21-12-2018

Når ordene slipper op

Vi kender vel alle til begrebet ”fake news”, falske nyheder. En usand historie bliver fortalt et eller andet sted på internettet, og snart breder den sig som en steppebrand på Facebook og andre sociale medier. Der er typisk tale om en sag, som passer godt i vores eget kram, som støtter vores dagsorden. Vi bliver revet med af stemningen, og forsømmer at tænke kritisk inden vi klikker på ”del”.

Sagen om den kvindelig forsker på CBS, som var blevet krænket over, at ”Den danske sang er en ung blond pige” var blevet sunget ved et fællesarrangement opfylder disse betingelser. Sagen er ammunition til de af os, som holder af at revse den politiske korrekthed, krænkelseskulturen og det nationale selvhad. Der er bare en lille hage ved historien. Den er ikke fake men sand.

Lignende historier, hvor den politiske korrekthed har ført os ud på absurditetens overdrev er desværre ikke ukendte. Dyrkelsen af krænkelsen har vundet indpas på vores universiteter, firmaer omdøber den årlige julefrokost til en vinterfest, og svenske skoler afskaffer traditionen med Lucia-optog.

Og så er det, at ordene til at beskrive den seneste sag er ved at slippe op. Hvilke vendinger kan man bruge, som ikke allerede er brugt op til mange gange? ”Det er skruen uden ende”, ”det er en glidebane”, ”indtil jeg så i kalenderen troede jeg det var en aprilsnar”, ”hvad bliver det næste” etc. Til det sidste kan man dog sige, at det næste nok skal komme. Det er - for at bruge en anden kliche - så sikkert som amen i kirken.

Det som ærgrer mig mest i den aktuelle sag er ikke så meget kvinden, der på den mest absurde vis påstår at være blevet krænket af en gammel dansk fædrelandssang. Nej, det som får mig at til at fare i blækhuset denne gang (ny kliche, indrømmet), det er at der er en institutleder på CBS, som minsandten tager kvindemennesket alvorligt, hvor han i stedet naturligvis skulle have sendt hystaden væk med en besked om at få sig et liv.

Læs dette gebrækkelige vrøvl fra institutlederen Mads Mordhorst i artiklen fra Kristeligt Dagblad 19. december om hvori krænkelsen består:

Det krænkende er, at metaforer har en virkning. Jeg er historiker og synes, det er i orden at tage sange som den op, men der skal medfølge en kommentar om, hvilken kulturel situation den indgår i. Sangen fokuserer på idéen om det homogene Danmark, og det skal vi kunne problematisere. Vi skal være klar over, hvilke dele af fortiden vi tager op, og hvilke vi lægger i skyggen. Den skal ikke fjernes, men når den synges, skal der gøres opmærksom på, at den er udtryk for en periode, hvor vi havde et homogent Danmark.

Og endvidere fortæller Mads Mordhorst, at han endog har rost kvinden for hendes store mod ved at bringe sagen på bane. Det er derfor, at jeg siger, at den næste ting nok skal komme. Vi ønsker alle positiv opmærksomhed, og den kan man åbenbart opnå i visse miljøer ved at trække offerkortet og påstå, at denne eller hin ting krænker ens identitet.

Vi kan dog håbe på, at vi her i Danmark kan holde den slags sager nede. Heldigvis har CBS fået en særdeles ublid medfart med mange harske kommentarer, både på Facebook og i avisernes ledende artikler. Og fra politisk hold har der så vidt jeg kan se ikke været nogen opbakning.

Kristeligt Dagblad fortæller 21. december om, at den identitetspolitiske krænkelsesbølge endnu ikke har ramt Danmark nær så kraftigt som Sverige.

Og godt for det, men så meget desto mere gådefuldt er det, at når krænkelseskulturen alligevel sniger sig ind, så er det i det akademiske miljø, hvor man ellers mere end alle andre steder skulle være klar til hver dag at få sit syn på verdenen udfordret.