Intet men

Mon nogen kan huske overfaldet på Fremskridtspartiets Mogens Glistrup 1. maj 1983? Udåden blev begået af datidens antifascister og progressive unge mennesker; de kaldte sig den gang BZ'ere, idet de gerne yndede at fremstille sig selv som fattige, unge mennesker uden noget sted at bo, hvorfor det var deres moralske ret at rykke ind i andre menneskers bygninger og kaste med brosten efter politiet, når de blev beordret væk.

Politikere på venstrefløjen havde som oftest svært ved at få sig selv til at tage afstand fra disse ulovlige og voldelige handlinger. For var der ikke mon et element af retfærdig frihedskamp ved disse BZ'ere?

Ved den traditionelle fejring af arbejdernes internationale kampdag i 1983 deltog også Mogens Glistrup med en tale i Fælledparken i København; der var faktisk også mange arbejdere, som stemte på hans parti. BZ'erne kunne imidlertid ikke tåle, at det frie ord også tilhørte Glistrup, og derfor overfaldt de ham med maling og andet kasteskyts.

Et voldeligt overfald på en politiker, uanset hans ståsted, måtte vel trods alt kalde på en fordømmelse fra de andre politiske partier? Tja, det var det nu så som så med. Jeg husker, at Anker Jørgensen i TV-avisen blev spurgt om sin holdning til overfaldet. Som tidligere statsminister og leder af Danmark største parti kunne han naturligvis ikke ret godt ligefrem billige vold, men på den anden side var han heller ikke meget for at udtrykke noget, som kunne minde om sympati for Glistrup. Der var i 70'erne og 80'erne almindelig enighed om, at Fremskridtspartiet ikke tilhørte det gode selskab. Partiet var tæt på at have samme rolle og anseelse hos parnasset som Sverigesdemokraterne i nutidens Sverige. Anker Jørgensen var tydeligvis utilpas ved situationen, så alt hvad han kunne svinge sig op til var ”det er meningsløst”!

Det svar kan man jo så tygge lidt på. Mente den socialdemokratiske leder så, at overfaldet på Glistrup havde været berettiget, dersom man kunne tolke nogen nogen mening ind i det? Var det værste der kunne siges om ugerningen, at der havde været tale om spild af maling? Anker Jørgensens svar var ikke alene absurd, men også direkte forkert. Handlingen var skam meningsfuld nok set ud fra den politiske volds perverterede logik. For både den lille og den store terror går ud på det samme, nemlig at tvinge og skræmme modstanderen til tavshed. Og så suge til sig af den halve eller hele opbakning, man kan opnå fra principløse politikere og kulturpersonligheder.

Historien gentog sig 15 år senere, da Pia Kjærsgaard blev overfaldet på Nørrebro og kun med nød og næppe undgik at lide alvorlig overlast ved at flygte ind i en nærliggende bank. I kan se en lille film om episoden her. Bemærk de feje autonome – BZ'ernes afløsere - der altid optræder i flok, og kun angriber når styrkeforholdet er mange gange i deres favør. Og så med tilråb der hører hjemme i en rendesten.

Også det med den halvhjertede afstandtagen gentog sig. Et medlem af Nørrebro Bydelsråd fra SF udtalte, at hun da godt nok ikke kunne støtte vold, men på den anden side, nu det var Pia Kjærsgaard, så kunne hun da godt forstå... Overfaldet var ikke i orden, men altså alligevel ikke sådan for alvor forkert. For det var jo Pia Kjærsgaard det gik udover!

Sidst har vi så set det med hærværk i gaderne efter Rasmus Paludans demonstrationer i København. Se her. En lokalformand mener minsandten, at skylden for nedbrændte biler og andre ødelæggelser må lægges på politiet og Rasmus Paludan selv, men indrømmer så dog trods alt, at også ”gadens parlament må bære sin del af skylden”. Men det er naturligvis absurd at lægge skylden for hærværk på nogen anden end netop hærværksmanden. Uden stenkast ingen knuste ruder. Uden ildspåsættelser ingen bilbrande. Kan det være enklere?

Så derfor: Det der skal fordømmes skal fordømmes uden antydning af ”men”. Det gælder jo også i særdeleshed den store terror som f.eks. attentatet 15. marts i år i New Zealand som ramte muslimer og påskens angreb i Sri Lanka med drab på kristne. Uanset hvilke sympatier og antipartier man måtte nære over for bestemte religioner eller politiske partier og ideologier, så må og skal fordømmelsen være massiv og uforbeholden.

Det er jo så desværre ikke altid tilfældet. Det må vel være derfor, at den dag slynglerne ligefrem kommer til magten, så bliver de af visse kredse forlenet med en aura af revolutionsromantik. Hvordan kan man ellers forklare, at en psykopat og morder som den cubanske revolutionsleder Che Guevara i årevis var fast inventar på mange unges værelser i form den velkendte plakat?