Tanker om rygning

Alting var ikke bedre i gamle dage. Det kan der sikkert gives mange eksempler på, men i dette indlæg skal det handle om rygning.

Mange af os, som i dag er voksne husker sikkert tidligere tiders om ikke ligefrem lovløse tilstande, så dog meget liberale regler for rygning. Der var kun få restriktioner, og i masser af tilfælde var indendørs rygning både lovlig og socialt acceptabel. Man var vist nok sidst i halvfjerdserne begyndt at tale om passiv rygning, men kampen var op ad bakke for ikke-rygerne, og mange har nok lidt i stilhed i røgfyldte lokaler.

Jeg begynde min løbebane som ryger i teenageårene, og som for så mange andre skete debuten på en skoleudflugt. Vi begynder alle som selskabs- og lejlighedsrygere, og mine begrænsede lommepenge lagde selvfølgelig også en dæmper på rygningen. Jeg plejede at mødes med en kammerat fredag eller lørdag aften, og så splejsede vi til en ti-styks pakke prince, som vi delte i løbet af aftenen, mens vi lyttede til musik fra min kammerats kassettebåndoptager. En aften kom det dog til at knibe. Vi samlede alt hvad vi havde af småpenge og tomme flasker. Manden i kiosken tog modvilligt imod flaskerne, men alligevel manglede vi 10 ører til en pakke prince. Så kunne vi dog i stedet få en pakke kings, som netop var 10 ører billigere. Så stiftede vi også bekendtskab med cigaretter uden filter.

Den første regel man som ung ryger stødte på dengang i slutningen af halvfjerdserne var på skolen. Vi måtte ryge i frikvartererne et fast sted udenfor. Dog kun fra og med ottende klasse og vel at mærke med forældrenes tilladelse. Den regel blev selvfølgelig tit overtrådt, og jeg husker heller ikke hvor nidkært den blev håndhævet. Men der skal såmænd nok fra tid til anden have været en lærer, som følte at han slog til som lærer ved at uddele en eftersidning.

I gymnasiet behøvede vi ikke forældrenes tilladelse til at ryge i skoletiden. Vi måtte naturligvis ikke ryge i klasselokalerne og heller ikke i kantinen i det store spisefrikvarter, men ellers husker jeg ikke nogen begrænsninger.

Ej heller var der begrænsninger af betydning på universitetet. Til de skriftlige eksaminer kunne vi endda vælge mellem et ryger- og et ikke-ryger-lokale. Jeg valgte nu altid det sidste, og jeg røg heller ikke så meget i min tid som studerende og næsten udelukkende pibe.

I 1989 tiltrådte jeg en stilling på en statslig arbejdsplads, hvor jeg såmænd er endnu. Så jeg har kunnet følge reglerne for rygning, som jo løbende er blevet strammet som alle andre steder. I 1989 måtte vi frit ryge, hvis vi havde vores eget kontor, hvad jeg som akademisk fuldmægtig var så privilegeret at have. Var man flere i et lokale skulle der være enighed, hvis der skulle ryges. Blot én medarbejder havde ret til at kræve røgfrihed. Også yngste kontorelev, hvordan det så end blev udlevet i praksis. Vi måtte endvidere ryge uden for alle mødelokaler, mens der i kantinen var en afdeling for rygere og en anden afdeling for ikke-rygere.

Disse tilstande herskede med få stramninger indtil 2005, hvor al rygning nu blev henvist til særlige rygekabiner. Ved den første julefrokost herefter brød vi reglen og tillod os at ryge ved bordet, men allerede næste år var det helt utænkeligt. Året efter igen i 2007 blev rygekabinerne fjernet, og nu skulle al rygning foregå udendørs, f.eks. på den store tagterrasse, som min arbejdsplads har. Og så var det jeg tænkte, om ikke tiden var inde til et rygestop. Det havde jeg indtil da afvist som utænkeligt. Jeg så for mig vanvittige abstinenser som i den tyske film Christiane F. Christiane og hendes kæreste beslutter sig for at tage en kold tyrker - vel at mærke ikke fra cigaretter, men fra heroin. Det lykkes også, men i de dage det varer, så har de det så heller ikke godt! I kan sikkert finde filmen på youtube.

Så slemt er et rygestop ikke. Jeg var ca. to uger om at komme igennem det værste, og allerede anden dag var nemmere end første dag.

