Den sære klimadebat

Sidste år havde vi folketingsvalg, som meget kom til at dreje sig om klimaet. Igen og igen blev der krævet ”handling nu”. Så meget desto mærkeligere var det, at da Pernille Vermund fra Nye Borgerlige foreslog et tiltag, som virkelig kunne batte noget, nemlig indførsel af atomkraft, så udeblev debatten fuldstændigt. Måske er ikke alle problemer med sikkerhed og atomaffald løst. Jeg er ikke ekspert på området, men blot finder jeg det aldeles forrykt, at spørgsmålet om atomkraft på det nærmeste er forvist fra debatten.

I stedet taler man meget gerne om den såkaldte grønne energi, der bare ofte ikke er spor grøn. Der er f.eks. intet grønt ved at brænde træ af i kraftvarmeværker. Det er gang på gang blevet påvist, f.eks. i artikler i Weekendavisen af nordmanden Jon Hustad, se f.eks. 4. september, 2020, første sektion, side 4. Det samme blev påvist af den kontroversielle filminstruktør Michael Moore i filmen Planet of the Humans, som han straks gjorde tilgængelig på youtube. Moore blev mødt med fordømmelse og vrede, men ikke argumenter. Denne grønne energi er en hellig ko. Det samme kunne siges om el-biler, hvis grønhed jo også kan betvivles, for hvad med den strøm, som skal produceres til bilerne, og hvad med batterierne, som skal fremstilles af sjældne metaller?

Så hvad ligger der bag al den ”handling nu”? Hvad er det vi kan og skal gøre? Det er i hvert fald den store gåde for mig. I samme udgave af Weekendavisen som nævnt ovenfor, er der i sektionen IDEER, side 8-9 en artikel om effekten på klimabevidstheden ved at skræmme borgerne. Får skrækkampagner os til at blive bevidste eller snarere til at vende ryggen til problemerne? Jeg faldt over en interessant detalje i artiklen: en svensk professor ved navn Åsa Wettergren har gjort den opdagelse, at mange folk kan blive vrede, når de stifter bekendtskab med mennesker, som rent faktisk har foretaget forandringer i deres liv, som f.eks. at skille sig af med deres bil og droppe flyrejser. Det er som om, det virker provokerende, når nogle ligefrem vælger at tage sagen i egen hånd. Det bekræfter sjovt nok en iagttagelse forfatteren Bo Bjørnvig gjorde i samme avis tidligere på året. Som ikke-bilist, fortæller han, bliver han mødt med dybt forundrede spørgsmål, grænsende til forargelse, over hvordan han dog kan leve sit liv uden en bil.

For netop bilen synes at være helt uden for diskussion, selv hos de klimabevidste. Den kan og skal man bare ikke undvære. Der findes beretninger om gymnasieelever, som kører til skole i deres egen bil. Forleden var der en sag fra Århus Universitet om, at de studerende har svært ved at finde en parkeringsplads til deres bil, når de skal til forelæsninger. Hvad med at tage, bus, tog eller måske endda cyklen?

Og så er der flyrejserne. I disse corona-tider er vi mange, som har lært, at man så glimrende kan holde møder på Skype og Zoom. Så kunne vi håbe på, at alle embedsmandsmøder i EU i fremtiden kan blive holdt på denne måde, så vi kan spare flyrejserne, hoteller og diæter. Vi udleder dermed mindre CO2, og vi sparer udgifter for skatteyderne. Imidlertid forudser jeg allerede indvendingerne: den personlige kontakt er også af betydning, snakken med den svenske og hollandske kollega i en kaffepause kan være nyttig og interessant. Og det kan selvfølgelig være rigtigt nok. Men blot fordi der nu kan tænkes at være en eller anden marginal fordel ved et fysisk møde, skal det så død og pine også gennemføres helt uden hensyn til miljø og økonomi? Når vi alle kræver vores eget lille område fredet, det være sig privat eller professionelt, så skal det jo gå galt.

Og så er der de mindre ting, men jeg synes jeg har hørt, at man skal regne det hele med. At Danmark kun står for en promille af hele verdens CO2-udledning fritager os ikke fra et ansvar, bliver der sagt. Men så må vi jo også hver især gøre vores, hvor vi kan. Men også her har jeg svært ved at få øje på en indsats. Hvad med alle de benzindrevne haveredskaber, som tilmed støjer og er til gene for naboerne. Men det er vist nu om stunder helt umuligt for en haveejer at benytte en hånddrevet græsslåmaskine eller en gammeldags hækkesaks. For øvrigt kunne man jo også overveje blot at lade haven gro til, for så ville man jo yde sit til biodiversiteten. Men den tanke kan vist heller ikke tænkes.

Og sådan kunne man blive ved ved. Hvad med de cigaretskod, som folk smider alle vegne, og som bidrager til plastikforureningen. Det er ikke kun skumle bølletyper, som står for uvæsnet. Det er også pæne bedsteborgere, som betaler enhver sit, og aldrig kunne drømme om at stjæle eller køre spirituskørsel. Og det er flinke unge mennesker, der sikkert passer deres studier eller arbejde. Og som måske går til demonstrationer til fordel for klimaet med krav om ”handling nu”.

Lad os få handling nu, jeg er ikke uenig. Men handlingen kan og skal vi selv stå for. Hvem ellers? Der er faktisk ikke andre end os selv til at skrue ned for unødvendig transport og unødvendigt forbrug.