Spil idiot

Weekendavisen har i 18. maj i år på side 4 en artikel om Sverige ”Ud af fornægtelsen”. Artiklen handler om, at virkeligheden så småt er ved at indhente det politisk korrekte Sverige, hvor man i lang tid stædigt har fastholdt, at der ikke knytter sig det mindste problem til indvandring fra mellemøstlige og nordafrikanske lande. Kun kulturel berigelse og økonomiske fordele.

Hovedpersonen i artiklen er en politimand ved navn Mustafa Panshiri, selv indvandrer fra Afghanistan. Og åbenbart med et klarsyn langt større end hos mange indfødte svenskere. Historien tager sit afsæt i et besøg hos et svensk ægtepar, som havde påtaget sig rollen som plejeforældre for et ”flygtningebarn”:

Det var en bizar situation. Jeg tror, at han var mindst 35 år. Det var en mand, ikke en dreng, og han var ældre end mig.

Videre hedder det i artiklen:

Ifølge Mustafa Panshiri har den massive indvandring slået skår i Sveriges selvbillede og bragt konsekvenserne af indvandringen frem på dagsordenen. Situationen med det voksne barn vidner om svenskernes generelle forhold til flygtninge… Viljen til at hjælpe er stor, men når flygtningene ikke opfører sig som forventet, sætter en form for selvfornægtelse ind.

Panshiri har fået udgivet en bog ved navn ”Det lilla landet som kunde” skrevet sammen med en satiriker ved navn Jens Ganmann.

Resten af artiklen bekræfter så stort set hvad man ved i forvejen om Sverige med no go zoner og tårnhøj kriminalitet blandt indvandrere. Men også den omfattende benægtelse blandt politikere, journalister og debattører.

Mit bud er, at selvom en erkendelse er ved at indfinde sig i Sverige, så er der stadig et godt stykke vej til en egentlig ærlig og åben debat.

Og det kender vi jo også fra Danmark. Vi har også i vores debat et rigt mål af benægtelser, fortielser og bagatelliseringer. Vi kender alle beretningerne om ”unge mennesker” eller ”teenagere”, som f.eks. hærger og terroriserer et butikscenter. Kradser man bare lidt i overfladen, så viser det sig, at disse ”unge mennesker” er indvandrerdrenge fra mellemøstlige lande. Ligesom det for et par år siden kom frem, hvem det er som generer studenterne, når de fejrer deres eksamen ved på skift at besøge forældrene.

Stadig kan man dog finde på at tale om denne type problemer, som om de kunne hidrøre fra hvem som helst. Et eksempel herpå er en artikel på Danmarks Radios hjemmeside om vold mod lærere i folkeskolen.

Det er artige sager en kvindelig lærer på Guldbergskolen i København kan berette om:

Hun fortæller om et stigende antal eksempler, hvor hun har været centrum for en elevs raseri. Elever, som kaster med møbler eller sakse …, elever med verbale angreb, som også slår eller sparker, spytter eller river bøger i stykker. Det kan gå fra 0 til 100 på et splitsekund.

Og dog så nævnes etnicitet ikke med et eneste ord i artiklen. Saksekasteren kan altså ligeså vel hedde Frederik som Hasan, må man forstå. Og det er måske også tilfældet (selvom jeg mere end tvivler), men det kan man jo ikke vide, hvis spørgsmålet end ikke må stilles.

Min klare formodning er, at de voldelige elever er indvandrerdrenge, som ikke er blevet opdraget til at respektere danske autoriteter i almindelighed og kvindelige lærere i særdeleshed. Det bekræftes i hvert fald af lignende erfaringer fra tyske skoler med mange muslimske børn, se dette indlæg på min blog.

Et endnu mere ekstremt tilfælde af benægtelse finder vi i Weekendavisen 9. maj 2018, side 2. Forfatteren og journalisten Knud Lindholm Lau har skrevet en bog ”Bare Fordi At”, som øjensynligt handler om faren ved en vidt udbredt fjendtlig tone over for muslimer. Det kan for så vidt være sympatisk nok at fremhæve. Vi er mange, som klart ser problemerne med muslimsk indvandring, men som ikke af den grund ønsker at lægge muslimer i bred almindelighed for had.

Men hvad med det had der udgår fra muslimer mod jøder? Det er et fænomen, som er veldokumenteret til overmål, og som man f.eks. kan læse mere om her. Og derfor er det jo også åbenlyst, at mordet på Dan Uzan ved den jødiske synagoge 14. februar 2015 begået af Omar Hussein var begrundet i jødehad. Men forholdt denne indlysende kendsgerning vælger Knud Lindholm Lau at spille idiot, da muslimsk forfølgelse og had mod jøder åbenbart ikke passer ind i hans politisk korrekte regnskab.

Blev Dan Uzan skudt fordi han var jøde?

Det er muligt, men jeg ved det ikke. Det (attentatet) rettede sig mod et ytringsfrihedsarrangement og en synagoge, men jeg ved ikke hvad hans (Omar Hussein) motiv var, for jeg har ikke set det afdækket. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til det.

Og blev Finn Nørgaard skudt i Krudttønden samme dag, fordi han talte ved et arrangement om ytringsfrihed?

Jeg ved det vitterligt ikke, andet end at det er så forfærdeligt.

Omar Hussein blev som bekendt efter de to drab på Finn Nørgaard og Dan Huzan dræbt i en skudveksling med politifolk. Hvis man meget gerne vil - og Knud Lindholm Lau synes fuld af god vilje dertil! – så kan man da godt betvivle jødehad og modstand mod ytringsfrihed som den udløsende faktor til ugerningen. Vi kan jo rigtigt nok ikke gennemlyse en død mand, og med sikkerhed opnå klarhed om hans tanker i timerne inden hans død.

Det er så dette aldeles teoretiske spillerum for tvivl, som Knud Lindholm Lau helt grotesk vælger at gribe fat i. Som sagt: det er at spille idiot for at slippe for at tage stilling til det, der ikke passer ind i ens dagsorden.

I dette indlæg på min blog om forfølgelse af kristne flygtninge på vores asylcentre giver jeg et par lignende eksempler.

Hvis alt andet glipper, så hedder den sidste udvej altså: Spil idiot!