Tanker om valget

Jeg havde den store fornøjelse at deltage i Nye Borgerliges valgfest den 5. juni. Glæden var naturligvis stor over, at fire års hårdt arbejde blev belønnet med repræsentation i Folketinget, for det er bestemt ikke nogen nem opgave at slå igennem som helt nyt parti. Når det i de seneste år alligevel er lykkedes for nogle nye partier at opnå valg til Folketinget, så har det været i forvejen kendte navne med erfaring fra andre partier, f.eks. Naser Khader med Ny Alliance i 2007 og Uffe Elbæk med Alternativet i 2015.

Nu bliver repræsentationen for Nye Borgerlige den mindst tænkelige med blot fire mandater og en tilslutning på 2,4 pct. Nogle af os havde nok håbet på lidt mere end blot det, men lad det nu ligge. Nye Borgerlige er i gang, en meget vanskelig hurdle er overvundet, og med en god og disciplineret indsats fra den nye folketingsgruppe er der grundlag for yderligere fremgang.

Men andre ting gør imidlertid mig nedtrykt. Først og fremmest den store tilbagegang for Dansk Folkeparti, der om nogen har banet vejen for en anden udlændingepolitik, ja for at temaet overhovedet er kommet på dagsordenen. Forestil jer den hypotetiske situation, at Dansk Folkeparti ikke havde eksisteret, og at deres mandater i stedet havde tilhørt det Radikale Venstre! Hvordan havde Danmark så set ud i dag? For at få svar på det spørgsmål behøver man blot at se på Sverige, hvor man end ikke er kommet i gang med at indføre en ansvarlig udlændingepolitik, og hvor debatklimaet stadig gør en ærlig og åben samtale vanskelig.

Så ærgrer det mig også, at Liberal Alliance var tæt på at blive udslettet. Partiet har godt nok kludret i det med bombastiske krav, og det var en stor fejl at gå med i regeringen. Partiet havde stået sig langt bedre ved at være et loyalt men kritisk støtteparti for regeringen. Men Liberal Alliance vovede dog at tale om skattelettelser. I modsætning til Venstre, som i valgkampen konkurrerede med venstrefløjen om, hvem der kunne bruge flest penge. Og hvor ordet velfærd åbenbart kun kan betyde penge, som er blevet opkrævet som skatter. Kun Liberal Alliance vovede at minde om, at også skattelettelser er velfærd. Ikke desto mindre belønnede liberale vælgere Venstre og straffede Liberal Alliance.

Hvorfor er vi havnet der i dansk politik? Nu har skattelettelser længe været nedprioriteret af danske vælgere, men hvad med udlændingepolitikken? Med fremgang for Det Radikale Venstre og venstrefløjen og kun status quo for Socialdemokraterne, er vi så kommet dertil, at mange danskere mener, at indvandring fra mellemøstlige lande er noget vi kun kan få for lidt af, og at vi i øvrigt skal have meget mere EU?

Så galt tror jeg nu ikke det står til, men mit bud er imidlertid, at vi har nået et foreløbigt mætningspunkt, når det gælder spørgsmålene om udlændinge og integration. En sag kan simpelt hen ikke blive ved med at fænge, og engang imellem bliver den sat på pause. Så kan man tale nok så meget om f.eks. kriminelle udlændinge. Man kan nok så meget påvise, at problemerne med dårlig integration så godt som udelukkende kan henføres til indvandring fra muslimske lande. På et tidspunkt orker et stort flertal af befolkningen ikke at høre mere.

Det er forståeligt. Jeg blev selv ramt af samme følelse for nok ca. ti år, og det var en følelse der varede ved indtil 2015, hvor Pernille Vermund og Peter Seier Christensen meldte sig på banen med det nye parti. Jeg blev mindet om, at problemerne jo ikke forsvandt, bare fordi vi i en årrække tillod os den luksus at tale om sjovere ting end det triste emne om udlændinge i tiltro til, at den sag havde Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg helt styr på.

Jeg har også en anden hypotese, men nu må jeg indrømme, at jeg nok bliver mere spekulativ. Min tanke er, at tiden er præget af en fortvivlende pænhed og konformitet. Det handler mit første indlæg på denne blog om, et indlæg som jeg skrev for godt tre år siden, ser her. Hvad ved valgets resultat får mig til at vende tilbage til dette tema? Jo, vi så jo at partier, som vover at tænke dristige tanker om et opgør med de internationale konventioner og skattelettelser blev straffet. Nye Borgerlige lykkedes dog at slå igennem som et nyt parti, men altså indtil videre kun med fire mandater. I stedet søgte man hen til de ”pæne partier” som Venstre, Konservative, Det Radikale Venstre og SF. I virkeligheden ser vi det jo også med tilbagegangen for Alternativet. Deres tilbagegang vil jeg vel ikke påstå, at jeg begræder, men de har jo med deres placering på venstre side i dansk politik været dem som tænkte de skøre og anderledes tanker. Det ønsker vælgerne altså ikke.

Ser vi en normalisering af dansk politik? Det er som man sikkert kan forstå ikke mit håb. Jeg kommer til at tænke på en linje fra Cæsars sang om Storkespringet. ”Al den pænhed er som kloroform, kedsomheden er enorm”!

Mange mennesker luller sig ind i en tro på, at problemerne med udlændinge er løst eller dog forholdsvist nemt lader sig løse. I stedet for at se virkeligheden, som den er, falder man minsandten på halen for en svensk skolepige i den såkaldte klimasag.

Men vi kan jo så blot håbe, at vi på den indvandringsskeptiske fløj tager fejl. At integrationen fra nu af bare tonser derudaf i den gode retning. Indvandrerne, også fra anden og tredje generation, kommer på arbejdsmarkedet, deres kriminalitet styrtdykker, og vi skal aldrig mere høre om chikane af handlende, politi og brandmænd begået af ”unge mennesker”. Homoseksuelle mænd kan fra nu af gå hånd i hånd overalt i Danmark, og vi behøver ikke længere bevogte Synagogen i Krystalgade med bevæbnede vagter, for tilslutningen til radikal islam vil være forsvundet. Naturligvis vil der heller ikke længere være børn fra arabiske familier, som begynder i skolen uden at kunne dansk helt på samme niveau som alle andre børn.

Vi knækker ganske enkelt koden, når det gælder integrationen af indvandrere fra muslimske lande. Det har man ganske vist ikke formået i nogen af vores nabolande, men så skal vi jo bare være foregangsland her i Danmark.

Vist har man lov at håbe. Et ordsprog hedder, at håbet beskæmmer ingen. Selv vil jeg nu blot vælge at tage den mulighed i betragtning, at det ikke går helt så godt som skitseret ovenfor. Og så sætte mit kryds herefter.