Alle argumenter på et sølvfad
For knap et år siden skrev jeg et indlæg på min blog troldens navn om en lederskribent hos Berlingske, som hård i filten kræver handling, når det gælder afviste asylansøgere, der ikke bliver sendt tilbage til deres hjemlande. Alligevel har han ikke modet til at sætte ord på det helt afgørende problem, nemlig Danmarks bevidstløse tilslutning til internationale konventioner.
Nu gentager historien sig i en ny udgave med denne leder i Berlingske. Det er troligt, at lederskribenten er den samme, for heller ikke i denne leder kommer han frem til den indlysende konklusion. Han begræder, at Danmark har opgivet at tage imod kvoteflygtninge, men stadig tager imod spontane asylansøgere. En prioritering, som er aldeles forrykt, både menneskeligt og økonomisk, men som er os påtvunget af konventionerne.
Lederskribenten er så elskværdig at servere alle argumenter for at udtræde af disse internationale konventioner på et sølvfad:
For det er de spontane asylsøgere, der er det store problem. De udstiller, at Europa alt for længe har været ude af stand til at beskytte sine egne, ydre grænser, og at de principper, det internationale asylsystem i årtier har bygget på, blandt andet gennem Dublin-forordningen, reelt er brudt sammen. De er brikker i en asylindustri drevet af blandt andet kyniske menneskesmuglere, som ingen kan være tjent med at understøtte. Og migranternes og flygtningenes strabadserende rejser mod det forjættende kontinent indebærer desværre, at alt for mange mennesker omkommer særligt under den farefulde færd over Middelhavet.
Det er et system, en industri, som alle ville være tjent med at få gjort endeligt op med, også fordi det er så uretfærdigt: I virkeligheden er det i mange tilfælde nogle af de mest ressourcestærke flygtninge, som ad disse veje får asyl, mens andre, der i højere grad kunne have hjælp behov, lades tilbage og i stikken.
Vi ved, at muligheden for at sikre en fornuftig integration også hænger sammen med antallet af flygtninge og migranter særligt fra Mellemøsten og Afrika, som kommer hertil. Den årlige rapport fra Danmarks Statistik, »Indvandrere i Danmark«, hvis 2017-udgave udkom i denne uge, bekræfter blot dette. Realiteten er, at mange flygtninge ender som indvandrere. Og realiteten er, at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere ofte udgør en fortsat udfordring for det danske samfund: De klarer sig dårligere i skolen, beskæftigelsen blandt dem er lavere, alt for mange lever på overførselsindkomst, og kriminalitetsraterne er for nogle gruppers vedkommende forfærdende.
Og endelig hedder det i den ledende artikel:
På den ene side har man altså et asylsystem, der er brudt sammen, og hvor de holdbare, permanente løsninger ikke er fundet endnu. På den anden side har man et system med kvoteflygtninge, som egentlig er det ideelle, men hvor man – som Danmark nu gør – kan handle for at begrænse tilstrømningen og dermed presset også i forhold til integrationen.
Hvordan kan man være kommet så langt i indsigt, så langt i sine overvejelser, om hvad der er indlysende ret og rimeligt, og så alligevel ikke kunne se den soleklare konklusion:
- Afskaf retten til at søge om asyl i Danmark.
- Lad os tage imod et vist antal kvoteflygtninge, muligvis 500 om året, muligvis nogle flere.
- Forøg gerne hjælpen i nærområderne med basale fornødenheder, mad, medicin, rent drikkevand etc.
Er der internationale konventioner som står i vejen herfor? Så opsig disse konventioner.
Alt det kan vi gøre med god samvittighed. Aktuelt, så hjælper vi, som lederskribenten også nævner, de stærkeste flygtninge, som kan skaffe sig vej fra Afrika eller Mellemøsten til det nordlige Europa. Hvorimod de svageste, som ikke har råd til en menneskesmugler, bliver svigtet.
Er det humant? Er det for den sags skyld kristent? Svaret giver vist sig selv, hvis man bruger både sit hjerte og sin forstand.
”I den ideelle verden, var det kvoteflygtninge vi hjalp, men…” lyder det fra lederskribenten. Betragtningen er aldeles absurd. Verden er aldrig ideel, men af og til er det faktisk muligt at træffe rigtige valg.