Derfor skal vi ud af internationale konventioner

Som bekendt har tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen forladt Venstre. Han fortæller om sine grunde til bruddet her:

Jeg skal ikke beskæftige mig yderligere om bruddet i dette indlæg, men jeg faldt dog over denne bemærkning i Lars Løkke Rasmussens indlæg:

Dansk Folkeparti vil melde Danmark ud af EU, Nye Borgerlige vil melde os ud af internationale konventioner, og Liberal Alliance vil – omend man fornemmer en ny, lidt mere klædelig ydmyghed – topskattelettelser så intenst, at alt andet bliver ligegyldigt. Endda en borgerlig-liberal regerings overlevelse.

Atter hører vi ønsket om brud med internationale konventioner gjort til genstand for anklage. Det bliver gjort til noget man bare ikke kan, noget hvor vi som land slet ikke har noget valg. Men vi har altid et valg, og hvis vi vurderer, at tilslutning til denne eller hin konvention er en byrde, så kan vi naturligvis vælge at skille os af med byrden.

Det er klart, at internationale aftaler kan være et gode. Hvis Norge bliver angrebet militært så har vi i kraft af vores medlemskab af NATO pligt til at komme nordmændene til undsætning, ligesom vi også kan regne med deres støtte, hvis vi skulle blive angrebet. Dermed er vi forpligtet, vi er ikke frie til at gøre hvad vi vil, men den pris betaler vi gerne, fordi vi mener, at vi drager fordel heraf. Det samme kunne vi sige om frihandelsaftaler.

Det gælder jo alle aftaler, også i det små. Vi indgår dem kun, hvis vi høster fordele. Per og Poul aftaler at se efter hinandens huse. Og netop af egeninteresse er begge parter omhyggelige med at overholde aftalen. På et tidspunkt kan det være, at Per ikke ser den store fordel i aftalen. Han kan så alligevel vælge at blive i aftalen af hensyn til det gode naboskab. Udvikler aftalen sig efterhånden til byrde og ulempe, så må vi dog regne med, at Per vælger at opsige aftalen. Han har ingen pligt til at være en engel. Han har ret til at skæve til egen fordel.

Det samme gælder internationale aftaler på udlændingeområdet. Skal vi blive i dem, skal vi have fordele deraf. Og derfor bør vi stille spørgsmålene:

• Hvilke fordele har vi som nation ved, at folk fra mellemøstlige lande kan komme til vores land og få ret til at få deres ansøgning om asyl behandlet?
• Hvilke fordele har vi af, at de efterfølgende kan få deres familie til Danmark?
• Hvilke fordele giver det os, at mange af dem sidenhen skal leve af overførselsindkomster?
• Hvilke fordele har vi af tilslutning til konventioner, som giver udenlandske voldsmænd med adskillige domme bag sig ret til at blive i vores land?

Flere spørgsmål kunne utvivlsomt stilles? F.eks. hvilke fordele vi har af at skulle behandle canadiere og syrere ens, når det gælder ret til ægtefællesammenføring, når nu integrationen af de førstnævnte erfaringsmæssigt går problemfrit, men mildest talt ikke for de sidstnævnte?

Svarene på ovenstående spørgsmål giver sig selv. Fordelene er aldeles fraværende, mens byrder og omkostninger er overvældende. Og løsningen er derfor den indlysende at vi skal af med byrderne, vi skal ud af de konventioner, som forhindrer os i at gøre det rigtige.

Det betyder, at man ikke længere kan stille ved vores grænse og ved hjælp af det magiske ord asyl kunne komme ind og få sin sag behandlet. Og sniger man sig alligevel illegalt over grænsen, så skal man vide, at det absolut bedste man kan gøre sig håb om er en seng at sove i og tre daglige måltider mad. Man får ikke egen bolig, man får ikke arbejde, og man får ikke sin familie til Danmark.

Naturligvis skal alvorlige forbrydelser begået af udenlandske statsborgere altid føre til ubetinget udvisning.

For ægtefællesammenføringer skal der gælde lempelige regler for vestlige lande og visse sydøstasiatiske lande, men strengere regler for mellemøstlige og afrikanske lande.

Og dog kunne vi alligevel stadig vælge at yde stor hjælp til flygtninge. Vi kunne forøge hjælpen massivt til nærområderne med basale fornødenheder. Og vi kunne tage imod et vist antal kvoteflygtninge, som oftest er meget ringere stillet end ham, som ved at betale en menneskesmugler kan skaffe sig vej til Danmark.

Så hvad er det i grunden vi tøver efter? Naturligvis skal vi ud af internationale konventioner, når disse udgør byrder og ingen fordele har at tilbyde.