10-03-2021

Hvorfor er journalister så dumme?

Det er de selvfølgelig heller ikke allesammen, heldigvis da. Men det som jeg lader mig irritere voldsomt af er deres hyppige brug af klicheer og overfrisk retorik. Jeg tror nok, at man på første dag på journalisthøjskolen lærer, at man skal begynde en artikel med konklusionen, og så siden kan man skrive om detaljerne. Og både overskrift og første sætning skal være fængende, for ellers mister man straks læseren.

 

Denne øvelse giver ofte særdeles anstrengte resultater. Således husker jeg en artikel om skilsmisser. Journalisten kom frem til denne åndrige indledning: ”Danskerne er vilde med kaffe, men de er tilsyneladende også vilde med at blive skilt”! Tænk at man kan få sig selv til at skrive noget så dumt, helt bortset fra det krænkende over for mennesker, som kom frem til, de var nødt til at træffe en smertefuld beslutning om at blive skilt.

 

Og så er der overskrifterne. I 1992 fik forfatteren Peter Høeg succes med sin bog Frøken Smillas fornemmelse for sne. I flere år derefter lånte journalisterne bogens titel, således, at hvis de f.eks. skulle skrive om en mand ved navn Peter Jensen, hvis store lidenskab var dyrkning af stikkelsbær, så fik artiklen overskriften Peter Jensens fornemmelse for stikkelsbær! Det kan være sjovt én eneste gang. Næste gang er det allerede lidt anstrengt, og herefter både dumt og pinligt. På samme måde har journalisterne lånt fra John Irvings roman Verden ifølge Garp, så man i et væk har skrevet artikler med overskriften Verden ifølge NN. Igen er det højst sjovt én gang.

 

Det som også kan irritere mig er især Danmarks Radios mani med at skulle henvende sig direkte til læseren, se her: Når hverdagen kun handler om sygdom, så laver 100 unge mad til dig og din familie. Jeg ved ikke rigtigt hvad det er udtryk for, muligvis en eller anden form for inderlighed. På mig virker det blot anmassende Jeg vil da godt læse om det sympatiske initiativ en række unge mennesker har taget, men jeg behøver ikke at blive inddraget. Nu har jeg i det hele taget aldrig sat pris på den afsindige vane med at at sige ”du” i betydningen ”man”. Jeg husker en overskrift på en artikel, der handlede om Polen og homoseksuelle. Du risikerer at blive anholdt, hvis du er homoseksuel. Vel gør jeg da ej, for jeg befinder mig ikke i Polen.

 

Det seneste eksempel på en ting fra den journalistiske front, der har irriteret mit muligvis overfølsomme sind er denne artikel på Danmarks Radios hjemmeside. Elever køber og sælger kvote 2-ansøgninger til drømmestudiet. Den med ”drømmestudiet” går igen hvert år i september med formuleringer som, at nu er pladsen på drømmestudiet sikret, så nu gælder det om at finde et sted at bo. Det er fuldstændigt ligegyldigt for historien at tale om et drømmestudium, og er igen blot udtryk for en journalists trang til at peppe sin artikel op.

 

Og for øvrigt er det jo noget slemt vrøvl at tale om et drømmestudium. Man ser for sig forelæsninger, der er så spændende, at tiden flyver af sted, og bøger og skriftlige opgaver, som på det nærmeste læser henholdsvis skriver sig selv. Den slags studier findes ikke. Og et valg af studium kan jo sagtens være et pragmatisk valg, hvor man uden større begejstring har fundet det mindst ringe.

 

Det gjaldt i hvert fald for mit eget vedkommende, da jeg i 1983 begyndte at læse statsvidenskab på Københavns Universitet. Selvom det så langt fra blev til noget mareridt – jeg blev færdig på normeret tid – så var det altså heller ingen drøm. Og for de mange som faldt fra de første uger og måneder, må der jo have været tale om en stor skuffelse. Som sagt holdt jeg ud, men navnlig de første år var der langt mellem snapsene. Og vi skulle igennem masser af matematik, statistik og i tilgift på studiets andet år et forfærdeligt fag ved navn driftsøkonomi. Det var ikke spor mere sexet end det lyder til!

 

Et studium er også dræbende kedsommelige forelæsninger. Vi husker nok alle fra skoletiden, hvordan vi kunne sidde og se på uret med få minutters mellemrum for at se hvor lang tid, der var til frikvarteret. Det gik igen i gymnasiet og såmænd også på universitetet. Så nej, ”drømmestudiet” findes ikke andre steder end oppe i hovedet på journalisterne.

 

Så kære journalister: skriv gerne levende og fængende, men skriv til os som voksne mennesker, og drop alle de forfærdelige klicheer og drop gentagelserne.