14-01-2021

Absurd

Kristeligt Dagblad fortæller 13. januar, nærmest triumferende, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol minsandten har sanktioneret udvisningen af to forhærdede kriminelle, henholdsvis en pakistaner og en iraker. Det er artige sager, der kan fortælles om pakistaneren: ”Fra 2003 til 2017 fik den daværende bandeleder 13 domme i Danmark. Størstedelen handlede om personfarlig kriminalitet.” Personfarlig kriminalitet er en pæn omskrivning for afstumpede voldsforbrydelser. Det som omsider udløste en udvisningsdom var trusler mod en politibetjent.

Så er det jeg føler mig hensat i en tilstand af absurditet, og det af to grunde: For det første, at man skal op på et tocifret antal domme for grove forbrydelser før udvisning fra Danmark kommer på tale. Og for det andet hvorfor skal instanser uden for Danmark overhovedet have indflydelse på, hvem vi vælger at udvise fra Danmark? Det burde være indlysende, at når man ved Højesteret er blevet dømt til udvisning, så er sagen definitivt afgjort, og at der i hvert fald højst kan være en eventuel benådning at falde tilbage på.

Men når vi taler om udlændinge og internationale konventioner, så er der aldrig noget, der er så absurd, at det ikke kan blive endnu mere absurd. En af de udvistes forsvarer overvejer nu at indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolens øverste instans, som hedder Grand Chamber. Så måske får den pakistanske forbryder endnu en chance for et comeback som bandeleder i Danmark.

Jeg forudser imidlertid, at absurditeten slet ingen ende vil tage. For hvordan bliver de to forbrydere udvist? Bliver det sådan ”rigtigt forlade Danmark og aldrig komme tilbage” udvist eller bliver de blot udvist? Og med det sidste mener jeg, at udvisningerne måske aldrig bliver ført ud i livet, og at de i stedet får lov til at tilbringe livet på et udrejsecenter. Og hvor de så kan få lejlighed til at sprede utryghed i lokalområdet, da det jo utvivlsomt vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at holde dem indespærret.

Og det er en absurditet som entydigt kan henføres til, at vi indrømmer udlandet indflydelse på, hvem vi giver ret til ophold i Danmark, og hvem vi vælger at udvise for alvorlige forbrydelser.

Heldigvis har andre end Dansk Folkeparti og Nye Borgelige blik for uhyrlighederne. Fra tid til anden kan man faktisk opleve sprækker i den ellers så fundamentalistiske tilslutning til konventionerne, se her på Danmarks Radios hjemmeside for godt et år siden. Her siger Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen:

Vi har fået os rodet ind i alle mulige internationale domstole og konventioner - nu er det vores opgave at rode os ud igen, så vi får herredømmet tilbage.

Med andre ord skal der for udlændingepolitikken gælde 100 pct. dansk suverænitet. Det kunne jeg ikke have sagt bedre. Anledningen til polemikken fra Sass Larsen er netop spørgsmålet om udvisning af kriminelle udlændinge. Danmark Radio forklarer:

Særligt sagen om Gimi Levakovic, der har fået over 20 domme i Danmark, har skabt røre. Højesteret afgjorde, at det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis han blev udvist, blandt andet fordi han har familie i Danmark.

Men selvfølgelig er ikke alle enige. En af konventionsfundamentalisterne er Venstres Søren Pind som ifølge samme artikel udtaler:

Det er et af de sidste værn, man har, når man for eksempel lever i en mærkelig tilstand, som den verden er i nu. Nogle kan sige 'hov hov' - her gælder ret på tværs af grænser.

Ja, naturligvis. Hvor var vi henne, om en voldtægtsforbryder fra Somalia kunne blive udvist? Man kunne dog måske tænke sig, at ofrene finder tingenes tilstand ”mærkelig”, måske endda absurd.