Nu er de lovløse rygetilstande for længst en saga blot. Indendørs rygning er forbudt overalt undtagen i private hjem. Ingen ikke-ryger behøver længere at finde sig i tobaksrøg. Rygerne er i defensiven.

Og så måtte man vel tro, at vi alle kunne være tilfredse, men det er som om de nidkære antirygere ikke kan få nok. Vi har alle hørt om arbejdspladser, hvor selv rygning udendørs er forbudt. Og på skolerne og gymnasierne er rygning i skoletiden normalt helt forbudt – ikke alene på skolens område men også udenfor, se her fra Danmark Radios hjemmeside.

 Rektor på Nyborg Gymnasium forklarer salvelsesfuldt:

Jeg er af den klare mening, at mit ansvar for unge ikke kun handler om dannelse og fag. Det handler også om, at de får forudsætningerne for at leve et langt, godt og sundt liv. Det får man ikke med cigaretter, siger Henrik Stokholm, som er rektor på Nyborg Gymnasium.

Her må jeg erklære mig uenig. Den gode rektor skal aldeles ikke tage ansvar for ”et godt og sundt liv” for andre end sig selv og sine børn. Og hvad er et ”godt og sundt” liv? I hvert fald kan det jo dreje sig om adskilligt mere end rygning. Hvad med motion og mad? Måske endda førægteskabelig sex? Hvem ved hvad nidkære puritanere kan finde på at kaste sig over.

Nu kunne man tænke sig, at reglen bliver brudt, og det gør den da også. Det kan I læse om her i en artikel, som også handler om tilstandene på Nyborg Gymnasium. Flere elever forlader skolens område i det store spisefrikvarter, og finder et sted, hvor de ryger sammen. En dreng forklarer:

Folk ryger alligevel. Et hundrede procent. Man går bare lidt længere væk, siger fyren og kalder skolens sanktioner 'vilde'. Han anslår, at der alene i hans klasse og i parallelklassen er en 10-12 stykker, der ryger rimelig fast i skoletiden. Jeg ryger mere, fordi jeg ikke må. Helt klart. Man bliver lidt trodsig, siger han. Det er et voldsomt indgreb i vores frihed. Og folk protesterer. Der kommer gamle elever og ryger omkring skolen for at provokere lærerne.

Reglerne på gymnasiet er som følger:

Hvis man bliver taget i at ryge, får man først en mundtlig advarsel af sin uddannelsesleder. Anden gang skal man en tur forbi en sundhedsambassadør og hjælpes i gang med rygestopkursus. Tredje gang får man en skriftlig advarsel, og fjerde gang skal man så en tur forbi rektor og risikerer muligvis midlertidig bortvisning. Og femte gang bortvises man så permanent.

Forbi en sundhedsambassadør! Hvad i djævelens skind og ben er det for formynderiske tilstande og omklamrende tiltag, som efterhånden vinder indpas i sundhedens navn. Men det bliver værre endnu, for den gode rektor kan endda fortælle, at han får hjælp af naboerne til at håndhæve sine regler. Helt uden at skamme sig fortæller han:

Naboerne er sågar begyndt, fortæller Henrik Stokholm, at tage billeder af smugrygere og sende til ham, så han kan pågribe dem og eventuelt straffe dem.

Kan man så synke dybere ned i usselhed, når man benytter sig af det man ellers kalder sladren og stikkeri? Det kan man såmænd nok, men før eller siden må vi da se en modreaktion. Hvor er hensynet til friheden?

Lad nu rygerne få lov til at ryge, så længe de kan gøre det uden at genere ikke-rygere. Og ja, vi ved godt det er usundt, men indtil videre er tobak altså ikke et ulovligt produkt. Vi ved også hvad der ville komme ud af et forbud, nemlig smugleri og illegal produktion som i forbudstidens USA, hvor alkohol en kort årrække i 20'erne blev forbudt. Det samme vil for øvrigt også ske med en drastisk forhøjelse af prisen på en pakke cigaretter til f.eks. 100 kr. Så vil det pludseligt blive interessant for ellers lovlydige borgere at at snige sig hen på et skummelt værtshus og købe en karton cigaretter for 300 kroner indsmuglet fra lande som Polen og Litauen. Gad vide om sligt ikke allerede finder sted?