Hvorfor taler så få danskere tysk?

Det bliver ofte begrædt, at så mange danskere efterhånden kun kan begå sig på ét eneste fremmedsprog, nemlig engelsk, og ikke tysk eller fransk. Kristeligt Dagblad har i de seneste år skrevet flittigt om problemet, se f.eks. her.

Det er et ondt problem, som er selvforstærkende, for når så få lærer tysk i gymnasiet, så bliver der naturligvis også færre til at vælge sproget på universitetet.

I artiklen lyder det:

I år blev der eksempelvis optaget 23 på tyskstudiet ved Københavns Universitet, 6 på Aalborg Universitet og 29 på Aarhus Universitet. Samlet er optaget på humaniora siden 2013 faldet med 29 procent. Dermed kan optaget slet ikke følge med behovet for tysk- og franskundervisere i gymnasiet. Lige nu er kun 1 procent af fransklærerne i gymnasieskolen under 30 år, mens tysklærere hiver sig op på 2 procent. Samtidig er næsten hver anden fransklærer og hver tredje tysklærer over 60 år og dermed på vej på pension.

Hvorfor er vi kommet dertil? Den mest indlysende forklaring er naturligvis, at engelsk for længst har erobret førertrøjen som det vigtigste fremmedsprog. Gode kundskaber i tysk eller for den sags skyld fransk kan ikke kompensere for ringe kundskaber i engelsk. Det ved man naturligvis også i de fleste andre lande, såmænd også i Tyskland og Frankrig. Så dermed udebliver straffen stort set, hvis man ikke behersker tysk selv på et blot nogenlunde hæderligt niveau.

Ikke desto mindre er der solide grunde til at prioritere tysk, både økonomiske og kulturelle med Tyskland som vores store naboland og med de tætte historiske bånd mellem vores to lande. Det er meget godt belyst i artiklen fra Kristeligt Dagblad og i mange lignende artikler, så det behøver jeg ikke komme nærmere ind på her.

Til gengæld skal jeg da gerne melde mig på banen som en, der kun lige akkurat kan klare at bede om en kop sort kaffe ombord på en flyrejse med Lufthansa og efterfølgende sige pænt tak. Men havde jeg end ikke kunnet så meget tysk, så skulle jeg nok få kaffen alligevel, da de tyske stewardesser naturligvis taler udmærket engelsk.

Kun én gang var det ved at gå galt. På en tjenesterejse i Luxembourg for nogle år siden kom jeg til at tage en forkert bus, da jeg skulle til lufthavnen. Det er ikke så ualmindeligt, at indbyggerne i Luxembourg kun behersker fransk og tysk, og ikke også engelsk. Buschaufføren var en af disse. På et aldeles ubehjælpsomt tysk bad jeg chaufføren om at ringe efter en taxa. Det lykkedes trods alt, men jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne klare situationen på et lidt bedre tysk.

Men den engelske dominans som verdenssprog er ikke den eneste forklaring på det tyske sprogs svage stilling i Danmark. En overset forklaring er gymnasieordninger, hvor det ikke alene har været nemt at fravælge tysk; det har tillige været svært at vælge til. Det kræver en forklaring:

Da jeg begyndte i gymnasiet på den matematiske linje i 1980, skulle vi vælge mellem engelsk og tysk. Vi havde så det valgte sprog med fem undervisningstimer om ugen, men kun i 1. g. Det siger sig selv, at næsten alle valgte engelsk. Måske ud fra rationelle overvejelser om betydningen af engelsk, måske ud fra en følelse af at engelsk er nemmere end tysk. Men nok først og fremmest på grund af den kendsgerning, at tyske verber og de ondskabsfulde kasus bare ikke er noget som en 15-16 årig dreng eller pige omfavner, hvis man da ellers kan blive fri.

Og det kunne man som sagt nemt, og igen: Tysk kunne vi kun have valgt på bekostning af engelsk. Noget tilsvarende gjaldt endda for vores kammerater på den sproglige linje. De havde ganske vist både engelsk og tysk i 1. g. Men fra 2. g var det alene de nysproglige, som både havde engelsk og tysk. Valgte man en anden gren end nysproglig – det kunne være den samfundsfaglige eller den musiske gren – så skulle man kun have ét af fagene engelsk eller tysk. Og gæt så hvad man typisk valgte...

