Hvem er de ekstreme og rabiate?

Partiet Nye Borgerlige er under stærk beskydning for at være fremmedfjendsk, og tilhængerne er ekstreme og rabiate.

Hvis man orker, så kan man læse en lang beskyldning her.

Så er det jeg undrer mig. Jeg har nu efter min tilslutning til partiet udelukkende truffet flinke og begavede mennesker, som argumenterer godt. Jeg har ikke set det ringeste tegn på ”ekstremisme”, ej heller har jeg hørt eller læst grove og generaliserende udfald mod udlændinge og muslimer, men naturligvis nok åbenhjertige tilkendegivelser, når det f.eks. drejer sig om asylansøgere, der begår alvorlig kriminalitet.

Hvad er det så egentlig, der binder os sammen i den nye politiske bevægelse? For mig at se én eneste ting. Vi vil ikke tillade, at de såkaldte internationale konventioner skal ødelægge vores land. Det multikulturelle eksperiment er foretaget, nemlig i Sverige, og det blev ingen succes. Drømmen om at alverdens folkeslag kan leve side om side i et berigende fællesskab, er blevet et mareridt. Erfaringen tilsiger dermed, at vi ikke skal følge anvisningerne fra Zenia Stampe og Uffe Elbæk.

I Danmark er vi endnu et stykke fra svenske tilstande, men vi har bestemt også vores problemer, hvad jeg tidligere på året skrev om i dette indlæg på min blog. Men måske kan vi endnu opnå at indkapsle problemerne så meget, at de trods alt bliver håndterbare.

Det har jeg svært ved at se kan være en ekstrem og rabiat position at indtage.

Hader vi muslimer? Overhovedet ikke, ligeså lidt som vi hader buddhister, Jehovas Vidner eller agnostikere. Muslimer, som vil leve i fred med det danske samfund, har intet at frygte fra os.

Vil vi slet ikke hjælpe flygtninge? Bestemt jo, men blot ikke med den nuværende model, hvor vi groft sagt giver ophold til den, som kan betale en menneskesmugler, men lader resten i stikken, for det siger konventionerne, at vi skal. I stedet vil vi hjælpe i nærområderne, hvor langt flere kan hjælpes for de samme penge. Det er ikke ondt og menneskefjendsk.

Vi vi lukke af for verden omkring os? Nej, og Danmark har for øvrigt altid været åben over for påvirkninger udefra – også uden EU - og det bliver vi ved med.

Hvem er de ekstreme?

For mig at se så er det ekstremt, når vores statsminister slår ud med armene som en anden Angela Merkel, og frejdigt erklærer, at vi klarer den. Læs her.

Det er ekstremt og rabiat, når vi af hensyn til konventionerne end ikke kan udvise udlændinge for selv alvorlige forbrydelser, se her om hvordan justitsminister Søren Pind fastholder disse elendige konventioner. Et artigt eksempel på hvad den betingelsesløse accept af konventionerne medfører, kan I læse om her.

Det er ligeledes ekstremt og rabiat, når alle de toneangivende i vores land efterhånden anser det som det nye normal, at vores jødiske medborgere ikke kan færdes sikkert på gaden, og at jødiske skoler og andre institutioner skal omdannes til fæstninger.

Og endelig er det ekstremt og rabiat, når kristne flygtninge må frygte for deres sikkerhed på asylcentrene, og kun får den kolde skulder fra myndighederne, politikere, Røde Kors folk og endog præster i Folkekirken.

Set i det lys er den reaktion, der nu tegner sig med det nye parti hverken ekstrem eller rabiat og vel egentlig heller ikke ”højreorienteret”, hvad det sidste så end vil sige. Reaktionen er tværtimod særdeles rimelig, fornuftig og jordnær.

Nej, det virkeligt ekstreme er den fundamentalistiske tilslutning til konventionerne - koste hvad det koste vil. Om så hele Danmark skal blive Rosengården!