtefælle skulle opfylde nogle krav om uddannelse og erhvervserfaring. Krav som ville betyde, at en dansk mand i glimrende økonomiske omstændigheder aldrig ville kunne gifte sig med en bondepige fra Ukraine, fordi hun ikke ville have en kinamands chance for at dokumentere sine erhvervserfaringer fra sit hjemland. (Pointsystemet nåede kun at få en kort levetid, da blev afskaffet igen allerede i 2011).

Ved samme lejlighed hævede man kravet om garantistillelsen fra ca. 60.000 til ca. 100.000 kroner. En garantistillelse er et beløb, man skal indsætte på en spærret konto som betingelse for at opnå opholdstilladelse til ens udenlandske ægtefælle. Kommunen har så ret til at hæve beløbet under visse omstændigheder. Det finder imidlertid så godt som aldrig sted, så det er uinteressant at hæve beløbet. Der var tale om en stramning for stramningens egen skyld, hvorved man kunne demonstrere potens og handlekraft.

Det er den slags pseudoløsninger, som det ifølge Pernille Vermund og Nye Borgerlige skal være slut med. Inderst inde indser Bertel Haarder, Inger Støjberg og alle de andre borgerlige politikere nok deres egen uformåenhed, men så meget desto mere ondt gør det at se den udstillet og påvist eftertrykkeligt. Derfor reagerer de med skældsord. Og derfor har de ikke ret meget andet at byde på end at sige, at det da står bedre til i Danmark end i Sverige.

Enig, men da Sverige også efterhånden på det nærmeste er en nation i opløsning, så er det ærligt talt ikke meget at prale af. Vi får også svenske tilstande i Danmark, hvis vi blot lader stå til fremfor at flytte magten over Danmark væk fra Strasbourg og tilbage til vores eget land.