Jeg husker, at jeg i gymnasiet foretog min egen statistiske undersøgelse, hvor jeg kom frem til, at den samfundsfaglige gren var dobbelt så populær blandt de sproglige som blandt de matematiske elever. Uden tvivl fordi man kunne slippe for tysk.

Her skal det indskydes, at ikke alle sproglige elever elskede sprog, og ikke alle matematiske elever elskede matematik og fysik. Sidstnævnte fag havde jeg gerne fravalgt, om det havde været muligt.

Men: Nu kommer jeg til det for alvor forrykte i den daværende gymnasieordnings prioritering af undervisning i fremmedsprog. For mens vi i hvert fald på den matematiske linje i praksis var afskåret fra at beskæftige os med tysk, og på den sproglige linje nemt at blive fri for sproget, så skulle vi alle trækkes med fransk i alle tre år. På alle grene og på begge linjer skulle vi have undervisning i fransk med fem ugentlige timer i 1. g og tre timer i 2. og 3. g. Her var der ingen forskel på f.eks. matematisk-samfundsfaglig og nysproglig. Det var nøjagtigt det samme timetal og nøjagtigt det samme pensum.

Og hvorfor var det forrykt? Fordi fransk er så svært et sprog, at det alligevel kun er de færreste der i kraft af undervisningen i gymnasiet får et niveau, som overhovedet fortjener at blive kaldt anvendeligt. Det gælder praktisk taget alle jævnaldrende, som jeg har talt med om sagen. Selv ydede jeg en noget svingende indsats i faget, og endte med karakteren seks ved den mundtlige eksamen i 3. g. Der var nu bestemt ikke tale om, at jeg sjoflede faget. Alligevel: havde jeg i Luxembourg stået over for en chauffør, som kun talte fransk, havde jeg været ilde stedt. Måske jeg kunne have leget flyvemaskine og på den måde vist, at jeg skulle til lufthavnen!

Det havde selvfølgelig været oplagt at prioritere undervisningstiden med engelsk som det vigtigste fremmedsprog, men også med timer i tysk. Så havde vi måske som standard opnået, at de matematiske studenter havde et godt niveau i engelsk og et i hvert nogenlunde niveau i tysk. Tysk havde vi trods alt haft i folkeskolen. I stedet blev standard, at vi forlod gymnasiet nogenlunde hæderlige til engelsk, men med så godt som uanvendelige kundskaber i både tysk og fransk.

Og det gentager sig åbenbart også i dagens gymnasium, hvor man godt nok ikke længere har de gamle linjer og grene, men hvor det stadig er nemt at blive fri for tysk og for den sags skyld også fransk.

Er det en udvikling vi kan vende? Det burde ikke være nogen umulighed. Vi bør fortsat undervise i tysk i folkeskolen i hvert fald fra syvende klasse. I gymnasiet bør engelsk være obligatorisk, men ét fremmedsprog mere bør være obligatorisk. Man kunne pasende få valget mellem tysk og fransk. Så vil de fleste nok vælge tysk, da det vil være velkendt fra folkeskolen. Og så skal der undervises i begge sprogfag alle tre år og med mindst tre ugentlige timer. Der sker meget med et ungt menneske i årene fra 16 til 19 år, så dét der i begyndelsen virker svært og utilgængeligt kan vise sig at være interessant, efterhånden som man bliver mere moden, og derfor vil det netop være en fordel med undervisning i både engelsk og tysk alle tre gymnasieår.

Det opdagede jeg selv i 3. g. med faget fysik. Det havde jeg ikke været gode venner med hverken i folkeskolen eller de to første år i gymnasiet. I 3. g. truede imidlertid den mundtlige eksamen i en ikke så fjern fremtid. Og så fik jeg det lyse indfald, at det måske kunne være en idé at begynde at læse på lektien! Det viste sig minsandten så, at også fysik kan være interessant. Jeg klarede skærene ved eksamen. Ikke med en topkarakter, men dog fuldt ud tilfredsstillende for mig. Det fik mig så ikke ligefrem til at vælge at læse fysik på universitet, men det kan jo være sket for andre.

På samme måde med tysk: Hvis alle skal beskæftige sig med sproget, så vil mange også finde det interessant. Og blandt disse vil der endda være nogle, som fatter så stor interesse for tysk, at de ligefrem vælger at studere det på universitet.

Idéen er hermed givet givet videre frit og kvit til alle politiske partier.